Hvad er invasive arter?

Invasive arter er dyr og planter, der spredes til områder, som de ikke selv ville kunne sprede sig til, og som har en negativ effekt på den oprindelige biodiversitet.

Den biologiske invasion forløber i fire faser:

Spørgsmål og svar om invasive arter

Hvor sker biologiske invasioner?

Biologiske invasioner sker i alle miljøer, terrestriske, marine og ferske.

Det diskuteres, om der er større risiko for en biologisk invasion i nogle habitater frem for andre.

Konkurrence – en væsentlig faktor

En faktor, der tilsyneladende generelt er meget vigtig, er konkurrence. Er der meget lav eller ingen konkurrence til introducerede arter, vil disse kunne optræde invasivt. Områder med lav konkurrence, som f.eks. oceaniske øer, er derfor generelt meget sårbare over for bioinvasioner.

Forstyrrede økosystemer

Forstyrrede økosystemer bliver ofte fremhævet som sårbare over for bioinvasioner, da der i disse systemer vil være tomme nicher, som introducerede arter kan udfylde. Det vil ofte være generalister, der har succes som invasive arter i forstyrrede systemer.

Økosystemer med tomme nicher

Økosystemer med tomme nicher kan være sårbare overfor bioinvasioner, da der er en mulighed for at introducerede arter vil kunne udfylde sådanne nicher. De introducerede arter vil således kunne finde en plads i økosystemet, hvor der muligvis ikke er særlig stor konkurrence om ressourcerne.

Økosystemer med mange og tilgængelige ressourcer

Der synes også at være en mulighed for at mængden og tilgængeligheden af ressourcer er en vigtig faktor for et økosystems sårbarhed overfor bioinvasioner. I økosystemer, med mange og tilgængelige ressourcer, og som kan opretholde mange hjemmehørende arter, kan der også forventes at være ressourcegrundlag for mange introducerede arter. Nogle af disse kan blive invasive.

Er alle biologiske introduktioner problematiske?

Ændringer i den økologiske balance

Faren ved introducerede arter er, at nogle af dem kan etablere sig i den danske natur og forrykke den økologiske balance. Det er dog langt fra alle introducerede arter, der bliver invasive.
En tommelfingerregel siger, at ud af de arter der introduceres til et nyt område, er det 10% der etablerer sig i naturlige økosystemer. Ud af disse vil 10% optræde invasivt. Det er altså ca. 1% af de introducerede arter, der kan forventes at optræde invasivt, og dermed forårsage uønskede påvirkninger i de naturlige økosystemer.

Effekter af invasive arter

Æstetik og interesser

En lang række arter kommer altså til at indgå ubemærket i vores økosystemer, mens andre opfattes som en berigelse af æstetiske årsager, f.eks. krokus og erantis, eller af interesse-årsager f.eks. jagtbare arter som dådyr.

Forudsigelse og usikkerhed

Det er meget svært at forudsige hvilken 1% af de introducerede arter, der vil optræde invasivt, selvom der er nogle karakteristika, der ofte kendetegner invasive arter. Usikkerheden omkring hvilke arter, der vil blive invasive, kan belyses med kæmpebjørneklo som eksempel. Denne plante kom til Danmark midt i 1800-tallet uden at blive spredt. I 1960-erne begyndte planten dog at spredes over hele landet. I dag er arten et stort problem fordi den danner tætte bestande i enge, moser og langs vandløb, og derved fortrænger alle andre arter.

Hvad er forskellen på introducerede og invasive arter?

Introducerede arter

Introducerede (eller ikke-hjemmehørende) arter er arter, der er spredt uden for deres naturlige udbredelsesområde ved menneskelig hjælp. Det vil sige uden for det område, som arten ved egen hjælp vil kunne sprede sig til. Ikke alle introducerede arter bliver invasive. Introducerede arter betegnes først invasive, når de truer den oprindelige flora og fauna.

Invasive arter

Invasive arter er altid arter, der er blevet introduceret. Det vil sige, at arter der f.eks. er hjemmehørende i Tyskland, og som spreder sig til Danmark ved egen kraft, fordi klimaet bliver varmere ikke vil blive betegnet som introducerede og derfor heller ikke invasive, selvom de eventuelt ville kunne have en negativ indflydelse på den danske flora og/eller fauna. Arter, der derimod er introducerede til vore nabolande, og som indvandrer herfra, vil også betegnes som introducerede i Danmark. Et eksempel på dette er bisamrotten, der er blevet udsat i Centraleuropa og derfra har spredt sig op gennem Tyskland til Danmark.

Introduktion af arter

Introduktionsveje

Arter

Hvad kendetegner en invasiv art?

Det er meget svært at forudsige om en introduceret art vil blive invasiv, men der er dog visse kendetegn, man ofte ser hos arter, der bliver invasive.

Kendetegn

Arter, der optræder invasivt, har ofte et stort reproduktivt potentiale og et stort spredningspotentiale.
Spredningspotentialet kan være højt, fordi arten selv er i stand til at sprede sig, men det kan også være fordi, arten nemt bliver spredt med f.eks. transportmidler.
Herudover er arter, der bliver invasive, ofte tilpasningsdygtige. De har ofte et bredt fødevalg og kan ofte leve i en lang række habitater.

