Bekæmpelsesvejledning

Bekæmpelse alene er aldrig løsningen på et rotteproblem. Giften (og eller fælder) kan fjerne problemet midlertidig, men finder man ikke og fjerner man ikke årsagen til rotteforekomsten i hele rotteforekomstens udbredelse, ja, så vil det blot være et spørgsmål om tid førend rotteproblemet genopstår.

Rottebekæmpelse er meget mere end blot at udlægge gift og/eller opstille fælder. Faktisk bør den undersøgende og forebyggende indsats udgøre størsteparten af den enkelte rottebekæmpelse for derved at give bekæmperen mulighed for at træffe de rigtige valg med hensyn til bekæmpelsesmetode samt til målretning af bekæmpelsen. 

Se hele bekæmpelsesvejledningen.

Forløb af rottebekæmpelse

Der må ALDRIG udlægges gift som første reaktion ved bekæmpelsesstart. Før gift vælges som bekæmpelsesmetode og udlægges, skal bekæmperen forholde sig til:

• At enhver bekæmpelse altid startes med en grundig gennemgang/fejlfinding (forundersøgelse) af boligen, ejendomme og/eller området, for derved at fastslå:
  • at det drejer sig om rotter og hvad årsagen til rottetilholdet er.
  • at få overblik over rottetilholdet, og dermed hvordan bekæmpelsen skal gribes an. Hvis man er usikker på omfanget af rottetilholdet, kan man med fordel udlægge f.eks. ugiftigt lokkemad og/eller lave sporing, typisk sand (udendørs) og mel/talkum (indendørs) og dagligt følge aktiviteten i f.eks. 3 på hinanden følgende dage.

Derefter skal bekæmperen:

• vurdere, om der skal anvendes fælder eller gift.
  • Hvis der er mere end 5 rotter, så kan bekæmperen vælge at bruge gift, fælder o.lign er dog fortsat også en mulighed. Brug af gift – der vælges altid FGA (coumatetralyl og/eller chlorophacinon) som første valg, med mindre der på forhånd er kendskab til resistens. Er der mange husmus, foruden rotter på ejendommen, så bør bekæmpelsen påbegyndes med bromadiolon. Idet f.eks. coumatetralyl er meget lidt effektivt overfor husmus.
  • Hvis der er færre end 5 rotter, bør man overveje brug af fælder o.lign.
• Der følges op på giften maksimum med 7 dages interval – i starten bør der følges op hyppigere, især hvis der er mange rotter.
  • Hvis ikke bekæmpelsen afsluttes indenfor 35 dage, skal der foretages en revurdering af bekæmpelsesforløbet. Se også Miljøstyrelsens ”Vejledning om vurdering og godkendelse af kemiske bekæmpelsesmidler til rotter og mus”. 
• Bekæmperen bør allerede tidligt i forløbet foretage en vurdering af bekæmpelsen. Kan der f.eks. ikke spores en markant nedgang i rotteaktiviteten indenfor to til tre uger (afhængig af tilsynsfrekvensen) SKAL bekæmperen her vurdere situationen på ny og lave de nødvendige korrektioner. Til gennemgang af bekæmpelsen benyttes ”Tjekliste for korrekt rottebekæmpelse og identifikation af resistens”.
  
  • Det kan være en fordel for bekæmperen også at opsætte sporing med henblik på at få yderligere informationer om rotte-infestationen. 
• Hvis bekæmperen ved gennemgang af ”Tjekliste for korrekt bekæmpelse og identifikation af resistens” konstaterer, at der ikke er basis for ændringer i bekæmpelsen, men at der fortsat er bekæmpelsesproblemer – så er resistens en mulighed og bekæmperen skal derfor udskifte FGA med en af de stærke AGA (brodifacoum, flocoumafen, difethialon).
  • Når disse meget stærke midler anvendes, SKAL udlægningen her foretages ved intervaludlægning. Der udlægges mellem 20 til 50 gram per udlægningssted, overskrid aldrig den maksimale dosering, som er beskrevet på etiketten. Der følges op med faste intervaller med 7 dages mellemrum.
  • I stedet for brug af de stærke AGA’er bør det overvejes at fortsætte bekæmpelsen med fælder o.lign.
• Hvis bekæmperen konstaterer, at den primære årsag til en mislykket bekæmpelse med FGA ALENE skyldes rottens adgang til alternative fødekilder, som det har været umuligt at fjerne, så skal bekæmperen skifte fra FGA til bromadiolon og/eller difenacoum.

