Blåtop

Blåtop hører hjemme på fugtig, mager, sur jord.  Det er en høj tuedannende græs, der optræder hyppigt i hedekær sammen med klokkelyng og andre kærplanter.  Den udvikler et tykt lag førne, der kan hindre spiring af andre arter både på fugtig bund og i stigende grad også på tør hede, hvor den udkonkurrerer hedelyng. Den optræder specielt som et problem på en del indlandsheder som f.eks. Randbøl Hede.

Positiv effekt

• Blåtop er en vigtig foderplante for vildtet forår og sommer, og den er en væsentlig baggrund for at hedekær mv. græsses af vildtet.

Negativ effekt

• Den danner tætte, høje bevoksninger, der kan dominere både den tørre hede og hedemosen.

Etablering/spredning fremmes af

• Eutrofiering og evt. forsuring.
• Utilstrækkelig græsning og anden pleje. Den kan fremmes både af for lavt og for højt græsningstryk.

Kontrolmetoder på heder

• Der er især foretaget en række praktiske forsøg med bekæmpelse af blåtop på heder.
• Tørveskrælning.
• Slåning med opsamling af biomassen i begyndelsen af august inden næringsstofferne trækkes tilbage i rødderne.
• Afbrænding hvert år i 3-5 år.

Kontrolmetode i kær

• Slåning evt. i kombination med afbrænding eller afrivning af førne. Fjernelse af førne alene angives at være utilstrækkeligt. Dette skyldes, at det er den mængde af biomasse, som blåtop producerer, i stedet for ophobning af førne, der udkonkurrerer mere lyskrævende arter.
• Græsning. Husdyr og vildt æder gerne de friske, grønne planter forår og forsommer. De har et højt indhold af råprotein i den vegetative vækstfase, men de har et lavt indhold af en række væsentlige mineraler som fosfor, natrium, calcium og magnesium, der ligger under dyrenes behov. Græsning kan begrænse udbredelsen af blåtop forudsat der er anden plantevækst til stede i indhegningen, der kan supplere det lave indhold af mineraler.