Hvad er invasive arter?

Invasive arter er dyr og planter, der spredes til områder, som de ikke selv ville kunne sprede sig til, og som har en negativ effekt på den hjemmehørende biodiversitet.

Hvad er en invasiv art?

Invasive arter er dyr og planter, der spredes til områder, som de ikke selv ville kunne sprede sig til, og som samtidig har en negativ effekt på den oprindelige biodiversitet. 

Arternes naturlige udbredelsesområde

Alle vildtlevende plante- og dyrearter forekommer kun naturligt inden for et bestemt, afgrænset geografisk område. Man taler om, at arterne er naturligt hjemmehørende i et bestemt område. 

Når arter flyttes udenfor deres naturlige udbredelsesområde

Mennesket har igennem historien flyttet rundt på både planter og dyr på tværs af de geografiske barrierer, som naturligt har begrænset deres udbredelse. Mennesker har ligeledes nedbrudt fysiske barrierer, som ellers begrænsede arternes spredning  for eksempel ved at grave kanaler mellem forskellige vandområder.

Ikke naturligt hjemmehørende arter

Plante- og dyrearter, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, kaldes for ikkehjemmehørende arter. De kaldes også ofte for introducerede, eksotiske eller fremmede arter. En art er enten hjemmehørende eller ikkehjemmehørende, den kan ikke være begge dele samtidig. Arters udbredelse er dynamisk, og det er derfor en konkret vurdering, om arter, der forekommer tæt på Danmark, skal betegnes som hjemmehørende arter.

Invasive arter

En lille del af de ikkehjemmehørende arter klarer sig så godt på det sted, hvor de er introduceret, at de har en skadelig virkning på biodiversiteten og på de økosystemer, de indgår i. Disse arter kaldes ikkehjemmehørende, invasive arter eller bare invasive arter. Invasive arter er per definition introducerede, det vil sige, de er flyttet af mennesker fra deres naturlige udbredelsesområde og har en negativ påvirkning på den hjemmehørende biodiversitet.

Et eksempel på en invasiv art er vaskebjørnen.

Vaskebjørnen er naturligt hjemmehørende i Mellem- og Nordamerika, men er spredt til bl.a. Europa ved menneskets hjælp.

Mennesket har introduceret vaskebjørnen i Europa som pels- og kæledyr. Arten har herfra bredt sig til naturen.

Vaskebjørnen kan påvirke fuglelivet negativt og kan være bærer af og sprede sygdomme.

Den biologiske invasion

Når arter introduceres udenfor deres naturlig udbredelsesområde, kan der ske en biologisk invasion.
Den biologiske invasion forløber i følgende fire faser:

Processens trin 1

Introduktion

Ved introducerede arter forstår man dyr, planter og svampe, der ikke har forekommet naturligt i Danmark siden sidste istid, men som er blevet indført ved menneskelig hjælp.

 

Processens trin 2

Etablering

For at arten betegnes som etableret i det nye område, skal den kunne overleve og reproducere sig. Arten er etableret, når den kan leve under de nye forhold og opretholde en levedygtig bestand.

 

Processens trin 3 - Spredning

Spredning

I denne fase har arten etableret sig, bestanden vokser og begynder at sprede sig ud over det sted eller område, hvor den blev introduceret. Arten kan sprede sig videre naturligt, men spredningen kan også hjælpes på vej af mennesker. 

 

Processens trin 4 - Effekt

Effekt

Da en art kun bliver betegnet som invasiv, hvis den påvirker den naturlige biodiversitet negativt, er det væsentligt at se på hvilke effekter, spredningen giver og hvorfor.  

 

Introducerede arter er arter, der ikke er hjemmehørende i Danmark. Det vil sige, at de ikke har forekommet naturligt i Danmark siden sidste istid, men som på et eller andet tidspunkt er blevet bragt til landet ved menneskers hjælp.

Introduktionen kan være sket for ganske nylig eller for flere hundrede år siden. Mange opfatter måske de tidligst introducerede arter som hjemmehørende, fordi ”de jo altid har været her.” men det behøver altså ikke at være tilfældet.

Bevidste og ubevidste introduktioner

Introduktion af arter kan både ske bevidst og ubevidst. Bevidst introducerede arter, kan være indført som afgrøder eller planter til læhegn og haver. Det kan også være kæledyr, produktionsdyr eller dyr, som er introduceret for at blive sat ud til jagt eller fiskeri. Introducerede dyrearter kan undslippe og derefter sprede sig og etablere sig i naturen, og planter kan ligeledes sprede sig utilsigtet.

