Keldsnor

Keldsnor er en brakvandssø på 64 hektar. Vandet har typisk en saltholdighed på 6-8 promille, men den kan variere. Søen ligger på Langelands sydspids, og kun en smal strandvold adskiller søen fra den vestlige Østersø.

Søen er lavvandet. Den er i gennemsnit 0,6 meter dyb og cirka 1 meter dyb på sit dybeste sted. Miljøstyrelsen har undersøgt søen intensivt siden 2010.

Økologisk tilstand

Resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser af klorofyl anvendes i Vandområdeplanerne som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Keldsnor.
Ved den seneste vurdering af tilstanden i Vandområdeplan 2015-2021 viste undersøgelserne, at der er dårlig økologisk tilstand for klorofyl. Det er den laveste kategori, en sø kan få.

En ny vurdering af den økologiske tilstand i Keldsnor vil blive lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027.

Næringsstoffer

Keldsnor er meget næringsrig. Indholdet af fosfor og kvælstof i Keldsnor har varieret i den periode, hvor Miljøstyrelsen har overvåget søen intensivt, men var i 2021 på det højeste målte niveau i perioden for fosfor. Kvælstof niveauet har den højeste værdi i 2019. Næringsstofferne bliver tilført fra oplandet og fra fugle ved søen. I perioder, hvor vandudvekslingen mellem Keldsnor og Østersøen er begrænset, bliver næringsstofferne ophobet i søen. Det er specielt fosfor, der bliver ophobet i søen, da det ikke som kvælstof over tid kan blive frigivet til atmosfæren.

Planteplankton, klorofyl og sigtdybde

Miljøstyrelsen har undersøgt planteplankton i Keldsnor i 2013 og 2017. Ved undersøgelserne var der som forventet få arter, nemlig under 100. Det er typisk i brakvandssøer hvor saltholdigheden oftest er svingende.  Indholdet af klorofyl i Keldsnor er meget højt. Det højeste indhold blev målt i 2019, hvor gennemsnittet var cirka 550 mikrogram pr. liter. De øvrige år har indholdet af klorofyl ligget på omkring 200 mikrogram pr. liter , og der har ikke været nogen entydig udvikling i indholdet af klorofyl.

Sigtdybden er meget lav og typisk under 0,3 meter.

Planter, fisk og bunddyr

Der er fundet otte forskellige arter af vandplanter i søen. Det er typisk for brakvandssøer, at der er en blanding af marine vandplanter som havgræsser og ferskvandsarter som for eksempel børstebladet vandaks.

Det svinger, hvor stort et område, undervandsplanterne dækker. Det kan skyldes både variationer i saltholdighed, græssende fugle og at alger i vandet forhindrer lyset i at nå ned til bunden.

Trepigget hundestejle dominerer i Keldsnor. Trepigget hundestejle kan leve i både ferskvand og brakvand og er en almindelig art i brakvandssøer. Derudover har Miljøstyrelsen ved fiskeundersøgelser fundet nipigget hundestejle, gedde, karuds, rudskalle og ål.

Der er sket et markant fald i bestanden af fisk fra 2010 til 2017. Der er mange skarver ved Keldsnor, og det er muligt, at skarverne er en medvirkende årsag til, at der er færre fisk.

I bredzonen i Keldsnor er der i alt fundet 15 arter af bunddyr, hvilket er et meget lavt antal for danske søer. Bunddyrsfaunaen består hovedsagelig af krebsdyr, der har evnen til at tilpasse sig til det brakke miljø.

Graferne viser resultaterne fra Miljøstyrelsens seneste målinger fra 2023. Af graferne viser indholdet af kvælstof, fosfor og klorofyl samt sigtdybde for prøver, der er taget i overfladen over et eventuelt springlag, og for ilt indholdet ved bunden.

De grønne felter viser det interval, hvor 80 procent af alle målingerne har ligget i årene 2007-2021. De 10 procent højeste og de 10 procent laveste resultater indgår ikke heri. En nærmere beskrivelse af målingerne kan ses under siderne: 'Næringsstoffer og ilt, 'Vandets klarhed' og 'Planteplankton'.

Graferne bliver opdateret en gang om måneden.

