Hvad skal du gøre, hvis du møder en ulv?

Ulven er tilbage i Danmark efter 200 års fravær, og det har givet anledning til debat og spørgsmål som: Hvad gør jeg, hvis jeg møder en ulv?

Selv i områder med tætte ulvebestande og høj befolkningstæthed som f.eks. i Tyskland, er det temmelig ualmindeligt at se en ulv. DCE, Aarhus Universitet vurderer, at risikoen for et ulveangreb på mennesker i dagens Danmark er ekstremt lille.

Hvis du møder en ulv og giver dig til kende via høj snak eller bevægelse, stikker ulven næsten altid af - oftest i en gevaldig fart.

Nogle ulve, især unge individer, kan dog optræde nysgerrigt. Selv i disse tilfælde er det vigtigt, at du giver dig til kende og optræder bestemt.

Hvis ulven mod forventning stadig ikke trækker sig, og du oplever situationen som ubehagelig, skal du huske på en række grundregler

Grundregler, hvis du føler dig truet af en ulv

  • Gå stille og roligt derfra. Optræd bestemt og hold øjenkontakt med ulven - vend ikke ryggen til den. Syng, snak eller råb højt og vredt. Skrig ikke, som om du er bange.
  • Løb ikke, idet det dels kan udløse en forfølgelse, dels vil det øge risikoen for, at du falder, hvilket kan udløse et angreb.
  • I sjældne tilfælde hvor ulven følger efter, skal du stoppe op og gøre dig stor ved at holde arme og tasker over hovedet. Råb og klap i hænderne. Tag hellere et par skridt imod ulven end væk fra den. (Har du noget, der kan lave høj larm, som et båthorn eller en musikafspiller, så brug det.)
  • Hvis ulven imod alle odds angriber - spil ikke død, men slå og spark, så meget du kan. Kravl eventuelt op i et træ - ulve kan ikke klatre i træer.

Anbefalingerne til menneskelig adfærd i mødet med ulve i naturen kan også bruges i ubehagelige møder med løse hunde.

I USA har man dokumenteret, at hunde generelt set er langt farligere for mennesker end ulve (gælder både for angreb og drab; Mathews & Lattal 1994), og DCE vurderer, at det samme gør sig gældende her i Danmark.
(Kilde: DCE, Aarhus Universitet).