Bunddyr

Bunddyr er en naturlig del af søens dyreliv og findes over hele søens bund, hvis iltforholdene er gode nok. Bunddyr er vigtige i omsætningen af søens alger og vandplanter og af de blade og grene, som bliver tilført søen fra omgivelserne. Bunddyr er derudover en vigtig fødekilde for søens fisk, men også for fugle i den tid hvor vandinsekterne går på vingerne.

I søens bredzone er der som regel mange arter af bunddyr, fordi der ofte er mange forskellige levesteder. Det kan være områder med rørskov eller undervandsplanter, og det kan være en vekslende bund af sten, grus, sand eller mudder. Vindpåvirkning, søens størrelse og form, samt vanddybden, er med til at bestemme mangfoldigheden af levesteder. På søens større dybder er søbunden mere ensartet af dynd, og der er derfor færre arter af bunddyr end inde ved bredden.

I brakvandssøer vil saltholdigheden stille helt specielle krav til dyrene, særligt når den er svingende, som det ofte er tilfældet i søer tæt på havet. De tilstedeværende ferskvandsdyr har således en udfordring i at skulle tilpasse sig et salt miljø, og de marine arter skal kunne tilpasse sig et mere fersk miljø.

Bunddyrene afspejler på flere måder søens tilstand. I bredzonen har søens næringsrighed indflydelse på algebegroning og mængden af føde, hvilket har betydning for bunddyrene. I lagdelte søer er længden af den iltfrie periode på søens dybere dele afgørende for forekomsten af bunddyr.

Bunddyrene fortæller samtidig noget om fiskebestanden, da fisk foretrækker snegle, vandbiller, vandtæger og dansemyg. I fiskerige søer vil der som regel være ret få bunddyr, som overvejende er små, fordi fiskene æder de største.

Miljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af Ulvedybet.Miljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af Ulvedybet.

Antal arter og dyr i bredzonen

Ved undersøgelsen i 2017 fandt Miljøstyrelsen 24 arter af bunddyr i søens bredzone. De fordeler sig på 10 arter af storkrebs, 3 arter af havbørsteorme, 3 arter af snegle, 2 arter af muslinger og 6 arter i mindre grupper. 24 arter af bunddyr er et moderat til lavt antal for danske søer.

Ulvedybet er en brakvandssø med et svingende saltindhold på mellem 6-19 promille, og saltpåvirkningen af søen afspejles tydeligt i bredzonens dyreliv. Blandt de i alt 24 arter er 19 marine arter, som har evnen til at tilpasse sig til dette specielle miljø.

Artsantallet på de fire undersøgte stationer er rimeligt ens, men der er en markant forskel imellem stationerne hvad angår sammensætningen af arter. Som man vil forvente, finder man de fleste arter der er tilpasset det mest saltholdige miljø på de tre vestlige stationer, tættest på dæmningen. Her kan 17 af de i alt 24 registrerede betegnes som marine arter, der har evnen til at tilpasse sig til det brakke miljø.

Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.
Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.
Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Karakteristiske arter

I en næringsrig brakvandssø som ulvedybet er sedimentets indhold af organisk stof højt. En af de almindeligste arter på den mudderblandede bund og den tilknyttede vegetation er dyndsneglen Peringia ulvae, som under optimale forhold for arten kan optræde i meget stort antal, over 50.000 individer pr. kvadratmeter. Dyndsneglen ernærer sig hovedsageligt ved at raspe alge- og bakteriebelægninger på søens vandplanter, eller ved at spise dødt organisk materiale på sedimentoverfladen.

Hediste diversicolor er en af de almindeligste børsteorme i brakvandsområder. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Hediste diversicolor er en af de almindeligste børsteorme i brakvandsområder. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

Børsteormen Hediste diversicolor er ligeledes at finde på den mudderblandede bund med højt organisk indhold. Denne art er særligt tilpasset et sådant miljø, hvor omsætningen af sedimentets organiske stof til tider kan give anledning til høje koncentrationer af svovlbrinte. Børsteormen lever i lodrette rør på søbunden, hvor den fra rørets munding ved sedimentoverfladen strækker sig ud over bunden for at indsamle føde. Føden består hovedsagelig af smådyr, som den fanger med sit udskydelige svælg.

Andre karakterarter i det brakke miljø er arter af tanglusene Idotea chelipes og Idotea balthica, som er tilknyttet søens vegetation. Tanglusene er altædende, men foretrækker planteføde i form af alger og bakterier på vegetationens blade. Store individer af idotea balthica går dog ikke i vejen for at spise mindre muslinger og mindre individer af deres egen art.

Tanglusen Idotea balthica er tilknyttet vegetationen i Ulvedybet. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Tanglusen Idotea balthica er tilknyttet vegetationen i Ulvedybet. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

Blandt søens andre krebsdyr er de to tanglopper Gammarus salinus og Gammarus locusta, fjordrejen Palaemon adspersus og slikkrebsen Corophium volutator. Slikkrebsen lever i et U-formet rør, hvorfra den indsamler dødt organisk materiale til føde eller foring af dens rør. Slikkrebsen lever kun et halvt til et år, men da der fødes tre-fire generationer om året, har slikkrebsene stor produktionsmæssig betydning.

Slikkrebsen Corophium volutator kan optræde i store mængder på den bløde bund i Ulvedybet. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Slikkrebsen Corophium volutator kan optræde i store mængder på den bløde bund i Ulvedybet. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium. 

På den mest saltvandspåvirkede station tæt på dæmningen optræder sandmuslingen Mya arenaria. Mya arenaria er en saltvandsmusling, der lever nedgravet i bunden med bagenden opad. I den lidt spidsere bagende gaber de to skaldele en smule, så der er plads til at dens to sammenvoksede ånderør kan stikke ud af bagenden og op til sedimentoverfladen. Det ene rør bruges til indånding af frisk vand til gællerne og til at indsamle fødepartikler, mens det andet rør bruges til udånding.

Sandmuslingen Mya arenaria lever dybt nedgravet i sedimentet. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Sandmuslingen Mya arenaria lever dybt nedgravet i sedimentet. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

En anden musling der er registreret på den mest saltvandspåvirkede station tæt på dæmningen, er brakvands-hjertemuslingen, Cerastoderma glaucum. Den kan minde om den almindelige hjertemusling, Cerastoderma edule, men bagenden af skallerne er lidt mere trukket ud og er lidt tykkere end den almindelige hjertemusling. Brakvands-hjertemuslingen optræder ofte ved saltholdigheder under 15 promille, men kan også tilpasse sig til højere saltholdigheder og kan optræde side om side med den almindelige hjertemusling.

Hjertemuslingen Cerastoderma glaucum er en af de almindeligst muslinger i brakvandsområder. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Hjertemuslingen Cerastoderma glaucum er en af de almindeligst muslinger i brakvandsområder. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.