Græsningssæson

Langt den meste græsning på naturarealer sker i sommerhalvåret. Der er en stigende interesse for helårsgræsning eller i højere grad at tilpasse græsningssæsonen til specifikke mål og anvende sen udbinding eller rotationsgræsning af hensyn til engfugle, insekter eller sent blomstrende planter.

Helårsgræsning

Helårsgræsning kan skabe en variation af levesteder for mange arter af planter og dyr og er en velegnet og naturnær driftsform af store naturområder (Tabel 3). Ved helårsgræsning med hårdføre dyr kan udgifterne til foder og staldfaciliteter reduceres, og der kan plejes ca. 3 gange så store arealer som ved sommergræsning. Læs mere i Miljøstyrelsens faktaark om helårsgræsning her. 

 

Sæson Gavnlig effekt Negativ effekt
Sommer

Hæmmer tilgroning med dominerende arter, der gerne ædes forår/forsommer.

Øger spiremulighed for efterårsspirende arter, enårige, mange flerårige græsser, bredbladede urter og lyng.

 Frøspredning af arter med tidlig frøsætning.

 Fjerner flere næringsstoffer end græsning uden for vækstsæsonen.

 Hårdt bid på mange vedplanter inkl. rynket rose ved løvspring hæmmer tilgroning.

Hæmmer blomstring og frøsætning.

Reducerer levesteder for sommerfugle og andre insekter m.fl.

Skader på æg og reder på engfuglelokaliteter.

Vinter

Hæmmer en del arter som lyse-siv og mose-bunke, der især ædes om vinteren, samt rørgræs og andre dominerende arter, der hæmmes af dyrenes færdsel.

Frøspredning af arter med sen frømodning og/eller som ædes i vinterhalvåret. 

Mindre påvirkning af planter og dyr i vinterdvale.

Utilstrækkelig foderkvalitet i plantevækst, der ikke er blevet vedligeholdt i frisk tilstand hen over sæsonen.

Hæmmer lyskrævende arter og spiring af efterårsspirende planter. 

Begrænset effekt på tilgroning med arter som rynket rose.

Fremmer spredning af uønskede arter, som f.eks. stor nælde.

Helårsgræsning

Øget lys og spirebede til lyskrævende og forårsspirende arter.

 Høj vækstrate forår-forsommer giver lavt græsningstryk og øget blomstring ved konstant antal af dyr. 

Lav forårsvegetation til gavn for engfugle. 

Tiltagende strukturforskel i grønsværen hen over vækstsæsonen skaber nicher for mange arter af planter og dyr.

Frisk gødning året rundt til gavn for biller, fluer og svampe.

Frøspredning af arter med både tidlig og sen frømodning. 

Bid på vedplanter året rundt øger effekten af bid og begrænser tilgroningsraten.

For lav andel af plantevækst, der er vedligeholdt i frisk tilstand i forhold til grov plantevækst.

 Dyrenes valg af græsningsområder kan give for hårdt græsningstryk på sårbare arter/områder, mens andre græsses for lidt og gror til.

Fremmer spredning af uønskede arter, som f.eks. stor nælde.

Tabel 3. Typiske biodiversitetseffekter af græsning sommersæson, vintersæson og helårsgræsning

Helårsgræsning kræver relativt store arealer for at dække dyrenes fødebehov i vinterhalvåret (Figur 4). Størrelsen afhænger af hvor produktive arealerne er, og om der er tale om kvæg, heste eller får. Arealerne skal gerne indeholde en mosaik af forskellige naturtyper, herunder en andel af skov eller krat. Der bør ligeledes være planter, der er attraktive fødeemner året rundt, det vil sige planter, der forbliver grønne en stor del af året. Samtidig er det i henhold til dyreværnsloven påkrævet, at der i indhegningen indgår arealer med læ, hvor dyrene kan opholde sig og finde tørre liggepladser i vådt og koldt vejr. Det er en forudsætning at der er tale om dyr, der er vænnet til udegang, og som er i god foderstand.

Figur 4. Eksempel på årsvariationen i biomasse på lysåbne naturtyper bestående af tør og våd hede, blåtop og siv dominerede vådområder samt vedvarende græsarealer fordelt på måneder. Værdier under 1 betyder, at der fjernes mere biomasse end der produceres. Figuren er sammenstillet efter Gordon og Illius, 1989. (Buttenschøn 2013)

Ved vintergræsning er der særlige krav til dyrenes tilstand og deres tilpasning til vinter udegang samt til arealerne med hensyn til læ, foderforsyning og tørre liggepladser. Der er krav om læskure på arealer, hvor der ikke er en bevoksning med buske og træer samt terrænforhold, der giver læ for regn og blæst fra alle verdenshjørner, og, i tilknytning hertil, har tørre liggepladser med plads til alle dyrene. Der skal desuden være adgang til frisk drikkevand og tilstrækkeligt med foder på arealet, evt. være mulighed for tilskudsfodring, således at dyrene kan opretholde et godt huld.

Du kan læse mere i Fødevarestyrelsens generelle retningslinjer for udegående dyr her.

