Holtemmen Kær på Læsø med tørvelavning og rigkær, der har været under græsningspleje med galloway kvæg siden 1987 (Foto: Rita M. Buttenschøn).
Mosetyper
Moser er fællesbetegnelse for en række vådbundstyper. De kan inddeles efter deres vandtilførsel i højmoser, vældmoser samt lavmoser også kaldet kær. Kærene underinddeles i fire hovedtyper: ekstremfattigkær, fattigkær, rigkær og ekstremrigkær. Opdelingen afspejler bl.a. jordbundens indhold af kalk og andre næringsstoffer. Moser kan ligeledes inddeles med betegnelser efter vegetationssammensætningen i rørsumpe, skovsumpe og lavtvoksende fugtigbundssamfund. Rørsumpe udvikles typisk som en randvegetation i lavvandede områder langs søer og vandhuller samt langs langsomt strømmende vandløb. De kan dog også udvikles som tilgroningssamfund i moser, hvor græsning er ophørt, og/eller hvor der er en øget næringsstoftilførsel. Der er en glidende overgang mellem enge og kær afhængig af driftsintensitet. En del vådbundsarealer, der er registreret som mose, er tidligere engarealer, hvor driften er ekstensiveret eller helt opgivet.
Skovsumpe domineres af buske og træer, og der findes flere forskellige typer: Elle-, pile-, birke- og askesumpe samt blandinger heraf.
Disse er nærmere beskrevet under Skov og krat.
De lavtvoksende fugtigbundssamfund, af mange betegnet som de egentlige moser, består af lysåbne plantesamfund på periodisk vandmættet jordbund, med en vegetation domineret af arter der typisk ikke tåler udtørring. En række danske moser og kær er udpeget som habitatnaturtyper, der alle kan ses i nedenstående tabel.
Habitatnaturtype | Kodenummer | Samlet areal i ha |
Aktiv højmose |
7110 |
2.630 |
Nedbrudt højmose |
7120 |
4.700 |
Hængesæk |
7140 |
2.000 |
Tørvelavning |
7150 |
370 |
Avneknippemose |
7210 |
300 |
Kildevæld |
7220 |
1.060 |
Rigkær |
7230 |
9.000 |
Tabel: Habitatnaturtyper.
Udbredelse og tilstand
De § 3 beskyttede moser udgør knapt 93.000 ha fordelt på godt 46.000 lokaliteter, heraf udgør habitatnaturtyperne omkring 20.000 ha. Hovedparten af højmoserne udgøres af få store lokaliteter, mens de øvrige mosetyper primært består af mindre områder. Den gennemsnitlige størrelse på rigkær og kildevæld er således hhv. 1,5 og 0,5 ha. Dræning, tørvegravning, vandindvinding og opdyrkning har reduceret mosearealerne drastisk gennem de seneste 200 år. Især højmoserne er en truet naturtype ikke kun i Danmark men i hele Europa. Størstedelen af de resterende danske højmoser består af nedbrudte højmoser. En del af de danske højmoser er under restaurering som led i EU projektet LIFE.
Mange oprindeligt næringsfattige lavmoser er udviklet til eutrofe sumpe som følge af næringsstoftilførsler. Eutrofiering er sammen medudtørring og tilgroning de største trusler mod moser og kær. Moserne har dog stadig stor betydning som levested for mange arter af især padder og insekter, og selv meget små væld kan have stor værdi som levested for sarte arter. Ifølge den danske rødliste er 46 af 251 karakteristiske moseplanter rødlistede.
