I lang tid har mennesker fremmet introduktionen af ikke-hjemmehørende dyr og planter til nye habitater, fordi det blev opfattet som en berigelse af den tilstedeværende biodiversitet. Disse nye arter har også været brugt til at berige kulturlandskabet og til at forskønne haver, parker og byer.
Ingen hjemmehørende arter i Europa er frem til 2008 forsvundet som følge af introduktionen af nye arter, men nogle er truet af tilstedeværelsen af disse nye arter. Den europæiske flodkrebs ( Astacus astacus ) er i dag truet på grund af krebsepest ( Aphanomyces astaci ), der er blevet ført hertil med signalkrebs ( Pacifastacus leniusculus ) introduceret fra Nordamerika.
Derudover kan enkelte invasive arter betyde store økonomiske tab og udgifter. I Danmark vurderes det, at brun rotte ( Rattus norvegicus ) koster samfundet ca. 60 mio. kr. i direkte bekæmpelse og 100-200 mio. kr. i skader på kloaknettet.
Effekter af invasive arter
Der mangler i dag viden om langtidseffekterne af invasive arter, ligesom samspillet mellem hjemmehørende arter og introducerede arter på lang sigt ikke er tilstrækkeligt belyst. Dette betyder, at fokus i dag er på forebyggelse af introduktioner, kontrol af introducerede arter samt beskyttelse af den oprindelige biodiversitet og dynamik i økosystemet.
Da introducerede arter indgår i den naturlige dynamik i naturen, idet de beriger deres omgivelser, og fordi de også har en ret til at leve, opstår spørgsmålet, om hvorvidt vi skal tolerere eller kontrollere dem.
Skal vi tolerere eller kontrollere introducerede arter?
Den fortsatte spredning af ikke-hjemmehørende arter rejser spørgsmålet om, hvorvidt denne udvikling blot skal overvåges eller om der skal iværksættes tiltag til at stoppe yderligere spredning.
Svaret på dette er afhængigt af en vurdering af, på den ene side skadevirkninger og på den anden side den berigelse introducerede arter kan føre med sig. I øjeblikket er det vanskeligt at lave sådan en vurdering, da den bør baseres på viden om langtidseffekter. Studier af langtidseffekter af introducerede arter forekommer kun sporadisk på nuværende tidspunkt, og vil tage årtier at udføre.
Hvor meget skade eller hvor stor en berigelse en given introduceret art giver et område vil være afhængig af øjnene der ser, samt beskyttelsesmæssige og økonomiske mål for området.
Det har vist sig meget vanskeligt at udrydde introducerede arter, hvis de først har fået fodfæste og spredt sig. Derfor er fokus særligt rettet mod at undgå yderligere introduktioner.
Endnu et spørgsmål presser sig på, nemlig hvorledes vi skal forholde os til arter, der er invasive i Europa, men som er i tilbagegang i deres oprindelige områder. Et eksempel på dette er Mandarinand ( Aix galericulata ), der er hjemmehørende i Østasien. Arten er gået drastisk tilbage og vurderes som næsten truet i Kina på grund af jagt og skovrydning. Bestanden i Japan anses dog for at være stabil, men det er tankevækkende at 10-15% af den globale bestand findes som introduceret i Europa, og tendensen er stigende.
Hvordan vi skal forholde os vil altså være en vurdering fra art til art.
Ændret opfattelse gennem tiden
Fra det 18. århundrede og frem til og op gennem det 20. århundrede har det været ganske almindeligt at flytte rundt på arter.
Et øget antal immigranter til USA og Canada efter første verdenskrig resulterede i at flere og flere dyr og planter blev introduceret til Nordamerika. Denne proces forløb dog ikke kun i Nordamerika, men har fundet sted på alle kontinenter. Mange arter blev medbragt i håb om økonomisk gevinst, men også fordi immigranter satte pris på at have en velkendt natur omkring dem.
I lang tid vidste man ikke noget om hvordan introducerede arter påvirkede den hjemmehørende flora og fauna. Det var først da man begyndte at bemærke en stigning i sygdomme og man led økonomiske tab, at en egentlig modstand mod introduktion af arter begyndte at dukke op.
I dag har en lang række lande taget initiativer til at kontrollere og overvåge introducerede arter.