Skov og krat

Arealer karakteriseres som skov, hvis de er bevokset med træer på mindst 5 meters højde, som danner, eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne, et kronedække på mindst 10 % af arealet, og hvis arealerne som hovedregel er større end ½ ha og mere end 20 meter brede.

Selvom langt de fleste skove er plantede og bliver relativt intensivt drevet, er skovene stadig vigtige levesteder for mange planter og dyr.                                                                             

Tofte Skov (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Skovtyper

Skovene inddeles i overordnede typer efter træartssammensætning eller efter driftsform, som f.eks. stævningsskov og græsningsskov. Der er en glidende overgang mellem lysåbne naturtyper og forskellige skovtyper som f.eks. tilgroningskrat med eg og skovbevoksede tørvemoser m.fl. Ti danske skovtyper er udpeget som habitatnaturtype, blandt disse er to typer, elle-askesump og skovbevokset tørvemose, udpeget som prioriterede typer, se tabel nedenfor .At en habitatnaturtype er prioriteret betyder, at naturtypen, på europæisk plan, er truet og beskyttelsen af den er særligt prioriteret.

NaturtypeKodeAreal i ha
Kystklitter med selvsåede bestande af hjemmehørende træarter 2180 1.000
Bøgeskove på morbund uden kristtorn 9110 13.300
Bøgeskove på morbund med kristtorn 9120 3.100
Bøgeskove på muldbund 9130 46.100
Bøgeskove på kalkbund 9150 600
Egeskove og blandskove på mere eller mindre rig jordbund 9160 9.200
Vinteregeskove i østlige (subkontinentale) egne 9170 100
Stilkegeskove og -krat på mager sur bund 9190 3.800
* Skovbevoksede tørvemoser 91D0 4.700
* Elle- og askeskove ved vandløb, søer og væld 91E0 10.900
Tabel: Skovhabitatnaturtyper. *Prioriteret naturtype

Udbredelse og tilstand

De danske skove, der udgør op mod 625.000 ha, består overvejende af plantede skove med en træfordeling på ca. 40 % løvskov og 40 % nåleskov. Hertil kommer blandingsskov med nål- og løvtræ, juletræer og pyntegrønt og mindre åbne områder. En mindre del af skovene udgøres af naturskove, som henligger uden drift, eller som drives mindre intensivt evt. med græsning eller stævning.  Godt 12 % af skovarealet ligger indenfor Natura 2000, heraf er godt 20.000 ha kortlagt som skovhabitatnatur.  

Generelt er produktionsskovene relativ mørke og ensartede med bevoksninger bestående af få arter af træer med samme alder.  Bevoksninger med blandede træarter udgør 37 % af det samlede skovareal, og på 15 % af arealet er der træer med varierende alder. 23 % af det nuværende skovareal har en meget lang skovkontinuitet. Hovedparten af skovene er påvirkede af dræning. Især tabet af levesteder som følge af afvanding af sumpskove, tilplantning og tilgroning af lysninger, og fjernelsen af dødt ved er problemetisk for biodiversiteten. Bevaringsstatus for de 10 skovhabitatnaturtyper, som er repræsenteret i Danmark, er vurderet som ugunstig. En stor del af skovens biodiversitet udgøres af svampe og insekter, der er knyttet til dødt ved, rådne partier, hulheder og saftsivende sår på store gamle træer. En del truede arter er særligt knyttet til skovbryn, skovmoser, lysninger og skovenge, hvor f.eks. en række sjældne sommerfugle findes.

Hvad siger loven?

