Stævning og skovgræsning

Stævning

Ved stævning udnytter man, at de fleste af vore løvtræer og buske er i stand til at sætte nye skud fra stødet. Stævningsdriften er en gammel driftsform, som havde til formål at producere småt dimensioneret træ til gærdsel, brænde, feltværk til lerklining mv.  Mange arter har været anvendt til stævning afhængigt af forekomst og behov for træeffekter. I dag findes stævningsskove, eller snarere rester af disse, overalt i Danmark. Stævningsskove kaldes også gærdelsskove, hegningsskove, kratskove, skovhave og stubhave.

Her ses Stævningsskov Allindelille

Stævningsskov Allindelille (Foto: Biopix).

Stævning udføres ofte på en rotationsbasis, over en 5-30 årig periode afhængig af træart, sådan at sektionerne stævnes på skift. Det former en skiftende mosaik af åben og lukket skov i forskellige successionstrin. De lyse stævningsskove har en artsrig bundflora som følge af den store lystilgang, men allerede efter 4-10 år, afhængigt af træart, vil der være formet et forholdsvist tæt kronedække hvor kun de mest skyggetolerante arter kan overleve. Mobile arter kan bevæge sig rundt med de forskellige stadier og finde optimale arealer, mens mange planter kan overleve vegetativt eller som frø i jorden indtil området endnu engang bliver stævnet, og de optimale forhold for blomstring er til stede. De skyggefulde perioder med tæt kronedække er nødvendige for at forhindre at floraen bliver domineret af mere konkurrencedygtige og lyselskende arter, typisk græsser.  En tæt hjortebestand kan betyde, at stødskuddene ikke overlever med mindre de beskyttes mod nedbidning.

Fordele

  • Forynger og bevarer skovtyperne og træerne.
  • Skaber en artsrig bundvegetation med mange nektarkilder til glæde for sommerfugle og andre insekter.
  • Giver solåbne, varme pletter til glæde for insekter, reptiler og andre varmeelskende dyr.
  • Øger mængden og kvaliteten af tilgængelig føde for vildtet og den øvrige fauna.

 

Ulemper

  • Der er tale om små driftsenheder, som kan være vanskelig at passe rationelt.
  • Hæmmer arter,  der er følsomme over for forstyrrelser.
  • Selvom stødene giver en mængde dødt ved, så mangler der generelt dødt ved i stævningsskovene. Det har en negativ betydning for artsrigdommen af svampe, mosser, invertebrater og laver, ligesom der også mangler hulheder til fugle og flagermus. Dog vil et antal gamle overstandere kunne opveje noget.

 

Planlægning og udførsel

  • Man bør stævne mindst 0,25 ha og højst 1,0 ha ad gangen for at sikre tilstrækkeligt lys og samtidig bevare det særlige lokalklima.
  • Arealet bør udformes således, at bredden er mindst 1,5 gang de omkringstående træers højde for at sikre, at mindst en del af området vil forblive solbeskinnet hele dagen.
  • Stævningen bør finde sted fra sent efterår til tidligt forår. November og marts er de bedste måneder. Der er specielt vigtigt, at udkørsel så vidt muligt kun finder sted i frost eller tørre perioder og helst kun med færdsel på kørespor.
  • Et antal overstandere bør efterlades på arealet. De bør dog ikke udgøre mere end 30 % af arealet. Overstanderne skaber en mere ujævn struktur, der tillader sameksistensen af lyskrævende- og skyggetolerante plantearter. Desuden skaber de et substrat for epifytiske mosser og laver.
  • Undlad stævning af store, gamle træer. Tilbøjeligheden for et støds genvækst efter stævning afhænger først og fremmest af træart, se 35 nedenfor, men i høj grad også af biologiske- (f.eks. alder, stødets størrelse og stødets vækstkraft) og driftsmæssige faktorer (f.eks. metode og tidspunkt for stævning, samt efterfølgende beskyttelse). Ved hver stævning må man forvente at omkring 5-10 % af stødene dør – og potentielt flere hos gamle individer. Generelt gælder det, at for ”små” stød er der en positiv sammenhæng mellem støddiameter og antallet af nye skud efter stævning, mens der for ”store” stød er en negativ sammenhæng. Den kritiske stødstørrelse, hvor ændringen mellem en positiv og negativ sammenhæng finder sted, afhænger af art og de økologiske faktorer. Men alligevel gælder det, at de fleste træer skyder ivrigt fra stød på 5-15 cm i diameter, og at de fleste træer fortsætter med at skyde fra stød med en diameter på op til 25-30 cm – men i en lavere andel. Ved stød over 30 cm i diameter falder andelen af træer, der skyder igen, meget brat. Selvom mange af de store træer (>25 cm i diameter) muligvis skyder igen efter stævning, dør mange af dem inden for få år på trods af optimale vækstbetingelser.
  • Stødhøjden bør sættes til 10-25 cm over jordoverfladen, med et rent og skråt snit, så vandet kan løbe af og råd forhindres. Har træet været stævnet tidligere, bør snittet ligger over, men nær det gamle snit. Ved en lavere stødhøjde falder mængden af nye skud, og med en øget stødhøjde stiger sandsynligheden for efterfølgende kerneråd, hvilket kan have konsekvenser for levetiden af stødet.
  • Omdriftstiden afhænger af træart, produkt, skovens størrelse og eventuelt artsspecifik pleje . Vejledende stævningsintervaller for forskellige arter ses i tabel 35 nedenfor. I blandingsskove, er det dog vigtigt at alle træer og buske nedskæres samtidigt på det givne areal (bortset fra overstanderne) for at sikre en tilstrækkelig lystilgang.
  • Stævningen bør udføres som en kontinuerlig rotation, så skoven indeholder forskellige alderstrin.
  • Er skoven for lille til at etablere en kontinuerlig rotation, bør den alligevel opdeles i mindst to sektioner, hvor stævningen foretages med to til flere års mellemrum. Sektionerne skal maksimalt ligge inden for få hundrede meters afstand af hinanden.
  • Selvom vækstraten for de nye skud kan være på 0,5-1 meter om året de første ti år, bør nystævnede arealer normalt holdes uden græsning, indtil skuddene er over dyrenes rækkevidde.
  • Ved højt græsningstryk fra hjortevildt kan stævning af hassel i større højder over jorden, mellem 0,7 m. og 1,2 m, øge overlevelsen af stubbene. I en engelsk undersøgelse var alle stød på 1,2 m i live 5 år efter stævning, 10 % af stød i 0,7 – 0,8 m’s højde var døde, mens mindre en 5 % af de stød, der var skåret af ved jorden, stadig var i live.

