FAQ til brug for kommuner, jordejere og vandværker vedr. Kommunernes gennemgang af BNBO.

Har du spørgsmål? Her på siden kan du finde svar på typisk stillede spørgsmål om vejledningen. 

Udgangspunktet for BNBO-aftalen er, at der skal gennemføres frivillige aftaler i ligeværdigt samarbejde mellem alle parter, og kommune og vandforsyning vil kunne være behjælpelige med nødvendige oplysninger. Kommunen kan yde objektiv, generel rådgivning til landmanden. Kommunerne har metodefrihed til dette og kan vurdere, hvorvidt der er behov for at anvende konsulenter og/eller egne medarbejdere til opgaven.

Dertil kommer, at lodsejeren kan tage fat i sin landbrugsrådgiver/landbrugskonsulent for bistand.

KL har udarbejdet en rapport, som præsenterer et paradigme for, hvordan frivillige aftaler mest hensigtsmæssigt kan gennemføres. Denne er tænkt som hjælp til en god sagsgang for kommunen, men fordi hensynet til lodsejers inddragelse har været i fokus, kan den også støtte lodsejeren i at få den bedst mulige proces. Rapporten kan findes her.

Hvis der er flere lodsejere, (dvs. som hver især ejer et jordlod i BNBO med selvstændig matrikel, tinglysningsblad, skøde mv.) som ikke kan blive enige, vil der kunne indgås frivillige aftaler med de lodsejere, som ønsker det, og kommunale pålæg for de øvrige.

Hvis der er givet et pålæg efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 eller 26 a, følger det af miljøbeskyttelseslovens § 65, at det er kommunalbestyrelsen der fører tilsyn.  

Det vil være hensigtsmæssigt, at frivillige aftaler indeholder vilkår, der sikrer, at myndigheden eller vandforsyningsselskabet, alt efter hvem der er aftalepart, har mulighed for at kontrollere, at aftalen overholdes. Der bør endvidere ud fra almindelig aftaleret indsættes vilkår om sanktioner i tilfælde af, at aftalen overtrædes. Miljøbeskyttelseslovens regler om tilsyn og påbud, kan ikke finde anvendelse i forhold til overholdelse af frivillige aftaler. Det vil således være op til aftaleparterne selv at sikre overholdelse af aftalen.  

Såfremt vandværket ønsker, at andre skal føre kontrol med en frivillig aftale må vandværket selv finansiere dette.

Hvorvidt en lodsejer misligholder en frivillig aftale beror på aftalens ordlyd, som i sidste ende kan afgøres af en domstol.

Hvis fase 2 igangsættes, skal der indføres et generelt sprøjteforbud i BNBO senest i 2023. MFVM vurderer, at det ikke vil være i kommunernes og vandværkernes interesse at afvente et nationalt sprøjteforbud fremfor at indgå aftaler i fase 1. Ved et nationalt sprøjteforbud kan kommuner eller vandværker blive nødsaget til at opkøbe jord i BNBO, hvis det ikke er muligt for en landmand at modtage anden kompensation inden for rammerne af EU-retten. Herudover vil opkøb betyde, at kommunerne eller vandværkerne vil komme til at besidde landbrugsjord med de krav, der måtte følge jf. landbrugsloven. Det vil være i lodsejerens interesse at indgå frivillige aftaler, da det giver flere muligheder for at lave fleksible og lokalt forankrede løsninger, som i højere grad vil kunne tilgodese både hensynet til en hensigtsmæssig drift af en landbrugsejendom og det individuelle behov for beskyttelse.

I fase 1 vil der såfremt kommunen lægger påbud eller forbud efter gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §§ 24 og 26 a gives fuld erstatning efter disse bestemmelser. Erstatningen opgøres på baggrund af en konkret vurdering af konsekvenserne for den enkelte ejendom.

I fase 2 ved et evt. generelt forbud mod brug af pesticider i BNBO, vil der blive indført en kompensationsordning for forbuddet. Kompensationsordningen vil indeholde mere generelle satser, som ikke bygger på en konkret vurdering af den enkelte ejendom. EU's statsstøtteregler kan medføre, at nogle landmænd ikke kan drage fuld nytte af kompensationsordningen, såfremt denne udmøntes ud fra Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren. For at sikre at alle landmænd får fuld dækning for deres tab, kan der derfor være behov for, at der opkøbes flere arealer i BNBO.