Der gøres opmærksom på, at der vil indgå data i graferne som endnu ikke er endeligt kvalitetssikrede. De data tages der forbehold for.

Keldsnor er ligger på sydspidsen af Langeland lige op ad Keldsnor Fyr. En tynd strandvold adskiller Keldsnor fra den vestlige Østersø.

Der er kun en begrænset vandudskiftning mellem Østersøen og Keldsnor. Det er muligt, at der sker en lille vandudskiftning gennem den sydlige del af strandvolden. Søens saltholdighed er typisk 6-8 promille.

Billede af Keldsnor, som viser den tynde bræmme af land mellem noret og den vestlige Østersø. Foto Miljøstyrelsen

Kort over oplandet til Keldsnor samt søens placering i Danmark.

Keldsnor med rapsmarker og fyr i baggrunden. Foto Miljøstyrelsen

Keldsnor er en lavvandet brakvandssø på 64 hektar. Den er i gennemsnit 0,6 meter dyb og 1,3 meter dyb på sit dybeste sted.

Søen ligger i et åbent landskab og er temmelig udsat for vind, fordi den er så stor og lavvandet. Ved kraftig vind kan der blive hvirvlet partikler op fra bunden. Det er med til at gøre sigtdybden mindre.

Dybdekort over Keldsnor med placering af prøvetagningsstationen, som ligger på det dybeste sted i søen. Her udtager Miljøstyrelsen vand- og planteplanktonprøver, samt måler sigtdybde og profiler af temperatur og ilt.

Jordbunden i søens opland er hovedsageligt lerede moræneaflejringer. Vest for søen er der en aflejring af smeltevandssand og grus. Det meste af søens opland er enge og dyrkede marker.

Der er spredt bebyggelse, men ingen byer i oplandet. Der er to mindre tilløb til søen, men ingen afløb.

Links

Se oplysninger om tilførslen af næringsstoffer til Keldsnor i Vandområdeplan 2015-2021 for Vandområdedistrikt Jylland og Fyn

Planteplankton er mikroskopiske alger, der svæver frit i vandet. De er første led i fødekæden, og nogle arter kan vokse så hurtigt, at antallet fordobles på en til to dage.

Planteplanktonet reagerer hurtigt på ændringer i de forhold, der har betydning for væksten så som lys og hvor mange næringsstoffer, der er i vandet. Det høje indhold af fosfor og kvælstof i Keldsnor medfører derfor en høj produktion af planteplankton.

Miljøstyrelsen undersøger planteplankton 12 gange om året hvert sjette år på det dybeste sted i søen. Her bliver der fra den øvre vandmasse taget prøver for at undersøge mængden og artssammensætningen af planteplankton.

Plankton i brakvand

I brakvandssøer er der, sammenlignet med ferskvandssøer, kun få arter og små celler af planteplankton. Keldsnor er lavvandet og ekstremt næringsrig. Mængden af planteplankton er tilsvarende ekstremt stor.

Miljøstyrelsen har undersøgt planteplankton i Keldsnor ved undersøgelser i 2013 og 2017. Ved undersøgelserne var der som forventet få arter, nemlig under 100. I ferskvandssøer er der typisk det dobbelte antal arter.

I 2013 og 2017 var der det ene år flest saltvandsarter som Chaetoceros gracilis, mens der det andet år var flest ferskvandsslægter som Microcystis. Det tyder på, at saltholdigheden i Keldsnor er svingende.

Billedet viser picoplankton af typen blågrønalger i meget stor forstørrelse. De encellede alger sidder sammen i kolonier af gennemsigtigt gelé. Foto Planktontax Økolab

Grønalger

I 2013 var der det meste af året flest grønalger af slægten Oocystis i Keldsnor. Det er grønalger uden svingtråde. De formerer sig ved, at hver celle deler sig i fire datterceller.

Dattercellerne hos Oocystis ligger sammen fire og fire inden for væggen af den gamle celle, indtil de selv deler sig. Oocystis klarer sig godt i ekstremt næringsrige søer som Keldsnor.

