FAQ om § 3-beskyttet natur

Regnvandsbassiner kan være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som søer, hvis de er større end 100 m ² i areal og der har udviklet sig et naturligt dyre- og planteliv, jf. NKO 439 , NYT 133 og afsnit 2.1, side 10 i § 3-vejlednignen [1].

Bassiner der er udformet som en betonkasse eller lignende, så der ikke vil være knyttet et naturligt dyre og planteliv til sådanne anlæg, er ikke omfattet af § 3 jf. NYT 133.

Det er kommunen, der konkret vurderer, om et regnvandsbassinopfylder kriterierne for at være omfattet af § 3-beskyttelsen.

Generelt gælder, at plejeforanstaltninger, der klart tjener til at opretholde den hidtidige tilstand, må anses som vedligeholdelse, og disse foranstaltninger kan dermed ske uden dispensation.

Regnvandsbassiner, der er omfattet af § 3 vil som udgangspunkt kunne vedligeholdes på sædvanlig måde, uden at det kræver dispensation, idet sådant arbejde normalt ikke indebærer en ændring af søens tilstand, jf. NYT 133.

Oprensninger, der indebærer f.eks. uddybning af bassinerne eller afgravning af bredarealer, vil derimod som regel kræve en dispensation fra § 3, jf. NYT 133.

Det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 , at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra § 3.

Der skal som hovedregel indgives ansøgning om dispensation, hver gang der ønskes foretaget en tilstandsændring.

Der kan ikke gives dispensationer, der er tidsubegrænsede, eller indeholder tilladelse til flere oprensninger over en længere årrække. Hvis dispensationen vedrører flere regnvandsbassiner, skal der foretages en konkret vurdering vedrørende hvert bassin.

Baggrunden herfor er, at både det ønskede indgrebs art og virkning skal indgå ved vurderingen af, om der kan meddeles dispensation. Virkningen af en bestemt type indgreb kan - bl.a. som følge af ændringer i naturområdets tilstand eller ved gentagne indgreb - ændre sig over tid. Det er derfor nødvendigt, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af virkningen af indgrebet.

Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Miljø- og fødevareklagenævnet inden for 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 87 . Adgangen til at påklage kommunalbestyrelsens vurdering og afgørelse taler ligeledes for, at der ikke meddeles dispensationer, der strækker sig over længere tid, da klageadgangen vedrørende fremtidige indgreb på tidspunktet for indgrebene reelt vil være afskåret.

Derudover er der en særlig restriktiv dispensationspraksis, når der er tale om levesteder for bilag IV arter, se hertil bl.a. afsnit 4.3, side 40 i § 3-vejledningen [1].

Dispensationen bør således være præcis i forhold til, hvilke foranstaltninger, den omfatter, antallet af gentagelser, hvornår foranstaltningerne skal gennemføres, hvilken dato dispensationen udløber. Dispensationen bør også indeholde vilkår om, hvordan oprensningen (og eventuelle andre foranstaltninger) skal foregå af hensyn til sikring af naturinteresser samt i hvilke tilfælde ansøgeren skal henvende sig til kommunen osv.

[1] Vejledning om naturbeskyttelseslovens § 3 beskyttede naturtyper, Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen 2009

Der skal ikke søges om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af regnvandsbassiner med mindre bassinnet ønskes placeret på et areal, der allerede er omfattet af § 3. Der kan, efter de konkrete omstændigheder, kræves tilladelser mv. efter anden lovgivning.

Et § 3-beskyttet overdrev defineres som en lysåben, græs- og urtedomineret vegetation på tør bund, typisk med græsning eller høslæt som kulturpåvirkning eller uden landbrugsmæssig drift.

Habitatnaturtyper, der kan henregnes til overdrev er beskyttede af naturbeskyttelseslovens § 3. Det drejer sig om 1230 Klinter eller klipper ved kysten, 2130 Stabile kystklitter med urteagtig vegetation (grå klit og grønsværklit), 2330 Indlandsklitter med åbne græsarealer med sandskæg og hvene, 6120 Meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkholdigt sand, 6210 Overdrev og krat på mere eller mindre kalkholdig bund, 6230 Artsrige overdrev eller græsheder på mere eller mindre sur bund, 8220 Indlandsklipper af kalkfattige bjergarter og 8230 Indlandsklipper af kalkfattige bjergarter med pionerplantesamfund, jf. lovbemærkningerne til 2004-ændringen af naturbeskyttelsesloven .

Både biologiske-, egnskarakteristiske- og landskabelige forhold indgår i forbindelse med en afgrænsning af beskyttede overdrev, jf. 1992-lovens bemærkninger. Den grundlæggende forudsætning for, at et areal kan betegnes som et overdrev er dog, at der er tale om tørre jordbundsforhold og en vegetationens sammensætning, der indikere overdrevsvegetation, samt at intensiv opdyrkning af arealet er opgivet for mindst 30-50 år siden, jf. lovbemærkningerne til 2004-ændringen af naturbeskyttelsesloven .

Med intensiv opdyrkning henvises til omlægning/oppløjning af det pågældende areal med flerårig dyrkning af afgrøde eller med intensiv anvendelse af hjælpestoffer som gødskning, pesticider og evt. kalkning. Ekstensiv drift omfatter græsning, høslæt og evt. rydning af træ- og buskopvækst og ukrudt (f.eks. tidsler) dvs. pletvise bevoksninger med vegetation, som ikke er egnet til græsning.

