Afbrænding som naturplejemetode

Afbrænding anvendes i stigende grad i naturplejen som supplement til eller som afløsning af græsning og andre plejemetoder. Ild anvendes til at forynge plantevæksten og skabe dynamik og hæmme tilgroning med vedplanter og grove vækster.

Afbrænding var central i bondekulturernes svedjebrug til skovrydninger og forberedelse af opdyrkning og været anvendt til fjerne grov og vissen plantevækst fra græsningsarealerne. Mens brug af ild til vegetationspleje har været glemt i Danmark, anvendes den stadigvæk i det traditionelle landbrug i de øvrige nordiske lande.

Afbrænding - flammer
Afbrænding af græs på overdrev (Foto: Anna G. Worm).

Egnede naturtyper

Afbrænding har især været anvendt i hedeplejen, men anvendes i stigende grad også til pleje af andre lysåbne naturtyper; overdrev, salte og ferske enge, rigkær og af småbiotoper samt til bekæmpelse af problemarter som f.eks. bjerg-rørhvene. Forsøgsvis anvendes brand ligeledes i skov f.eks. til at hæmme bøg til fordel for eg og andre lyskrævende træer.

Mens effekten af afbrænding som pleje af heder er veldokumenteret, så er der kun begrænsede erfaringer med afbrænding som pleje af andre naturtyper. På de arealer, der udelukkende vedligeholdes gennem afbrænding i Halland, findes en stor tæthed af klokke-ensian og i tilknytning hertil en stor tæthed af ensianblåfugl, men analyser konkluderer dog, at afbrænding alene ikke er tilstrækkelig til at opretholde en værdifuld plantevækst på artsrige overdrev og enge på langt sigt.

Vrøgum Hede,en rigdom af orkideer og guldblomme efter afbrænding. (Foto: Ole Knudsen)

Planlægning og udførsel

Afbrænding skal planlægges i god tid med udarbejdelse af en plan for afbrændingen med kort, der viser hvor der planlægges at brænde. Afbrænding er reguleret af en række love og bekendtgørelser og vil ofte kræve tilladelse fra kommunen samt fra brandmyndigheden.

Læs bekendtgørelsen om brandværnsforanstaltninger og kommunal tilladelse

Afbrænding forberedes ved, at der etableres brandbælter ved hjælp af slåning omkring det areal, der skal afbrændes, samt omkring træer og buske, der ønskes bevaret.  Der kræves f.eks. et 4-5 m bredt brandbælte omkring enebær for at hindre, at de skades af varmepåvirkning.  Gennem LIFE projekt RAHID er der udviklet metode med at kombinere brug af vand og etablering af brandbælter og en bedre styring af branden.

Læs mere i metodehåndbogen til pleje af heder og indlandsklitter i Danmark

Vejret afgør sammen med vegetationens fugtighedsforhold, hvornår der kan brændes. De optimale vejrforhold er en svag vind på 2-6 sekundmeter og solskin efter nogle dages tørvejr. Det anbefales generelt at brænde små arealer af (få ha). Ved behov for afbrænding af større arealer anbefales mosaikafbrænding med årlig afbrænding af små arealer. Mange plante- og dyrearter har en begrænset spredningsevne og vil være længere om at genindvandre, jo større afbrændingsfladen er.

Erfaringer fra LIFE projekt RAHID viser, at afbrænding af større hedeflader > 20 ha stadig kan bevare variation i plantevæksten, fordi der er forskel i intensiteten af branden på forskellige dele af arealet som følge af forskelle i fugtigheds-forhold, eksponering og plantevækst mv.

Afbrænding kan foretages som med- eller modvindsbrænding, hvor ilden breder sig langsommere og er nemmere at kontrollere. Tørt græs er let antændeligt og brænder hurtigt. Ved afbrænding af blåtop, rørhvener og andre græsser bør der derfor anvendes modvindsbrænding.