Af det samlede skovareal er 71 % fredsskovspligtigt og derfor omfattet af Skovlovens bestemmelser om drift og arealanvendelse hvad enten skoven er offentligt eller privat ejet. De jyske egekrat i Midt- og Vestjylland, der omfatter i alt ca. 5.000 ha, er omfattet af en særlig bestemmelse i skovloven om, at egekrat skal bevares som egekrat. Herudover er dele af skoven også omfattet af naturbeskyttelsesloven. Det gælder især aske-ellesumpe og skovenge, kær og moser, der er beskyttet under naturbeskyttelseslovens § 3, hvilket indebærer en beskyttelse mod tilstandsændringer for områder større end 2500 m2. Er sådanne områder mindre end 2500 m2 og beliggende i fredsskov, er de beskyttet efter skovlovens § 28. 

Pleje af skov og krat

Følgende skovtyper/driftsformer/elementer er beskrevet:

  • Skovbevokset tørvemose
  • Ellesump
  • Egekrat
  • Skovenge
  • Stævning
  • Skovgræsning
  • Pleje-plukhugst
  • Dødt ved og veterantræer

Skovbevokset tørvemose

Skovbevoksede tørvemoser er naturligt næringsfattige og forholdsvis artsfattige. De forekommer på relativ næringsfattig, sur bund med højt grundvandsspejl. Vedplanter som dunbirk, tørst, rødgran, skovfyr, pors og alm. røn samt dværgbuske som hedelyng, klokkelyng, revling, rosmarinlyng og tranebær er karakteristiske arter for naturtypen. Desuden er der en del græsser og halvgræsser. Mosserne kan udgøre op mod 50 % af plantediversiteten i de skovbevoksede tørvemoser.

Skovbevokset tørvemose (NatureEyes).

Udbredelse og tilstand

Skovbevoksede tørvemoser kan findes i hele landet, dog er de hyppigst i de sandede egne. Til trods for den nationale overvågning af naturtypen, er vores viden om skovbevoksede tørvemoser relativt begrænset.  Det formodes dog, at naturtypen især er truet af dræning og kvælstofdeposition.

Plejebehov

Vandstanden har en afgørende betydning for tilstanden af de skovbevoksede tørvemoser og deres naturindhold. En våd og sur bund giver stabile vækstbetingelser for dunbirk. Stort set ingen andre træarter kan etablere sig og gro på sådan en bund, og risikoen for at andre træarter indfinder sig er dermed minimal. Dunbirken tillader relativt meget lysgennemfald til bunden, men ved en vedvarende sænkning af vandstanden kan andre arter indfinde sig, og trætilgroningen øges. Trætilgroning vil bevirke, at fordampningen fra mosen øges og vandstanden falder yderligere. Desuden vil den sænkede vandstand øge nedbrydningen af tørven, hvilket vil frigive næringsstoffer, der således giver mulighed for kolonisering af en mere kvælstofkrævende artspulje. Konsekvensen af dræningen er altså at artssammensætningen ændres og at tørvemosserne forsvinder og erstattes af skovmosser.

En undersøgelse af flere danske skovbevoksede tørvemoser har vist, at de meget våde moser, hvor vandstanden ligger mindre end 25 cm under skovbundsniveau, indeholder flere arter af tørvemosser, flere karakteristiske arter, levermosser, højere antal mosser i alt og flere dværgbuske (Se nedenstående figurer). En undersøgelse fra Estland har ligeledes vist en kraftig stigning af karakteristiske arter, når vandstand lå mere end 25 cm under skovbunden, og en skarp forøgelse af hyppigheden af tørvemosser når vandstanden lå mindre end 0,5 m under skovbunden.

Figur: Naturtypekarakteristiske arter i prøvefelter på 78,5 m2 ved forskellig vandstand (meget tørre >1 m, tørre 0,5-1 m, våde 0,25-0,5 m, meget våde <0,25 m) (Audem.fl.)

Figur: Antallet af arter af Sphagnum og naturtypekarakteristiske arter ved forskellig vandstand (Aude, 2016).

