Heder

Klithede ved Grønne Strand med hestegræsning (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Hedetyper

Heder kan inddeles i overordnede typer. De kan inddeles efter vegetationssammensætning, hvor man skelner mellem i tørre og fugtige dværgbuskeheder domineret af dværgbsuke som hedelyng, klokkelyng, tyttebær og revling samt græsheder, domineret af græsser som bølget bunke eller blåtop. Heder kan også opdeles efter jordbund/voksested i klithede, strandvoldshede, hedeslettehede, klippehede m.fl. Der er gradvise overgange mellem hede og hedemose/-kær og mellem hede og næringsfattigt overdrev samt mellem hede og skov.

Du kan læse mere om de forskellige typer af hede i Hedeplejebogen her.

En række af danske hedetyper er udpeget som habitatnaturtyper, se nedenstående tabel.

Tabel: Habitatnaturtyper.

Udbredelse og tilstand

Heder udgør ca. 84.000 ha, hvoraf klithederne udgør 28 %, mens de tørre dværgbuskheder udgør 24 %. 

Heder og overdrev regnes for de naturtyper, der har haft den største tilbagegang i Danmark, både hvad angår areal og naturindhold. Utilstrækkelig naturpleje, eutrofiering og tilgroning med invasive arter angives som væsentlige årsager til, at en del af klit- og indlandshederne er i en dårlig tilstand.

Øget forsuring af hederne betragtes som et stigende problem og som en større trussel mod hedens biodiversitet end den øgede mængde kvælstof. Der er antagelser om, at intensiv hedepleje med gentagne fjernelse af biomasse er med til at forsure jordbunden. 

Læs mere om øget forsuring på heder her.

Plejebehov

Mange heder er afhængige af naturpleje, der kan forynge plantevæksten og vedligeholde lysåbne og næringsfattige kår.  Periodiske angreb af lyngens bladbille har været med til at svække lyngen på en del heder og fremme tilgroning med græs. Bladbillen skader især heder med ældre, uplejet lyng. Det bedste middel mod den synes at være hedepleje, der sikrer hedelyng i god tilstand.

Dværgbuskeheder på vindeksponerede kystklitter og på andre naturligt forstyrrede eller meget næringsfattige voksesteder kan være stabile uden behov for pleje. På klitheder betyder en øget tilgroningsrate med bl.a. bjergfyr og rynket rose dog, at der her er et stigende plejebehov.

Hedepleje

Plejemetoderne efterligner i nogen grad den historiske anvendelse af hederne med græsning, afbrænding, slåning af lyng og tørveskær. Tilgroning med græs er ofte fremmet af en ændring i jordbundens næringstilstand, der betyder, at dværgbuske ikke kan klare sig i konkurrencen med græsser. En udpining er derfor ofte en forudsætning for, at plejen kan resultere i en retablering af dværgbuskesamfundet.  Der er stor forskel på hvor meget næringsstof der fjernes ved de enkelte plejemetoder, se tabel 14. 

Tabel: Fjernelse af kvælstof og fosfor ved forskellige plejemetoder.

Mange heder er så tilgroede med træer og buske, at der er behov for en førstegangspleje med rydning, inden der foretages en vedligeholdende pleje af dværgbuskesamfundet.

Målsætning for plejen

Et vigtigt mål for plejen er at sikre egnede livsbetingelser for hedens karakteristiske flora og fauna. Specielt lægges der vægt på bevarelsen af hedelyng og andre karakteristiske dværgbuske.

Plejen skal sikre:

• En naturlig lav næringsstoftilstand og surhedsgrad for økosystemet.
• Pletter med bar jord som spirebed for dværgbuske og koloniseringsarealer for laver og mosser.
• En heterogen alderssammensætning af dværgbuske.
• En heterogen vegetationsstruktur til gavn for de planter og dyr, der er knyttet til heden.
• At tilgroning med træer og buske begrænses.

Heder kan i nogen grad forynge sig selv under uforstyrrede forhold, som eksemplet fra Nørholm Hede, der har henligget uden drift i mere end 100 år, Vises her.

Valg af plejemetode

Valg af plejemetode afhænger af det aktuelle og potentielle indhold af plante- og dyrearter, driftshistorie, grad af eutrofiering, tilgroningstilstand m.fl. (Tabel 15). De aktuelle klimaforhold har stor betydning for, om plejen resulterer i en stabil lyngforyngelse, idet hedelyng er meget følsom over for udtørring efter en plejepåvirkning.

