Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Moser og kær

Moser og kær er naturligt forekommende plantesamfund på vådbundsarealer med høj vandstand. Langt de fleste moser er karakteriserede ved at være tørvedannende, med undtagelse af vældmoser der er betinget af fremsivende grundvand. Højmoser adskiller sig fra de øvrige moser ved at være uden grundvands-forbindelse og får alene tilført vand fra nedbøren.

Holtemmen Kær på Læsø med tørvelavning og rigkær, der har været under græsningspleje med galloway kvæg siden 1987 (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Mosetyper

Moser er fællesbetegnelse for en række vådbundstyper. De kan inddeles efter deres vandtilførsel i højmoser, vældmoser samt lavmoser også kaldet kær. Kærene underinddeles i fire hovedtyper: ekstremfattigkær, fattigkær, rigkær og ekstremrigkær. Opdelingen afspejler bl.a. jordbundens indhold af kalk og andre næringsstoffer. Moser kan ligeledes inddeles med betegnelser efter vegetationssammensætningen i rørsumpe, skovsumpe og lavtvoksende fugtigbundssamfund. Rørsumpe udvikles typisk som en randvegetation i lavvandede områder langs søer og vandhuller samt langs langsomt strømmende vandløb. De kan dog også udvikles som tilgroningssamfund i moser, hvor græsning er ophørt, og/eller hvor der er en øget næringsstoftilførsel. Der er en glidende overgang mellem enge og kær afhængig af driftsintensitet. En del vådbundsarealer, der er registreret som mose, er tidligere engarealer, hvor driften er ekstensiveret eller helt opgivet.

Skovsumpe domineres af buske og træer, og der findes flere forskellige typer: Elle-, pile-, birke- og askesumpe samt blandinger heraf.

Disse er nærmere beskrevet under Skov og krat.

De lavtvoksende fugtigbundssamfund, af mange betegnet som de egentlige moser, består af lysåbne plantesamfund på periodisk vandmættet jordbund, med en vegetation domineret af arter der typisk ikke tåler udtørring. En række danske moser og kær er udpeget som habitatnaturtyper, der alle kan ses i nedenstående tabel.

Habitatnaturtype	Kodenummer	Samlet areal i ha
Aktiv højmose	7110	2.630
Nedbrudt højmose	7120	4.700
Hængesæk	7140	2.000
Tørvelavning	7150	370
Avneknippemose	7210	300
Kildevæld	7220	1.060
Rigkær	7230	9.000

Tabel: Habitatnaturtyper.

Udbredelse og tilstand

De § 3 beskyttede moser udgør knapt 93.000 ha fordelt på godt 46.000 lokaliteter, heraf udgør habitatnaturtyperne omkring 20.000 ha. Hovedparten af højmoserne udgøres af få store lokaliteter, mens de øvrige mosetyper primært består af mindre områder. Den gennemsnitlige størrelse på rigkær og kildevæld er således hhv. 1,5 og 0,5 ha. Dræning, tørvegravning, vandindvinding og opdyrkning har reduceret mosearealerne drastisk gennem de seneste 200 år. Især højmoserne er en truet naturtype ikke kun i Danmark men i hele Europa. Størstedelen af de resterende danske højmoser består af nedbrudte højmoser. En del af de danske højmoser er under restaurering som led i EU projektet LIFE.

Mange oprindeligt næringsfattige lavmoser er udviklet til eutrofe sumpe som følge af næringsstoftilførsler. Eutrofiering er sammen medudtørring og tilgroning de største trusler mod moser og kær. Moserne har dog stadig stor betydning som levested for mange arter af især padder og insekter, og selv meget små væld kan have stor værdi som levested for sarte arter. Ifølge den danske rødliste er 46 af 251 karakteristiske moseplanter rødlistede.

Plejebehov

Moser og kær er dynamiske naturtyper, der er opstået som følge af tilgroning af søer. Såfremt udviklingen får lov til at forløbe uforstyrret, vil der med tiden udvikles løvskov og i enkelte tilfælde højmose. Denne naturlige udvikling har dog kun i meget begrænset omfang fået lov til at forløbe uforstyrret. Moserne er i vid udstrækning blevet udnyttet til tørvegravning, græsning og høslæt. Denne udnyttelse fastholder et udviklingsstadium med en lavtvoksende og artsrig vegetation. Såfremt udnyttelsen ophører, sker der en tilgroning med træer, buske og højtvoksende urter. Mange moser er i dag under en forceret tilgroning som følge af udtørring og eutrofiering. De har behov for pleje, hvis de skal bevares som levested for lyskrævende arter.

