Strandenge

Eskebjerg Vesterlyng med kvæggræssede strandenge (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Strandengstyper

Strandeng består af et kompleks af forskellige vegetationstyper bestemt af bl.a. vandets saltholdighed, hyppigheden af oversvømmelser, ferskvandspåvirkning samt af den landbrugsmæssige udnyttelse. Strandenge rummer dels naturligt lysåbne samfund, der findes ved høj saltholdighed og hyppige havoverskylninger, og dels driftsafhængige, lysåbne samfund på mindre saltpåvirkede og mere beskyttede dele af strandengene. Marskenge er en strandengstype, der dannes ved kyster med udpræget tidevand. Der er en glidende overgang mellem – og ofte en mosaik af - strandenge, rørsumpe, moser og ferske enge langs de nedre dele af vandløb med udløb i havet. Ind mod land går strandeng/-overdrev over i ferske overdrev ved aftagende saltpåvirkning. Ved inddæmning af strandenge sker der en ferskvandspåvirkning, der over tid ændrer saltenge til ferske enge, således som det bl.a. er sket i dele af marsken. Strandenge findes fortrinsvis som relativ smalle arealer langs beskyttede havkyster. De findes især ved fjorde og vige samt langs kyster med lavvandede områder. Store, veludviklede strandenge findes i Vadehavet, Limfjorden, Læsø, Isefjord og langs dele af Lollands kyster.

Mange strandenge er beskyttede

Strandenge, hvis areal overskrider 100m2, er beskyttede gennem naturbeskyttelseslovens § 3. En stor andel af de § 3 beskyttede strandenge er ligeledes naturtype 1330 strandeng omfattet af habitatdirektivet. De § 3 beskyttede strandenge omfatter godt 44.000 ha, hvoraf de 36.700 ha er habitatnaturtype. De fleste strandenge er desuden udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområder på grund af deres betydning som rasteplads for trækfugle eller som yngleplads for en eller flere beskyttelseskrævende fuglearter.

Strandengenes naturtilstand

Strandengstyper dækker et meget bredt spektrum af næringsstofniveauer fra naturligt næringsrige samfund, hvor hyppige oversvømmelser tilfører tang og finkornet materiale, til næringsfattige samfund på udvasket bund.  Strandenge er således en meget dynamisk naturtype, hvor oversvømmelser, indtørringer, salt/brakvand og ferskvand har stor betydning for plante- og dyrelivet. 

Mange strandengene er påvirket af dræning og eutrofiering. En del af engene har været gødsket, mens andre indirekte er påvirket af næringsstoffer gennem udvaskning fra landbrugsområder. En del af især de mindre strandenge er under tilgroning som følge af driftsophør. Rynket rose er mange steder en stor trussel mod strandengens lysåbne plantesamfund. Vadegræs, der ligeledes er en invasiv art, har fortrængt den oprindelige plantevækst på de nedre, mere våde dele af strandengene i Vadehavet og i en del fjorde og er under fortsat spredning.

Rynket rose efter kort tids græsning med får. Rynket rose er en af de mest udbredte invasive arter i Danmark (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Strandengspleje

De fleste strandenge er afhængige af en vedvarende drift for ikke at udvikle sig til mere artsfattige rørsumpe eller pilekrat.  Der er dog også behov for at pleje rørsumpe med henblik på at bevare dem som rørsumpe. De indgår som en naturlig del af strandengens vegetationszoner med stor betydning som raste-og yngleplads for vandfugle samt levested for mange insekter. Der findes nogle få naturlige strandrørsumpe, dvs. rørsumpe, der er udviklet som klimakstilstand uden tidligere driftspåvirkning, som det er vigtigt forsat at bevare uden drift.

En del af strandengene har behov for en indledende førstegangspleje eller en mere omfattende naturgenopretning for at få retableret en naturlig hydrologi og saltvandspåvirkning.

Den traditionelle drift har først og fremmest været baseret på græsning og i mindre omfang på høslæt og rørhøst. Salte og ferske enge er særligt vigtige ynglebiotoper for en række fuglearter, og en meget stor del af strandengene er udpegede som EF-fuglebeskyttelsesområder. En fuglevenlig pleje, er derfor højt prioriteret på mange af disse enge.