Med de 30-50 år præciseres det, at der skal gå en længere årrække, før et område har udviklet sig til overdrev i lovens forstand. Om det kræver 30 eller 50 år, før der i et konkret tilfælde er udviklet overdrev, vil afhænge af de lokale forhold. Kriteriet skal anvendes i en sammenhæng mellem kriterierne om jordbund og vegetation. Dermed udelukkes ikke, at der på grund af lokale forhold kan udvikle sig et beskyttet overdrev på mindre end 30 år. Se afsnit 2.8, side 17 i § 3-vejledningen. Fra Miljø- og fødevareklagenævnet se NOMO nr. 112  om nyregistrering af biologiske overdrev.

Registreringen af overdrev er vejledende og ikke juridisk bindende. Det er først i forbindelse med konkrete sager, at kommunen tager endelig stilling til, om et areal er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Der foretages derfor ikke nødvendigvis udredninger af arealernes historie i forbindelse med den vejledende registrering, medmindre der er klart tvivl om arealets beskyttelsesstatus, og det derfor kan være til støtte at se på ældre luftfotos.

Særlige omstændigheder:

• Et areal kan godt defineres som overdrev selvom, der har været foretaget en enkelt let jordbearbejdning som f.eks. fræsning eller et enkelte års dyrkning, forudsat de botaniske og jordbundsmæssige forhold opfylder kriterierne.
• Hvis et areal fremstår med en tydelig overdrevsvegetation og opfylder arealkrav, jordbundsforhold mv., kan det i særlige tilfælde være beskyttet, selvom det ikke har været uden jordbearbejdning i 30-50 år. Et eksempel på lokaliteter, hvor der kan udvikles overdrevsvegetation på mindre end 30 år efter endt aktivitet på arealet er grusgrave. Et sådan overdrev vil også være omfattet af naturbeskyttelsesloven.
• Det er ikke tilstrækkeligt, at et areal har henligget udyrket eller været afgræsset i 30-50 år. Der skal have indfundet sig karakteristisk, sammenhængende overdrevsvegetation før arealet bliver omfattet af § 3.

Overdrev, heder, ferske enge, strandenge og moser er beskyttede, når de enkeltvis eller tilsammen er over 2.500 m². Naturområderne er også beskyttede, hvis de ligger i forbindelse med beskyttede vandløb eller søer, selvom de er mindre end 2.500 m². Søer og vandhuller er beskyttede, når de er over 100 m² og vandløb er beskyttede, når de er udpeget som § 3-naturtype. § 3-beskyttede vandløb fremgår af Miljøportalen. Beskyttelsen gælder både i det åbne land og i skoven. I fredskov er § 3-natur beskyttet uanset størrelse og alle vandløb er beskyttede.

Se mere om de forskellige beskyttede naturtyper i pjecen "Er der beskyttet natur på din ejendom?” Information om naturbeskyttelseslovens § 3"  samt på  Miljøstyrelsens hjemmeside om beskyttelse af § 3-naturtyper.  

De § 3-beskyttede naturtyper søer, heder, moser, strandenge, ferske enge og overdrev er vejledende registrerede i Danmarks Miljøportal. Se hvordan man finder registreret § 3 beskyttet natur på sin ejendom i faktaarket.

Registreringer i Miljøportalen af beskyttet natur er vejledende. Det betyder, at områdets faktiske tilstand afgør, om det er beskyttet eller ej. Vandløb som er beskyttede af naturbeskyttelseslovens § 3 er udpegede og godkendt af miljøministeren. De beskyttede vandløb fremgår også af Miljøportalen.

Som noget nyt har Miljøstyrelsen, i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og kommunerne udviklet Din Natur, en webtjeneste, der gør det muligt at følge kommunernes opdateringer i § 3 registeringen via et gratis abonnement på oplysninger indenfor arealer tilpasset den enkelte brugers interesseområder. Tilgå Din Natur.

Læs mere om hvad § 3-beskyttelsen betyder her i  ”Er der beskyttet natur på din ejendom? Information om naturbeskyttelseslovens § 3” samt på Miljøstyrelsens hjemmeside om beskyttelse af § 3-naturtyper.

Størrelsesgrænserne for de beskyttede naturtyper er fastsat til en fælles mindstegrænse på 2500 m² i sammenhængende areal for alle de beskyttede naturtyper bortset fra søer, hvor størrelsesgrænsen er 100 m². 

Det afgørende for beskytttelsen er endvidere, om arealet opfylder de biologiske kriterier for at være en beskyttet naturtype.

Søer, der er mindre end 100 m², er beskyttede, når de ligger i en af de beskyttede naturtyper, hvis det samlede område er på 2500 m² og derover. Derudover er søer under 100 m² beskyttede, når de indgår som en del af et beskyttet vandløb.

Moser er endvidere beskyttede uanset størrelsen, når de ligger i forbindelse med en beskyttet sø eller et beskyttet vandløb.

Spørgsmålet om eventuel ulovlig opfyldning af søer med videre samt depoter med have - og grenaffald hører under kommunerne, jf. naturbeskyttelses-, miljø- og sundhedslovgivningen. Hvis der er tale om et konkret sag, skal man rette henvendelse til den kommune, hvori vandhullet med videre ligger. Hvis aflæsningen foregår på et statsejet areal, skal man rette henvendelse til den pågældende statsinstitution.

Det betyder, at der lægges bestemmelser på et områdes fremtidige anvendelsesmuligheder. Bestemmelserne varierer meget fra sag til sag og kan eksempelvis omfatte forbud mod byggeri, forbud mod beplantning eller forbud mod offentlighedens adgang til området. Fredninger gennemføres for at beskytte landskaber, kulturhistorie, dyr og planter og deres levesteder.

Det er kommunen, som vurderer, om en sti i det åbne land er omfattet af adgangsreglerne, og om nedlæggelse af stien kræver anmeldelse efter bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 26 a.