Boks 21. Sikring af brandlinjer

                                                                       Sikring af brandlinjer

                   

Først sikres grundlinjerne ved modvindsbrand. Der tændes ild langs bagkanten (1). Ilden slukkes med branddaskere, når brudlinjen er bred nok, det vil sige 2½-4 m. Hvis ikke modvindsbranden slukkes, er det ikke til at komme til for røg. Derefter brændes langs de to sider på tilsvarende måde (2). Det er vigtigt, at der ikke sættes ild i større områder end slukkerne kan følge med. Når brandlinjerne er etableret på de tre sider, sættes der ild i vindretningen (3), og ilden får lov til at løbe og brænde ud (Buttenschøn og Knudsen 1998).

Tidspunkt

Afbrænding skal foregå i perioden fra 1. september til 31. marts af hensyn til dyrelivet. Der kan være langt imellem dage med optimale betingelser for afbrænding med begrænset vind og tilpas fugtighedsforhold. Kommunen kan give dispensation til afbrænding uden for denne periode efter indhentning af udtalelse hos Miljøstyrelsen.

De fleste afbrændinger sker om foråret. I følge engelske undersøgelser er der ikke forskel på effekten af hhv. efterårs- og forårsafbrænding på vegetationsudviklingen på heder. Dog er det muligt i marts måned at starte kl. 10, når duggen er fordampet, mens man tidligst kan starte kl. 12 om efteråret. Afbrænding må kun foretages, mens det er lyst, så tiden er knap. 

Tjekliste for afbrænding

I planlægningsfasen:

  • Er arealet beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3? I så fald kræves en dispensation.
  • Arealet skal vurderes i forhold til Natura 2000.
  • Er der fredninger på arealet? I så fald kræves en dispensation.
  • Er der kulturspor på arealet? Oplysninger herom fås på det lokale museum.
  • Er forsikringsforhold afklaret?
  • Naboer og offentligheden bør være informeret i god tid om en planlagt afbrænding.

Inden der tændes ild:

  • Informer offentligheden via presse og sociale medier.
  • Afklar kommandoveje, udnævn brandchef og brandvagt.
  • Sikr kommunikation, ved at udarbejde opdaterede telefonlister.
  • Klargør afbrændingsstedet.
  • På afbrændingsstedet opstilles materiale, og samlingsplads og passage og flugtveje sikres.
  • Området afsøges, så evt. bevoksninger, planter og dyreopholdssteder sikres.
  • Brandbælter sikres.
  • Vindretning og vindstyrke vurderes.

Afbrænding:

  • Foretag forbrænding/prøvebrænding
  • Vurdér antal optændinger afhængig af de givne forhold
  • Start afbrænding
  • Før kontrol med brandbælter og hold løbende overblik
  • Gennemfør nødvendig efterslukning
  • Hold mandtal

Efter afbrænding:

  • Brandvagt etableres som opsyn eller tilsyn
  • Brandvagten tager ansvaret efter afbrænding og tilkalder hjælp i form af brandvæsen eller kollegaer i tilfælde af problemer
  • Afmeld branden til Brandmyndighed
  • Fjern opsatte skilte
afbrænding af hede
Afbrænding på Lønborg Hede. (Foto: Rita M. Buttenschøn)

Fordele ved afbrænding

  • Fjerner næringsstoffer, specielt kvælstof.
  • Fjerner vissen biomasse.
  • Giver større artsrigdom af urter, forynger og fremmer hedelyng og tyttebær.
  • Er en billig plejemetode.
  • Afbrænding foretages i én proces.
  • Kan benyttes på små områder og uvejsomt terræn, hvor det ikke er rentabelt med hegning eller maskiner.

Ulemper ved afbrænding

  • Meget vejrafhængig og dermed vanskelig at planlægge; nogle år lykkes det måske slet ikke at få brændt af.
  • Ved afbrænding i foråret er det begrænset, hvor meget næring der kan fjernes pr. afbrænding.
  • Kræver opmærksomhed på harekillinger, krybdyr, insekter og andre dyr.