Blågrønalger

I sensommeren og efteråret 2013 dominerede blågrønt picoplankton Keldsnor. Picoplankton er de ekstremt små planktonarter, hvor hver celle er under 2 mikrometer lang. Til sammenligning er mange af de almindelige arter i ferskvandssøer over 100 mikrometer lange.

I november 2013 var der i Keldsnor en voldsom opblomstring af blågrønalger af slægten Microcystis. Det er alger, der danner kolonier, hvor mange hundrede kuglerunde encellede alger ligger tæt sammen i en geléklump. I 2017 dominerede Microcystis Keldsnor det meste af året.

Blågrønalger har ingen cellekerne og adskiller sig dermed fra alle andre alger. De er en mellemting mellem bakterier og en alge. Blågrønalger kan være giftige for dyr og mennesker.

Klorofyl

Planteplankton indeholder klorofyl, som er nødvendigt for, at planktonet kan udnytte sollysets energi til vækst. Koncentrationen af klorofyl bruges som et mål for, hvor meget planteplankton der er i vandet og er dermed et indirekte mål for vandkvaliteten i søen.

Miljøstyrelsen måler klorofylindholdet 19 gange om året hvert andet år (fra 2015) på en målestation, der ligger i den dybeste del af søen.

Indholdet af klorofyl i Keldsnor er højt og nåede i 2019 sit hidtil højeste niveau på ca. 550 mikrogram pr. liter.  I 2021 var indholdet af klorofyl i Keldsnor på 263 mikrogram pr. liter, hvilket svarer til et niveau lidt over hvad der typisk er målt.

Punkterne viser den gennemsnitlige koncentration af klorofyl i den øvre vandmasse over en årrække i Keldsnor.

Resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser af klorofyl anvendes sammen med undersøgelser af planteplanton i vandområdeplanerne som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Kelds Nor. (Se under faneblad Vandområdeplan)

Links

Find data om klorofyl i Keldsnor på Danmarks Miljøportal.

Data og oplysninger om klorofyl stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet.

Data og oplysninger om planteplankton stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet.

Sigtdybden er et udtryk for vandets klarhed eller gennemsigtighed. Sigtdybden er med andre ord afgørende for lysets evne til at trænge ned i søvandet og betyder dermed noget for, hvor dybt undervandsplanter vil være i stand til at vokse.

Jo mere klart vandet er, jo mere lys kan der trænge ned gennem vandet, og jo bedre er betingelserne for væksten af undervandsplanter. Sigtdybden er derfor også en væsentlig parameter i vurderingen af undervandsplanternes mulighed for at sprede sig til større områder.

Sigtdybden afhænger af, hvor mange partikler der er i vandet og derfor også af, hvor meget planteplankton der er. Dermed er sigtdybden påvirket af tilførslen af næringsstoffer.

Vandets farve (for eksempel brunvandede søer) eller materiale fra søbunden i lavvandede søer, kan dog også påvirke sigtdybden negativt, uden at det betyder, at vandkvaliteten er dårlig.

Miljøstyrelsen måler sigtdybde i Keldsnor 19 gange om året hvert andet år (fra 2015). Målingerne bliver foretaget på samme station og tidspunkt, som man indsamler vandprøver for at undersøge planteplankton og næringsstoffer.

Punkterne viser den gennemsnitlige sigtdybde over en årrække i Keldsnor.

Sigtdybden i Keldsnor er meget lav og er faldet gradvist fra 2014 til 2021. I 2019 og 2021 var sigtdybden i gennemsnit omkring 0,2 meter.

Måling af sigtdybden. På det ene billede er der vist hvordan den hvide secchiskive sænkes ned gennem vandet og på det andet billede ses dybden hvor secchiskiven lige netop ikke kan anes længere (sigtdybden). Foto Miljøstyrelsen

Links

Se resultater fra undersøgelser af sigtdybde i Keldsnor på Danmarks Miljøportal.

Data og oplysninger om sigtdybde stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet. 

Det er vigtigt at kende indholdet af fosfor og kvælstof, fordi indholdet af næringsstoffer i vandet har stor indflydelse på væksten af planteplankton i søen. Høj koncentration af kvælstof og fosfor medfører kraftig vækst af planteplankton og dermed uklart vand. Kvælstof er det næringsstof i brakke søer, der oftest er den mest begrænsende faktor for væksten af planteplankton.

