Bunddyr

Bunddyr er en naturlig del af søens dyreliv og findes over hele søens bund, hvis iltforholdene er gode nok. Bunddyr er vigtige i omsætningen af søens alger og vandplanter og af de blade og grene, som bliver tilført søen fra omgivelserne. Bunddyr er derudover en vigtig fødekilde for søens fisk, men også for fugle i den tid hvor vandinsekterne går på vingerne.

I søens bredzone er der som regel mange arter af bunddyr, fordi der ofte er mange forskellige levesteder. Det kan være områder med rørskov eller undervandsplanter, og det kan være en vekslende bund af sten, grus, sand eller mudder. Vindpåvirkning, søens størrelse og form, samt vanddybden, er med til at bestemme mangfoldigheden af levesteder. På søens større dybder er søbunden mere ensartet af dynd, og der er derfor færre arter af bunddyr end inde ved bredden.

I brakvandssøer vil saltholdigheden stille helt specielle krav til dyrene, særligt når den er svingende, som det ofte er tilfældet i søer tæt på havet. De tilstedeværende ferskvandsdyr har således en udfordring i at skulle tilpasse sig et salt miljø, og de marine arter skal kunne tilpasse sig et mere fersk miljø.

Bunddyrene afspejler på flere måder søens tilstand. I bredzonen har søens næringsrighed indflydelse på algebegroning og mængden af føde, hvilket har betydning for bunddyrene. I lagdelte søer er længden af den iltfrie periode på søens dybere dele afgørende for forekomsten af bunddyr.

Bunddyrene fortæller samtidig noget om fiskebestanden, da fisk foretrækker snegle, vandbiller, vandtæger og dansemyg. I fiskerige søer vil der som regel være ret få bunddyr, som overvejende er små, fordi fiskene æder de største.

Miljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af KeldsnorMiljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af Keldsnor

Antal arter i bredzonen

Ved undersøgelsen i 2017 fandt Miljøstyrelsen 15 arter af bunddyr ved bredden af brakvandssøen Keldsnor. De fordeler sig på 5 arter af storkrebs, 3 arter af vandtæger, 2 arter af snegle, og 4 arter i mindre grupper. 15 arter af bunddyr er et meget lavt antal for danske søer.

Keldsnor har typisk en saltholdighed på 6-8 promille, og saltpåvirkningen afspejles i bredzonens dyreliv. Blandt de i alt 15 arter er 7 arter tilpasset et miljø, hvor saltholdigheden kan variere alt efter indtrængningen af saltvand.

Undersøgelsen viser, at der er flest arter i søens østlige ende, hvor der på de to stationer blev fundet 14 af søens i alt 15 arter. På de to stationer i søens vestlige ende blev der derimod kun fundet henholdsvis 6 og 8 arter. Samme forhold gælder for antallet af dyr, hvor individantallet i bredzonen er størst i søens østlige ende. Forskellen hænger sammen med søens øst-vest vendte orientering med en større vindpåvirkning og brændingskyst mod øst. Desuden vil indtrængende havvand i perioder med hård vestenvind blive presset ned i søens østlige ende hvilket afspejles i, at arterne af marin oprindelse er mere talrige i denne del af søen.

Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.
Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.
Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Karakteristiske arter

På de østligste stationer finder vi dyndsneglen Peringia ulvae, tanglusen Idotea chelipes og tangloppen Gammarus salinus.

Dyndsneglen Peringia ulvae er en almindelig beboer på mudderbunden og den tilknyttede vegetation, hvor den ernærer sig ved at raspe alge- og bakteriebelægninger på vegetationen. På sedimentoverfladen kan den ernære sig ved dødt organisk materiale tillige med de bakterier, der er tilknyttet denne. Denne art favoriseres i sedimenter med højt organisk indhold, og kan i ekstreme tilfælde opnå individtætheder på over 50.000 individer pr. kvadratmeter.

Dyndsneglen Peringia ulvae optræder ofte i stort antal på den næringsrige, bløde bund. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Dyndsneglen Peringia ulvae optræder ofte i stort antal på den næringsrige, bløde bund. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium. 

Gammarus salinus er et af de almindelige krebsdyr i fjorde og andre brakvandsområder. Gammarus salinus hører til gruppen tanglopper, der er meget tilpasningsdygtige til forskellige omgivelser og som ikke er begrænset til specialiserede økologiske nicher. Tanglopperne er heller ikke kræsne hvad angår bundens beskaffenhed. Forudsat at der er en fysisk struktur til at forsyne dem med husly eller dækning, betyder det ikke noget om underlaget er mudret eller stenet, vandet grumset eller klart. Den kan desuden ernære sig ved næsten enhver form for organisk materiale. Tanglopperne selv er en vigtig fødekilde for søens fiskebestand.

Tangloppen Gammarus salinus er en vigtig fødekilde for fiskene i Keldsnor. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Tangloppen Gammarus salinus er en vigtig fødekilde for fiskene i Keldsnor. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

Tanglusen Idotea chelipes lever i tæt tilknytning til vegetationen, hvor den græsser på de alger og bakterier der gror på bladene. Den foretrækker således planteføde, men må betegnes som altædende. Tanglusenes græsning kan ligefrem reducere en af de negative effekter af forurening ved at fjerne alger og bakterier fra de fastsiddende planter. Tanglusene er selv er vigtig føde for søens fiskebestand.

Tanglusen Idotea chelipes lever i stort antal på vegetationen i Keldsnor. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.Tanglusen Idotea chelipes lever i stort antal på vegetationen i Keldsnor. Foto: Dansk Biologisk Laboratorium.

Af andre tilstedeværende krebsdyr er pungrejen Neomysis integer, og fjordrejen Palaemon adspersus. Neomysis integer er en art, der kan leve ved både meget høje og meget lave saltholdigheder, og som lever i store stimer på det lave vand. Pungrejen ernærer sig ved at spise dyreplankton, herunder vandlopper, men kan også filtrere små partikler fra vandet. Pungrejen er selv et vigtigt byttedyr for fisk samt for større krebsdyr, og er således en af nøglearterne i det brakke økosystem.

Fjordrejen Palaemon adspersus hører til gruppen af ægte rejer, og er almindelig i vandområder med lav saltholdighed helt ned til 5promille. Fjordrejen er tæt knyttet til ålegræsbæltet i brakvandssøer og fjorde.

 

Data og oplysninger om bunddyr stammer delvist fra en rapport fra Aarhus Universitet: https://dce2.au.dk/pub/SR354.pdf