Ferske enge

Ferske enge defineres som grundvandsbetingede fugtigbundsarealer med plantesamfund domineret af lavtvoksende, lyskrævende plantearter, der typisk er udviklet gennem mange års vedligeholdelse med høslæt og afgræsning. Ferske enge er således først og fremmest defineret ud fra driftstilstand, den fugtige bund og den vegetation, der er tilpasset disse kår.

Ferske enge ligger ofte i tilknytning til vandløb og søer, men forekommer også i områder med vandskel eller andre vandudsivningsområder. De fleste enge har undergået en overfladisk dræning i forbindelse med græsnings- og/eller høslætsdrift.

Kvæggræsset eng med bl.a. maj-gøgeurt og lav og bidende ranunkel (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Engtyper

Engene kan inddeles i forskellige typer efter forskellige kriterier som hydrologi, jordbund og plantesamfund. Ophører driften, vil enge udvikle sig mod, kær, rørsump, krat eller sumpskov. Du kan læse mere om de forskellige engtyper i Ferske enge – en beskyttet naturtypeBeskyttede ferske enge, samt Overdrev, enge og moser.

I EF-habitatdirektivet er der defineret en engtype; 6410 - Tidvis våde enge på mager eller kalkrig bund, ofte med blåtop. Naturtypen findes typisk på overgangen mellem vådbundstyper og overdrev eller hede, og dækker et samlet areal på 7.000 ha.

Overgangen mellem eng og mere uforstyrrede mosesamfund kan ofte erkendes ved hegn og skel, men er i andre tilfælde glidende og vanskelig at lokalisere præcist i terrænet. Der er således ikke en skarp grænse mellem eng, kær og mose, og betegnelserne bruges lidt i flæng. På mere tør bund er der en glidende overgang mellem eng, overdrev og græsfælled.

Forekomst og tilstand

En stor del af de tilbageværende engarealer er eller har været intensivt udnyttede med gentagne dræninger, omlægning og gødskning og fremtræder som kulturgræseng, domineret af få kulturgræsarter eller som vedvarende græsareal i overgange mellem natureng og kulturgræseng. Udretning og rørlægning af vandløb har betydet, at den naturlige dynamik med periodiske oversvømmelse af vandløbsnære enge er ophørt til skade for en lang række vandløbsinsekter og andre organismer.

Plejebehov

Ferske enge er afhængige af en vedvarende engdrift med høslæt og/eller græsning. Mange enge er under tilgroning som følge af utilstrækkelig drift, eutrofiering og dræning. Andre enge forsumper som følge af ophørt vedligeholdelse af dræn og er under udvikling mod rørsumpe eller sumpskove.

Mange enge, der er præget af tidligere mere intensiv drift, eller som har henligget i længere tid uden drift, vil ofte have behov for en indledende førstegangspleje eller en mere omfattende naturgenopretning for at få retableret forudsætninger for engdrift.

Pleje af ferske enge

Høslæt har været den traditionelle drift på de fleste enge. Vandstanden har mange steder langt tilbage i tiden været reguleret ved hjælp af overfladiske afvandingsgrøfter for at give bedre vækstforhold for engplanter, som ikke tåler den iltfrie tilstand under konstant vandmætning. Men selv meget våde områder, f.eks. star-enge med næb-star, kær-star og avne-knippe blev tidligere slået.

Tidspunktet for slæt har dels været bestemt af vandstandsforhold og dels af ønsket om at få en så stor produktion af hø som muligt. Det har derfor ligget noget senere end i den nuværende praksis, hvor der lægges større vægt på kvaliteten af høet. Høslæt og græsning var integrerede driftsformer. Høhøsten var afgørende for hvor mange dyr, der kunne overvintres. Ved at slå græsset og gemme høet fik man dels fordelt ressourcerne over hele året og dels forhindret engene i at gro til med grove græsser og stauder. I dag er græsning langt den mest almindelige driftsform på enge med naturlige engplantesamfund.

Målsætning for plejen

Målsætning for engplejen er at øge den biologiske mangfoldighed ved at sikre livsbetingelserne for engens karakteristiske flora og fauna. Mange af arterne fra de lysåbne enge er tilpasset tilbagevendende forstyrrelser i form af høslæt og eller græsning. En fortsat engdrift er en forudsætning for at bevare engen.