Når planteplankton synker ned til bunden, bliver det nedbrudt af bakterier, hvilket bruger ilt og frigiver næringsstoffer til vandet igen. Iltforbruget kan blive så stort, at der kan blive helt iltfrit ved bunden, hvilket fjerner livsgrundlaget for dyr og planter.

I Keldsnor undersøger Miljøstyrelsen vandets indhold af næringsstoffer og ilt 19 gange om året hvert andet år (fra 2015) på en målestation, der ligger i den dybeste del af søen. Fra perioden 2010 til 2015 blev der taget prøver hvert år.

Fosfor i Keldsnor

Indholdet af fosfor i Keldsnor er højt og varierer en del i perioden. Fra 2013 til 2021 skete der en gradvis stigning i indholdet, så indholdet i 2021 var på det højest målte niveau på lidt over 0,6 milligram pr. liter. Stigningen i indholdet af fosfor kan skyldes en kombination af flere ting. Dels er der fugle på søen, og de tilfører næringsstoffer. Dels kommer der næringsstoffer fra oplandet, dels kan søens vandstand i tørre år reduceres hvorved næringsstofferne koncentreres og endelig er der en begrænset vandudskiftning med havet.

Den begrænsede vandudskiftning betyder, at næringsstofferne bliver i søen i stedet for at blive skyllet ud i havet. Indholdet af næringsstoffer i Keldsnor er for højt til, at søens tilstand kan blive god.

Punkterne viser den gennemsnitlige koncentration af fosfor over en årrække i Keldsnor. 

Skarver ved søen. Foto Miljøstyrelsen

Fugleekskrementer ses som hvide plamager ved søens bred. Foto Miljøstyrelsen

Kvælstof i Keldsnor

Indholdet af kvælstof i Keldsnor er højt. Det er fra 2010 til 2019 steget gradvist fra 3 til knap 12 milligram kvælstof pr. liter. Fra 2019 til 2021 ses der et lille fald til 9 milligram pr. liter. Fuldstændig som det er tilfældet med fosfor skyldes stigningen i kvælstof formentligt rastende fugle, tilførsel fra oplandet og den lave vandudskiftning mellem søen og havet. Søens indhold af næringsstoffer er for højt til, at søens tilstand kan blive god.

Punkterne viser den gennemsnitlige koncentration af kvælstof over en årrække i Keldsnor.

Iltforhold i Keldsnor

Iltforholdene i Keldsnor er for det meste gode. I stille sommerperioder med lidt vind kan iltindholdet i søen falde, fordi der bliver brugt ilt til at omsætte dødt organisk materiale.
Når det begynder at blæse ved søen, stiger iltindholdet igen. Da Keldsnor er stor og lavvandet, kan vinden skabe en effektiv omrøring af vandet og dermed en stor iltudveksling med luften.
Der kan være store variationer i iltindholdet hen over det enkelte døgn. Det skyldes, at der er så meget planteplankton i vandet. Om dagen vil planteplankton lave fotosyntese, som tilfører ilt til vandet, imens planteplankton og andre organismer om natten forbruger ilt til respiration.

Links

Se målinger fra undersøgelser af næringsstoffer og ilt i Keldsnor på Danmarks Miljøportal.

Data og oplysninger om fosfor og kvælstof stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet.

Planterne har stor betydning for livet i søen. Undervandsplanter er følsomme over for forringelser i vandkvaliteten i form af for eksempel forringet sigtdybde eller øget planteplankton/klorofyl. Planterne er dermed en god indikator for vandkvaliteten.

Miljøstyrelsen undersøger undervandsplanter og flydebladsplanter i Keldnor cirka hvert tredje år ved at undersøge forskellige punkter på i alt 32 linjer i søen.

Kortet viser de linjer, langs hvilke Miljøstyrelsen undersøger undervandsplanter i Keldsnor.

Undervandsplanter

I 2019 fandt Miljøstyrelsen syv forskellige plantearter i søen. Det var tre arter af kransnålsalger og børstebladet vandaks, almindelig havgræs, langstilket havgræs og stor vandkrans.  

