Landskabskaraktermetoden

For at forstå landskabet, må man kortlægge de processer og funktioner, som har skabt det. Kortlægningen anvendes til at finde frem til det særlige eller det bærende i det enkelte landskab – dets karakter.

Landskabskarakteren er det særlige udtryk, som bliver skabt i samspillet mellem naturgrundlaget, arealanvendelsen og de rumlige visuelle forhold. Det er landskabskarakteren, der får området til at skille sig ud. Inden for hvert område udpeges de steder, der er mest karakteristiske og oplevelsesrige - samt de steder, hvor der er behov for forbedringer. Områderne kaldes landskabskarakterområder.

Metoden giver overblik og viser, hvilke områder vi skal passe særligt på, og hvilke landskabstræk vi kan bygge videre på. Metoden afdækker landskabernes karakteristika og særlige oplevelsesmuligheder, tillige med deres tilstand og sårbarhed overfor ændringer. Dette anvendes til at sikre de landskabelige bevaringsværdier, herunder større sammenhængende områder på tværs af kommunegrænser samt levere oplæg til, hvordan værdifulde landskaber kan beskyttes.

Landskabskaraktermetodens trin

Landskabskaraktermetoden gennemføres af fire forskellige faser: kortlægning, vurdering, strategi og implementering.

Man starter med at opdele det pågældende landskab i landskabskarakterområder og kortlægge dem med fokus på tre kvalitetskriterier:

  • Naturen (terræn, jordtype etc.)
  • Kulturen (byggeri, skov, landbrug etc.)
  • Den rumlige og visuelle fremtoning

Herefter beskriver planfolk de enkelte delområder og vurderer dem ud fra en række parametre:

  • Landskabets styrke 
    Hvor tydeligt fremstår de karaktergivende landskabstræk?
  • Særlige visuelle oplevelsesmuligheder 
    Er der f.eks. markante udsigter, en særlig arkitektur, kulturhistoriske mønstre eller historiske aftryk?
  • Tilstand 
    Hvor intakt og uforstyrret er landskabet?
  • Sårbarhed 
    Hvor påvirkeligt er landskabet over for ændringer?

På baggrund resultaterne af fase 1 og 2 inddeles landskabskarakterområderne i en række zoner med strategiske mål. Til hver zone angiver man forslag til, hvordan de landskabelige interesser kan inddrages i planlægningen og forvaltningen af det åbne land.

De strategiske landskabsmål er et udtryk for, hvilken udvikling der vil være bedst for landskabet. Udgangspunktet er, at særligt karakteristiske landskaber kan beskyttes og vedligeholdes, mens karaktersvage landskaber skal ændres.

Når den politiske behandling og afvejning med andre interessenter er gennemført, indarbejder man de landskabelige hensyn i kommuneplanlægningen og i vilkårene for den konkrete anvendelse af arealet.

Det er vigtigt at få formidlet, hvilke landskabskarakterer og vigtige landskabstræk der har betydning for et område og dets fremtid.

Landskabskaraktermetoden i kommuneplanlægningen

Metoden genererer et væsentligt sektorinput til kommuneplanlægningen og den efterfølgende forvaltning af de landskabelige interesser. I kommuneplanlægningen kan metodens resultater lægges til grund for planlægning af landskabet og fungere som input til øvrige temaer bl.a. skovrejsning, nye veje, tekniske anlæg og friluftsplanlægning. Metoden kan være med til at sikre, at hensynet til de landskabelige interesser indgår som en del af grundlaget for sagsbehandlingen i det åbne land f.eks. i forbindelse med byudvikling, lokalplaner, landzonetilladelser, forvaltningsplaner, miljøvurderinger m.m.

Miljøministeriets udgivelser om landskabskaraktermetoden:

Vejledning om landskabsinteresserne i kommuneplanlægning

Læs Apropos-vejledninger om landskabskaraktermetoden

Læs mere om metoden og Landskabsatlas