Bevidste introduktioner har altid været en del af menneskets aktiviteter, men i forhold til tidligere er det blevet meget lettere at handle med hele verden - ikke bare for firmaer, men også for den enkelte borger, der let kan bestille varer fra hele verden via internettet. Transporttiden mellem de enkelte verdensdele er også blevet ganske kort, og det betyder, at flere arter kan overleve transporten selv over store afstande. 

Ved ubevidste introduktioner er der tale om arter, der indføres som blinde passagerer med andre varer eller som kommer ind i landet ved at hænge fast til køretøjer, tøj og sko. Disse arter kan derfor hurtigt spredes over landegrænser.

I havmiljøet kommer de ubevidst introducerede arter tit ind i landet via skibenes ballastvand og som begroning. Ballastvand har også betydning for spredningen af ferskvandsarter. Ubevidste introduktioner er typisk meget svære at forhindre, men når det gælder ballastvand findes der dog tekniske løsninger til at begrænse introduktion af nye fremmede arter.

Introduktionsveje

Arter bliver introduceret til nye områder på mange forskellige måder. Det kan f.eks. være i ballastvand, som blinde passagerer, direkte importeret eller udsat. På figuren nedenfor kan du se, hvordan, med hvilket formål, og i hvilket antal forskellige arter er introduceret i Danmark

Kilde: Handlingsplanen mod invasive arter (2017)

Faren ved introducerede arter er, at nogle af dem kan etablere sig i den danske natur og forrykke den økologiske balance. Det er dog langt fra alle introducerede arter, der bliver invasive.  
En tommelfingerregel siger, at cirka 10 procent af de arter, der introduceres til et nyt område, etablerer sig i naturlige økosystemer, og blandt dem, der etablerer sig, vil kun 10 procent optræde invasivt.

Det vil sige, at cirka én ud af hundrede introducerede arter kan forventes at optræde invasivt og påvirke de naturlige økosystemer negativt.

Hvilke faktorer kan forøge sandsynligheden for at en introduceret art etablerer sig?

Det er ofte tilfældigt, om en introduceret art etablerer sig eller ej, og en lang række faktorer kan påvirke udfaldet.

Jo flere individer, der introduceres, jo større er chancen for, at arten etablerer sig. I biologien skelner man desuden mellem begreberne ”invasiveness” og ”invasibility,” når man vil bestemme introducerede arters potentiale for at blive invasive.

Begrebet invasiveness knytter sig til den introducerede art og dens egenskaber: Er det en art, der får meget afkom? Kan den tåle forstyrrelse? Er det en generalist-art eller en specialist-art? Tolererer den store svingninger i klima, og kan den tilpasse sig forskellige habitattyper? Hvis svaret på disse spørgsmål er ”ja,” ligger den højt i ”invasiveness”, og den har gode chancer for at etablere sig på langt sigt i de nye omgivelser.

Begrebet invasibility knytter sig til det økosystem, som den introducerede art kommer til, og beskriver, hvor nemt eller svært det er at invadere. Introducerede arter vil generelt nemmest kunne etablere sig, hvis økosystemet er i ubalance, og derfor har ledige nicher, som den nye art kan overtage. Ubalancen kan skyldes naturlige forstyrrelser, tab af hjemmehørende arter, menneskelig påvirkning eller andre faktorer.

Eksempler på hvordan forskellige faktorer kan påvirke en biologisk introduktion

Begivenhed

Sandsynlig effekt

Få individer fra en bestand introduceres til et nyt område.

Der tabes generelt genetisk variation i forbindelse med introduktioner. Den form for biologiske flaskehalse kan både forøge og formindske sandsynligheden for at en introduceret art etablerer sig. Det afhænger specifikt af, hvad der tabes.

En art introduceres til et nyt område, hvor klimaet er meget fjernt fra artens naturlige udbredelsesområde.

Arten vil formentligt have store vanskeligheder med at etablere sig.

Et rovdyr bliver introduceret til et nyt område.

Uanset om det introducerede rovdyr etablerer sig på sigt, kan arten have store negative effekter på det hjemmehørende dyreliv.

En introduceret art taber sine naturlige fjender i forbindelse med introduktionen.

Den introducerede art har alt andet lige en forbedret konkurrenceevne i det nye habitat.

Den introducerede art og en hjemmehørende art er konkurrenter.

Et rovdyr har specialiseret sig i at spise den hjemmehørende art, men rovdyret kan ikke spise den introducerede art.