Der er ofte færre forskellige arter af planter i brakvandssøer med en saltholdighed som Keldsnor end i ferskvandssøer. Og det er typisk en blanding af ferskvands- og saltvandsarter, der vokser i brakvandssøer. For eksempel finder man en ferskvandsart som børstebladet vandaks samtidig med saltvandsarter som almindelig havgræs og langstilket havgræs.

Kransnålalger hører med til undervandplanterne, og de lever både i ferskvand og brakvand. Når kransnålalger vokser i ferskvand, er det normalt et tegn på, at vandkvaliteten er god. Når kransnålsalger lever i brakvandssøer, er det derimod udtryk for, at de i modsætning til mange andre plantearter tåler svingende saltindhold.

Søens vegetation består blandt andet af almindelig havgræs og langstilket havgræs, som er marine plantearter. På billedet ses langstilket havgræs. Foto Miljøstyrelsen

Børstebladet vandaks gror i både ferske og brakke søer. Foto Miljøstyrelsen.

Udbredelse af undervandsplanter

Der er kun få undervandsplanter i Keldsnor. Udbredelsen af planterne varierede i perioden fra 2006 til 2019. I 2019 dækkede planterne i søen et lille areal, nemlig 2,8 procent, og planterne voksede ud til en dybde på op til 0,8 meter. Planterne er flere år vokset ud til cirka 1,1 meters dybde. Når det varierer, hvor meget undervandsplanterne breder sig, kan det skyldes, det varierende saltindhold og at beskygningen fra store mængder alger påvirker undervandsvegetationens vækst. Herudover kan fuglene på søen også græsse på vegetationen. 

Spredt bevoksning af undervandsplanter. Foto Miljøstyrelsen

I 2019 var sigtdybden meget lav om sommeren, og her dækkede undervandsplanterne mindre af bunden end i 2017. Der er sandsynligvis en sammenhæng mellem det høje indhold af klorofyl i 2019 og tilbagegangen i undervandsplanterne. Et højt indhold af planteplankton forhindrer lyset i at nå bunden og dermed mangler undervandsplanterne lys til, at de kan gro. Tilbagegangen i undervandsplanter ses også i brakvandssøer, hvis saltholdigheden ændrer sig meget. Indholdet af salt kan i en kortere periode have været højere end normalt i søen.

Punkterne viser Relativ Plantedækket Areal (RPA), som angiver hvor stort et område i procent af søens bund, som er dækket med planter.

Punkterne på figuren viser den største dybde hvor der er fundet planter det pågældende år.

Links

Data og oplysninger om planter stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet.

Fiskesammensætningen i en sø har stor betydning for livet i søen. En klarvandet brakvandssø kan være domineret af forskellige arter afhængigt af saltholdigheden i vandet.

Derimod er en uklar brakvandssø ofte domineret af hundestejle, som spiser dyreplankton og dermed giver planteplankton rigtig gode vækstvilkår i søen.

Miljøstyrelsen har foretaget fiskeundersøgelser i Keldsnor i 2010, 2013 og 2017.

Garn sættes sidst på eftermiddagen og tages op tidlig morgen. I løbet af de dage der fiskes, vil Miljøstyrelsen typisk være at finde tæt på søen, hvor garnene røgtes, og fiskene måles og vejes. Foto Miljøstyrelsen

Fiskearter

Ved fiskeundersøgelsen i 2017 fandt Miljøstyrelsen fem arter i Keldsnor. Det var trepigget hundestejle, nipigget hundestejle, karuds, rudskalle og ål. Der blev dog kun fundet få karudser, rudskaller og ål.

Både trepigget og nipigget hundestejle er meget almindelige fiskearter i brakvand. Også ved tidligere undersøgelser var der flest trepigget hundestejler.

Fiskebestanden

Den mest almindelige fiskeart i Keldsnor er trepigget hundestejle. Trepigget hundestejle er mellem 4 og 11 centimeter lang. Den bruger de tre pigge på ryggen til at forsvare sig med.

Hundestejlen lever af dyr ved søens bund, insekter og små krebsdyr. Rudskallen er væsentligt større end hundestejlen. Derfor udgør den en større del af den samlede biomasse.

Fiskesammensætning fordelt på antal og vægt ud fra seneste fiskeundersøgelse i 2017.