Det følger af tillægsaftalen til pesticidstrategien, at et sprøjteforbud i fase 2 vil blive aktuelt, hvis aftaleparterne vurderer, at kommunerne ikke er kommet i mål med beskyttelsen mod forurening af BNBO.

Et eventuelt generelt sprøjteforbud i fase 2 vil være lovfæstet. Loven vil i så fald fastsætte forbuddet, og det vil ikke være en kommunal opgave at lave lokale pålæg.

Et sprøjteforbud i fase 2 forventes i givet fald at blive målrettet således, at forbuddet ikke vil have indflydelse på de aftaler, som er indgået i fase 1, hvis de aftaler, der er indgået i fase 1 og de kommunale pålæg, som der er truffet beslutning om i fase 1, rent praktisk har medført, at der ikke sprøjtes med pesticider i BNBO. Hvis der sker ændringer i den arealanvendelse, som er omfattet af en frivillig aftale eller pålæg, der medfører et sprøjtning af pesticider i BNBO, vil arealer blive omfattet af et evt. generelt sprøjteforbud. Såfremt der indføres et generelt sprøjteforbud vil forbuddet også omfatte de BNBO, hvor kommunerne har besluttet, at der ikke var behov for yderligere beskyttelsesindsats.  

Der er i dag et generelt forbud mod anvendelse af pesticider, dyrkning og gødskning til erhvervsmæssige og offentlige formål i en radius på 25 meter fra en boring, der indvinder grundvand til almene vandforsyninger jf. miljøbeskyttelseslovens § 21 b, stk. 1.

Efter gældende regler ophæves det generelle forbud alene, hvis kommunen udsteder et forbud eller påbud på arealet efter miljøbeskyttelsesloven §§ 24 eller 26 a, som indebærer en tilsvarende rådighedsindskrænkning som det generelle forbud i 25 meters zonen.

Hvis BNBO er omfattet af en indsatsplan skal erstatning til lodsejere, der mødes af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, ydes enten af kommunen eller vandforsyningsselskaberne,

Udgangspunktet i lovgivningen er, at omkostningerne afholdes af kommunen som myndighed. Dette fremgår også af miljøbeskyttelseslovens § 64 a og vandforsyningslovens § 13 d, hvorefter kommunen aktivt skal beslutte, hvis en erstatning skal afholdes af et vandforsyningsselskab, der har fordel af påbuddet. Omkostningerne i forbindelse med indgåelse af dyrkningsaftale, jf. vandforsyningslovens § 13 d. eller i forbindelse med påbud af rådighedsindskrænkninger, jf. miljøbeskyttelseslovens § 26 a, kan således brugerfinansieres af de vandforbrugere, der er tilknyttet det vandforsyningsselskab, der har fordel af dette.

Almene vandforsyninger kan, jf. vandforsyningslovens § 52 b etablere samarbejder med henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning, overvågning og beskyttelse af vandressourcerne. Ydermere kan kommunen, jævnfør vandforsyningslovens § 48, efter forhandling med berørte vandforsyninger påbyde samarbejde mellem almene vandforsyninger i kommunen, hvis det skønnes nødvendigt.

I områder, hvor der ikke er et vandforsyningsselskab, der kan siges at have fordel af dyrkningsaftalen eller påbuddet, skal omkostningerne afholdes af kommunen.

Erstatningen efter miljøbeskyttelseslovens § 24 skal som udgangspunkt betales af de brugere af vandet, der har fordel af forbuddet eller påbuddet. Erstatningskrav skal fremsættes senest 4 uger efter, at påbuddet eller forbuddet er meddelt lodsejer. Påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 24 følger ikke samme procedure som miljøbeskyttelseslovens § 26 a, men miljøbeskyttelseslovens og forvaltningslovens regler for kommunens afgørelser. Dvs. kommunen skal varsle, foretage partshøring, begrunde afgørelsen mv.

Uddybende beskrivelse findes i afsnit 3.2.4 Erstatningsfastsættelse i Miljøstyrelsens Vejledning om vurdering af indsatser rettet mod erhvervsmæssig brug af pesticider i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at aftalen, som kommunen eller vandforsyningen er ved at indgå, ikke strider mod øvrige planer/sektorplaner, eller at aftalen vil vanskeliggøre gennemførelsen af de nævnte planer.