Anbefalinger til pleje/genopretning

  •       Dræning bør ophøre ved tilstopning af drængrøfter, og vandstanden bør hæves hvis muligt.
  •       Vandstanden bør ikke ligge dybere end 25 cm under skovbunden.
  •       Fjernelse af nåletræer anbefales, især hvor der forekommer unge ensartede plantninger. Mere spredte forekomster af gamle nåletræer bør opretholdes, hvis ikke de direkte truer naturindholdet.
  •       Brede bufferzoner omkring skovbevoksede tørvemoser med høj naturværdi bør opretholdes eller eventuelt anlægges. 

Ellesump

Ellesumpe er vores vådeste skovtype og findes på naturlig næringsrig, kalkholdig og fugtig til våd jordbund. I de vådeste dele af ellesumpen er el stort set den eneste tilstedeværende træart. Den tåler periodevise oversvømmelser og kan gro på vanddækket bund med iltfrie forhold omkring rødderne. Af andre vedplanter, er dunbirk, stilkeg, ask, femhannet pil og gråpil almindelige i ellesumpen, mens busklaget udgøres af arter som solbær, ribs, alm. hæg, benved, kvalkved og alm. hvidtjørn. 

Ellesump i Tofte Skov (Foto: Lasse Gottlieb).


Ellesumpe er en af de skovtyper i Danmark med den højeste biodiversitet, og huser en stor procentdel af de danske rødlistede arter. Den store biologiske mangfoldighed skyldes faktorer som gunstige lysforhold, veludviklede mikrotopografi og høj fugtighed. Men selvom mange ellesumpe er fugtige eller våde, vokser her også planter, der kræver mere tørre forhold. De kan dels vokse på tuer af græs eller star, men også på elletrunterne, hvor sprækker efterhånden er dækket af et lag af formuldet ved og løv, hvilket giver plads til en udpræget fattigbundsflora med skovsyre, majblomst og liljekonval i den ellers næringsrige sump. Således kan der selv i små bevoksninger på under 1 ha og under gunstige forhold findes mere end 100 forskellige arter af planter og svampe. 

Udbredelse og tilstand

Ellesump findes over hele landet, men har sin hovedudbredelse i de østlige dele. Sump- og vådbundsskov menes tidligere at havde dækket op mod en fjerdedel af skovarealet, så selvom der de sidste årtier er kommet nye sumpskove, bl.a. som følge af ophørt græsning af enge og moser, så sætter afvandingen af skoven stadig sine tydelige spor.

Plejebehov

Vandstanden spiller en afgørende rolle for artssammensætningen og artsfordelingen, og derfor afhænger plejen af ellesumpe i høj grad også af vandstanden. På de mere tørre jorde bliver rød-el på sigt udkonkurreret af mere skyggende træer som f.eks. bøg og ahorn. Til gengæld kan rød-el som den eneste træart i Danmark tåle at stå med rødderne under vand en stor del af året. Derfor findes ellebevoksninger naturligt på våd bund hvor andre træer ikke kan vokse. Hvis dominansen af elletræer skal bevares på de mere tørre jorde, er pleje, f.eks. i form af stævning, derfor helt nødvendig, såfremt vandstanden ikke kan hæves.

De tørre ellesumpe kan også have gavn af pleje i form af græsning eller høslæt. Herved kan den naturlige foryngelse i et vist omfang forhindres. Uden pleje vil et tættere kronedække etablere sig, som dels vil bortskygge urte- og mosfloraen, men også optage mere vand, hvilket vil resultere i en mere tør jordbund og en hurtigere etablering af skyggefulde træarter. Der er intet, der tyder på, at stævning i de våde ellesumpe øger artsdiversiteten. Derimod hindres en naturlig dynamik med rodvæltere, der skaber nicher for tørbundsarter i den våde ellesump. Den bedste pleje i de våde ellesumpe er derfor at lægge dem urørt. 

Se eksempler på hvilke plantearter, der kan indikere naturtype-kontinuitet for ellesumpe

 

 Vandstand i foråetHyppige arterPleje
Tørre ellesumpe. Dybere end 10 cm under skovbunden. Hindbær, burre-snerre, miliegræs, mose-bunke.