Højmoserne er dannet af tusinder af års aflejringer af spagnummosser under næringsfattige og sure forhold. Tilgroning med træer og buske har en række skadelige effekter på højmoserne. De skygger for højmosevegetationen, øger fordampningen, mindsker den nedbørsmængde, der når overfladen af højmosen, forhindrer væksten af tørveformende plantearter, og øger næringsstoftilførslen fra atmosfæren.

Mange moser er stærkt påvirket af dræning. De vil ofte have behov for en indledende førstegangspleje eller en mere omfattende naturgenopretning, for at få genskabt en naturlig hydrologi, der kan retablere tørveopbygning og hæmme tilgroning.

Mose- og kærpleje

Mose- og kærpleje har til formål at øge den biologiske mangfoldighed ved at sikre livsbetingelserne for mosens og kærets karakteristiske flora og fauna. Den traditionelle drift af moser har bl.a. omfattet græsning og høslæt, tørveskær og høst af tagrør. Mange af arterne fra de lysåbne kærtyper er tilpasset græsning eller anden forstyrrelse. På våd og blød bund har høslæt mange steder været den traditionelle drift, mens mere tørre mosetyper blev anvendt til græsning evt. efter et høslæt. Ekstensiv græsning og høslæt er derfor velegnede plejemetoder på en del af kærene.

Udtørring som følge af dræning, generel sænkning af grundvand og tilgroning er et problem for de fleste moser. Retablering af naturlig hydrologi med en tilstrækkelig vandstand er derfor ofte den vigtigste forudsætning for at forbedre og bevare moserne. Tilgroningen af moser og kær er ofte så omfattende, at naturplejen bør indledes med et engangsingreb i form af rydning af træer og buske. Højmoser og andre ekstremt næringsfattige moser og kær med naturlig hydrologi har normalt ikke behov for pleje. Valg af plejemetode afhænger af mosens/kærets tilstand samt type.

Rigkær hører blandt de mest artsrige naturtyper mht. karplanter og har stor bevaringsværdi. Rigkær udgør omkring 8.900 ha fordelt på mange små lokaliteter. De ligger ofte spredt fordelt i landskabet, hvilket vanskeliggør pleje af naturtypen i større skala. Hydrologien er den vigtigste faktor for bevarelsen af rigkær. Først når hydrologien er genoprettet og i balance, kan pleje med græsning eller høslæt genoptages med godt resultat.

Se eksempler på hvordan rigkær kan plejes her

Plejemetoder

Målsætning og tilstand	Metode	Bemærkninger
Pleje af kær og højmose under retablering.	Beskyttelse mod eutrofiering. Vandstandshævning. Rydning af birk. Græsning.	Ved tilstrækkelig vandstand vil træerne ofte gå ud af sig selv, når de når en vis højde, men det kan tage en årrække med behov for pleje for at hindre tilgroning.
Vedligeholdelse af artsrig kærvegetation på rimelig sommertør bund.	Græsning.	Bør græsses i sammenhæng med højbundsarealer.
Vedligeholdelse af artsrig kærvegetation på fugtig og blød bund.	Høslæt	Sent høslæt i sidste halvdel af juli eller i august.
Vedligeholdelse af artsrig kærvegetation i Bkåtop-dominerede rigkær.	Græsning. Høslæt/slåning.	Tidlig udsætning eller evt. helårsgræsning. Maskinel klipning med fjernelse to gange årligt i maj og september.