Den introducerede art har en konkurrencemæssig fordel og kan muligvis på sigt udkonkurrere den hjemmehørende art.

En art, der har specialiseret sig i at leve på en bestemt plante introduceres til et nyt område. Værtsplanten gror ikke i området.

Den introducerede art kan ikke etablere sig i det nye område, med mindre den kan leve på en hjemmehørende plante.

 

Det grå egern er hjemmehørende i Nordamerika. Det grå egern har en grå pels, er væsentlig større end det hjemmehørende røde egern og har små afrundede ører uden den hårdusk på ørerne.

Det grå egern er spredt til og har etableret bestande i flere dele af verden. I Storbritannien har det grå egern næsten udryddet det hjemmehørende røde egern pga. bedre konkurrenceevne. 

Arter, der optræder invasivt, får tit et stort antal unger eller sætter mange frøog spreder sig let. Spredningspotentialet kan være højt, fordi arten selv er i stand til at bevæge sig vidt omkring, men det kan også være stort, fordi arten nemt bliver spredt med f.eks. transportmidler. Det gælder eksempelvis knivmuslinger og sortmundet kutling, der er blevet spredt med skibes ballastvand, og frø af planter, som nemt hænger fast i bildæk og fodtøj. Desuden har invasive arter i reglen let ved at tilpasse sig et nyt miljø og kan leve i mange forskellige habitater.

Men selvom en art både har et stort reproduktivt potentiale og et stort spredningspotentiale, er det ikke sikkert, den bliver invasiv. Omvendt, kan der også være arter, som bliver det, uden at have nogen af de to karaktertræk.

Hvad påvirker spredningen?

En art spreder sig typisk først, når den har etableret sig i større, levedygtige bestande. Spredningen af en introduceret art afhænger først og fremmest af, om der findes habitater, hvor den kan etablere sig, og om den kan komme derhen.

Mobile arter spreder sig ofte hurtigt. Det er vigtigt at huske, at det ikke kun er de voksne individers mobilitet, der er afgørende for spredningen. Eksempelvis kan voksne stillehavsøsters (Crassostrea gigas) ikke bevæge sig ret langt, men deres æg og larver kan flyttes vidt omkring af havstrømmene – og af mennesker.  

Bekæmpelse af invasive arter er mest effektiv, før arten bliver vidt udbredt. Til gengæld kan det være svært at bedømme, hvor stor skade en art kan gøre, mens bestandene endnu er små og isolerede. Derfor følger man både i Danmark og resten af EU det såkaldte forsigtighedsprincip”, fordi det kan have meget store biologiske og samfundsmæssige omkostninger, at invasive arter spreder sig.

Effekter på økosystemer

Invasive arter kan få stor effekt på et økosystem ved at udkonkurrere hjemmehørende arter eller ved at reducere bestandene kraftigt, at de hjemmehørende arters rolle ændres i økosystemet.

De invasive arter kan reducere bestanden af hjemmehørende arter af forskellige årsager:

  •        De kan græsse hårdt på planter, der ikke er tilpasset et højt græsningstryk
  •        De kan æde hjemmehørende dyr
  •        De kan konkurrere med hjemmehørende arter om f.eks. de samme byttedyr eller for planternes vedkommende om lys, vand og næringsstoffer.

Et eksempel på sådan en plante er kæmpebjørneklo (Heracleum mantegazzianum), der udkonkurrerer hjemmehørende danske arter ved at skygge for lyset. Det betyder, at den lavere vegetation dør på grund af lysmangel. Det får betydning ikke kun for floraen, men også for alle de sommerfugle og andre insekter, der kun kan leve af og på disse planter. 

Invasive arter kan også medføre parasitter og sygdomme, som de hjemmehørende arter ikke har forsvarsmekanismer imod. For eksempel har udsatte signalkrebs (Pacifastacus leniusculus) fra Nordamerika overført svampesygdommen krebsepest (Aphanomyces astaci) til den hjemmehørende europæiske flodkrebs (Astacus astacus), som nu er truet af udryddelse.

Der mangler i dag viden om langtidseffekterne af invasive arter og om, hvordan samspillet mellem hjemmehørende arter og introducerede arter udvikler sig på lang sigt. Derfor fokuserer man nu på at undgå at introducere nye arter i naturen, på kontrol og på bekæmpelse af de introducerede arter, som allerede er blevet spredt. Endelig er der nu også større opmærksomhed på at beskytte den oprindelige biodiversitet og dynamik i økosystemet.