Hvis muligt hæves vandstanden. Drastiske hævninger over kort tid bør dog undgås, da det kan true eksisterende naturværdier.

Udtynding min. hvert 10. år, hvor træer der er fremmede for naturtypen fjernes. Efterlad gerne dødt ved.

Stævnes med en cyklus på højst 40 år.
Fugtige ellesumpe. 0-10 cm under skovbunden.

Er der tegn på stævning inden for de sidste 50 år og er bundvegetationen domineret af stor nælde og burre-snerre, så bør området plejes som en tør ellesump.

Er der lang naturtype-kontinuitet (>150 år), udrænet bund, uensaldrende og fleretagerede træer og en bundvegetation med flere indikatorarter, så bør området plejes som våd ellesump.

Våde ellesumpe. Over skovbunden. Gul iris, alm. fredløs, alm. skjolddrager, vandrøllike. Udlæg arealet til urørt skov.
Tabel: Valg af plejemetode til ellesumpe.


Hvad siger loven?

Mange ellesumpe er beskyttet under naturbeskyttelseslovens § 3, hvilket indebærer en beskyttelse mod tilstandsændringer for områder større end 2500 m2. Mindre ellesumpe i fredsskov er desuden beskyttet efter skovlovens § 28. I begge tilfælde betyder det, at ellesumpene ikke må dyrkes, afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres (jf.skovlovens § 28). 

Egekrat

Egekrat er betegnelsen for en særlig lav, kroget form for naturlig egeskov. Det er et successionsstadie mellem åbent land (oftest hede eller overdrev) og skov og kræver en aktiv forvaltning og pleje for at bibeholde naturtypen og det særlige kratpræg. Grænserne mellem egekrat, egebevokset hede/overdrev og egeskov er ret uskarp og delvis betinget af drift og jordbund.

 

Egekrat på Mols (Foto: Rita M. Buttenschøn).


Egekrattenes særlige præg med lavstammede, krogede og ofte flerstammede træer er formentlig opstået som følge af et samspil mellem vind, frost og brand i kombination med intensiv udnyttelse til græsning og træproduktion (Møller m.fl. 2003b). Desuden er den ofte hyppige tilstedeværelse af alm. gedeblad, som slynger sig omkring de unge træer, medvirkende til træernes krogede vækstform. 

Forekomst

Egekrat findes ofte på sandede, grusede, veldrænede og næringsfattige jorde, men kan også forekomme på mere muldrig bund. Derfor findes hovedparten af egekrattene også vest for israndslinjen, med enkelte forekomster i Østjylland og på Øerne. Der er i alt registreret ca. 4.700 ha bevaringsværdige egekrat. 

To typer egekrat

De danske egekrat kan deles op i to typer:

  • Gamle stævnings- og græsningskrat
    Der kan her være tale om krat, som godt nok har været udnyttet meget hårdt gennem hugst og græsning, men som ikke har været ryddet helt.
  • Nye successionskrat
    Tilgroningskrat er opstået, og opstår fortsat, ved naturlig tilgroning af især tør, fattig bund. Flere tilgroningskrat er utvivlsomt begunstiget af ændret drift og stærkt forøget kvælstofdeposition.

Den væsentligste biologiske forskel på de to typer er den manglende skovkontinuitet i de nye egekrat, som den biologiske mangfoldighed er særdeles afhængig af. I de gamle egekrat vil der på grund af alderen være mulighed for at finde veterantræer, der er medvirkende til at øge den strukturelle variation og giver levesteder til en lang række vedlevende insekter og svampe.

Plejebehov

I dag er forholdene for egekrattene væsentligt ændret, og den mangelfulde opretholdelse af den traditionelle driftspåvirkning betyder, at krattene, uanset længden af skovkontinuitet, vokser sig højere, tættere og mørkere. Udviklingen mod mere lukket skov betyder, at blandt andet flere plantearter og varme og lyskrævende insekter forsvinder. Desuden vil de mest krogede egetræer bukke under i kampen om lyset, og på sigt vil andre og mere skyggefulde træarter vinde frem på bekostning af egekrattets naturlige arter. 