 

Træart Stævningsinterval Førstegangsstævning på unge træer Førstegangsstævning på store træer
Ahorn <25 år *** **(*)
Ask 12-30 år **(*) *(*)
Avnbøg 12-30 år **(*) **
Birk <25 år ** *
Bøg 10-12 år * *
Eg 20-30 år *** *(*)
Hassel 6-12 år **(*) **(*)
Hvidtjørn   *** **(*)
Pil   *** ***
Rød-el 25-30 år *** **
Tabel: Foreslået stævningsinterval. *** Sandsynligvis god respons på stævning.** Sandsynligvis middel respons på stævning.* Sandsynligvis dårlig respons på stævning.

Dagssommerfugle i skoven

Dagsommerfuglene, der gennem de sidste mange årtier har oplevet en stor tilbagegang, har 7 akut truede arter knyttet til stævningsskov. Dette gælder bl.a. brun pletvinge (Melitaea athalia) og rødlig perlemorssommerfugl (Boloria euphrosyne) hvis fødeplanter, hhv. alm. kohvede og viol, stortrives efter stævning. Dagsommerfuglene er typisk tilstede de første 5-7 år efter stævningen. Herefter bliver betingelserne ugunstige på grund af den tiltagende skygge fra træer og buske. Blomsterfloret vil typisk være på sit højeste to år efter stævningen, så vil man tilgodese dagsommerfuglene, er det derfor vigtigt med en aktiv stævningsdrift, hvor der inden for få hundrede meters afstand stævnes nye områder med minimum 2 års mellemrum. Allerede 3-4 år efter et område stævnes, vil en stor del af bestanden være forsvundet fra området. Se et eksempel på hvordan stævning kan gavne forholdene for brun pletvinge her.

Brun pletvinge (Foto:NatureEyes).

Skovgræsning

En del af den biodiversitet, som rummes i skovene, er udsprunget af tidligere tiders forstyrrelsesregime i form af græsning, plukhugst, stævning, brand mv. Mange af de skovtilknyttede arter er afhængige af lysåbne og/eller varme levesteder. De er negativt påvirkede af, at skovene er blevet mere tætte og mørke.  For at bevare eller genskabe lysåbne skove er der behov for forstyrrelser f.eks. i form af stævningsdrift og skovgræsning, hvilket der blev åbnet mulighed for med ændringen af skovloven i 2004, der ”tillader græsning med husdyr på skovbevoksede arealer, hvor græsningen understøtter den biologiske mangfoldighed og hensynet til landskab og kulturhistorie” (§ 9 i skovloven ). Læs et eksempel på skovgræsningsnings langtidseffekter her.

Skovgræsning på Bornholm (Foto: Rita M. Buttenschøn).


Fordele

  • Genskaber mere lysåbne og varierede skovtyper med en frodig bundvegetation.
  • Skaber en varieret rumlig struktur med små lysninger og indre skovbryn.
  • Giver mulighed for dynamisk udvikling mellem skov og lysåbne områder.
  • Kan øge mængden og kvaliteten af tilgængeligt plantefoder til gavn for vildtet og den øvrige fauna.
  • Skaber gode betingelser for selvforyngelse.
  • For husdyrene betyder skovelementet ofte bedre velfærd dels i form af læ for regn og rusk, skygge og dermed også beskyttelse mod stikkende og bidende insekter.