Hvor skal man starte 

Generelt gælder, at jo ældre en lokalitet med en bestemt driftsform er, jo flere arter har kunnet nå at indvandre og tilpasse sig driften. Det tager meget lang tid at retablere en eng, der har været under intensiv drift, eller som har henligget længe uden drift, med en naturlig engvegetation og ofte vil mange af de oprindelige arter ikke genindvandre. Det er derfor vigtigt først og fremmest at sikre en driftskontinuitet på enge med en artsrig og typisk engvegetation i god plejetilstand.

Myretuer af gul engmyre er sammen med naturlig stenstrøning indikation for at engen ikke har været omlagt. Engmyren har behov for årlig græsning, som vedligeholder en lav plantevækst, der tillader lys og sol til tuen (Foto: Rita M. Buttenschøn).

Strukturer som naturlig stenstrøning, heterogene terrænforhold, enkeltstående tuer og myretuer af gul engmyre kan sammen med mosdække indikere, at engen sandsynligvis ikke har været omlagt. Enge med en lang ekstensiv driftshistorie vil typisk rumme en vegetation med relativt mange bredbladede urter i forhold til græsser og mange arter af bladmosser. Artsfordelingen vil være uden dominans af en eller få arter med en flad fordelingskurve for alle de tilstedeværende arter.

Førstegangpleje af ferske enge

Det er ofte behov for at indlede en pleje af enge med en særlig førstegangspleje, som skal sikre, at der udvikles hydrologiske og jordbundsmæssige forhold, som muliggør en stabil engvegetation. 

En del enge har behov for en overfladisk dræning for at kunne opretholde en engdrift, hvilket kan være i konflikt med ønske om at undgå forstyrrende indgreb. Her må man afveje hvilket naturindhold man kan opnå ved en engdrift, i forhold til hvilket naturindhold man opnår ved en naturlig udvikling mod kær.

FormålMetodeBemærkninger
Retablering af naturlig hydrologi med højere vinter vandstand. Opfyldning af afvandings-grøfter, blokering af dræn, evt. etablering af opstemning med stigbord og pumpe. Retablering af en højere vandstand på drænede enge er en forudsætning for at en pleje kan resulterer i en stabil udvikling af lysåbne engsamfund.
Naturlig hydrologi med høj vintervandstand og lav sommer vandstand.

Oprensning og vedligehold af overfladiske dræn.

Evt. etablering af engvandingssystem.

Mange engplanter tåler ikke Iltfri forhold med konstant vandmætning i vækstsæsonen.  

Kan styre vandstand og sikre, at engen kan holdes i næringsbalance under høslæts-drift.
Nedbringelse af næringstopniveau. Høslæt (slåning med fjernelse af det afslåede) 1-2 gange i sæsonen. Der fjernes flest næringsstoffer ved tidligt slæt.
Rydning af pil og andre løvtræer og buske. Manuel eller maskinel rydning.

Pil skyder hurtigt igen efter rydning og rydning bør følges op af vandstandshævning og/eller græsning.

Lysstilling af større arealer kan give en massiv fremspiring af nye træer, som græsning ikke kan kontrollere.

På vigtige fuglelokaliteter bør træer, der kan tjene som udsigtspost for krage- og rovfugle fjernes.
Rydning af groft og vissent plantemateriale.

Slåning.

Afbrænding.

Det er vigtigt at anvende maskiner egnet på blød bund.

Afbrænding skal foregå uden for fuglenes ynglesæson
Forberedelse af græsningsdrift.

Evt. rydning af giftige planter.

Etablering af drikkevandsforsyning, mv.
Affald, rester af gamle hegn mv. skæmmer og indebærer en sundhedsrisiko for græsningsdyrene.
Tabel: Førstegangspleje


Eutrofiering er et stort og generelt problem på ferske enge. Udpining gennem græsning går meget langsomt og ofte opstår der stadier med uønskede planter som lyse-siv eller tidsler under denne proces. Se mere om retablering af naturlig engvegetation her.

Valg af plejemetode

Tilstand og målsætningPlejemetodeBemærkninger
Vedligeholdelse af eng i god plejetilstand. Fortsættelse eller genoptagelse af hidtidig drift enten med høslæt og/eller græsning.

Se Høslæt.

Se Græsning.
Retablering af engvegetation. Høslæt og/eller græsning med frøspredning.  Frøspredning gennem flytning af dyr og/eller udspredning af engplejehø.
Ynglelokalitet for engfugle.