Valg af plejemetode

Valg af plejemetode kræver en grundig overvejelse af mål og midler. Her vil det ofte være en fordel, hvis den tidligere drift er kortlagt, samt at det enkelte krats naturværdier og kulturhistorie er kendt. Der er flere forskellige pleje- og driftsmuligheder i forbindelse med bevarelse af egekrat.

Plejedrift

  • Fjernelse af skyggetræarter som bøg, ahorn, glansbladet hæg, gran og ædelgran. Husk i den forbindelse af arter som bævreasp, lind, røn, birk, og skov-æble bør bevares og er naturligt hjemmehørende i egekrattet. 
  • De mest rette og hurtigst voksende træer fældes til fordel for de gamle og krogede individer.
  • Denne drift er på kort sigt (dvs. 50-150 år) den bedste til at fastholde egekrattets karakteristiske udseende. På længere sigt vil det være nødvendigt at sikre en foryngelse gennem lyshugst, stævning mv. 

Pleje-plukhugst

Læs om pleje-plukhugst her 

Stævning

  • Stævningen af egetræerne bør finde sted med et interval på 20-30 år.
  • Stævningen bør udføres som en kontinuerlig rotation, så skoven indeholder forskellige alderstrin.
  • Man bør stævne mindst 0,4 ha og højst 2,0 ha ad gangen for at sikre tilstrækkeligt lys og samtidig bevare det særlige lokalklima. Arealet bør udformes således, at bredden er mindst 1,5 gang de omkringstående træers højde.
  • Stævningen bør finde sted fra sent efterår til tidligt forår. November og marts er de bedste måneder.
  • Et antal overstandere bør efterlades på arealet. Overstanderne bør dog ikke udgøre mere end 30 % af arealet.
  • Stødhøjden bør sættes til 20-30 cm over jordoverfladen, med et rent og skråt snit. Har træet tidligere været stævnet, bør snittet ligge over, men nært det gamle snit.

Hvad siger loven?
Bevaringsværdige egekrat skal bevares som egekrat (Skovlovens § 26). Egekrat, der eksisterede før den 1. juli 1989, er som udgangspunkt fredsskovspligtigt (Skovlovens § 72). Er dette tilfældet, må der i henhold til skovloven ikke afgræsses eller stævnes mere end op til 10 % af det fredsskovspligtige areal. Hegning til skovgræsning må ikke forringe mulighederne for offentlig færdsel og ophold (Skovlovens § 9). Ydre skovbryn af løvtræer og buske på fredsskovspligtige arealer skal bevares (Skovlovens § 27).

Rød-el, der tidligere har været stævnet (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Læs mere om stævning

 
Græsning

Læs om skovgræsning

Skovenge

Skovengene har haft stor betydning som levested for mange arter af planter og dyr og har således bidraget væsentligt til den biodiversitet, der er knyttet til skovene. Skovengene blev anvendt til høslæt for at skaffe tilstrækkeligt med vinterfoder til husdyrholdet. Engenes placering inde i eller i kanten af en skov betyder, at der er et specielt klima med læ, høj luftfugtighed og høj dagtemperatur. Driften, det særlige klima og det nære samspil med skoven giver mulighed for et meget artsrigt plante- og dyreliv med artstætheder, der overgår de fleste andre vegetationstyper på vore breddegrader. En lang række fugle benytter skovengene som yngle- og fødesøgningsområde, og dagsommerfuglene holder til i skovengens læ og blomsterrigdom.  

