Udbredelse
Minkens naturlige udbredelsesområde er Nordamerika, fra Alaska i nord til Florida i Syd. I 1920’erne og 1930’erne blev amerikanske mink importeret til Europa med det formål at avle dem som pelsdyr. Undslupne dyr fra farme har etableret fritlevende bestande i hele Danmark, med undtagelse af enkelte mindre øer og Lolland-Falster, hvor minken kun forekommer sporadisk.
I resten af Norden og store dele af Europa er den amerikanske mink også vidt udbredt, og ligesom i Danmark stammer disse populationer også fra dyr undsluppet fra fangenskab.
Meget tyder nu på, at den amerikansk mink nogle steder er begyndt at yngle i naturen.
Udseende
Minken er et lille rovdyr med spidst hoved, korte ben og en lang tynd krop. Pelsen er typisk mørkebrun med hvide felter på strube og hals, men der er fremavlet en stor farvevariation, således at pelsen hos farmdyr spænder fra hvid til sort.
Mink har kønsdimorfi, dvs. at kønnene er af forskellig størrelse. Hanner har en kropslængde på 34-45 cm og vejer op til 1500 g. mens hunner har en kropslængde på 31-38 cm og vejer mellem 400 og 800 g.
Som en tilpasning til dens semi-akvatiske levevis, har minken svømmehud ved de inderste led af tæerne.
Forvekslingsmuligheder
Mink kan forveksles med ilder og odder. Mink og ilder kan kendes fra hinanden ved at ilderen har en ansigtsmaske. Mink kan have en lys plet på underkæben, men aldrig en decideret ansigtsmaske.
Odderen er dobbelt så stor som minken, og har en lysere pels end minken. Minkens hoved er mere spidst og halen er tynd og cylindrisk. Har man dyret i hånden kan mink og odder også skelnes ved at odderen har fuldstændig svømmehud mellem tæerne, mens minken kun har svømmehud ved det inderste led af tæerne.
Ilder
Odder
Føde
Minken er en fødegeneralist og lever således af mange forskellige fødeemner, men foretrækker animalsk føde som små pattedyr, fisk, fugle, frøer og krebsdyr.
Levevis
Minken er primært knyttet til vand, men kan også findes under tørre forhold. Man finder derfor mink hovedsagelig ved bredder af vandløb, søer, på småøer, i vådområder, i havne områder men også i byområder. Minken er mindre sky over for mennesker end de hjemmehørende mårdyr, hvilket er årsagen til, at vi finder den i havne- og byområder.
Mink lever i bo, som kan være en hule, som minken graver i bredder eller brinker, men det kan også være en hulning under trærødder eller et leje mellem sten og krat. Græs, blade og hår fra byttedyr bruges ofte til at fore boet.
Uden for parringstiden færdes hanner og hunner alene, og begge køn forsvarer et territorium mod artsfæller af samme køn. Territoriet er lineært og opregnes i km søbred/vandløb. Et territorium kan være 2-3km, og det markeres med sekret fra nogle kirtler under halen. I parringstiden hævder hannen ikke territorium, men strejfer rundt efter parringsvillige hunner.
Parringen finder sted i februar-april, og et kuld på 4-6 unger fødes i april-juni. Selve fosterudviklingen tager omkring en måned, men eftersom minken har forlænget drægtighed, sætter de befrugtede æg sig først fast i livmodervæggen ca. 45 dage efter befrugtningen. Herefter udvikles de. Indtil æggene sætter sig fast i livmodervæggen har de befrugtede æg været i et hvilestadium, fritsvævende i livmoderen.
Faktaark om mink