Billede af trepigget hundestejle. Foto Miljøstyrelsen.

Fiskefangstens størrelse angives typisk som CPUE (Catch Per Unit Effort), det vil sige den gennemsnitlige fangst af fisk pr. garn, opgjort som henholdsvis antal og biomasse målt i gram. Fangsten opdeles ligeledes efter størrelse med længde over og under 10 cm. Resultaterne er baseret på et antal garn, hvis antal og placering er bestemt og fordelt i forhold til søens størrelse og dybde.

Figuren viser fangstens størrelse ved forskellige fiskeundersøgelser angivet i CPUE (Catch Per Unit Effort), som er den gennemsnitlige fangst af fisk pr. garn målt som antal eller biomasse i gram.

Miljøstyrelsen har foretaget fiskeundersøgelser i Keldsnor i 2010, 2013 og 2017. Fra 2010 til 2013 skete der et fald fra 478 fisk pr. garn til 168 fisk pr. garn. I 2017 blev der kun fundet 3 fisk pr. garn.

Der er en skarv-koloni ved Keldsnor. Det er muligt, at antallet af fisk er faldet på grund af skarverne, som lever af småfisk. Det er dog almindeligt, at fiskebestanden i brakvandssøer varierer. Det skyldes ændringer i saltholdigheden.

Under stormvejr slår der saltvand ind fra havet. Det kan føre til, at de fisk, som ikke så godt tåler salt, forsvinder, og hundestejlen begynder at dominere. Når saltholdigheden igen bliver normal, forsvinder hundestejlen igen.

Rastende skarver ved Kelds Nor. Foto Miljøstyrelsen

Data og oplysninger om fisk stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet.

Bunddyr er en naturlig del af søens dyreliv og findes over hele søens bund, hvis iltforholdene er gode nok. Bunddyr er vigtige i omsætningen af søens alger og vandplanter og af de blade og grene, som bliver tilført søen fra omgivelserne. Bunddyr er derudover en vigtig fødekilde for søens fisk, men også for fugle i den tid hvor vandinsekterne går på vingerne.

I søens bredzone er der som regel mange arter af bunddyr, fordi der ofte er mange forskellige levesteder. Det kan være områder med rørskov eller undervandsplanter, og det kan være en vekslende bund af sten, grus, sand eller mudder. Vindpåvirkning, søens størrelse og form, samt vanddybden, er med til at bestemme mangfoldigheden af levesteder. På søens større dybder er søbunden mere ensartet af dynd, og der er derfor færre arter af bunddyr end inde ved bredden.

I brakvandssøer vil saltholdigheden stille helt specielle krav til dyrene, særligt når den er svingende, som det ofte er tilfældet i søer tæt på havet. De tilstedeværende ferskvandsdyr har således en udfordring i at skulle tilpasse sig et salt miljø, og de marine arter skal kunne tilpasse sig et mere fersk miljø.

Bunddyrene afspejler på flere måder søens tilstand. I bredzonen har søens næringsrighed indflydelse på algebegroning og mængden af føde, hvilket har betydning for bunddyrene. I lagdelte søer er længden af den iltfrie periode på søens dybere dele afgørende for forekomsten af bunddyr.

Bunddyrene fortæller samtidig noget om fiskebestanden, da fisk foretrækker snegle, vandbiller, vandtæger og dansemyg. I fiskerige søer vil der som regel være ret få bunddyr, som overvejende er små, fordi fiskene æder de største.

Miljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af Keldsnor

Antal arter i bredzonen

Ved undersøgelsen i 2017 fandt Miljøstyrelsen 15 arter af bunddyr ved bredden af brakvandssøen Keldsnor. De fordeler sig på 5 arter af storkrebs, 3 arter af vandtæger, 2 arter af snegle, og 4 arter i mindre grupper. 15 arter af bunddyr er et meget lavt antal for danske søer.

Keldsnor har typisk en saltholdighed på 6-8 promille, og saltpåvirkningen afspejles i bredzonens dyreliv. Blandt de i alt 15 arter er 7 arter tilpasset et miljø, hvor saltholdigheden kan variere alt efter indtrængningen af saltvand.

