Anbefalet høstmetode på lokaliteter med engsnarre og andre dyr, der lever skjult og som trykker sig, når de forstyrres. Ved at høste fra centrum og ud af engen eller fra den ene side af engen til den anden, mindskes risikoen for at dyrene går til (Naturstyrelsen 2000).
Græsning gør det muligt for fuglene at fouragere i de fugtige dele af engene, på bredden langs vandløb, grøfter og vandhuller. Ved kvæg og hestegræsning vil der ske en optrampning, der skaber mange nicher for insekter og andre smådyr, der fungerer som føde for fuglene. Græsningsdyrenes ekskrementer er ligeledes med til at øge antallet af smådyr til gavn for fuglene
Anbefalinger vedr. græsning
- Græsning bør foregå helt ud til vandkanten for at skabe ”blå bånd”, der giver svømme- og vadefuglenes unger uhindret adgang til fødesøgning på lavt vand.
- Såfremt strandengen grænser op til strandsump, bør græsningen fortsættes ud i strandsumpen, så der dannes en åben lavvandet zone.
- Hegn langs grøfter og vandløb bør undgås for at hindre at der opstår tilgroning udenfor hegnet.
- Let optrædning af bredden anbefales, da det er med til at øge mængden af insekter og smådyr.
- Græsningstrykket bør være lavt, mens der er ynglende fugle (Tabel 43). Senere på sæsonen skal det være tilstrækkeligt højt til, at græsset ikke når en højde på mere end ca. 5cm.
- Sen udbinding reducerer nedtrædning af ynglefuglenes reder og giver færre forstyrrelser til rugende fugle (Tabel 43). Hvis sen udbinding ikke er en mulighed, kan man alternativt frahegne den mindst følsomme del af arealet (ofte en inderfold længst fra vandet) og lade dyrene græsse her i begyndelsen af sæsonen.
- Voksne kreaturer, eks. ammekøer og stude, bevæger sig mindre end de yngre og giver derved færre nedtrampede reder per dyr.
- Får formodes at give færre redetramp end kvæg og heste, men får udvikler en mere ensartet vegetation med færre tuer, der kan anvendes som redested for fugle og resulterer oftest i færre levesteder for insekter.
- Vintergræsning frarådes på enge, der er vigtige rastepladser for trækkende gæs, da husdyrene bl.a. udgør en fødekonkurrenter til gæs
| Art/udsætningstidspunkt | 15. maj | 23. maj | 1. juni | 15. juni |
|---|
| Vibe |
27% |
16% |
8% |
2% |
| Stor kobbersneppe |
45% |
23% |
13% |
1% |
| Rødben |
67% |
51% |
29% |
3% |
| Alm. ryle |
73% |
54% |
34% |
16% |
| Brushane |
80% |
61% |
33% |
5% |
Tabel 43 - nedtrampede reder ved udsætning af ungkreaturer med en tæthed på to dyr per ha ved forskellige udsætningstidspunkter.
Viben - et eksempel på en vadefugl, der er gået stærkt tilbage siden 70'erne
For mange mennesker er vibens ankomst er et af de tidligste tegn på forår. Tidligere var den vidt udbredt i landskabet, men den er gået stærkt tilbage især i Danmark, knapt så meget i Europa som heldhed og er derfor ikke på fuglebeskyttelses-direktivets liste over beskyttede fugle. Ifølge DOF er de primære årsager til tilbagegangen forøget dræning, større pesticidforbrug og en generelt mere intensiv udnyttelse af græsarealerne. Dens reder er desuden ofte let tilgængelig for ræve og andre rovdyr. I Danmark er den seneste tilbagegang ydermere sat i forbindelse med tørre ynglesæsoner, hårde vintre samt færre arealer med vedvarende græs.
(Figur: Dofbasen, 2017)
Udviklingen i ynglebestanden opgjort ud fra årlige punkttællinger er vist med rødt. Bestandsstørrelsen er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.
Viben yngler i åbne landskaber med lav vegetation, såsom strandenge, enge og marker.
Deres ynglesucces er dog stærkt begrænset på marker. Den er mindre udsat for at få rederne ødelagt af tramp fra de græssende dyr end de engfugle, der yngler senere (Tabel 43) og er ikke så krævende med hensyn til vegetationshøjde og struktur. Ligesom de øvrig engfugle er store, åbne enge og strandeng uden høje træer og skjul for rovdyr den bedste beskyttelse mod prædation.