Kvæggræsset strandeng på Saltholm (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Der vil ofte være brug for førstegangspleje i form af retablering af naturlig hydrologi og rydning af krat på strandenge, der har ligget hen uden drift i en årrække.

Tabel: Førstegangspleje på strandenge

Tabel: Valg af plejemetoder

Græsning

Den traditionelle drift på strandenge har først og fremmest været baseret på græsning, men i dag er græsningen for intensiv på flere af de større strandenge, mens den er ophørt på de mindre strandenge. Mange planter og dyr er afhængige af, at engene bliver let afgræsset, men de forsvinder, hvis engene gødes og/eller drænes og nedgræsses hårdt.

Fordele

• Udvikler artsrige strandenge.
• Skaber egnede vækstkår for mange af strandengens karakteristiske plantearter.
• Vedligeholder bræmmer og skrænter med lav vegetation til gavn for bl.a. fugle og padder.
• Hæmmer en række problemarter.

Ulemper

• Kan ikke rydde veletablerede bestande af rynket rose og en række andre problemarter.
• Der kan være behov for supplerende høslæt – eller pudsning.
• Nogle af de karakteristiske strandengsplanter er følsomme overfor græsning.
• Hensyn til ynglefugle, insekter og andre græsningsfølsomme dyr kræver sen udbinding, hvilket kan give en række praktiske problemer for græsningen.
• Oversvømmelser kan betyde, at hegn ofte skal repareres.
• Der kan være problemer med lungeorm og andre indvoldsparasitter.
• Manglende interesse for at græsse især de mindre strandenge.
• Græsning, specielt i vinterhalvåret eller på andre tidspunkter med høj vandstand og blød bund, kan give en voldsom optrampning.

Tabel: Valg af græsningsdyr

Græsningsperiode og græsningstryk

Det anbefalede græsningstryk ligger mellem 0,4 og 1,2 SK/ha, men græsningsperiode og -tryk bør fastsættes ud fra naturindhold og målsætning for den enkelte strandeng. Der er meget stor forskel på hvor græsningsfølsomme de forskellige arter af planter og dyr er, og hvilke krav de stiller til vegetationsstruktur. En del ynglefuglearter og insekter har behov for sen udbinding og/eller græsning ved meget lavt tryk først på sæsonen. Der er eksempler på strandenge med helårsgræsning som f.eks. Eskebjerg Vesterlyng, der græsses med galloway kvæg. Klitter, enebærkrat og skov giver her læ og tørre liggepladser for dyrene. Enebærodde på Fyn græsses ligeledes året rundt med galloway kvæg. Våde, kolde græsgange uden læmuligheder er ikke egnede til vintergræsning, med mindre der indgår tørre arealer med mulighed for læ. Vintergræsning kan ligeledes være uhensigtsmæssig i forhold til nogle fuglearter, bl.a. overvintrende gæs.

Dyrevelfærd og trivsel

Næringsindholdet på strandenge er normalt tilstrækkeligt for husdyr, men der skal være adgang til såvel frisk vand som mineraler. Der bør gives mineraltilskud, fordi visse mikromineraler som f.eks. kobolt og stedvis kobber kan være i underskud, og fordi udvaskning latent kan indebære en risiko for underforsyning af mineraler. Leverikter og andre indvoldsparasitter er et stigende problem på mange naturgræsgange, specielt på fugtig bund. Det reduceres dog med stigende saltholdighed og antallet af oversvømmelser. For et nedbringe parasittrykket kan strandengene med fordel opdeles i to eller flere folde, der kan græsses på skift. Foldopdeling giver ligeledes mulighed for en sen græsningsstart på de mest fuglerige dele af strandengen.

Læs mere om fællesgræsning, dvs. dyr med fra flere ejendomme i eksemplet her.

Hvad betyder græsning for planterne
Mange af strandengens karakteristiske planter er lyskrævende og afhængige af en eller anden form for forstyrrelse, der skaber lysåbne forhold. Nogle planter har en høj tolerance overfor forstyrrelser, som græsning, oversvømmelser og vindpåvirkning mv., mens andre har en middel tolerance overfor græsning og fremmes af et let græsningstryk. Visse arter har en lav tolerance overfor græsning. Du kan se flere eksempler på strandengsarters tolerance overfor græsning og anden forstyrrelse her.