Undersøgelsen viser, at der er flest arter i søens østlige ende, hvor der på de to stationer blev fundet 14 af søens i alt 15 arter. På de to stationer i søens vestlige ende blev der derimod kun fundet henholdsvis 6 og 8 arter. Samme forhold gælder for antallet af dyr, hvor individantallet i bredzonen er størst i søens østlige ende. Forskellen hænger sammen med søens øst-vest vendte orientering med en større vindpåvirkning og brændingskyst mod øst. Desuden vil indtrængende havvand i perioder med hård vestenvind blive presset ned i søens østlige ende hvilket afspejles i, at arterne af marin oprindelse er mere talrige i denne del af søen.

Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Karakteristiske arter

På de østligste stationer finder vi dyndsneglen Peringia ulvae, tanglusen Idotea chelipes og tangloppen Gammarus salinus.

Dyndsneglen Peringia ulvae er en almindelig beboer på mudderbunden og den tilknyttede vegetation, hvor den ernærer sig ved at raspe alge- og bakteriebelægninger på vegetationen. På sedimentoverfladen kan den ernære sig ved dødt organisk materiale tillige med de bakterier, der er tilknyttet denne. Denne art favoriseres i sedimenter med højt organisk indhold, og kan i ekstreme tilfælde opnå individtætheder på over 50.000 individer pr. kvadratmeter.

Dyndsneglen Peringia ulvae optræder ofte i stort antal på den næringsrige, bløde bund. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium. 

Gammarus salinus er et af de almindelige krebsdyr i fjorde og andre brakvandsområder. Gammarus salinus hører til gruppen tanglopper, der er meget tilpasningsdygtige til forskellige omgivelser og som ikke er begrænset til specialiserede økologiske nicher. Tanglopperne er heller ikke kræsne hvad angår bundens beskaffenhed. Forudsat at der er en fysisk struktur til at forsyne dem med husly eller dækning, betyder det ikke noget om underlaget er mudret eller stenet, vandet grumset eller klart. Den kan desuden ernære sig ved næsten enhver form for organisk materiale. Tanglopperne selv er en vigtig fødekilde for søens fiskebestand.

Tangloppen Gammarus salinus er en vigtig fødekilde for fiskene i Keldsnor. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

Tanglusen Idotea chelipes lever i tæt tilknytning til vegetationen, hvor den græsser på de alger og bakterier der gror på bladene. Den foretrækker således planteføde, men må betegnes som altædende. Tanglusenes græsning kan ligefrem reducere en af de negative effekter af forurening ved at fjerne alger og bakterier fra de fastsiddende planter. Tanglusene er selv er vigtig føde for søens fiskebestand.

Tanglusen Idotea chelipes lever i stort antal på vegetationen i Keldsnor. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

Af andre tilstedeværende krebsdyr er pungrejen Neomysis integer, og fjordrejen Palaemon adspersus. Neomysis integer er en art, der kan leve ved både meget høje og meget lave saltholdigheder, og som lever i store stimer på det lave vand. Pungrejen ernærer sig ved at spise dyreplankton, herunder vandlopper, men kan også filtrere små partikler fra vandet. Pungrejen er selv et vigtigt byttedyr for fisk samt for større krebsdyr, og er således en af nøglearterne i det brakke økosystem.

Fjordrejen Palaemon adspersus hører til gruppen af ægte rejer, og er almindelig i vandområder med lav saltholdighed helt ned til 5promille. Fjordrejen er tæt knyttet til ålegræsbæltet i brakvandssøer og fjorde.

Data og oplysninger om bunddyr stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet.

Kelds Nor er omfattet af Vandområdeplanen 2015-2021 for Vandområdedistrikt Jylland og Fyn, som er et ud af i alt fire vandområdedistrikter i Danmark. Vandområdeplanerne udgør en samlet plan, der skal sikre renere vand i Danmarks søer, kystvande, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv.

Sådan vurderer Miljøstyrelsen miljøtilstanden

Ifølge vandrammedirektivet skal miljøtilstanden i søer vurderes på baggrund af en række biologiske og kemiske kvalitetselementer (indikatorer for miljøkvalitet).