Flowdiagrammet beskriver kort forløbet af en rottebekæmpelse fra start til slut. Korrekt bekæmpelse med fælder evt. suppleret med gift kan normalt afsluttes indenfor 35 dage. Hvis ikke, skal der foretages en revurdering af hele forløbet.

Udlægning af gift

Når der anvendes gift til bekæmpelse af rotter så er der to måder, hvorpå giften kan udlægges; enten anvendes traditionel eller intervaludlægning. Uanset udlægningsmetoden er det vigtigt, at etikettens anvisninger ALTID følges.

Traditionel udlægning af antikoagulanter bør kun omfatte midler svagere end flocoumafen, brodifacoum og difethialon. Grunden til, at der skelnes mellem de svagere 1. og 2. generations antikoagulanter og de meget stærke 2. generations antikoagulanter skyldes, at rotter ofte skal indtage en eller flere doser af de svagere antikoagulanter for at dø, mens rotter i princippet kan nøjes med én enkelt dosis af gifte med aktivstofferne flocoumafen, brodifacoum og difethialon.

Intervaludlægning

Intervaludlægning er en metode, hvor der udlægges små mængder af gift mange steder med et fast tidsinterval. Intervaludlægning foretages bedst med de stærkeste gifte brodifacoum, flocoumafen og difethialon. Deres giftighed gør, at de ved blot et enkelt indtag kan slå rotten eller musen ihjel.

Rotter og mus æder som regel kun ganske lidt, når de første gang bliver præsenteret for et nyt foder. Derfor vil det med produkter baseret på de andre aktivstoffer betyde, at rotten og musen ofte skal æde af giften flere gange for at få en dødelig dosis, men med brodifacoum, flocoumafen og difethialon vil et enkelt indtag være tilstrækkeligt til, at rotten eller musen har fået en dødelig dosis.

Da antikoagulanter, uanset hvilket aktivstof, først virker efter fire til seks dage, vil en rotte eller mus kunne nå at æde flere gange af giften, inden den får det dårligt og dør. Så hvis man bliver ved med at fylde op med gift efter ganske få dage, så kan man risikere, at det er de samme rotter og mus, som får adgang til giften og dermed kan indtage mange gange dødelige doser af giften.

Ved at udlægge små depoter med de stærkest aktivstoffer vil der kun være gift nok til én eller måske to dage (afhængig af størrelsen af bestanden). Ved at vente syv til 14 dage mellem udlægningerne opnår man, at de rotter og mus, som åd af giften den første dag, er døde inden næste giftudlægning. Minimum syv dages intervaller sikrer, at vi ikke får akkumuleret store giftmængder i de enkelte gnavere, og dermed nedsætter vi risikoen for sekundær forgiftning af rovfugle og rovdyr.

Med små portioner i intervaludlægningen skal der her forstås enheder af for eksempel 15-50 gram af det giftige produkt. De nøjagtige udlægningsmøngder fremgår af etiketten på det enkelte produkt.

Traditionel udlægning

Traditionel udlægning af antikoagulanter bør kun omfatte midler svagere end flocoumafen, brodifacoum og difethialon. Grunden til, at der skelnes mellem de svagere 1. og 2. generations antikoagulanter og de meget stærke 2. generations antikoagulanter skyldes, at rotter ofte skal indtage en eller flere doser af de svagere antikoagulanter for at dø, mens rotter i princippet kan nøjes med én enkelt dosis af gifte med aktivstofferne flocoumafen, brodifacoum og difethialon.