Arealers bæreevne om vinteren afhænger i høj grad af, om der er græsser som f.eks. bølget bunke, mose-bunke, alm.- og eng-rapgræs, rød svingel samt arter af hvene, der forbliver grønne en stor del af vinteren indtil perioder med barfrost.  Buske og dværgbuske, der ligeledes forbliver grønne hele eller størstedelen af vinteren som f.eks. vedbend, blåbær og hedelyng samt frø som bog og agern m.fl., er også vigtig vinterføde.

 

Helårsgræsning
Helårsgræsning med kvæg.Skotsk højlandskvæg fragtes til den 90 ha store ø Hjortholm i Stavnsfjord, for at tæmme tilgroningen. Dyrene består af en flok stude, der permanent skal blive på Hjortholm. Ud over kvæget græsses Hjortholm også af en flok får på helårsgræsning (Foto: Bjarne Manstrup).

Tilskudsfodring

For dyreholdere kan muligheder for tilskudsfodring være en forudsætning for at få dyrene tilfredsstillende færdigfedet eller hindre, at de taber vægt i vinterhalvåret. Tilskudsfodring kan ligeledes være en forudsætning for, at en græsningspleje kan opfylde bestemmelserne i lov om dyrevelfærd specielt ved helårsgræsning. Efter de nuværende tilskudsregler til naturpleje og græsning af vedvarende arealer er tilskudsfodring ikke tilladt på arealer omfattet af tilskud, men kan evt. tildeles på f.eks. arealer tilgroet med krat, som ikke indgår i beregningsgrundlaget for tilskuddet. Mineraltilskud betragtes ikke som fodring. Mangel på mineraler kan føre til hurtige dødsfald. Der bør derfor være mineraltilskud med en sammensætning afpasset efter de aktuelle forhold, der sikrer dyrene en tilstrækkelig tilførsel af de væsentlige mineraler.

Der er en række negative effekter forbundet med tildeling af fodertilskud både i forhold til området og plejeeffekten og i forhold til dyrene:

  • Tilskudsfodring kan give et næringstilskud til området medmindre tilskudsfoderet baseres på hø, der høstes på arealet. 
  • Tilskudsfodring får dyrene til at samles omkring fodringsstederne og kan medføre en øget aggressivitet dyrene imellem, hvor de stærke dyr monopoliserer føden på bekostning af de mere svage dyr, som måske har mest brug for den.
  • Samling omkring fodersteder kan øge parasittrykket.
  • Tilskudsfodring kan ligeledes føre til en uheldig omfordeling af næringsstoffer f.eks. hvis store dele af vinterfoderet i øvrigt hentes på næringsfattige arealer, og disse arealer også anvendes som hvileplads.
  • Tilskudsfoder med højt indhold af kulhydrater med lavt strukturindhold kan medføre en dødelig forsuring af vommen hos drøvtyggere.
  • Tilskudsfodring kan betyde, at dyrene vrager de grove vækster og dermed bliver mindre effektive til at ”rydde op”.

Giver en begrænset tilskudsfodring en negativ påvirkning af naturområdet?

Der er kun lidt viden om, hvad græsning med og uden en beskeden tilskudsfodring betyder for næringsstofniveauet set i forhold til bidrag fra den atmosfæriske deposition og de processer, der sker i jordbunden. Eksempler fra Sydsverige på effekten af langtidsgræsning på artsrigt græsland viser, at græsning ved lavt græsningstryk medfører en øgning af kvælstofindikatore. En undersøgelse fra Mols viser en reduktion i Ellenberg N med et fald på 1,5 % pr år over perioden fra 1984 til 2011 på en mesotrof eng, der har været græsset med kvæg siden 1970, efter omlægning og gødskning var ophørt (Figur 5). En del af effekten skyldes en binding af kvælstof under opbygning af tørv.

Figur 5. Ekstensiv græsning har medført en signifikant reduktion i Ellenberg N-værdi fra 1984 til 2011. Græsningen blev etableret 1970 efter ophørt omlægning og gødskning.  En del af reduktionen i N-Værdi skyldes opbygning af tørv som følge af en øget vintervandstand (Buttenschøn m.fl.(2017) under udarbejdelse).

Tilskudsfodring af vildt

Det er en udbredt praksis at give tilskudsfoder til hjortevildt for at give grundlag for en større population, for i højere grad at holde på dyrene og mindske skader på landbrugsafgrøder og/eller for at mindske skader på skoven. En svensk undersøgelse af effekten af tilskudsfoder til elge, der gives for at mindske skader på skoven viste, at tilskudsfodringen i stedet for øgede elgenes bid på træerne. Tilskudsfoderet har ofte en større koncentration af mindre strukturholdige kulhydrater end det dyrene finder selv. Det betyder, at de kompenserer for det manglende strukturindhold ved at æde mere af vedplanter og andet strukturrigt foder.

Helårsgræsning med får og kvæg

Der er kun lavet få undersøgelser af effekten af helårsgræsning. En undersøgelse af helårsgræsning med får og kvæg i et 180 ha stort naturområde i Tyskland viste, at kvæget foretrak at græsse på de fugtige, mere produktive engarealer, mens fårene foretrak de tørre mere næringsfattige områder. Dyrenes præferencer for hhv. fugtige og tørre områder var mere udpræget end variationer i fødevalg hen over året. For kvæget havde afstanden til godt drikkevand betydning for deres valg af græsningsareal, mens det for fårene var vigtigere med afstanden til skjul.