Bunddyr

Bunddyr er en naturlig del af søens dyreliv og findes over hele søens bund, hvis iltforholdene er gode nok. Bunddyr er vigtige i omsætningen af søens alger og vandplanter og af de blade og grene, som bliver tilført søen fra omgivelserne. Bunddyr er derudover vigtig føde for søens fisk, men også for fugle i den tid hvor vandinsekterne går på vingerne.

I søens bredzone er der som regel mange arter af bunddyr, fordi der ofte er mange forskellige levesteder. Det kan være områder med rørskov eller undervandsplanter, og det kan være en vekslende bund af sten, grus, sand eller mudder.
Vindpåvirkning og søens størrelse og form og dybde er med til at bestemme mangfoldigheden af levesteder. På søens større dybder er søbunden mere ensartet af dynd, og der er derfor færre arter af bunddyr end inde ved bredden.

Bunddyrene afspejler på flere måder søens tilstand. I bredzonen har søens næringsrighed indflydelse på algebegroning og mængden af føde, hvilket har betydning for bunddyrene. I lagdelte søer er længden af den iltfrie periode på søens dybere dele afgørende for forekomsten af bunddyr.

Bunddyrene fortæller samtidig noget om fiskebestanden, da fisk foretrækker snegle, vandbiller, vandtæger og dansemyg. I fiskerige søer vil der som regel være ret få bunddyr, som overvejende er små, fordi fiskene æder de største.

Bunddyr i bredzonen anvendes i de kommende vandområdeplaner som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Engelsholm Sø.

Miljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af Engelsholm Sø.Miljøstyrelsen har i 2017 undersøgt bunddyrene på fire målestationer ved bredden af Engelsholm Sø.

Antal arter og dyr i bredzonen

Miljøstyrelsen fandt ved undersøgelsen i 2017 52 arter af bunddyr ved bredden af Engelsholm Sø. De fordeler sig på 10 arter af dansemyg, 10 snegle, 6 vandbiller og 26 arter i mindre grupper. 52 arter af bunddyr er et ganske højt antal for danske søer.

Undersøgelsen viste, at der er flest arter langs søens sydlige bred, hvor der blev fundet 33 arter på begge stationer. På de to andre stationer blev der fundet 19 og 23 arter. Samme forhold gælder ikke for antallet af dyr, som varierer rundt om i søens bredzone.

Den større rigdom af arter langs søens sydlige bred hænger ganske givet sammen med, at søbunden veksler mellem sten, grus, kviste og blade. Det giver flere levesteder for bunddyrene end i andre områder af søen.

Generelt er der ikke mange dyr af hver art, bortset fra enkelte arter som findes i større mængder. Muslinger, orme og muslingekrebs er de grupper med flest dyr efterfulgt af snegle og storkrebs. Muslingekrebs hører under kategorien ’andre smådyr’ i figurerne.
Bredzonens mest almindelige arter er orme, ærtemusling Pisidium, fladormen Dugesia, muslingekrebs Ostracoda, vandbænkebider Asellus aquaticus, dyndsnegl Potamopyrgus antipodarum og stor mosesnegl Lymnaea stagnalis. Bortset fra sneglene er de mest talrige arter mere eller mindre jævnt fordelt langs søens bredder.

Dyrene er alle vigtige for omsætningen af organisk stof i bredzonen, hvor nogle dyr sønderdeler plantemateriale og andre enten er sedimentædere, filtratorer eller skrabere. Søens op til 10 forskellige arter af snegle lever af at skrabe alger. Sneglene vidner om en varieret algebegroning i søens bredzone.

Stor mosesnegl Lymnaea stagnalis er blandt de almindelige snegle i bredzonen i Engelsholm Sø. Foto Fiskeøkologisk Laboratorium.Stor mosesnegl Lymnaea stagnalis er blandt de almindelige snegle i bredzonen i Engelsholm Sø. Foto Fiskeøkologisk Laboratorium.

Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.
Søjlerne viser antallet af arter, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.
Søjlerne viser det gennemsnitlige antal af dyr pr. station, der er fundet i bredzonen i 2017, fordelt på forskellige grupper af bunddyr.

Karakteristiske arter

I Engelsholm Sø lever vårfluen Agraylea multipunctata, der bygger små kapsellignende huse af sekret og algetråde. Denne lille husbyggende vårflue lever af alger og trives i rene søer. På engelsk kaldes den ”Salt og peber mikrovårfluen” (Salt-and-pepper Microcaddisfly). Navnet kommer af, at vårfluen som voksen har et karakteristisk sort-hvid plettet mønster på vingerne.

Blandt søens vandbiller findes rød kuglevandkalv Hyphydrus ovatus. Denne nærmest kuglerunde og godt 0,5 cm store vandkalv er nem at kende på sin rødgyldne farve og nærmest hoppende måde at svømme på.

Vandkalven Ilybius fenestratus, der er fanget i søens sydvestlige hjørne, er over dobbelt så stor. Begge vandkalve er almindelige i danske søer.

Invasive arter

I forbindelse med undersøgelsen i 2017 fandt Miljøstyrelsen for første gang i Engelsholm Sø fladormen Girardia tigrina, der er en ny art for Jylland. Fladormen blev fundet i stort antal med 72 dyr i gennemsnit pr. prøve. Da Engelsholm Sø ligger øverst i et vandsystem, er fladormen givetvis indført udefra og muligvis invasiv.

Fladormen Girardia tigrina, der er ny art for Jylland og lever vidt udbredt i bredzonen i Engelsholm Sø. Foto Fiskeøkologisk Laboratorium.Fladormen Girardia tigrina, der er ny art for Jylland og lever vidt udbredt i bredzonen i Engelsholm Sø. Foto Miljøstyrelsen

Bunddyr i søens dybere områder

Der findes nogle ældre overvågningsdata fra 2004-2006 i Engelsholm Sø, hvor undersøgelserne blev foretaget i de dybere områder af søen.

Ved undersøgelserne blev der fundet mellem 11 og 14 arter af bunddyr. Mest almindelig er dansemyg, muslingekrebs og orme. Blandt dansemyggene optræder Chironomus plumosus, der er hårdfør over for ringe iltindhold i bundvandet.

Bunddyrene på de dybere dele af søen er fortrinsvis hårdføre arter, som er almindelige i søer, hvor der i perioder er dårlige iltforhold ved bunden.

På bunden af Engelsholm Sø lever glasmyggen Chaoborus flavicans, der som bunddyr er speciel, fordi den om natten vandrer op mod overfladen, hvor den æder dyreplankton. Om dagen er den ”let” nedgravet og beskyttet fra fiskenes rov i den bløde bund, oftest på steder hvor lyset ikke når ned.