Tabel: Valg af plejemetode

Førstegangspleje

Udtørring som følge af dræning, generel sænkning af grundvand og tilgroning er et problem for de fleste moser og kær. Retablering af en tilstrækkelig vandstand og naturlige hydrologi er derfor ofte den vigtigste forudsætning for at forbedre og bevare moserne. Grundvandspejlet skal ligge så tæt under jordoverfladen som muligt, uden at mosens planter drukner. Midt på sommeren er fordampningen stor, og moseplanterne er tilpasset til at tåle udtørring i kortere tid. Først og sidst på vækstsæsonen bør vandstanden være høj. De egentlige moseplanter kan tåle at blive oversvømmet om vinteren, mens det får mange af de uønskede arter, for eksempel birk, til at gå ud. I de senere årtier har mosernes overflade mange steder sat sig, fordi tørven omsættes. Sætninger på 1-1½ m på 30 år er ikke ualmindeligt. Mange moser er groet til med birk og pil som resultat af denne proces.

Formål	Metode	Bemærkninger
Retablering af vandstand.	Opfyldning af afvandings-grøfter, blokering/knusning af dræn, etablering af opstemning.	Tilstrækkelig høj vandstand er en forudsætning for at sikre en tørvedannelse og hæmme tilgroning med træer.
Nedbringelse af næringsstofniveau.	Sikre at der ikke tilføres næringsstoffer via overfladevand. Etablering af dyrkningsfri beskyttelseszoner omkring sårbare moser samt afskærmende beplantning. Høslæt/slåning med fjernelse af det afslåede 1-2 gange i sæsonen.	Der fjernes flest næringsstoffer ved tidligt slæt eller slåning (i maj-juni).
Rydning af træer og buske.	Manuel eller maskinel rydning.	Rydning af opvækst eller afdrift af skov og udkørsel skal ske inden vandstandshævning og helst på frossen jordbund for at undgå traktose.
Rydning af groft og vissent plantemateriale.	Slåning (høst af biomasse). Afbrænding.	Afbrænding i kær skal ske som medvindsbrand (ved lav temperatur) og med stor forsigtighed for at undgå at brænde tørvelaget.
Forberedelse af græsningsdrift.	Etablering af drikkevandsforsyning, mv.	Affald, rester af gamle hegn mv. skæmmer og indebærer en sundhedsrisiko for dyrene. Det er vigtigt at sikre frisk drikkevand. Dårlig vandkvalitet er årsag til sygdom og misvækst.

Tabel: Førstegangspleje

Rydning af birk

Birk har et stort spredningspotentiale og sætter stødskud efter nedskæring. Et enkelt træ kan producere 30 mio. frø pr. år. Frøene er vindspredt, og selvom størstedelen af frøene lander indenfor en afstand af ca. den dobbelte højde af det frøbærende træ, kan de lette frø spredes i en afstand på mindst 3 km. Frøene er spiringsdygtige i 2-3 år. De kræver lys for at kunne spire og kan ikke spire under deres eget eller andre træers kronedække. Ligeledes hæmmer tæt bundvegetation af f.eks. hedelyng og sphagnum frøspiringen. Birk er bid-robuste og kan tåle afbidning af op til halvdelen af årstilvæksten. Undersøgelser fra Skotland viser, at birk er mest følsomme overfor bid om foråret, når næringsindholdet i skud og blade er højest. Birk rangerer lavt og fravælges helt eller græsses kun i begrænset omfang af de fleste arter af græsningsdyr. Birk er derfor alt i alt vanskelig at kontrollere ved hjælp af græsning. Dådyr og krondyr æder dog en del birk, især dunbirk, og hæmmer i høj grad tilgroning med birk i områder med højt vildttryk. Unge planter kan dog ligeledes tåle gentagne nedskæringer og eller bid.

Skovbevokset tørvemose domineret af birk i den sydlige del af Portland Mose, april 2013. (Foto Rita M. Buttenschøn)

Birketilgroning er et stort problem i moser og på andre vådbundsarealer, hvor der ikke er tilstrækkelig høj vandstand til at hæmme birken. Birken bevirker, at der sker en stor fordampning og dermed en udtørring af jordbunden. På tørvebund betyder bevoksning med store birketræer, at hovedparten af bundvegetationen udskygges. Der sker en formuldning af de åbne tørveflader, hvilket bevirker, at tørvelaget svinder, og omkring stammebasis og rødder opstår der revner i tørvelaget.