En indsatsplan binder ikke i sig selv almene vandforsyninger, borgere og virksomheder i kommunen. Hvis et BNBO er omfattet af en indsatsplan, medfører det således ikke i sig selv retsvirkninger over for lodsejere i de enkelte områder. Lodsejer bliver først forpligtet, når kommunalbestyrelsen meddeler rådighedsindskrænkninger i form af et påbud eller forbud, eller kommunalbestyrelsen eller en almen vandforsyning indgår en aftale om rådighedsindskrænkninger. Beskyttelse af et BNBO kan være en del af en indsatsplan, men en indsatsplan er ikke en forudsætning for at gennemføre rådighedsindskrænkninger eller indgå frivillige aftaler i BNBO.

En indsatsplan kan rumme indsatser i forhold til forurening med pesticider, men også indsatser i forhold til andre forureningskilder, eksempelvis nitrat. Kommunen kan med fordel se indsatsen i BNBO sammen med indsatsen i regi af indsatsplanerne.

Ift. vandforsyningsplaner kan der være tale om, at BNBO ikke skal beskyttes, hvis det af en vandforsyningsplan fremgår, at boringen tages ud af drift om få år.

 

Hvis indvindingen fra en eksisterende boring af andre årsager skal flyttes kan det være unødvendigt at gennemføre arealmæssige tiltag i BNBO.

Forsyningsstrukturen, herunder om boringen skal sløjfes inden for en meget kort årrække (3-5 år) er en af de parametre, som kommunerne forventes at inddrage i deres vurdering af indsatsbehovet.

Kommunen bør være opmærksom på, hvorvidt flytning af en indvindingsboring begrænser fremtidige muligheder for at sikre en bæredygtig indvinding.

Hvis en boring udfases vil det kunne have betydning for evt. indgåede aftaler om restriktioner på arealer. Det vil afhænge af den konkrete aftale, om lodsejer kan påkræves at tilbagebetale en erstatning, selvom forudsætningerne for dens udbetaling ændres.

Det vil formentlig som udgangspunkt ikke vurderes relevant, at kommunerne pålægger pesticidforbud på økologiske arealer eller andre arealer, hvor der allerede i dag gives støtte med henblik på at begrænse pesticidanvendelsen. Der kan i stedet laves en frivillig aftale med jordbrugeren om at orientere kommunen, hvis denne anvendelse ophører, eller arealet sælges, så kommunen kan vurdere, om der på det tidspunkt er behov for nye tiltag.

Meddeler kommunen alligevel et påbud om sprøjtefri drift, skal eksisterende tilsagn om økologisk arealtilskud revideres. Indgås en frivillig aftale om sprøjtefri drift, så har det ingen konsekvenser for et eksisterende tilsagn om økologisk arealtilskud. Konsekvenserne af et påbud eller en frivillig aftale for arealer, som endnu ikke er omfattet af et tilsagn om økologisk arealtilskud, vil være, at det ikke er muligt på et senere tidspunkt at få et tilsagn om økologisk arealtilskud.

I tillægsaftalen til Pesticidstrategi 2017-2021 fremgår det, at berørte landmænd skal have fuld erstatning for deres tab. Fortjeneste ved salg på ekspropriationslignende vilkår – tilsvarende erstatning ved ekspropriation – kan efter de gældende skatteregler skattefritages, hvis der er ekspropriationshjemmel og vilje til ekspropriering i mangel af frivillig aftale. Der er tale om en konkret vurdering i den enkelte sag.

Skatterådet fandt i en konkret sag, at betingelserne for skattefritagelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt. var opfyldt ved en frivillig aftale om tinglyst deklaration om dyrkningsbegrænsninger. Hvis der ønskes en afklaring af de skattemæssige konsekvenser, er der mulighed for at bede skattemyndighederne om et bindende svar i sagen. Se nærmere i BNBO-vejledningen, afsnit 3.2.4.