Plejebehov
Moser og kær er dynamiske naturtyper, der er opstået som følge af tilgroning af søer. Såfremt udviklingen får lov til at forløbe uforstyrret, vil der med tiden udvikles løvskov og i enkelte tilfælde højmose. Denne naturlige udvikling har dog kun i meget begrænset omfang fået lov til at forløbe uforstyrret. Moserne er i vid udstrækning blevet udnyttet til tørvegravning, græsning og høslæt. Denne udnyttelse fastholder et udviklingsstadium med en lavtvoksende og artsrig vegetation. Såfremt udnyttelsen ophører, sker der en tilgroning med træer, buske og højtvoksende urter. Mange moser er i dag under en forceret tilgroning som følge af udtørring og eutrofiering. De har behov for pleje, hvis de skal bevares som levested for lyskrævende arter.
Højmoserne er dannet af tusinder af års aflejringer af spagnummosser under næringsfattige og sure forhold. Tilgroning med træer og buske har en række skadelige effekter på højmoserne. De skygger for højmosevegetationen, øger fordampningen, mindsker den nedbørsmængde, der når overfladen af højmosen, forhindrer væksten af tørveformende plantearter, og øger næringsstoftilførslen fra atmosfæren.
Mange moser er stærkt påvirket af dræning. De vil ofte have behov for en indledende førstegangspleje eller en mere omfattende naturgenopretning, for at få genskabt en naturlig hydrologi, der kan retablere tørveopbygning og hæmme tilgroning.
Mose- og kærpleje
Mose- og kærpleje har til formål at øge den biologiske mangfoldighed ved at sikre livsbetingelserne for mosens og kærets karakteristiske flora og fauna. Den traditionelle drift af moser har bl.a. omfattet græsning og høslæt, tørveskær og høst af tagrør. Mange af arterne fra de lysåbne kærtyper er tilpasset græsning eller anden forstyrrelse. På våd og blød bund har høslæt mange steder været den traditionelle drift, mens mere tørre mosetyper blev anvendt til græsning evt. efter et høslæt. Ekstensiv græsning og høslæt er derfor velegnede plejemetoder på en del af kærene.
Udtørring som følge af dræning, generel sænkning af grundvand og tilgroning er et problem for de fleste moser. Retablering af naturlig hydrologi med en tilstrækkelig vandstand er derfor ofte den vigtigste forudsætning for at forbedre og bevare moserne. Tilgroningen af moser og kær er ofte så omfattende, at naturplejen bør indledes med et engangsingreb i form af rydning af træer og buske. Højmoser og andre ekstremt næringsfattige moser og kær med naturlig hydrologi har normalt ikke behov for pleje. Valg af plejemetode afhænger af mosens/kærets tilstand samt type.
Rigkær hører blandt de mest artsrige naturtyper mht. karplanter og har stor bevaringsværdi. Rigkær udgør omkring 8.900 ha fordelt på mange små lokaliteter. De ligger ofte spredt fordelt i landskabet, hvilket vanskeliggør pleje af naturtypen i større skala. Hydrologien er den vigtigste faktor for bevarelsen af rigkær. Først når hydrologien er genoprettet og i balance, kan pleje med græsning eller høslæt genoptages med godt resultat.
Se eksempler på hvordan rigkær kan plejes her
Plejemetoder
Målsætning og tilstand | Metode | Bemærkninger |
Pleje af kær og højmose under retablering. |
Beskyttelse mod eutrofiering.
Vandstandshævning.
Rydning af birk.
Græsning.
|
Ved tilstrækkelig vandstand vil træerne ofte gå ud af sig selv, når de når en vis højde, men det kan tage en årrække med behov for pleje for at hindre tilgroning. |
Vedligeholdelse af artsrig kærvegetation på rimelig sommertør bund. |
Græsning. |
Bør græsses i sammenhæng med højbundsarealer. |
Vedligeholdelse af artsrig kærvegetation på fugtig og blød bund. |
Høslæt |
Sent høslæt i sidste halvdel af juli eller i august. |
Vedligeholdelse af artsrig kærvegetation i Bkåtop-dominerede rigkær. |
Græsning.
Høslæt/slåning.
|
Tidlig udsætning eller evt. helårsgræsning.
