Beskyttede moser

Moser finder vi på steder, hvor grundvandet står så højt, at jorden er vandmættet, men uden at jordoverfladen permanent står under vand. Dog er der ofte vandhuller i moserne, fordi de tidligere blev brugt til tørvegravning, og nu henligger tørvegravene som små søer i moseområderne. Moser har et naturligt plantedække af urter, buske og træer, tilknyttet den høje fugtighed.

Foto: colourbox.dk / 1914

Beskyttelse og dispensation

Moser, med et samlet areal på 2500 m2 eller derover, er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Moser som er mindre end 2500 m2, men som ligger i forbindelse med andre beskyttede naturtyper (f. eks en eng), så det samlede areal bliver over 2500 m2, er også beskyttede. Moser beliggende i byzone og sommerhusområder er beskyttede. Der må heller ikke foretages ændring i tilstanden af moser og lignende, der er mindre end 2.500 m2 , når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen.

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af beskyttede moser. Det er f.eks. ikke tilladt at gødske moser.

Hvis man f.eks. ønsker at hæve vandstanden, grave eller oprense en sø, plante, slå en rørsump eller rydde en gammel skovsump, skal kommunen spørges først.

Det er normalt ikke nødvendigt at søge om dispensation fra naturbeskyttelsesloven til løbende at rydde opvækst af træer og buske eller invasive arter som f.eks. kæmpe-bjørneklo.

En række mosetyper er også beskyttede af Natura 2000, se danske naturtyper omfattet af Natura 2000.

Høst af rør er også omfattet af naturbeskyttelsesloven.

Mosens historie

Moser er i nogen udstrækning blevet benyttet til græsning på samme måde, som engene blev det. De fugtigste og mest næringsfattige moser græsses eller slås dog ikke, dels fordi udbyttet er for ringe, dels pga. vanskelige tilgangsforhold. I moser med tagrør har rørhøst haft en stor betydning for plantesamfundet. I mange moser, hvor der har været tørvedannelse, har man gravet tørv til brændsel. Disse tørvegrave ligger i dag som søer i moserne.

Plantelivet i mosen

Der findes en række forskellige typer af moser. Det er plantevæksten og fugtighedsforholdene, der gør et areal til mose, og moserne tager navn efter disse to. F.eks. er rørsump og ellesump navngivet efter de dominerende arter, mens højmose, kærmose og vældmose har deres navne pga. fugtighedsforholdene.

Rørsumpen har fået dens navn, fordi tagrør er den dominerende plante. Ud over tagrør kan der findes en række andre høje planter, f.eks. høj sødgræs, rørgræs og gul iris, men også en række lavere planter som trævlekrone, kær-dueurt og vandnavle.

Skovsumpene , herunder ellesumpe, er moser, som er bevoksede med træer som pil, el, birk, og ask.

Højmoser er moser, som kun får tilført vand med nedbøren. Højmosen er domineret af tørvemosser og dværgbuske. Mange danske højmoser er forsvundet fordi de har været anvendt til tørvegravning.

Kærmoser og vældmoser er moser, som får tilført vand med grundvandet. Man finder en del sjældne planter i moser, som er næringsfattige og /eller hvor der findes kalk i undergrunden. De sjældne planter omfatter bl.a. orkideerne, de kødædende planter soldug og vibefedt, arter af star og siv, hjertegræs og vild hør.

Foto: colourbox.dk / Paul Stout

Dyrelivet i mosen

I mosen finder man en række insekter, som ofte er knyttet til specifikke plantearter.
Padder er afhængige af, at der findes fugtige områder, vandhuller eller søer, som de kan yngle i, og tørre områder, hvor de kan søge føde og evt. overvintre. Det er derfor vigtigt for padderne, at der er god forbindelse mellem moserne, hvor de finder deres føde, og vandhullerne hvor de yngler. Snogens foretrukne levested er søer og moser som solen kan skinne på, og som er omgivet af skov. Ser man mange frøer et sted, vil man næsten også altid kunne finde snoge.

Foto: Scanpix

Påvirkninger og sårbarhed

Moser er især sårbare over for dræning og vandstandssænkning samt gødskning. Når vandstanden i en mose sænkes, ændres konkurrenceforholdet mellem fugtigbundsarter og arter, som klarer sig bedre på tørrere bund. Mange fugtigbundsarter kan klare sig på tør bund en tid, men efterhånden bliver de svagere. Hvis der er et tørvelag i mosen, vil en vandstandssænkning føre til, at tørven skrumper og sætter sig. Det kan resultere i sprækkedannelse og blotning af trærødder. Når tørven på denne måde får en øget tilgang af ilt, vil der ske en iltning af tørven og samtidig en frigivelse af kvælstof og andre plantenæringsstoffer. Dermed bliver mosen næringsstofpåvirket, og planter som ynder næringsstoffer (f.eks. ager-tidsel, stor nælde og arter af hanekro) vil få en fordel frem for mosens naturligt forekommende planter. Dette vil også ske hvis mosen gødskes.

Foto: colourbox.dk / Badahos

Pleje af moser

Mange rigkær og enge er tilgroede med høje urter eller buske og træer, fordi de ikke mere bliver udnyttet til græsning og høslet. Naturplejen vil her bestå i rydning af de opvoksede vedplanter og genindførelse af græsningen uden at gøde og sprøjte.

Højmoser og fattigkær er så våde og næringsfattige, at de ikke har været brugt til græsning og høslet. I de senere år er der sket en tilgroning af disse mosetyper, fordi de tilføres en stor mængde gødning fra luften. Mange områder er tillige påvirket af dræning, hvilket betyder, at tørvelaget nedbrydes og derved frigøres der også næringsstoffer. Plejen af disse områder vil bestå i rydning af opvoksede træer og buske og eventuelt hævning af vandstanden. I skovsumpe og rørsumpe vil der sjældent være behov for at gennemføre naturpleje ud over en eventuel vandstandshævning for at bevare de pågældende mosetyper.