Tilstand

I dag findes der stort set ikke længere skovenge i Danmark, som kontinuerligt har været drevet med høslæt. Mange af skovengene er blevet drænet og tilplantet, mens andre er groet til med birk, pil og andre træer og er blevet til skovsumpe, hvilket har betydet en drastisk nedgang i bl.a. antallet af arter på grund af overskygning. De skovenge, der fortsat vedligeholdes som åbne enge er i vid udstrækning næringsbelastede og domineret af en artsfattig græs/halvgræs plantevækst. Mange holdes åbne af hensyn til vildt og jagt og slås ofte uden fjernelse af høet. Restaurering af skovenge som Nydam i Grib Skov viser, at det er muligt at genskabe artsrige samfund ved genoptagelse af traditionelt høslæt, hvis hydrologi og næringsstoftilstand er i orden.

Skovenge – en beskyttet naturtype

Skovenge er beskyttet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, hvis de mindst har et samlet areal på 2500 m2. Mindre skovenge og andre skovlysninger, der har § 3 kvalitet, men er for små til at være omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelse er omfattet af beskyttelse iht. § 28 i Skovloven. I begge tilfælde betyder det, at lysningen ikke må dyrkes, afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres (Skovloven § 28).

Plejebehov

For at genskabe og bevare skovengene som artsrige levesteder er der behov for en genoptagelse eller efterligning af de gamle driftsformer med høslæt. De fleste skovenge vil have behov for en indledende genopretning af vandstand og rydning af opvækst. 

Se et eksempel på naturpleje af skoveng i Allindelille fredsskov

Restaurering af skovenge

  • Retablering af naturlig hydrologi med høj vintervandstand.
  • Undgå tilstrømning af næringsrigt vand.
  • Rydning af træopvækst.
  • Høslæt min. 2 gange årligt.
  • Udspredning af ”engplejehø”, der skal bringe frø af engplanter til engen, flere gange i løbet af sæsonen. Engplejehøet fjernes igen fra engen.

Pleje af skovengen

  • Den vedvarende pleje baseres så vidt muligt på 1 til 2 årlige høslæt evt. med eftergræsning afhængigt af næringsstoftilstand.
  • Høet slås tidligst omkring 1. juli, gerne på vekslende tidspunkter fra år til år for at tilgodese planter med forskellige tidspunkter for frømodning.
  • Der anvendes skærende eller klippende redskab.
  • Det slåede hø skal tørre på engen, opsamles og fjernes.
  • Høslætsdriften skal foregå kontinuerligt eller kun med korte afbrydelser.
  • Hvor det ikke er muligt at etablere høslæt, kan der anvendes afgræsning med kvæg eller heste i sammenhæng med omgivende skovarealer. 

Dødt ved og veterantræer

Dødt ved og veterantræer er en af de vigtigste forudsætninger for artsdiversiteten i skoven, og benyttes både som fødekilde, levested og skjul for vinterkulde og sommertørke af mange arter. Man vurderer således, at gamle træer under forfald og dødt ved er habitat for omkring en tredjedel af den samlede danske skovbiodiversitet, og at cirka halvdelen af de skovlevende, rødlistede arter er relateret til dødt ved. Også mange padder, krybdyr, fugle og pattedyr er afhængegige af dødt ved og gamle træer. I Sverige findes mindst 40 arter af fugle og pattedyr, som er afhængige af dødt ved. Det gælder ikke mindst spætterne og andre hulrugende fugle, men også egern, mår og flagemus. Derfor er en af de mest alvorlige trusler mod skovens biodiversitet også den unaturlige lille mængde døde ved, der findes, som i dag i gennemsnit blot tæller 5,0 m3 pr. ha.

