Rød fluesvamp

Amanita muscaria

Voksested

Rød fluesvamp er en meget almindelig svamp i Danmark. Den vokser i løv- og nåleskov, især på mager bund, hvor den danner mykorrhiza med birk og gran. Den findes knap så hyppigt i bøgeskov.  

Svampene ses fra juli til oktober.

Beskrivelse

Rød fluesvamp er en stor og kraftig fluesvamp med en karakteristisk rød hat.

Hatten er ca. 6-18 cm i diameter, halvkugleformet til hvælvet eller affladet med en glat og fedtet overflade. Hatten er klart rød til orange, med hvide skæl som ligner prikker på hattens overflade. Skællene er rester fra fællessvøbet og sidder derfor løst, og kan falde af.

Lamellerne er helt hvide med hvide sporer. Lamellerne er frie, tætte og hvide.

Stokken er helt hvid med en hvid ring og bliver ca. 8-20 cm i højden og 1-2,5 cm bred. Stokken er opsvulmet i en knold ved stok-basis og omgivet af resterne af fællessvøbet.

Forvekslingsmuligheder

Typiske eksemplarer af rød fluesvamp burde ikke kunne forveksles med andre danske arter.

Prægtig skørhat ( Russula paludosa ) kan minde om rød fluesvamp på grund af den røde hat og hvide stok. Men denne mangler den karakteristiske ring på stokken. Prægtig skørhat er ikke giftig, men regnes ikke som en god spisesvamp.

Kan den spises?

Rød fluesvamp er giftig, og må ikke spises. 

Dens lugt er neutral og smagen er svag-neutral.