Hedelyngs evne til foryngelse er i høj grad afhængig af dens alder og tilstand. Jo ældre lyngen er, og jo mere tilgroet den er, des vanskeligere er det at forynge den. Vedligeholdelse af hederne i de unge stadier betyder dog samtidigt, at der er færre levesteder for karakteristiske arter. 

Læs mere om hedelyngens livscyklus her.

En stor andel af hedens prioritetsarter har komplekse krav til deres levesteder, hvor krav til vegetationsstrukturer, -alder, lysforhold mv. kan variere i forskellige faser af artens livscyklus. Vegetationsstrukturer er i høj grad knyttet til ældre stadier af hedens dværgbuskesamfund. En kombination af forskellige plejemetoder, hvor dele af heden får lov til at gennemløbe en naturlige succession uden pleje, kan danne et mosaiklandskab af forskellige habitattyper. Her forekommer bar jord, lyng i forskellige aldre og tilstedeværelsen af hjemmehørende træer, der sikrer levesteder for mange af hedens karakteristiske arter.

Tabel: Valg af plejemetoder

Markfirben lever på heder og andre steder med løst og sandet jord. Den er en af de arter, der har brug for stor arts- og strukturmæssig variation i plantedækket. Det giver føde i form af insekter, lune pletter til solbadning og skjul for fjender. Det varierede levested giver ligeledes mulighed for at dyrene hurtigt kan skifte mellem varme og kølige steder og dermed regulere deres kropstemperatur. Markfirben lever i kolonier påop til 40 dyr (Foto: Biopix).
 

Tabel: Fordele og ulemper ved forskellige plejemetoder.

Afbrænding

Demonstration af mosaikafbrænding under ENVINA kursus i hedepleje på Præstbjerg Naturcenter 2012 (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Afbrænding er en effektiv metode til at forynge lyngheder. De bedste resultater ses ved afbrænding på yngre lyngheder. Ved at anvende mosaikafbrænding, dvs. afbrændinger af små arealer på maks. ½ ha ad gangen, skabes der en mosaik af forskelligt aldrende lyng, hvilket tilgodeser den biologiske mangfoldighed. Metoden kan desuden anvendes til at reducere skaderne efter en mislykket afbrænding. 

Praktiske forsøg med afbrænding af større heder (>20 ha) har vist, at der stadig kan bevares variation. Dette skyldes en varierende intensitet af branden på arealet, der afhænger af vejr, jordbund, fugtighed og bevoksning. Bare pletter, vegetationsfattige områder, våde lavninger og, områder med mosebølle brænder ikke med, ved afbrænding i perioder hvor tørven er våd (typisk i marts måned). Dog vanskeliggøres genindvandring af planter og dyr ved afbrænding af store arealer. 

Cypresulvefod og guldblomme er nogle af de arter, der viser en kraftig vækst efter afbrænding (Fotos Rita M. Buttenschøn).

Græsning 

Hederne har i høj grad været anvendt til græsning. Selvom vi især forbinder får med den historiske græsning på hederne, er udbredelsen af store fårehold forholdsvis ny i Danmark. Fårene blev først for alvor udbredt i 1600-1700-tallet. Tidligere har kvæg haft stor betydning som husdyr på heden, og er i dag det mest anvendte græsningsdyr i hedeplejen herhjemme.

Kvæg, heste og geder påvirker især lyngvegetationen gennem deres færdsel, der både skaber spirebede for nye planter og vegetativ genvækst. Fåregræsning resulterer navnlig i en vegetativ foryngelse efter afbidning. Især heste- og kvæggræsning har en positiv effekt på hedens biodiversitet, hvor længerevarende græsning øger artstætheden af planter, mosser og laver. Fåregræsning øger også artsdiversiteteten. Målrettet græsning på heder kan give større diversitet end afbrænding og slåning.