Selvom en art ”opfylder” disse kriterier, er det ikke ensbetydende med, at arten vil optræde invasivt. Ligeledes kan der forekomme arter uden disse karaktertræk, der alligevel bliver invasive.

Europæisk samarbejde NOBANIS

Den bedste ledesnor er ofte at se på, om en pågældende art optræder invasivt i områder med samme klima og habitattyper, som vi har herhjemme. Disse forhold vil ofte findes i vore nabolande og derfor deltager Danmark i NOBANIS, et europæisk samarbejde om invasive arter, hvor et af formålene netop er at dele viden om problemarter.

NOBANIS

Forholdsregler

Fordi det er så svært at forudsige hvilke arter, der vil blive problematiske bør forsigtighedsprincippet følges. Det vil sige, at man, på trods af manglende viden om hvilke risici introduktion af en given art medfører, bør tage forholdsregler imod introduktionen af en sådan art. På samme måde bør der laves tiltag til bekæmpelse og kontrol af en introduceret art, selvom man ikke med sikkerhed kender langtidspåvirkningen fra denne art.

Hvordan forholder vi os til biologiske invasioner?

I lang tid har mennesker fremmet introduktionen af ikke-hjemmehørende dyr og planter til nye habitater, fordi det blev opfattet som en berigelse af den tilstedeværende biodiversitet. Disse nye arter har også været brugt til at berige kulturlandskabet og til at forskønne haver, parker og byer.

Ingen hjemmehørende arter i Europa er frem til 2008 forsvundet som følge af introduktionen af nye arter, men nogle er truet af tilstedeværelsen af disse nye arter. Den europæiske flodkrebs ( Astacus astacus ) er i dag truet på grund af krebsepest ( Aphanomyces astaci ), der er blevet ført hertil med signalkrebs ( Pacifastacus leniusculus ) introduceret fra Nordamerika.

Derudover kan enkelte invasive arter betyde store økonomiske tab og udgifter. I Danmark vurderes det, at brun rotte ( Rattus norvegicus ) koster samfundet ca. 60 mio. kr. i direkte bekæmpelse og 100-200 mio. kr. i skader på kloaknettet.

Effekter af invasive arter

Der mangler i dag viden om langtidseffekterne af invasive arter, ligesom samspillet mellem hjemmehørende arter og introducerede arter på lang sigt ikke er tilstrækkeligt belyst. Dette betyder, at fokus i dag er på forebyggelse af introduktioner, kontrol af introducerede arter samt beskyttelse af den oprindelige biodiversitet og dynamik i økosystemet.

Da introducerede arter indgår i den naturlige dynamik i naturen, idet de beriger deres omgivelser, og fordi de også har en ret til at leve, opstår spørgsmålet, om hvorvidt vi skal tolerere eller kontrollere dem.

Skal vi tolerere eller kontrollere introducerede arter?

Den fortsatte spredning af ikke-hjemmehørende arter rejser spørgsmålet om, hvorvidt denne udvikling blot skal overvåges eller om der skal iværksættes tiltag til at stoppe yderligere spredning.
Svaret på dette er afhængigt af en vurdering af, på den ene side skadevirkninger og på den anden side den berigelse introducerede arter kan føre med sig. I øjeblikket er det vanskeligt at lave sådan en vurdering, da den bør baseres på viden om langtidseffekter. Studier af langtidseffekter af introducerede arter forekommer kun sporadisk på nuværende tidspunkt, og vil tage årtier at udføre.

Hvor meget skade eller hvor stor en berigelse en given introduceret art giver et område vil være afhængig af øjnene der ser, samt beskyttelsesmæssige og økonomiske mål for området.
Det har vist sig meget vanskeligt at udrydde introducerede arter, hvis de først har fået fodfæste og spredt sig. Derfor er fokus særligt rettet mod at undgå yderligere introduktioner.

Endnu et spørgsmål presser sig på, nemlig hvorledes vi skal forholde os til arter, der er invasive i Europa, men som er i tilbagegang i deres oprindelige områder. Et eksempel på dette er Mandarinand ( Aix galericulata ), der er hjemmehørende i Østasien. Arten er gået drastisk tilbage og vurderes som næsten truet i Kina på grund af jagt og skovrydning. Bestanden i Japan anses dog for at være stabil, men det er tankevækkende at 10-15% af den globale bestand findes som introduceret i Europa, og tendensen er stigende.

Hvordan vi skal forholde os vil altså være en vurdering fra art til art.

Ændret opfattelse gennem tiden

Fra det 18. århundrede og frem til og op gennem det 20. århundrede har det været ganske almindeligt at flytte rundt på arter.

Et øget antal immigranter til USA og Canada efter første verdenskrig resulterede i at flere og flere dyr og planter blev introduceret til Nordamerika. Denne proces forløb dog ikke kun i Nordamerika, men har fundet sted på alle kontinenter. Mange arter blev medbragt i håb om økonomisk gevinst, men også fordi immigranter satte pris på at have en velkendt natur omkring dem.

I lang tid vidste man ikke noget om hvordan introducerede arter påvirkede den hjemmehørende flora og fauna. Det var først da man begyndte at bemærke en stigning i sygdomme og man led økonomiske tab, at en egentlig modstand mod introduktion af arter begyndte at dukke op.

I dag har en lang række lande taget initiativer til at kontrollere og overvåge introducerede arter.