Maskinel klipning med fjernelse to gange årligt i maj og september. |
Tabel: Valg af plejemetode
Førstegangspleje
Udtørring som følge af dræning, generel sænkning af grundvand og tilgroning er et problem for de fleste moser og kær. Retablering af en tilstrækkelig vandstand og naturlige hydrologi er derfor ofte den vigtigste forudsætning for at forbedre og bevare moserne. Grundvandspejlet skal ligge så tæt under jordoverfladen som muligt, uden at mosens planter drukner. Midt på sommeren er fordampningen stor, og moseplanterne er tilpasset til at tåle udtørring i kortere tid. Først og sidst på vækstsæsonen bør vandstanden være høj. De egentlige moseplanter kan tåle at blive oversvømmet om vinteren, mens det får mange af de uønskede arter, for eksempel birk, til at gå ud. I de senere årtier har mosernes overflade mange steder sat sig, fordi tørven omsættes. Sætninger på 1-1½ m på 30 år er ikke ualmindeligt. Mange moser er groet til med birk og pil som resultat af denne proces.
Formål | Metode | Bemærkninger |
Retablering af vandstand. |
Opfyldning af afvandings-grøfter, blokering/knusning af dræn, etablering af opstemning. |
Tilstrækkelig høj vandstand er en forudsætning for at sikre en tørvedannelse og hæmme tilgroning med træer. |
Nedbringelse af næringsstofniveau. |
Sikre at der ikke tilføres næringsstoffer via overfladevand.
Etablering af dyrkningsfri beskyttelseszoner omkring sårbare moser samt afskærmende beplantning.
Høslæt/slåning med fjernelse af det afslåede 1-2 gange i sæsonen. |
Der fjernes flest næringsstoffer ved tidligt slæt eller slåning (i maj-juni). |
Rydning af træer og buske. |
Manuel eller maskinel rydning.
|
Rydning af opvækst eller afdrift af skov og udkørsel skal ske inden vandstandshævning og helst på frossen jordbund for at undgå traktose. |
Rydning af groft og vissent plantemateriale. |
Slåning (høst af biomasse).
Afbrænding. |
Afbrænding i kær skal ske som medvindsbrand (ved lav temperatur) og med stor forsigtighed for at undgå at brænde tørvelaget. |
Forberedelse af græsningsdrift. |
Etablering af drikkevandsforsyning, mv. |
Affald, rester af gamle hegn mv. skæmmer og indebærer en sundhedsrisiko for dyrene.
Det er vigtigt at sikre frisk drikkevand. Dårlig vandkvalitet er årsag til sygdom og misvækst. |
Tabel: Førstegangspleje
Rydning af birk
Birk har et stort spredningspotentiale og sætter stødskud efter nedskæring. Et enkelt træ kan producere 30 mio. frø pr. år. Frøene er vindspredt, og selvom størstedelen af frøene lander indenfor en afstand af ca. den dobbelte højde af det frøbærende træ, kan de lette frø spredes i en afstand på mindst 3 km. Frøene er spiringsdygtige i 2-3 år. De kræver lys for at kunne spire og kan ikke spire under deres eget eller andre træers kronedække. Ligeledes hæmmer tæt bundvegetation af f.eks. hedelyng og sphagnum frøspiringen. Birk er bid-robuste og kan tåle afbidning af op til halvdelen af årstilvæksten. Undersøgelser fra Skotland viser, at birk er mest følsomme overfor bid om foråret, når næringsindholdet i skud og blade er højest. Birk rangerer lavt og fravælges helt eller græsses kun i begrænset omfang af de fleste arter af græsningsdyr. Birk er derfor alt i alt vanskelig at kontrollere ved hjælp af græsning. Dådyr og krondyr æder dog en del birk, især dunbirk, og hæmmer i høj grad tilgroning med birk i områder med højt vildttryk. Unge planter kan dog ligeledes tåle gentagne nedskæringer og eller bid.