Kvæggræsning på Sepstrup Sande. Kvæget foretrækker bølget bunke og andre græsser og halvgræsser, mens hedelyng primært ædes i en periode efter blomstring i august og igen fra november (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Vildtets græsning vedligeholder heder

En del af klit- og indlandshederne græsses af de stigende populationer af krondyr og stedvis også af dådyr. Vildtet er med til at hæmme tilgroningen af hederne og forny hedens dværgbuskesamfund. En undersøgelse af vildtets fødepræferencer og græsningseffekt på bl.a. Sepstrup Sande, viste at krondyrene fortrinsvis græssede på heden om vinteren.  De foretrak hedelyng fra slutningen af november til februar og græssede derefter især på tyttebær og bølget bunke. Rådyrene derimod viste ikke en tydelig sæsonvariation i deres fødevalg.  Der var en del overlapning mellem fødevalget hos kvæg og krondyr i vinterhalvåret, hvilket også bekræftes af udenlandske undersøgelser.

Tabel: Valg af græsningsdyr

Hårdføre racer og tilvænnede dyr klarer sig bedst på magre græsningsarealer 

Græsningsdyr af hårdføre racer kan generelt klare sig bedre på lavproduktive og relativt næringsfattige heder end mere krævende racer, men også tilvænning til en mere træstofholdig kost har betydning.

Græsningstryk og -sæson 
Hede vegetation har en lav vækstrate og et højt indhold af træstof, der betyder af fordøjeligheden af plantematerialet er lavt. Det kan være vanskeligt at få etableret et græsningstryk, der kan forynge dværgbuske og hæmme en evt. græsvækst, bl.a. fordi der ofte er et misforhold mellem mængden af plantevækst og det tilgængelige foderindhold. Gammel lyng og vissent græs er utilstrækkeligt som foder, og har, i forhold til husdyrenes behov, et underskud af især råprotein, energi og magnesium. Der er derfor ofte behov for en indledende førstegangspleje i form af slåning eller afbrænding, der skaber frisk og mere næringsrig vegetation, og som betyder, at en efterfølgende græsning hurtigere kan give en ønsket plejetilstand. Læs mere om afbrænding kombineret med græsning her.

Græsser kan fremmes, på bekostning af dværgbuske og urter, både ved under- og overgræsning. Yngre hedelyng kan tåle en afbidning af op til 40 % af årets skudproduktion, uden at det medfører en reduktion af næste års produktion og fare for en udpining af planterne.

Det kan tage lang tid for græsningsdyr at reetablere dværgbuskesamfund på græsheder. Ekstensiv græsning (græsning uden tilskudsfodring) kan ikke hindre tilgroning af heder med buske og træer på langt sigt, men tilgroningsprocessen forlænges.

Tabel: Anbefalinger for græsningstryk på heder. Værdierne er vejledende. Græsningstrykket afhænger i høj grad af hedens tilstand. Der skelnes ikke mellem dyreracer og deres alder i dette skema.

Slæt

Lyngslæt havde stor betydning for hedens opretholdelse i de gamle hedebrug. Lyngen blev høstet til mange forskellige formål, f.eks. dyrefoder, tagtækning, brændsel, vejbelægning m.m. Lyngslæt har gennem tiderne været anvendt i vekslende omfang som led i en pleje af hederne. Slæt anvendes specielt på jævne hedeflader, hvor det er muligt at anvende maskiner til slåning og opsamling af lyngen. Lyng i god stand kan sælges bl.a. til tagtækning og andre formål.

Slåning af hedelyng på Sejs hede, Silkeborg Kommune.  Salg af lyngballerne dækker udgiften til slåning (Foto: Rita M. Buttenschøn 2015).

Afslåningstidspunkt og hyppighed 

Det bedste tidspunkt for slæt er februar-marts, hvis jorden ikke er for våd, så den køres op under behandlingen. Efterårsslæt kan give frostskader, hvis der optræder lange perioder med barfrost. Lyngen kan blomstre allerede det første år efter slæt, men med forsinket blomstring og frøsætning. Slåningshyppigheden vil bl.a. afhænge af jordbund og klimaforhold. Ved slåning af delområder kan man regne med, at der kan gå mellem 12-15 år, før slåning af det enkelte delområde skal gentages.

Afslåningshøjde 

Forsøg med slæt i forskellige højder giver ikke entydige resultater med hensyn til den bedste gendannelse. Der er en tendens til, at slæt i lav højde giver en mere tæt, forgrenet lyngflade men også en langsommere genvækst.

Forskellige maskintyper 

Kniv- og skiveklippere, der giver en glat snitflade, giver normalt en bedre foryngelse, end maskiner, som resulterer i en forrevet stængel, der bl.a. øger risikoen for udtørring.