Genetiske effekter

Lokale populationer af vidt udbredte arter kan være genetisk tilpasset lokale forhold. Derfor er det et problem, når invasive arter krydser med nærtbeslægtede, hjemmehørende arter eller lokalt tilpassede populationer af samme art. Den lokalt tilpassede genpulje kan derved ændres, så den ikke længere passer optimalt til levevilkårene.

Hjemmehørende arter kan også forsvinde ved, at de krydser med udefra kommende individer, så bestanden gradvist kommer til at bestå af hybrider, som er genetiske blandinger af de to arter. Det er særligt et problem, hvis afkommet af de to arter kan krydse sig med den oprindelige hjemmehørende art.

Det har man for eksempel set med den invasive amerikanske skarveand (Oxyura jamaicensis), der krydser sig med den truede europæiske hvidhovedet and (Oxyura leucocephala).

Økonomiske effekter

Ud over de økologiske effekter er der også store økonomiske omkostninger forbundet med invasive arter. Omkostningerne kan groft sagt deles op i to hovedgrupper: Dels udgifter til bekæmpelse og regulering, dels økonomiske tab for erhvervslivet og samfundet. Det kan være tab i skovbrug, landbrug og fiskeri eller øgede offentlige udgifter til infrastruktur og  sundhedsydelser.

I Danmark vurderes det, at alene brun rotte (Rattus norvegicus), som er invasiv, hvert år koster samfundet ca. 60 mio. kr. til direkte bekæmpelse og 100-200 mio. kr. i skader på kloaknettet. Der er ikke lavet en samlet opgørelse over, hvor meget invasive arter koster det danske samfund, men på europæisk plan vurderes det, at omkostningerne løber op i 9,6 -12,7 milliarder euro svarende til cirka 73-96 milliarder kroner. Sandsynligvis er tallet for lavt sat, da mange lande kun lige er begyndt at opgøre udgifter forbundet med invasive arter.

Kæmpebjørneklo kan med sin store skærm skygge for mange hjemmehørende arter, der ikke kan gro under tætte bestande af kæmpebjørneklo. 

Signalkrebs har en negativ påvirkning på den hjemmehørende europæiske flodkrebs, da den både konkurrerer om føde og territorie men også bærer krebsepest. 

Amerikansk skarveand truer bestanden af hvidhovedet and i Sydeuropa. Derfor sørger Danmark sammen med andre EU-lande, at der ikke dannes en bestand af arten.   

Spørgsmål og svar om invasive arter

Hjemmehørende arter

Alle vildtlevende plante- og dyrearter forekommer kun naturligt inden for et bestemt geografisk afgrænset område. Man taler om, at arterne er naturligt hjemmehørende i et bestemt område, kaldet artens naturlige udbredelsesområde.

Området kan variere i størrelsen fra et kontinent til en lille ø og være afgrænset af oceaner, bjergkæder, floder eller klimabælter. For marine arter kan afgrænsningen være forskelle i temperatur eller salinitet.

Indenfor det område lever arten i konkurrence med andre arter om føde og plads, den udsættes for sygdomme og ugunstige vejrforhold, indgår i gensidig afhængighed med andre arter og tjener f.eks. som fødegrundlag for en eller flere dyrearter." Det vil altså sige, at de ikke er kunstigt introducerede ved menneskelig aktivitet.

At en art har nemt ved at sprede sig og kan være generende for mennesker, betyder derfor ikke, at en art kan klassificeres som invasiv. For eksempel er engbrandbærer ikke en invasiv art, selvom den spreder sig effektivt og er giftig for heste, da den hører til blandt de hjemmehørende danske arter, og er vigtigt fødegrundlag for hjemmehørende insekter.   

Introducerede arter

Introducerede (eller ikke-hjemmehørende) arter er arter, der er spredt uden for deres naturlige udbredelsesområde ved menneskelig hjælp. Det vil sige uden for det område, som arten ved egen hjælp vil kunne sprede sig til.

Ikke alle introducerede arter bliver invasive. Introducerede arter betegnes først invasive, når de truer den oprindelige flora og fauna.

Invasive arter

Invasive arter er altid arter, der er blevet introduceret. Det vil sige, at arter der f.eks. er hjemmehørende i Tyskland, og som spreder sig til Danmark ved egen kraft, fordi klimaet bliver varmere ikke vil blive betegnet som introducerede og derfor heller ikke invasive, selvom de eventuelt ville kunne have en negativ indflydelse på den danske flora og/eller fauna.