Sent høslæt evt. med eftergræsning.

Græsning med sen udbinding/lavt græsningstryk i ynglesæsonen.
Se fuglevenlig naturpleje.
Særlig sommerfugle/insektlokalitet.

Sent høslæt evt. med eftergræsning.

Rotationsdrift.
Se insektvenlig naturpleje.
Eng med gødningspåvirkning eller anden eutrofiering. Et- til to årlige slæt Tidlig slæt øger næringsstoffjernelse, men tidspunkt skal afvejes med evt. ynglefugleinteresser mv.
Eng med større islæt af lyse-siv, mose-bunke eller andre problemarter.

Sent slæt med lav stub, 2 gange, evt. efterfulgt af græsning.

Græsning sen vinter/tidligt forår med kvæg.

Græsning suppleret af 1-2 gange pudsning.
Se særlige problemarter.
Eng med kæmpe-bjørneklo. Græsning med får og/eller kvæg. Læs MSTs anbefalinger til bekæmpelse af invasive arter her.
Eng tilgroet med pilekrat eller andre løvtræer. Gradvis tynding og græsning. Lysstilling af større arealer kan give en massiv fremspiring af nye træer, som græsning ikke kan kontrollere.
Tabel: Valg af plejemetode. 


Mange engplanter har frø, der kun er spiredygtige i få år og som har begrænset spredningsevne. Retablering af en naturlig engvegetation kan derfor være stærkt hæmmet af mangel på frøkilder og være afhængig af en aktiv indsats f.eks. i form af flytning af græsningsdyr mellem enge med engarter og enge under retablering eller ved udspredning af ”engplejehø”. Naturstyrelsen har gjort gode erfaringer med udspredning af "engplejehø". Den afgræssede Klevads Mose har mange lighedstræk med Småsøerne (Krogelund Mose), men har slet ikke så divers en flora. To år efter der var spredt afslået hø fra det artsrige rigkær ved Småsøerne ud på Klevads Mose spirede en del af de arter, der før kun fandtes i Småsøerne, frem. 

Tvebo baldrian – en af de arter der blev spredt til Klevads Mose (Foto: NatureEyeas).

Slæt

Slæt bør først og fremmest anvendes på enge, der stadig har præg af tidligere høslætsdrift, men bør derudover indgå i langt højere grad i driften af enge, der har behov for at få reduceret næringsstofindholdet. Svenske undersøgelser af langtidseffekten af hhv. høslæt og græsning på 11 artsrige græslands lokaliteter (enge og overdrev) konkluderer, at høslæt bedst bevarer indikatorer for god naturtilstand. Græsning ved lavt græsningstryk medførte en øgning af kvælstof indikatorer og frarådes som pleje.  I Danmark er der meget få enge, der kontinuerligt har været drevet med høslæt. 

Du kan se eksempler på hvilke af engens plantearter, der gavnes af høslæt her

Fordele ved slæt

  • Traditionel driftsform på mange enge.
  • Særligt egnet til af små englokaliteter, skovenge og andre små enge, der er potentielt gode insektlokaliteter.
  • Skaber egnede yngleforhold for en del engfuglearter.
  • Kan fremme lyskrævende men græsningsfølsomme arter.
  • Fjerner næringsstoffer og kan relativt hurtigt genskabe en naturlig lav næringsstofniveau.
  • Hæmmer grove vækster, særlige problemarter mv.
  • Hindrer tilgroning.
  • Kan supplere en mangelfuld græsning og kan nedbringe parasitbelastningen på græsgange.

Ulemper

  • Maskinel høslæt skaber en mere ensartet og græsdomineret plantevækst og en mere jævn jordbundsflade end græsning.
  • Arbejdskrævende og relativ dyr.
  • Nedbørsfølsom.
  • Manglende afsætningsmuligheder for høet.

Høsttidspunktet har stor betydning 

Høsttidspunkt og -metode har stor betydning for udvikling og vedligeholdelse af engens naturindhold. Sent høslæt på enge med god naturkvalitet øger mængden af frø, der eftermodnes og tabes på stedet og fremmer en relativ arts- og urterig engvegetation. Af hensyn til plante- og dyreliv bør høet normalt ikke slås før tidligst 1. juli og gerne med variation i slæt tidspunkt fra år til år for at tilgodese arter med forskelligt tidspunkt for frømodning. Sent høslæt giver planterne tid til at opmagasinere næringsstoffer i rodsystemet og dermed en mindre udpining end tidligt høslæt.  Der er dog gennem de seneste årtier ofte set en fremrykning af blomstring og frøsætning som følge af varmere vejr og ændret nedbørsfordeling, der kan tale for en fremrykning af høslæt til slutningen af juni.  