Liggende og stående dødt ved i Suserup skov (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Mængden af dødt ved

Det store spørgsmål er, hvor meget dødt ved der er brug for, for at opretholde artsdiversiteten i de danske skove. En af biologiens få grundlæggende love siger ganske enkelt, at når mængden af levesteder stiger, så vil antallet af arter alt andet lige også stige. Derfor gælder det generelt også, at jo større mængde dødt ved der findes, des flere vedlevende arter vil der også være. I urørte skove udgør mængden af dødt ved mellem 20 og 30 % af den totale vedvolumen. I Danmark er den gennemsnitlige stående vedmasse 211 m3/ha, hvilket betyder, at den gennemsnitlige naturlige mængde døde ved er 52,8 – 90,4 m3/ha. Men der er også store forskelle på de mængder af ved der naturligt findes i de danske skovtyper. En bøgeskov på muldbund er alt andet lige mere produktiv end en skovbevokset tørvemose, og indeholder derfor også, under naturlige forhold, betydeligt mere dødt ved end de gennemsnitlige værdier, ligesom en skovbevokset tørvemose indeholder betydelig mindre. 

Der er lavet flere undersøgelser på, hvor meget dødt ved bestemte artsgrupper kræver, eller hvornår artssammensætningen ligner den, man finder i urørte referenceskove. Altså tærskelværdier for minimumsmængden af dødt ved der skal til for at opretholde artsdiversiteten. En sammenfatning af en lang række af sådanne studier viser, at for europæiske lavlands bøge-egeskov spænder tærskelværdierne fra 10 til 150 m3 dødt ved pr. ha. Langt de fleste værdier lå dog på mellem 30 og 50 m3 dødt ved pr. ha.  Men små, isolerede pletter med meget dødt ved er sjældent nok til at beskytte de rødlistede arter. Her skal mængden af dødt ved ses i et landskabsskalaperspektiv, og at øge mængden af dødt ved lige meget (eller lige lidt) overalt i landskabet, fra et lavt niveau til et lidt højere niveau, er en ineffektiv løsning. En bedre strategi vil i stedet være at koncentrere sig om kerneområderne, og øge mængden af dødt ved på arealer, hvor der i forvejen findes store mængder af dødt ved, og hvor der stadig er vedboende arter, eller at øge mængden af dødt ved på områder i umiddelbart nærhed af lokaliteter, som har høj biologisk værdi som dødt ved habitat. Til at finde sådanne lokaliteter kan nedenstående skema benyttes. På landskabsskalaniveau bør skovarealer med høj biologisk værdi som dødt ved habitat udgøre 10-30 % af landskabet. 

FaktorSkovarealets biologiske værdi som dødt veds habitat
LavMiddelHøj
Nuværende niveau af dødt ved på arealet 0-10 % af alle stammer er døde eller har rådpartier. 11-20 % af alle stammer er døde eller har rådpartier. >20 % af alle stammer er døde eller har rådpartier.
<1 veterantræ pr. ha og store træer også fåtallige. 1-3 veterantræer pr. ha eller størstedelen af træerne store. >3 veterantræer pr. ha og nogle/mange store træer.
Kontinuitet og diversitet af dødt veds habitater over tid Det er kendt, at der har været lidt habitatkontinuitet, og nuværende ressourcer er af nyere oprindelse med et reduceret udbud af nedbrydningsstadier og typer af dødt ved. Den historiske ressource er ukendt og kontinuiteten ikke klar, men flere nedbrydningsstadier og typer af dødt ved er til stede. Høj kontinuitet af dødt ved habitater og med tilstedeværelse af dødt ved med stor diameter og/eller dødt ved i en lang række nedbrydningsstadier og typer.
Kendt andel af arter med dødt veds tilknytning Ingen arter til stede. Lille antal og mest almindelige arter er til stede. Højt artsantal med flere specialiserede arter.
Økologiske forbindelser Arealet er isoleret med få skove eller levende hegn inden for 3 km. Nogle skove eller levende hegn inden for 3 km. Skove og hegn er almindelige i landskabet; flere arealer med høj biologisk værdi inden for 3 km.
Forvaltningshistorik Ingen tidligere forvaltning for at fremme dødt ved; hyppige indgreb for at fjerne dødt ved. Mindst 25 % af arealet er forvaltet med et minimum af indgreb eller med forvaltning til at fremme træer med rådpartier. Mindst 50 % af arealet er forvaltet med et minimum af indgreb eller med forvaltning til at fremme træer med rådpartier.
Tabel: Skovarealets biologiske værdi som habitat for dødt ved.