Læs mere om udviklingen af maskiner tilpasset hedeslæt

Hede ved Flynder Sø. Hyppig slæt af hedelyng resulterer i en ensartet, strukturløs flade (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Tørveskrælning 

Fladtørveskrælning blev almindeligt anvendt i de gamle hedebrug for at skaffe lyngtørv til brændsel og andre formål. Ved tørveskrælning fjernes lyngtørv og morlag og hermed en del af det øverste jordlag. Sammen med tørven fjernes planternes rødder og udløbere samt de fleste af planters frødepoter. Lyngfrø er meget små og findes i en større dybde end frø af f.eks. blåtop. Ved tørveskrælning fjernes der store mængder næringsstoffer, samtidig med at der skabes gode betingelser for lyngspiring.

Tørveskrælning regnes for den mest effektive metode til at få retableret dværgbuskhede efter tilgroning med blåtop. Metoden indebærer, at der skal opsamles og fjernes store mængder materiale bestående af tørv og sand.

Rydning af træer og buske

Mange heder er under tilgroning med træer og buske. Tilgroningen sker ofte med invasive arter eller andre ikke hjemmehørende træer og buske. Det er et krævende og ofte langvarigt arbejde at fjerne tilgroning og holde den nede.

Gradvis udtynding er en fordel 

Lysstilling af større arealer kan betyde, at der sker en hurtig og massiv opvækst af træer og buske, der kan give større problemer end den oprindelige tilgroning. Det er vigtigt at foretage hugsten i et tempo, der gør det muligt, at man kan nå at kontrollere genvæksten. Det er vigtigt at sikre sig, at der ikke er frøbærende planter af invasive arter eller andre uønskede arter i nærheden, der kan etablere sig efter en hugst. Særligt arter som den sydeuropæiske form af gyvel og glansbladet hæg trives på heder og kan brede sig hurtigt. De er begge i høj grad spredt på arealer som følge af naturpleje.

Plads til hjemmehørende træer og buske samt til succession 

Grænsen mellem skov og hede har været dynamisk i tidligere tiders hede-overdrevslandskab og har flyttet sig i takt med udviklingen i befolknings- og husdyrtæthed. Tilgroningszonen mellem skov og åben natur er vigtige levesteder for mange dyr og planter, og det er vigtigt at give plads til en dynamisk udvikling og succession, ligesom det er vigtigt at bevare elementer af hjemmehørende træer og buske på heden.

Et studie af successionen på Nørholm Hede fandt, at successionen mod skov kan gå overraskende langsomt. Efter 120 år med naturlig succession har Nørholm Hede stadig et dække af dværgbuske på 49 %. Endvidere er der skabt et mosaiklandskab af åbne dværgbusk-, urte- og græsbevoksede områder og holme af blandede løv- og nåletræer samt en del dødt ved. Et dynamisk landskab som dette kan være med til at gavne biodiversiteten, eftersom forskellige arter er tilpasset en bred vifte af nicher. En kombination af plejetiltag som rydning eller tørveskrælning efterfulgt af naturlig succession i en årrække kan være med til at højne naturkvaliteten og biodiversiteten.

Kalkning

Forsuring af hedens jord kan være et problem pga. deposition af sulfat- og nitrogenforbindelser.  Ved tørveskrælning fjernes det organiske lag, og dermed fjernes ophobede sulfat- og nitrogenforbindelser. Tørveskrælningen fjerner også jordlagets nitrificerende bakterier, og ammoniak ophobes, hvilket forsurer jorden yderligere. Bliver jorden for sur, kan den være for giftig for mange af hedens karakteristiske plantearter. Kalkes jorden efter tørveskrælningen, kan det modvirke en ophobning af ammoniak i både våde og tørre heder. Kalkning forhøjer hedejordens pH-værdi og antallet af kationer stiger, hvorved forsuringen stoppes. Dette kan på sigt være med til at forøge hedens biodiversitet.

Forsøg med kalkning på heder er forholdsvis sparsomme, og der kan være utilsigtede bivirkninger. Kalkning bør kun foretages på i forvejen forsurede heder som følge af tørveskrælning. Kalken der bruges, er ofte dolomit, som består af kalk (CaCO₃) og magnesium. Doseringen bør være mellem 2 og 6 tons per hektar.