Antikoagulanter

Den første antikoagulant warfarin blev introduceret i 1950 og i de efterfølgende 3-4 årtier blev andre og stærkere antikoagulanter introduceret, hvoraf difethialon er den sidste ankommende antikoagulant fra 1986.

Antikoagulerende rottegift har vist sig at være et effektivt kemisk bekæmpelsesmiddel i vores bestræbelser på at slå rotter ihjel. De antikoagulerende gifte er i dag de eneste tilladte kemiske bekæmpelsesmidler til rotter i Danmark.

Hvordan virker antikoagulanter?

Alle antikoagulanter er blødningsforstyrrende stoffer, som bevirker, at blodet ikke kan størkne (koagulere). Vitamin K er et vigtigt molekyle for den livsvigtigt blodkoagulerende proces. I leveren omdannes vitamin K ved hjælp af enzymet vitamin K_2,3 epoxid reductase (VKOR), som gør, at kroppen kan opretholde en normal koaguleringsfunktion. Alle antikoagulanter påvirker VKOR negativt og uden omdannelse af vitamin K er kroppen ikke i stand til at opretholde en normal koagulation af blodet. Koagulationsevnen påvirkes først efter 3 til 4 dage, når kroppens pulje af vitamin K er opbrugt. Efter indtag af en dødelig dosis, vil døden derfor først indtræde efter 3 til 6 dage. Virkemåden er ens for alle de antikoagulerende gifte, såvel milde som stærke.

Oversigt over antikoagulanter

Antikoagulanter opdeles i 1. og 2. generations antikoagulanter.

Første generations antikoagulanter

Chlorophacinon

Chlorophacinon er af indandiontypen og er olieopløseligt. Er lidt svagere i sin virkning over for rotter end coumatetralyl. Akut giftighed – rotte, LD50: 20,5 mg/kg.

Coumatetralyl

Er lidt kraftigere i sin virkning end chlorophacinon. Ikke ret effektiv over for husrotte og husmus. Akut giftighed - rotte, LD50: 16,5 mg/kg og mus, LD50: > 1000 mg/kg.

Miljøstyrelsen sidestiller de 2 første generations antikoagulanter, hvilket betyder, at ved påbegyndelse af en bekæmpelse med brug af gift, skal bekæmperen vælge midler med et af ovenstående aktiv stoffer, med mindre at der er dokumenteret resistens.

Hvis et middel til bekæmpelse af rotter ikke findes i en formulering med det svageste aktivstof, vil det dog være lovligt at anvende et trin højere middel. I bekæmpelsessituationer, hvor der forekommer både rotter og mus, vil det endvidere være tilladt at vælge den (svageste) antikoagulant, som er effektiv over for både rotter og mus. Det vil konkret sige midler med aktivstoffet bromadiolon. 

Anden generations antikoagulanter

Bromadiolon

Effektiv i enkelt dosis over for begge rottearter. Stor akut giftighed - rotte, LD50: 1,1 mg/kg og husmus, LD50 : 1,75 mg/kg.

Difenacoum

Meget effektiv over for begge rottearter. Stor akut giftighed - rotte, LD50: 1,8 mg/kg og husmus, LD50: 0,8 mg/kg).

Brodifacoum

Meget kraftigt virkende med meget høj akut giftighed - rotte, LD50: 0,25-0,40 mg/kg og husmus LD50: 0,4 mg/kg). Effektiv over for de fleste gnaverarter i enkelt dosis. Ingen resistens konstateret mod aktivstoffet i Danmark.

Flocoumafen

Meget kraftigt virkende. Høj akut giftighed - rotte, LD50: 0,25-0,46 mg/kg og husmus, LD50: 1,13 mg/kg). Effektiv over for husmus og rotter efter en enkelt indtagelse. Ingen resistens konstateret mod aktivstoffet i Danmark.

Difethialon

Høj akut giftighed - rotte, LD50: 0,42-0,62 mg/kg og mus, LD50: 1,29 mg/kg). Virksom efter en enkelt indtagelse. Ingen resistens konstateret mod aktivstoffet i Danmark.

I Danmark forekommer resistens overfor 1. generations antikoagulanterne samt de milde 2. generations antikoagulanter (bromadiolon og difenacoum).

Alle 2. generations antikoagulanter er i dag klassificeret som PBT stoffer (Persistente/svært nedbrydelig, Bioakkumulerende/ophobes i fødekæden og Toksisk/giftig). Ligeledes vurderes antikoagulerende gifte med en koncentration på 30 ppm eller derover at være skadende for formeringsevnen. 

Påvirkning af miljøet

Når der anvendes antikoagulanter til bekæmpelse af rotter og mus, så er der en risiko for, at midlerne bliver tilgængelige for andre dyr og fugle.