Høslætslaug – et middel til at få slået små enge?

Der er de senere år etableret nye høslætslaug, som har til formål at pleje og retablere gamle høslætsenge samt at udbrede kendskab til høslæt og høslætsengenes særlige kulturhistoriske og naturhistoriske værdier. Strøgårdsvang Høslætslaug er et eksempel på et velfungerende høslætslaug dannet i 1999 efter svensk inspiration. Hvert år sørger 25-30 laugsmedlemmer for at slå en knapt 1 ha stor eng med le omkring 1. juli og rive høet sammen.

Engplejedag på Frisenvold (Fotos: Rita M. Buttenschøn).

Græsning 

Græsning er langt den mest anvendte plejemetode på ferske enge, men der er stigende problemer med lungeorm og andre indvoldsparasitter og vanskeligheder med at finde græsningsdyr til meget våde og tilgroede enge.  

Fordele

  • Giver en arts- og strukturrig engvegetation.
  • Hæmmer tilgroning med træer og buske.

Ulemper

  • Kan fremme problemarter som lyse-siv, mosebunke og agertidsel
  • Giver ofte problemer med indvoldsparasitter.
  • Kan give optrampning i perioder med megen nedbør.

 

DyreartEffektEgnethed
Kvæg

Udvikler en arts- og urterig vegetation med en tuet og varieret struktur.

Fremmer gødningsfauna, der dels rummer sjældne arter og dels fødedyr for fugle m.fl.

Tåler at gå på fugtig bund, men har stigende problemer med lungeorm, leverikter og andre indvoldsparasitter. Stikkende og bidende insekter optræder ligeledes med størst hyppighed på vådbundsarealer og kan give problemer.

Foldskift – og gerne kombination med høslæt – er det bedste middel mod indvoldsparasitter.

Specielt ved leverikter kan flytning fra slutningen af juli til sept. reducere belastningen.
Heste Giver en artsrig vegetation. Vedligeholder foretrukne dele af græsgangen med tætgræsset vegetation, mens andre dele ikke græsses.

Kan tåle at gå på fugtig bund.

Har normalt lidt større tolerance overfor indvoldsparasitter end kvæg og får.

Kan give problemer med optrampning.
Geder Giver en græsdomineret og relativ ensartet vegetation, men de er mere skånsomme overfor ynglende engfugle.

De fleste racer er ikke så egnede på våd bund. Her gælder samme anbefalinger vedr. foldskift som for kvæg.

Får Effektiv kratrydning. Er ikke så egnede på våd bund, er meget følsomme overfor indvoldsparasitter.
Tabel: Valg af græsningsdyr


Græsningstryk og -sæson

Der er meget stor forskel på forskellige engtypers produktivitet afhængig af jordbund, vandstand og driftshistorie. På sure, næringsfattige enge er produktionen af foderenheder per hektar i størrelsesordenen 600-800, mens den på en næringsrig eng kan være på 1800-2800. Foderproduktionen på en eng er større, hvis den græsses med et tilpas græsningstryk gennem vækstsæsonen end en på en tilsvarende ugræsset eng, men derudover er produktiviteten afhængig af de aktuelle nedbørs- og temperaturforhold. Det anbefalede græsningstryk ligger fra 0,5 til 1, 2 SK/ha, men skal tilpasses den aktuelle planteproduktion og mål med plejen. Ifølge en undersøgelse af langtidseffekten af hhv. græsning med forskelligt græsningstryk og høslæt fra Sydsverige, resulterer græsning ved lavt græsningstryk i en ringere naturtilstand end græsning ved et moderat til højt græsningstryk. En undersøgelse af langtidseffekten af græsning på enge på Mols viste, at en reduktion i græsningstrykket medførte en tydelig nedgang i artstætheden. 

Effekt af græsning på engvegetation 

Under græsning sker der en ændring af sammensætningen og fordeling af plantearter, hvor star, siv og andre halvgræsser samt bredbladede urter får en større udbredelse på bekostning af græsser. Fordelingen ændres, således at der ikke er en dominans af en eller nogle få arter. 