Gul engmyre

Gul engmyre foretrækker kreaturgræssede salt og ferske enge. Hver tue kan rumme kolonier med op til 25.000 individer. På de græssede enge kan tuerne ligge tæt og blive 30 – 40 cm høje. Der lever flere forskellige planter og dyr i tilknytning til tuerne, som drager fordel af det specielle miljø. Jordbunden omkring tuerne er mindre kompakt på grund af myrernes flittige gravearbejde, og tuen slipper ofte for at blive totalt oversvømmet. Kuplen skaber et varmt mikroklima, der, sammen med den variation i kår som den forskellige eksponering af kuplens sider giver, skaber mange levesteder for planter og dyr. Der er bl.a. fundet 14 danske bladlusarter, som udelukkende findes i tuerne. 

Kvæggræsset strandeng på Læsø, hvor græsningen blev etableret i 1982. I det frahegnede kontrol områder har myrerne for længst forladt tuerne og tuerne er forsvundet. (Foto: Rita M. Buttenschøn)

Høslæt

Høslæt har været en del af den traditionelle drift især på de mere højtliggende dele af strandengene, der ikke oversvømmes af saltvand. Gamle høenge kan kendes på, at de er blevet ryddet for sten, og de ofte er afgrænset af stengærder. Høslæt er først og fremmest egnet som plejemetode på gamle høslætsenge samt på ynglefuglelokaliteter, eller hvor der er andre græsningsfølsomme arter. Høslæt er ligeledes en egnet plejemetode på eutrofierede enge, hvor der er behov for at reducere næringsstofniveauet.

Fordele

• Giver mindre forstyrrelse end græsning.
• Fjerner 10 gange så mange næringsstoffer som græsning.
• Kan hæmme spredning af invasive arter som rynket rose.
• Hindrer indvækst af vedplanter.

Ulemper

• Giver især ved sent høslæt en dårlig høkvalitet, der kan være svær at afsætte.
• Giver en mere ensartet og artsfattig strandengsvegetation.
• Ødelægger engmyrens tuesystemer og udjævner i det hele taget terrænet.
• Efterlader bræmmer af høj vegetation omkring lavninger og andre steder, hvor slåmaskinen ikke kan køre.
• Kan forårsage komprimering og/eller opkøring på blød bund.

Tidspunkt for høslæt 
Tidspunktet bør afpasses efter naturindhold og målsætning for strandengen. Hensyn til ynglefugle, men også hensyn til andre dyregrupper som f.eks. insekter samt til planter, kan kræve, at høslættet foretages sent dvs. efter 1. juli.

Bekæmpelse af Vadegræs

Vadegræs breder sig som invasiv art langs en del af kysterne bl.a. på Læsø, hvor der er foregået en række forsøg med bekæmpelse som led i Life-projekt Læsø. I et kontrolleret blokforsøg med 6 forskellige behandlinger; opgravning og fjernelse af de øverste 25 cm jord, opgravning af vadegræsset efterfulgt af tildækning med hhv. plastik og med et 25 cm tykt lag af ålegræs, slåning af vadegræsset i 2 cm højde efterfulgt af tildækning med hhv. plastik og med et 25 cm tykt lag af ålegræs samt ubehandlet kontrol, viste opgravning sig at være den mest effektive metode efterfulgt af opgravning af vadegræsset med efterfølgende tildækning med sort plastik. 

Rørhøst

Høst af rør har dels til formål at hindre, at der akkumuleres så meget tørv, at rørsumpen gror til med træer og dels at forynge rørsumpen. Høst af rør har været den traditionelle drift i de fleste af de større rørsumpe. I dag er mange tidligere rørsumpe blevet inddraget til græsning bl.a. på grund af tilskud til græsning og hegn. Der er derfor mangel på arealer, hvor der kan høstes tagrør til brug for tækning af tage mv.