Ulemper

  • Lav bæreevne betyder større udgifter til hegn pr dyreenhed.
  • Tidskrævende tilsyn.
  • Belastning med flåt, fluer og myg samt parasitter i skov på vådbund.

Valg af græsningsdyr

Græsningsdyr Græsningsmåde og effekt Bemærkninger
Kvæg Kvæg foretrækker at græsse på de lysåbne arealer. Det græsser især vedplanter som led i deres almindelige græsning af grønsværen. Derfor er træ- og buskspirer udsat for græsningstryk i samme forhold som den omgivende græsvegetation. Græsning på større vedplanters sker først og fremmest på fritstående træer og buske og langs skovbryn. Bævreasp og eg foretrækkes, mens arter som dunbirk, æble og slåen ikke bliver specielt udvalgt, men græsses sammen med grønsværen i de områder, hvor de tilfældigt vokser. Arter som vorte- birk, alm. gyvel og roser bliver vraget i noget omfang afhængigt af dyrenes tilvænning. I de flokke, hvor moderdyret åd disse træ- og buskarter, lærte kalvene det også. Der kan opstå problemer med agern forgiftning. Kan være med til at opretholde kratpræg i egekrat.
Heste Foretrækker at græsse på de lysåbne arealer. Vedplanterkan udgøre en væsentlig del af deres vinterføde som det f.eks. ses i The New Forest i England, hvor kristtjørn og tornblad ædes i stort omfang.

Kan give slid på træer og deres rødder som følge af færdsel. Fremmer selvforyngelse af skovfyr og andre lyskrævende træer.

Kan være med til at opretholde kratpræg i egekrat.
Får Æder flere vedplanter end kvæg og resulterer i en mere ensartet og artsfattig skov end kvæg og heste. Kan f.eks. anvendes til afgræsning af egekrat på sur, sandet jordbund og være med til at opretholde kratpræg.
Geder Bider hårdt på vedplanter, skræller bark og vil reducere underskov og hæmme selvforyngelse. Vil generelt være uegnede til skovgræsning med mindre der er særlige buskarter, der skal begrænses.
Svin

Skaber gode betingelser for selvforyngelse af bøg og andre løvtræer.

Positiv effekt på biodiversitet ved lavt græsningstryk.

Kan hæmme udbredelsen af ørnebregne og brombær.

Altædende.

Roder op for at finde rødder og smådyr.
Tabel: Valg af græsningsdyr.

Græsningstryk

For at en skov kan bære en græsning, skal der være tilstrækkeligt med græs og urter til at dække dyrenes behov. Mørk, tæt nåleskov og en søjlehal med høje bøge indeholder stort set ikke tilgængeligt foder for dyrene. Bæreevnen afhænger i høj grad af mængden af underskov og bundvegetation. Bog, agern og andre frø og frugter kan give et væsentligt tilskud til føden.

Græsningstrykket har stor betydning for om græsning har en positiv eller negativ effekt på skoven og dens biodiversitet. I tabel 37 er angivet nogle indikatorer for hhv. lav, middel og højt græsningstryk. Fordelingen af åbne arealer med græs og anden føde i forhold til skovarealet har betydning for græsningstrykket i skoven. Hvis skoven kun udgør en lille del af det samlede areal er der fare for, at skoven vil blive negativt påvirket af græsningen. Dyrene anvender skoven som sove- og hvileplads. En meget stor del af deres ekskrementer afleveres derfor i skoven, som bliver udsat for en stor næringsbelastning samt slid fra dyrenes færdsel og ophold.
 

Græsningstryk Indikatorer
Lavt

Foryngelse af træer og buske (få kimplanter, høj overlevelse).

Veludviklet underskov uden tydeligt markeret græsningshorisont.

Bundvegetation med græsningsfølsomme arter, f.eks. blåbær og/eller græs med veludviklet humuslag.
Middel

Nogen foryngelse af træer og buske (lokalt mange kimplanter, middel overlevelse).

Stedvis underskov.

Tegn på græsning og /eller bid, enkelte pletter med bar jord.
Højt

Ingen eller kun lidt foryngelse af træer og buske (mange kimplanter, lille eller ingen overlevelse).

Ingen underskov.

Udtalt græsningshorisont.
Meget højt

Ingen foryngelse af træer og buske (mange kimplanter, ingen overlevelse).

Afbarkning af grene og stammer.

Ingen underskov.

Større optrampede områder uden bundvegetation.
Tabel: Indikatorer for græsningstryk i skov

Hvad siger loven

I henhold til skovloven må op til 10 % af det enkelte fredsskovspligtige areal drives med græsning og stævning (se § 9 i Skovloven).