Miljø- og Fødevareministeriet udpeger BNBO gennem bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer.  Den konkrete afgrænsning og udformning af BNBO følger de principper der fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger på området. Da afgrænsningen tager udgangspunkt i de lokale geologiske og hydrologiske forhold omkring en boring, og fordi vejledningen rummer mulighed for at vælge forskellige beregningsmetoder, vil der være forskelle på udformningen og udstrækningen af det enkelte BNBO. Miljøstyrelsen benytter en ensartet beregningsmetode, når nye BNBO skal afgrænses.

Hvilke arealer, der skal være omfattet af en frivillig aftale eller et påbud, vil afhænge af kommunens vurdering af behovet for beskyttelse af BNBO mod brug af pesticider. Udgangspunktet er at afgrænsningen af indsatsen følger behovet for indsats i BNBO og dermed ikke nødvendigvis matrikelgrænser eller ejerforhold. Det er kommunens vurdering, om hele BNBO skal beskyttes. I kommunens vurdering skal dog også indgå om tiltag indenfor BNBO i for højt omfang begrænser anvendelsesmulighederne på det resterende areal (matrikel/jordlod). I sådanne situationer kan kommunen vælge at inddrage omkringliggende arealer i beskyttelsen (arrondering).

I forhold til bemærkningerne om ændringer i BNBO-udpegningen vil Miljø- og Fødevareministeriet fremhæve at kommunerne i deres vurdering skal tage udgangspunkt i de gældende udpegninger af BNBO som fremgår af bekendtgørelsen om udpegning af drikkevandsressourcer. Udpegningsbekendtgørelsen vil løbende blive opdateret netop med henblik på at tage højde for ændringer som følge af f.eks. ændrede indvindingstilladelser.

Afgørelser i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 24 og 26a samt afgørelser om erstatningsfastsættelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 64 og 64 a kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af afgørelsens adressat og enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald. Dette følger af miljøbeskyttelseslovens §§ 91 og 98, stk. 1.

Når kommunen træffer afgørelse om påbud eller forbud følger det af forvaltningsretten, at der skal medsendes en klagevejledning. Klagevejledning skal angive fristen for at klage og beskrive hvordan der klages. Se nærmere herom i miljøbeskyttelseslovens §§ 93 og 94. Klagevejledningen er med til at sikre lodsejernes retssikkerhed idet det er lodsejerens mulighed for at få den kommunale afgørelse efterprøvet.

En klage over et påbud eller forbud har i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 95 som udgangspunkt opsættende virkning medmindre:

  • Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer, at en klage ikke har opsættende virkning
  • Der i selve afgørelsen bestemmes, at en klage ikke har opsættende virkning, herunder fordi påbuddet skal efterkommes straks jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 78 stk. 1 og 2 og § 95 stk. 2.

Køb af jord er som hovedregel en anlægsudgift jf. Budget- og regnskabssystem for kommunerne. De kommunale anlægsudgifter opgøres brutto, og derfor vil køb af jord indgå i opgørelsen af kommunens anlægsudgifter uanset at kommunen måtte få refunderet købsudgiften fra et vandværk.

Vandselskaberne kan ansøge Forsyningssekretariatet om tilladelse til at indregne en evt. erstatning/kompensation til lodsejerne i vandpriserne. Det forudsættes, at en kompensation til lodsejerne gives på markedsvilkår på baggrund af en konkret vurdering af bl.a. den hidtidige erhvervsmæssige anvendelse af arealet, markedsprisen og omfanget af de restriktioner, der bliver pålagt ejendommen. De nærmere regler for at kunne indregne en erstatning/kompensation i vandprisen er under udarbejdelse – et udkast til revideret bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber er i høring fra den 24. september til den 15. oktober 2019 og forventes at træde i kraft den 1. januar 2020.

Det fremgår af vandforsyningslovens § 13 d, at frivillige aftaler indgået i henhold til § 13 d, det vil sige som led i en indsatsplan. kan tinglyses med prioritet forud for andre rettigheder i ejendommen.

Dvs. at der er lovhjemmel til at tinglyse en frivillig aftale som første prioritet, hvilket betyder, at andre tinglysninger (selvom de er tinglyst før den frivillige aftale i henhold til vandforsyningslovens 13 d) skal respektere den tinglyste frivillige aftale. Tinglysning af f.eks. dyrkningsaftaler kan ske forud for anden pantegæld. Ellers bortfalder dyrkningsaftalen ved konkurs og tvangsauktion.