Arter, der derimod er introducerede til vore nabolande, og som indvandrer herfra, vil også betegnes som introducerede i Danmark. Et eksempel på dette er bisamrotten, der er blevet udsat i Centraleuropa og derfra har spredt sig op gennem Tyskland til Danmark.

Biologiske invasioner sker i alle miljøer, terrestriske, marine og ferske. 

Det diskuteres, om der er større risiko for en biologisk invasion i nogle habitater frem for andre.

Konkurrence – en væsentlig faktor

En faktor, der tilsyneladende generelt er meget vigtig, er konkurrence. Er der meget lav eller ingen konkurrence til introducerede arter, vil disse kunne optræde invasivt. Områder med lav konkurrence, som f.eks. oceaniske øer, er derfor generelt meget sårbare over for bioinvasioner.

Forstyrrede økosystemer

Forstyrrede økosystemer bliver ofte fremhævet som sårbare over for bioinvasioner, da der i disse systemer vil være tomme nicher, som introducerede arter kan udfylde. Det vil ofte være generalister, der har succes som invasive arter i forstyrrede systemer.

Økosystemer med tomme nicher

Økosystemer med tomme nicher kan være sårbare overfor bioinvasioner, da der er en mulighed for at introducerede arter vil kunne udfylde sådanne nicher. De introducerede arter vil således kunne finde en plads i økosystemet, hvor der muligvis ikke er særlig stor konkurrence om ressourcerne.

Økosystemer med mange og tilgængelige ressourcer

Der synes også at være en mulighed for at mængden og tilgængeligheden af ressourcer er en vigtig faktor for et økosystems sårbarhed overfor bioinvasioner. I økosystemer, med mange og tilgængelige ressourcer, og som kan opretholde mange hjemmehørende arter, kan der også forventes at være ressourcegrundlag for mange introducerede arter. Nogle af disse kan blive invasive.

 

Da introducerede arter indgår i den naturlige dynamik i naturen, idet de beriger deres omgivelser, og fordi de også har en ret til at leve, opstår spørgsmålet, om hvorvidt vi skal tolerere eller kontrollere dem.

Den fortsatte spredning af ikke-hjemmehørende arter rejser spørgsmålet om, hvorvidt denne udvikling blot skal overvåges eller om der skal iværksættes tiltag til at stoppe yderligere spredning. 
Svaret på dette er afhængigt af en vurdering af, på den ene side skadevirkninger og på den anden side den berigelse introducerede arter kan føre med sig. I øjeblikket er det vanskeligt at lave sådan en vurdering, da den bør baseres på viden om langtidseffekter. Studier af langtidseffekter af introducerede arter forekommer kun sporadisk på nuværende tidspunkt, og vil tage årtier at udføre.

Hvor meget skade eller hvor stor en berigelse en given introduceret art giver et område vil være afhængig af øjnene der ser, samt beskyttelsesmæssige og økonomiske mål for området. 
Det har vist sig meget vanskeligt at udrydde introducerede arter, hvis de først har fået fodfæste og spredt sig. Derfor er fokus særligt rettet mod at undgå yderligere introduktioner.

Endnu et spørgsmål presser sig på, nemlig hvorledes vi skal forholde os til arter, der er invasive i Europa, men som er i tilbagegang i deres oprindelige områder. Et eksempel på dette er Mandarinand (Aix galericulata), der er hjemmehørende i Østasien. Arten er gået drastisk tilbage og vurderes som næsten truet i Kina på grund af jagt og skovrydning. Bestanden i Japan anses dog for at være stabil, men det er tankevækkende at 10-15% af den globale bestand findes som introduceret i Europa, og tendensen er stigende.

Hvordan vi skal forholde os vil altså være en vurdering fra art til art.

Ændret opfattelse gennem tiden

Fra det 18. århundrede og frem til og op gennem det 20. århundrede har det været ganske almindeligt at flytte rundt på arter.

Et øget antal immigranter til USA og Canada efter første verdenskrig resulterede i at flere og flere dyr og planter blev introduceret til Nordamerika. Denne proces forløb dog ikke kun i Nordamerika, men har fundet sted på alle kontinenter. Mange arter blev medbragt i håb om økonomisk gevinst, men også fordi immigranter satte pris på at have en velkendt natur omkring dem.

I lang tid vidste man ikke noget om hvordan introducerede arter påvirkede den hjemmehørende flora og fauna. Det var først da man begyndte at bemærke en stigning i sygdomme og man led økonomiske tab, at en egentlig modstand mod introduktion af arter begyndte at dukke op.

I dag har en lang række lande taget initiativer til at kontrollere og overvåge introducerede arter.