Kvaliteten af dødt ved

Mange arter forekommer i dødt ved liggende på jorden, andre foretrækker stammer af stående dødt ved mens endnu andre er begrænset til et område nær jordoverfladen på stammen. Højere i træet findes en anden artssammensætning i døde grene, og i modsatte retning findes et helt andet artssamfund i rødderne og dødt ved begravet i jorden. Disse forskelle i artssammensætningen gælder både for svampe, insekter og andre hvirvelløse dyr. Det er altså ikke bare den totale volumen af dødt ved, der er interessant. Ofte er det døde veds kvalitet direkte afgørende for om visse arter forekommer eller ej. De mest oplagte faktorer for forekomsten af vedlevende arter er træarten, veddets dimensioner, nedbrydningsgraden og omgivelsernes mikroklima. Ganske vidst er den økologiske viden om mange arter ufuldstændig, men alligevel kan man drage nogle generelle konklusioner.

Veterantræ og forskellige former for dødt ved (Tegning: Hanne Hübertz).
 

De fleste vedlevende arter findes på løvtræ, men med potentielle nationale og regionale forskelle på hvilken løvtræart, der huser flest arter. Hvilken træart der huser den højeste artsdiversitet, er også forskellig alt efter om det er tale om insekter, svampe, mosser eller laver. Alle træarter er i det mindste vært for nogle specialiserede vedlevende arter, og derfor bør der tilstræbes en høj artsdiversitet af dødt ved. Alligevel er egetræer specielt vigtige i Nordeuropa – både i forhold til den totale artsdiversitet af vedlevende arter, antallet af specialister og rødlistede arter. Grunden til, at egetræer som regel huser den højeste artsdiversitet, er formodentligt, at de vokser sig større og bliver ældre end de fleste andre træarter og derfor har flere mikrohabitater og at disse findes i længere tid.

Selvom flere arter kan forekomme på dødt ved af varierende størrelse, så kan dødt ved med mindre dimensioner ikke erstatte de større. Den højeste artsdiversitet og størstedelen af de rødlistede arter er knyttede til dødt ved i store dimensioner (>20 cm i diameter). Forklaringen er blandt andet, at store stykker dødt ved har mange mikrohabitater og derfor kan understøtte mange arter, og at store stykker er længere tid om at blive nedbrudt og derfor giver et mere stabilt mikroklima. En svensk undersøgelse har således vist, at hos samtlige organismegrupper, med svampe som eneste undtagelse, optræder flest arter på dødt ved med en diameter over 20 cm. For insekterne er det hele 80 %, der foretrækker dødt ved af store dimensioner.

Omkring 56 % af det døde ved, der findes i de danske skove, er kun lidt nedbrudt. Selvom der er en tendens til en lidt øget mængde dødt ved i de danske skove, så tyder den lave mængde af dødt ved i de intermediære og sene nedbrydningsstadier på, at veddet fjernes fra skovene. Det er stærkt problematisk, fordi flest arter optræder ved et intermediært nedbrydningsstadie.

Omgivelsernes mikroklima er stærkt påvirkende for forholdene inden i det døde ved, og er ofte af fundamental betydning for, om en vedlevende art er i stand til at udnytte et bestemt stykke dødt ved. Mange insektarter udviser således en klar præference for dødt ved på solbeskinnede og tørre habitater, mens flertallet af mos- og svampearter foretrækker skyggefulde og fugtige forhold . Træets position, om det er stående eller liggende, er også afgørende for granden af soleksponering, temperaturen og fugtigheden inde i træet.

Figur: Sammenfatning af 3600 svenske arters præferencer for dødt ved kvaliteter. Farven angiver det relative artsantal inden for hver artsgruppe; sort = dominerende; grå = almindelig; hvid = forekommer sjældent eller mangler (Dahlberg og Stokland, 2004).