Afbrænding af bjerg-rørhvene

På Vestamager har Naturstyrelsen haft gode erfaringer med at brænde bjerg-rørhvene fulgt op af afgræsning med kvæg, så snart græsset begynder at spire – helst allerede omkring 1. april og med et græsningstryk på min. 1 sk/ha. Hvis græsningen har været utilstrækkelig, er afbrændingen gentaget.

Afbrænding fungerer bedst efter en periode med barfrost. På afbrændingsdagen skal der gerne være rimelig kraftig vind, ikke under 8 m/sek. Der brændes så store arealer som muligt – op til 100 ha. Hvor rørhvenen vokser i en mosaik med andre arter kan ilden have svært ved at løbe. Her er en ATV med på-monteret gasbrænder meget effektiv.
Afbrænding af bjerg-rørhvene på Vestamager.

(Foto: Sven Norup) 
  • Brandsikker dragt, handsker, hjelm, lædersikkerhedsstøvler
  • Røgmasker og friskluftsmasker
  • Førstehjælpsudstyr
  • Brandtæpper
  • Pulverslukkere
  • Branddaskere
  • Storm tændstikker
  • Håndbåren flammekaster + tændvæske (benzin/diesel) og brugsanvisning
  • Motorsav
  • Traktorer med vandvogn og sprøjte / Traktorer med marksprøjte og slangerulle
  • Rørtang til åbning af brandhaner
  • Værkstøjskasse med reservedele
  • Ekstra brandslanger og tilhørende slangekoblinger + stor slange til brandhane
  • Kæde til bjergning af køretøjer
  • Stor donkraft + bjælker
  • Radioer med fuldt opladet batteri
  • Telefoner og telefonlister
  • Luftfoto over området
  • Oplysningsskilte til offentlig vej om “afbrænding”

Baaner, L. 2013. Afbrænding af affald fra naturpleje og skovdrift. Videnblad 7.0-2, Videntjenesten for Park og Landskab, Købehavns Universitet.

Buttenschøn, R.M. Gottlieb, L. 2016. Hedepleje med fåregræsning kombineret med afbrænding på heder. Rapport udarbejdet af IGN, Københavns Universitet for Aage V. Jensens Naturfond

Buttenschøn, R.M. Knudsen, O. 1999. Hedepleje med rotationsbrænding. Videnblad 9.12-4. Københavns Universitet, Videntjenesten for Skov og Natur.

Garpebring, A. 2013.  Skogsbrand– i mångfaldens tjänst side 73-78 I: Blank, S. och Svensson, M. (red.) 2013. Artinriktad naturvård. ArtDatabanken SLU. Uppsala

Gimingham, C.H. 1992. The Lowland Heathland Management Handbook. English Nature, Peterborough.

Gravhøjsforvaltning med medvindsafbrænding. Rapport fra kulturlandskab.org, 2015. 

Larsson, K. 2007. Bränning och markstörning gynnar hotade arter i Halland. Svensk Botanisk Tidskrift 101,2.

Milberg, P. Akoto, B. Bergman, K-O. Fogelfors, H. Paltto, H. Tälle, M. 2014. Is spring burning a viable management tool for species rich grasslands? Applied Vegetation Science 17, 429–441.

Natural England and DEFRA 2007. The Heather and Grass Burning Code 2007.

Pleje af heder og indlandsklitter i Danmark – en metodehåndbog. Miljøministeriet. Naturstyrelsen, 2016. 

Velle, L.G. Nilsen, L.S. Norderhaug, A. Vandvik, V. 2014. Does prescribed burning result in biotic homogenization of coastal heathlands? Global Change Biology 20, 1429-1440.

Worm, A.G. 2016: Afbrænding på græsland. Videnblad 9.12-15. Købehavns Universitet, Videntjenesten for Park og Landskab.