Traditionel udlægning vil typisk omfatte udlægning et eller flere steder af portioner af minimum 200 gram (se nøjagtig dosis på etiketten). Efter en til få dage følges der op, og de steder, hvor giften er spist suppleres der normalt op. Der må aldrig placeres mere pr. udlægningssted end det, der er angivet som maksimum på etiketten af produktet.

Ved traditionel udlægning kan der adskilles mellem forhold;

• Hvor rotter har adgang til store mængder føde på et enkeltsted (f.eks. kornlager, fuglefodring, hønsehold etc.)
  • Her udlægges store mængder bekæmpelsesmiddel nogle få steder mellem fourageringssted og tilholdssteder (f.eks. mellem brændestak og fuglefoderbræt). Der suppleres efter behov og fortsættes indtil der ikke længere ædes af giften og at der ikke er yderligere tegn på rotteaktivitet.
• Hvor rotter har adgang til begrænsede mængder af føde på mange forskellige steder (typisk for mange landbrugs- og hobby ejendomme)
  • Her udlægges giften i mindre portioner, men på et stort antal steder. Der suppleres efter behov og fortsættes indtil der ikke længere ædes af giften og at der ikke er yderligere tegn på rotteaktivitet.

Efter den sidste giftudlægning, skal der ALTID gennemføres en indsamling af ikke fortæret gift. Al gift skal bortskaffes som farligt affald via kommunens ordning.

Sporing i bekæmpelse

Som det fremgår af ”Forløb af rottebekæmpelsen”, anbefales brug af f.eks. ugiftig føde til at få overblik over bestandens størrelse og blandt andet på den baggrund at afgøre, om gift er det rigtige valg i den enkelte bekæmpelse, eller om bekæmpelsen med fordel kan foretages ved brug af fælder.

Fordelen ved at udlægge ugiftigt lokkemiddel er, at det kan udlægges uden for gift- og fældedepoter, og kan udlægges, hvor rotterne typisk færdes. Mængden af føde afvejes forud for udlægningen og den resterende mængde afvejes ved indsamlingen. På baggrund af indtaget f.eks. over et enkelt døgn eller tre afvejninger over tre på hinanden følgende døgn, kan man få et godt overblik over bestandens størrelse, hvor der er aktivitet og hvor man skal intensivere opsætningen af gift eller fælder efterfølgende. Man skal dog være opmærksom på, at ikke kun rotter vil kunne spise af den udlagte føde.

En anden mulighed er benyttelse af sporing. Skal sporingen foregå udendørs, vil mel og/eller talkum, som typisk anvendes til sporing indendørs ikke være egnet. Udendørs er nemmeste form for sporing udlægning af sand på små områder (ca. 20 x 20 cm). Overfladen udglattes efter hver inspektion. Mel og/eller sandspor udlægges mange steder på og evt. inde ejendommen og typisk, hvor rotter formodes at færdes. Som for udlægning af ugiftigt foder, bør der foretages daglige observationer som minimum over en dag, men gerne over tre på hinanden følgende dage.

Til klassificering af rotteaktivitet benyttes følgende scoretal

• 0 = ingen tegn på aktivitet
• 1 = < 20 % af spor”plade” har fodspor
• 2 = 20 – 40 % af spor”plade” har fodspor
• 3 = 41-60 % af spor”plade” har fodspor
• 4 = 61-80 % af spor”plade” har fodspor
• 5 = > 80 % af spor”plade” har fodspor

Hvis man vælger at udlægge spor under selve bekæmpelsesforløbet. Så vær opmærksom på at spor”felterne” ikke bør udlægges i umiddelbar forbindelse med opsatte giftdepoter og/eller fælder.

Udlæggelse af sandspor udendørs. Brug af fugtig strandsand.