Græsningstryk

For højt eller lavt græsningstryk

De fleste naturarealer har en væsentlig lavere primær produktion end omlagte og gødskede græsarealer (Figur 1a) og dermed en væsentlig lavere bæreevne. Antallet af foderenheder, der produceres på arealerne, afhænger af næringsstofniveau, aktuelle vejrforhold, driftshistorie m.m. samt af om der er en græsningsdrift, der forlænger planternes vækstfase (Figur 1b). Et lavt græsningstryk kan betyde, at en del af en græsgang ikke græsses i tilstrækkelig grad til at opretholde et karakteristisk græsningspræg. En del af planterne forbliver ugræssede og visner, væksten aftager, og næringsindholdet reduceres (Figur 1b.). Derved bliver planterne mindre attraktive for dyrene, som derfor fortsat vil undgå dem ved uændret græsningstryk. 

Figur 1a: Produktion af antal foderenheder pr ha på forskellige naturtyper og dyrket græs (Buttenschøn 2007 og 2014).

Figur 1b: Effekten af græsning med husdyr på den overjordiske planteproduktion angivet som antal foderenheder ved stigende overjordisk planteproduktion (Buttenschøn 2007 og 2014).

Generelt giver et middel græsningstryk en større diversitet end hhv. lavt og højt græsningstryk (Figur 2). Et lavt græsningstryk kan være ønskeligt af hensyn til særligt forstyrrelsesfølsomme planter og dyr, f.eks. sommerfugle og andre insekter, der har behov for nektarplanter og rumlig struktur i vegetationen.

Figur 2: Artsdiversitet af planter i forhold til græsningstryk langs en stigende gradient af primærprodtukion (NPP). Når primærproduktionen er meget lav, vil selv en lav græsningsintensitet mindske diversitet, mens den samme græsningsintensitet kan øge diversiteten ved en højere primærprodtion (Milchunuas m.fl. 1988).

Undersøgelser bl.a. fra Sverige og England konkluderer, at græsning ved lavt græsningstryk ikke er tilstrækkeligt til at vedligeholde naturkvaliteten på artsrigt græsland på længere sigt, men kræver supplerende pleje. Ved højt græsningstryk reduceres forskellen på effekten af forskellige dyrearters græsning gradvis. Undersøgelser fra Wales viser, at græsningstrykket har større betydning end typen af græsningsdyr på plejen af mesotrofe enge. Kun de mest hårdføre planter kan tåle en tilbagevendende tæt afgnavning, og der er færre levesteder og skjulemuligheder for faunaen i den tæt nedbidte vegetation. En række konkurrencestærke arter fremmes både af lav og højt græsningstryk, det gælder f.eks. arter som bjerg-rørhvene og ørnebregne. Primær produktion og næringsindhold varierer hen over vækstsæsonen og falder i forbindelse med blomstringsperioden i græsdomineret vegetation. Kvaliteten kan blive utilstrækkelig i forhold til dyrenes behov (Figur 3). Det kan medføre behov for en reduktion af græsningstrykket i en periode midt på sommeren, specielt hvis der opstår sommertørke, der forlænger perioden med et utilstrækkeligt næringsindhold.

Figur 3: Indhold af råprotein på to engparceller ved Drastrup, der er kvæggræsset ved hhv. middel græsningstryk på ca. 1,0 SK/ha (A) og lavt (B) græsningstryk på ca. 0,5 SK/ha målt i maj, juli og august måned. Kvæget brød flere gange ud af hegnet i parcellen med det lave græsningstryk, muligvis som følge af den lavere foderkvalitet.  Dyrenes behov for råprotein ligger på 10-12 % af tørstofindholdet.(Gundersen og Buttenschøn 2005)

Den tilgængelige plantevækst afhænger af de aktuelle klimaforhold og driftshistorie og kan variere meget fra år til år. Det er derfor vigtigt, at græsningstrykket tilpasses den enkelte lokalitet og dens aktuelle primær produktion og naturindholdet. Det kan være vanskeligt at få etableret det optimale græsningstryk, dels på grund af variation i bæreevnen fra år til år, og dels på grund af variation i dyrenes fordeling af græsningen på de tilstedeværende naturtyper og plantesamfund. Dyrene foretrækker typisk at græsse i de områder, der har den mest næringsrig og friske plantevækst, mens områder med grov og vissen plantevækst vrages.

Hvordan får vi græsset de mindst attraktive områder?

Det kan være en vanskellig opgave at få afgræsset de områder som græsningsdyr naturligt fravælger. Det kan kræve styring f.eks. gennem opdeling af området i mindre hegn, men andre løsningsmuligheder kan også afprøves:

• Anbringelse af vanding og/eller mineraltilskud inde i de områder, der ellers vrages. Det medfører øget færdsel, der kan være medvirkende til at reducere de grove vækster og give plads til mere attraktive planter. (Det afprøves på Sem hede, hvor der er store bevoksninger med ørnebregne på den kvæggræssede hede).
• Samgræsning med to eller flere slags græsningsdyr. Samgræsning med kvæg og får viste f.eks., at kvæget året rundt foretrak at græsse på de mere frodige, fugtige engarealer, mens fårene foretrak at græsse på mere næringsfattige, tørre arealer.
• Øget græsningstryk for at tvinge dyrene til at æde op. Det kan medføre overgræsning, optrampning, tab af græsningsfølsomme plante- og dyrearter, vægttab og føre til tab af ædelyst.