Når man taler om miljøtilstanden, taler man om den samlede økologiske og kemiske tilstand. Den økologiske tilstand, bliver vurderet på baggrund af de biologiske indikatorer, og bliver beskrevet ud fra fem kvalitetsklasser: høj, god, moderat, ringe eller dårlig tilstand.

Miljøstyrelsen vurderer generelt den økologiske miljøtilstand i søerne ud fra tre biologiske kvalitetselementer. Det kvalitetselement, som ligger i den dårligste kvalitetsklasse, afgør vandområdets samlede tilstand. De tre biologiske kvalitetselementer er:

• Planteplankton (Dansk Søplanteplanktonindeks - DSPI) eller klorofyl hvis der ikke er data for planteplankton
• Vandplanter (Dansk Søvandplanteindeks - DSVI)
• Fisk (Dansk Fiskeindeks for Søer - DFFS)

Søerne er inddelt i forskellige typer på baggrund af fysiske og kemiske faktorer. Søtypen afgør, om det enkelte kvalitetselement kan anvendes til vurdering af søens tilstand, da kvalitetselementerne endnu ikke er udviklet for alle søtyper. Klorofyl kan dog anvendes for alle søtyper.

Miljøstyrelsen vurderer vandområdernes kemiske tilstand på baggrund af en række miljøfarlige forurenende stoffer, som er udvalgt af EU. Den kemiske tilstand bliver beskrevet enten som ’god’ eller ’ikke god’.

Et vandområde er i ’god’ tilstand, når den økologiske tilstand er ’høj’ eller ’god’ samtidig med, at den kemiske tilstand er ’god’.

Sådan er miljøtilstanden i Kelds Nor

Kelds Nor er karakteriseret som søtype 11, det vil sige en kalkrig, ikke brunvandet, brak og lavvandet sø.

Den økologiske tilstand i Kelds Nor er ’ringe’. Da der ikke er data for planteplankton i søen er tilstanden bestemt ud fra klorofyl, som er i ’ringe økologisk tilstand’. De øvrige biologiske kvalitetselementer - vandplanter og fisk - kan ikke anvendes for søtypen. Søen lever således ikke op til vandrammedirektivets krav om, at den økologiske tilstand skal være mindst ’god’.

Den kemiske tilstand i søen er ukendt.

Sådan skal miljøtilstanden blive bedre

Undersøgelser viser, at den væsentligste årsag til, at der ikke er ’god økologisk tilstand’ i såvel Kelds Nor som i en stor del af de øvrige søer i Danmark, er, at der bliver tilført for meget fosfor.

Miljøstyrelsens beregning viser, at Kelds Nor får tilført 34 kilo fosfor pr. år. For at opnå ’god økologisk tilstand’ i Kelds Nor skal tilførslen af fosfor fra oplandet reduceres med cirka 8 kilo fosfor pr. år, hvilket svarer til cirka 24 procent.

På tilsvarende vis, er der for de søer, hvor der kan opgøres et indsatsbehov over for fosfor, på landsplan opgjort et indsatsbehov på cirka 103 tons fosfor pr. år.

For at reducere tilførslen af fosfor til Kelds Nor frem mod 2021 kan følgende virkemidler bringes i spil:

• Etablering af fosforvådområder

Derudover vil også andre dele af vandområdeplanens indsatsprogram bidrage til at forbedre søens tilstand. Det gælder for eksempel øget spildevandsrensning og gennemførelse af lavbundsprojekter, hvis de udmøntes opstrøms søen.

I Vandområdedistrikt Jylland og Fyn er der frem til 2021 planlagt en indsats overfor fosfor, som skal reducere belastningen med cirka 14 tons. Det svarer til cirka 17 procent af indsatsbehovet i vandområdedistriktet. Til sammenligning er der på landsplan planlagt en indsats, som skal reducere belastningen med cirka 15 tons. Det svarer til, at cirka 15 procent af behovet for at nedbringe belastningen med fosfor vil være indfriet i 2021. Den konkrete udmøntning af indsatsen er endnu ikke fastlagt præcist i forhold til de enkelte søer. Det er Langeland Kommune, der har ansvaret for at planlægge og gennemføre en eventuel indsats til Kelds Nor.

Se mere om Vandområdeplanerne