Der laves mange forsøg med bekæmpelse af birk og der er indhøstet en del erfaringer bl.a. gennem en række LIFE-projekter og forskellige forskningsprojekter

Læs mere om forsøgene

Græsning

Græsning har været den traditionelle drift i mange kær, og ekstensiv græsning, er en egnet plejemetode til disse områder. Græsning bør anvendes, hvis (1) græsning tidligere har været anvendt i mosen, (2) mosen ikke tidligere har været slået, og successionen kan holdes nede, (3) fjernelse af bestemte arter kan opnås ved græsning. Græsning med husdyr bør ikke anvendes i moser med vandhuller, hvor dyrene har en risiko for at drukne, eller i områder med høj risiko for oversvømmelse.

Fordele:

Kan give en relativt artsrig kærvegetation, fremmer bl.a. en del en- og toårige planter.
Kan give en tuet plantevækst med mange mikrohabitater for insekter og andre smådyr.
Er forholdsvis billig.
Kan forsinke tilgroning.

Ulemper:

Kan føre til uhensigtsmæssig optrampning, en let optrampning er dog positivt.
Kan give problemer med indvoldsparasiter og andre sygdomsfremkaldende smådyr.
Kan ikke alene hindre tilgroning og vil ofte kræve en tilbagevendende supplerende rydning.

Græsningstryk og græsningssæson

I næringsfattige kær er der ofte kun behov for en begrænset græsningspåvirkning for at fastholde det lysåbne præg, f.eks. 0,1 – 0,2 storkreatur pr. ha i sommerhalvåret. På mere næringsrige bunde er der generelt behov for en forholdsvis større græsningspåvirkning for at vedligeholde en lysåben tilstand. For at undgå for omfattende optrampning vil det ofte være ønskeligt først at sætte dyrene ud i slutningen af maj eller begyndelse af juni. Afhængigt af de aktuelle vandstands- og nedbørsforhold bør dyrene tages af igen først på efteråret. Det er vigtigt, at dyrene har adgang til tørre, højtliggende arealer.

Valg af græsningsdyr

Kvæg er generelt de bedst egnede dyr til pleje af kær. Små, hårdføre kvægracer giver mindre optrampning, og de har ofte en højere tolerance over for stikkende og bidende insekter. Ved græsning på græsgange med tørre og våde partier kan kvæg foretrække at græsse de tørre partier, hvilket kan føre til, at de tørre partier overgræsses, mens de våde partier ikke bliver græsset i tilstrækkeligt omfang til at opretholde naturtypen. Heste har været anvendt med godt resultat bl.a. i Bastemosen på Bornholm, hvor græsningen har haft en gunstig effekt på rigkærets plantesamfund. Får og geder er mindre egnede på våd bund, men geder anvendes i enkelte restaureringsprojekter.

Læs mere om mose- og kærvegetationens tolerance overfor græsning

Effekt af græsning

I græssede kær vil lysindfald til jordoverfladen bevirke, at der ikke opstår ensidig dominans af en eller få arter. Mange af de arter, der forekommer i naturligt lysåbne kær, er lyskrævende arter med lav vækst. Det drejer sig særligt om halvgræsser og mosser, men også urter, og i visse kærtyper desuden dværgbuske. I ugræsset tilstand vil kærene ofte blive domineret af en eller nogle få plantearter, f.eks. blåtop eller tagrør. Der dannes et tæt førnelag, der spærrer for lyset til jordoverfladen. Gradvis over nogle årtier udvikles der krat eller skov ofte domineret af pil, birk og el.

Slæt

Slæt har tidligere været udnyttet i moser og kær til produktion af tagrør og foder. Slåning kan fjerne overskydende næringsstoffer og anbefales i eutrofierede og tilgroede moser og kær. Høslæt kan anvendes i kombination med græsning, hvis kun dele af mosen/kæret er tilgroet.

Fordele

Giver mere lys til bundvegetationen.
Kan fjerne overskydende næringsstoffer.
Kan øge artstætheden af karplanter og insekter.

Ulemper

Forenkler plantedækkets struktur.
Kan føre til færre specialiserede insekter.
Kan være tidskrævende, hvis det skal gøres manuelt.

Maskinel slåning

Havefræsere med roterende knivblade kan anvendes i små isolerede moser og kær, men er ikke omkostningseffektive i større områder eller under våde forhold. Det er vigtigt at fjerne det slåede materiale. I dag er der udviklet maskiner, der kan flyde eller køre på meget blød bund, således at rørhøsten ikke længere er afhængig af, om rørsumpen fryser til.