De fleste antikoagulantprodukter er baseret på korn, som er attraktive for mange andre dyr og fugle end rotter og mus. Derfor skal der anvendes aflåste foderstationer i materialer af plastik, metal eller træ (men ikke pap), når der udlægges gift, da det mindsker risikoen for, at andre dyr kan komme til giften. 

Brug af foderstationer er dog ingen garanti for, at midlerne ikke kan fjernes fra depoterne, eller at mindre fugle og pattedyr kan komme ind i selve depotet.

2.-generations-antikoagulanter har generelt længere halveringstider end 1.-generations-antikoagulanter. I nedenstående tabel ses det antal dage, der går, inden aktivstoffet er halveret i leveren hos en rotte. At giften er tilgængelig så længe i f.eks. resistente rotter og mus, betyder, at giften kan udgøre en væsentlig risiko for vores rovfugle og rovpattedyr selv længe efter, at de har indtaget giften (sekundær forgiftning ).

Nedbrydning af antikoagulanter i det omgivende miljø er væsentlig længere end det, der observeres i rottens lever. For eksempel er halveringstiden for difethialon i naturen 635 dage.

Antikoagulanter opløses kun dårligt i vand og for mange af 2.-generations antikoagulanter er opløseligheden nærmest lig nul. Antikoagulanterne binder sig godt til jordpartikler, og udvaskningen af giften er vurderet til kun at forekomme i meget ringe omfang. Hvis antikoagulanterne udvaskes kan de udgøre en fare for vandlevende organismer. Om antikoagulanter har andre endnu ikke undersøgte konsekvenser er ikke dokumenteret.

Tabellen viser de biologiske halveringstider i rotteleveren for de seks godkendte aktivstoffer

Sekundære forgiftninger

Når rotter eller mus bekæmpes med antikoagulanter, så er der risiko for, at de ender som måltid for rovfugle og rovpattedyr, og dermed kan antikoagulanterne bringes videre i fødekæden.

I 2010 udkom den første store undersøgelse om antikoagulanternes betydning for de danske rovfugle, ugler og rovpattedyr (lækat og brud).

Læs rapporten "Forekomst af antikoagulante rodentcider i danske rovfugle, ugler og små rovpattedyr"

Rapporten viste, at antikoagulant-rester kunne påvises i mellem 85-100 procent af de undersøgte rovfugle, ugler og rovpattedyr. Dette vidner om en stor utilsigtet konsekvens i vores bestræbelser på at komme mus og rotter til livs.

I undersøgelsen fandt man, at de hyppigste aktivstoffer var difenacoum (cirka 80 procent af de undersøgte fugle og dyr), brodifacoum (cirka 60 procent af de undersøgte fugle og dyr) og bromadiolon (cirka 50 procent af de undersøgte fugle og dyr). Selvom coumatetralyl næst efter bromadiolon er den hyppigst anvendte antikoagulant blev dette aktivstof kun fundet i meget begrænset omfang. Coumatetralyl har en meget hurtigere halveringstid end de stærkere stoffer og bindes ikke i samme grad som de andre stoffer til fedtvæv, hvad der kan være forklaringen på disse fund.

Med fund af høje difenacoum- og brodifacoum-koncentrationer i danske standfugle, som for eksempel nat- og slørugle og de mindre rovpattedyr lækat og brud, har DMU-rapporten vist, at der er en betydelig eksponering overfor disse aktivstoffer. Det bør give stof til eftertanke og følges op af aktive tiltag for at minimere risici ved anvendelsen af antikoagulanter i gnaverbekæmpelsen.

Selvom forbruget af aktivstofferne difenacoum og brodifacoum på landsplan er mindre end bromadiolon-forbruget, så har de en forholdsmæssig alvorligere konsekvens for vores fauna, idet rovfuglenes og rovpattedyrenes generelle kondition og overlevelse påvirkes negativt.

Sammenlignes DMU-undersøgelsen med undersøgelser fra for eksempel England, så blev der generelt observeret betydelige forskelle fra de engelske undersøgelser, idet de danske fund lå væsentlig over, hvad der er fundet i England (for eksempel var forgiftningsniveauet i danske musvåger dobbelt så højt i forhold til de engelske). Hvad årsagen er vides ikke med sikkerhed, men nogle bud, som rapporten også giver, er:

Anvendelsesområde:

• Brug af brodifacoum i og omkring bygninger (i England må de kun benyttes indendørs).
• Uautoriseret brug af musemidler som må anvendes i og omkring bygninger.

Landskabsstrukturen:

• I Danmark er der en tættere forekomst af bebyggelse (mange tætliggende gårde og anden bebyggelse i den danske landzone). Det betyder, at der også vil være kortere afstande mellem steder, hvor der foretages en aktiv bekæmpelse og/eller er opsat sikringsordninger.