Strandrørsump domineres af store sumplanter med tagrør som den mest almindelige art, samt strand-kogleaks og blågrøn kogleaks. Tagrør er en flerårig græsart med en kraftig vækst der kan blive op til 4 m høj. Den trives bedst på vanddækket bund (fra ca. 0,25 – 2 meter vand). Den store planteproduktion, som følge af den kraftige vækst fra tagrør og andre sumpplanter, kan medføre en hævning af bunden, således at jorden bliver mere tør og dermed giver mulighed for tilgroning. Rørsumpen er en vigtig ynglested og rasteplads for mange vandfugle, ligesom der også er en del insekter og enkelte af de mere sjældne plantearter knyttet til rørsumpen. Nogle af rørskovens fuglearter foretrækker en relativt ung rørsump. Generelt gælder det, at en varieret rørsump bestående af en mosaik af områder med rør af forskellige alder, højde og tæthed giver mulighed for en rig insekt- og fuglefauna.

Fordele

• Hæmmer tørlægning og tilgroning.
• Forynger rørsumpen til glæde for en del fuglearter.
• Skaber åbne områder, der giver raste- og ynglemuligheder for hættemåger og svømmeænder som krikand og spidsand samt for vadefugle som strandskade, stor kobbersneppe, rødben og dobbeltbekkasin.

Ulemper

• Kræver specialmaskiner, der kan køre/flyde på blød bund uden at køre bunden op og danne dybe spor.
• Høst af gamle tagrør ødelægger eller forringer mulighederne for at en række fugle, som f.eks. rørdrum og skægmejse, kan yngle og skjule sig.
• Mulighederne for at finde føde forringes også for mange fugle, fordi de gamle tagrør har den største rigdom af insekter.

Rørskær skal finde sted i vinterhalvåret. Tidligere var rørskær mange steder afhængig af perioder med frost, således at man kunne køre på isen. I dag er der udviklet maskiner, der kan flyde eller køre på meget blød bund, således at rørhøsten ikke længere er så afhængig af, at rørsumpen fryser til.

Rørhøst i Hellerød Kær (Foto: Tina Charlotte Moustgaard Pedersen).

Sådan foretages rørskær

• Der bør efterlades firkanter eller striber af tagrør med en bredde på mindst 10-15 m, i større, ensartede, høstede områder.
• Der bør efterlades 10-30 m brede bræmmer af gamle tagrør langs med og ud mod de åbne vandflader.
• Mindst 10-20 % af rørskoven bør stå tilbage efter høst.
• I rørsumpe med ynglende rørdrum, rørhøg eller odder, bør der efterlades en sammenhængende rørskov på mindst 3 ha
• Et bælte på 10-15 m af den inderste del af rørskoven bør skæres af hensyn til padder og andet dyreliv (’blå bånd zone’)
• De afhøstede rør skal fjernes i løbet af vinteren, inden de første ynglefugle ankommer, senest 1. marts.

Hvor ofte skal der høstes rør? 

For at kunne anvende rørene til tækning og hindre tilgroning kan det være nødvendigt at høste rør med et- til tre års mellemrum. I områder med særlige fugleinteresser anbefaler DOF dog 10 års intervaller mellem høstperioder på 2-3 år (1. års høst kan ikke anvendes til tækkemateriale på grund af de gamle rør). Anbefalingen sigter især mod lokaliteter med rørdrum og andre fugle, fordi selv om de kan foretrække relativ ung rørsump med 10 år gamle rør som optimum, er de samtidig sårbare overfor rørskær.

Hvad siger loven

Tagrør må ifølge naturbeskyttelsesloven høstes fra 1. november – 29. februar, når rørene skal bruges til kommercielt brug. Afbrænding af tagrør i forbindelse med naturpleje må ikke foretages i perioden fra 1. marts til 31. august. Ønsker man at høste tagrør udenfor perioden, skal man søge om dispensation i Miljøstyrelsen. Dispensationer vil typisk dreje sig om at få lov at høste rørene i marts. Det skyldes ofte, at det på grund af vinteren ikke har været muligt at høste før.

Læs mere om hvordan rørskær udføres med bæltekøretøjer i Vejlerne her.