Afbrænding

Afbrænding har været anvendt til at fjerne grove planter og førne for at forbedre græsningen, men der er ikke mange erfaringer med at anvende afbrænding som led i naturpleje af kær. Forsøg på afbrænding 2016 i rigkær ved Broløse for at bekæmpe tilgroning med bl.a. tagrør og butblomstret siv, viste at det var meget svært at få sat ild og afbrænde planterne. Det er svært at ramme en tilpas grad af fugtighed, der tillader afbrænding af vissent plantemateriale, uden at den antænder tørven.

Græsning hæmmer tilgroning med blåtop og birk og fremmer en artsrige kærvegetation

Forekomst af plantearter, der henholdsvis er fælles for græsset og ugræsset kær ved Holtemmen, kun findes i den ugræssede del eller kun findes i den græssede del.

Holtemmen har været græsset med galloway siden 1987. I den græssede del er der en varieret plantevækst med 8 arter af sphagnum, mange bredbladede urter bl.a. soldug, tranebær og benbræk samt mange arter af star og andre halvgræsser. I den ugræssede del dominerer tagrør og blåtop sammen med porse.

(Figur: Rita M. Buttenschøn)

Hvis du vil vide mere om moser, kær og deres pleje

Andrew J. Miller, G. Armstrong, H. 2000. The effects of mammalian herbivores on natural regeneration of upland, native woodland. Forestry Commission Information and Advisory Note number 15.

Buttenschøn, R. M. Buttenschøn, J. 2015. Kvæggræsning som hedepleje. Flora og Fauna 121(3) 95-104.

Danske naturtyper i det europæiske NATURA 2000 netværk. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2001.

Danske plantesamfund i moser og enge – vegetation, økologi, sårbarhed og beskyttelse – Faglig rapport fra DMU nr. 728. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2009

Fagligt grundlag for vurdering af bevaringsstatus for terrestriske naturtyper. Videnskabelig rapport fra DCE nr. 118. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 2014.

Forvaltning af Rigkær. Udgangspunkt i voksesteder for mygblomst. Videnskabelig rapport fra DCE nr. 150. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 2015

Græsning og høslæt i naturplejen. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2007.

Hessle, A. Rutter, M. Wallin, K. 2008. Effect of breed, season and pasture moisture gradient on foraging behavior in cattle on semi-natural grasslands. Applied Animal Behavior Science 111, 108-119.

Hydrologiske og vandkemiske forudsætninger for en god naturtilstand i grundvandsafhængige terrestriske økosystemer. Rapport fra the National Environmental Research Institute, the Geological Survey of Denmark and Greenland and University of Aalborg, 2010.

Højmoser i Danmark, et LIFE projekt om genskabelse af højmoser i Danmark. Miljøministeriet.

McBride, A. Diack, I. Droy, N. Hamill, B. Jones, P. Schutten, J. Skinner, A. Street, M. (eds.) 2011. The Fen Management Handbook. Scottish Natural Heritage, Perth

Middleton, B.A. Holsten, B. van Diggelen, R. 2006. Biodiversity management of fen meadows by grazing, cutting and burning. Applied Vegetation Science 9, 307-316.

Moseplejebogen. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1985.

Naturplejebogen. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1997

Overdrev, enge og moser. Håndbog i naturtypernes karakteristik og udvikling samt forvaltningen af deres biodiversitet – Faglig rapport fra DMU nr. 727. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2009.

Restaurering af højmoser i Danmark med nye metoder - et LIFE Nature projekt. Naturstyrelsen, 2011.

Analyse af det bedst egnede eksisterende udstyr til brug for restaureringsopgaver på højmoser. Arbejdsrapport 44-2008, Skov & Landskab, Københavns Universitet.

Tilstandsvurdering af habitatnaturtyper 2010-11. Videnskabelig rapport fra DCE nr. 39 NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 2012.

Vinther, E. 2015. Moser og ferske enge. I: Hartvig. Atlas Flora Danica, bind 1, 94-109.

Voigt, A. Buttenschøn, R. M. 1999. Pleje af moser. Videnblad 6.2-9. Købehavns Universitet, Videntjenesten for Park og Landskab.

Den danske rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2004 (opdateret april 2010).