Du kan se eksempler på forskellige engarters tolerance overfor græsning her.

 

Sommergræsning på enge i Vejle Ådal (Foto: NaturEyes).

Planteproduktionen er højest i perioden maj-juli og ud fra produktionsmæssige synspunkter er det optimalt at tilpasse græsningstrykket, således at det er højest i maj-juli og derefter reduceres i forhold til nedgangen i primær produktion, alternativt hegne en del af engen fra i en periode og slå hø på den.

Græsningslaug 

Ved pleje af engarealer er det et stort problem, at der er mange små lodder med hver sin lodsejer. For at optimere plejen både i forhold til naturindhold og i forhold til den praktiske drift, bør der så vidt muligt laves aftaler om fællesdrift af arealer af passende størrelse på tværs af ejer-skel. Der er mange former for aftaler om fællesdrift i form af fællesgræsning, græsningslaug, høslætlaug m.m. Der er desuden flere tiltag, der skal gøre naturplejedrift mere attraktiv, herunder projekter der sikrer en sammenlægning af engparceller gennem jordfordeling.

 Beskyttede ferske enge: Vegetation, påvirkninger, pleje, naturplanlægning. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2006.

Croft  Jefferson (eds.), 1999. The Lowland Grassland Management Handbook. 2nd edition. English Nature/The Wildlife Trusts.

Danske naturtyper i det europæiske NATURA 2000 netværk. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2001.

Danske plantesamfund i moser og enge – vegetation, økologi, sårbarhed og beskyttelse  – Faglig rapport fra DMU nr. 728. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2009

Ekstam, U. Forshed, N. 1992. Om hävden upphör. Naturvårdverket

Fagligt grundlag for vurdering af bevaringsstatus for terrestriske naturtyper.  Videnskabelig rapport fra DCE nr. 118. Aarhus Universitet, DCE –Nationalt Center for Miljø og Energi, 2014.

Ferske enge – en beskyttet naturtype. Miljø- og energiministeriet, Naturstyrelsen, 1995.

Græsning og høslæt i naturplejen. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2007.

Handlingsplan for bevarelse af den truede fugleart engsnarre Crex crex. Miljø- og Energiministeriet, Naturstyrelsen, 2000.

Handlingsplan for truede engfugle. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2005.

Hansen, B. 1997.  Driftsfællesskaber ved forvaltning af naturområder. Park- og Landskabsserien nr. 15. Forskningscenter for Skov & Landskab, Hørsholm.

Hvordan sikrer vi de ferske enge og vådområders biodiversitet. Danmarks natur frem mod 2020. Det Grønne Kontaktudvalg, Danmarks Naturfredningsforening, 2012.

Høenge i Danmark. Naturstyrelsen og Dansk Botanisk Forening, 2005.

LIFE naturprojekter - engfugle, Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2009.

LIFE naturprojekter - højmoser, Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2013.

Losvik, M. H. Austad, I. 2002. Species introduction through seeds from an old, species-rich hay meadow: Effects of management. Applied. Veg. Sci.5(2), 185-194.

Naturstyrelsens Naturplejestrategi. Miljø- og Energiministeriet, Naturstyrelsen. 1999.

Naturplejebogen. Miljø- og Energiministeriet, Naturstyrelsen, 1997

Overdrev, enge og moser. Håndbog i naturtypernes karakteristik og udvikling samt forvaltningen af deres biodiversitet – Faglig rapport fra DMU nr. 727. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, 2009.

Praktisk guide for kogræsserforeninger. Danmarks Naturfredningsforening, 2006.

Schmidt, N. M. Olsen, H. Lisborg, T. D. Bildsøe, M. Leirs, H. 2003. Betydning af græsningstryk og høslæt for småpattedyr på ferske enge. DJF rapport, markbrug nr. 91, 157-181

Skovengen blomstrer. Aktuel Videnskab 2, 2016.

The conservation benefit of mowing vs. grazing for management of species-rich grasslands: a multi-site, multi-year field experiment. Nordic Journal of Botany 33, 2015. 

Truede engfugle. Status for bestande og forvaltning i Danmark. Dansk Ornitologisk Forening, 2004.

Vejledning til  Jordressourcens til anvendelse dyrkning og natur. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, 2017

 

Indvoldsparasitter - et stigende problem

Læs mere om problem og løsning her