Udbredelse
Den brune rotte er en østasiatisk art, der, allerede i middelalderen sandsynligvis, blev indført til Europa. Den menes indført i Norden i 1700-tallet.
I Danmark er den brune rotte vidt udbredt og almindeligt forekommende i hele landet.
Udseende
Den brune rotte måler fra snudespids til halerod 21-29 cm, mens halen er omkring 20 cm lang. Hannen er større end hunnerne, og vægten ligger som regel mellem 200 og 250 gram.
Hovedet er spidst, ørerne sparsomt behårede, og som det er karakteristisk for gnavere, har den brune rotte store mejselformede fortænder som er rodåbne. At tænderne er rodåbne betyder, at de vokser kontinuerligt og slides i takt med de bliver brugt.
Halen er ikke pelsklædt på samme måde som resten af kroppen, men derimod dækket af små stive børster. På bugen er pelsen gråhvid, mens den på oversiden af dyret er mørkebrun eller grålig. Følesansen er særligt udviklet hos brun rotte, da lange følehår i pelsen bruges, når dyret bevæger sig omkring.
Føde
Den brune rotte æder både planteføde og dyrisk føde. Korn og frø udgør en betydelig del af føden, men brun rotte tager blandt andet også insekter, snegle, fisk, frøer, fugle, fugleæg og ådsler.
Levevis
Kloakker og bebyggelse er den brune rottes foretrukne levesteder, men brun rotte kan også findes i gangsystemer som rotten selv graver i skrænter eller under bebyggelse.
Hvor der er gode levevilkår findes den brune rotte i kolonier. En koloni består af små familiegrupper, kaldet klaner. I klanerne er der både hanner, hunner og unger, men en enkelt han dominerer. Rotterne er aggressive overfor rotter, som ikke er en del af kolonien.
Når rotten søger føde, og den støder på et ukendt fødeemne, vil den smage på det forsigtigt. Hvis fødeemnet påvirker rotten negativt, f.eks. ved den bliver syg, husker den episoden og vil ikke fremover forsøge at spise den slags føde. Netop denne adfærd gør det svært at bekæmpe rotter med gift.
Den brune rotte er overvejende nataktiv, og hvor den lever i bygninger eller kloakker er der stort set ingen sæsonmæssige ændringer i løbet af året. Den kan få unger hele året, og det er ikke ualmindeligt, at en rotte kan få fem-syv kuld unger årligt. Hvert kuld består af seks til otte unger. Drægtighedsperioden er ca. 22 dage, og hunnen er klar til at parre sig igen, kort efter fødslen. Ungerne dier i tre-fire uger, hvorefter de er i stand til at klare sig selv. Tre måneder gamle kan ungerne selv reproducere sig.
Naturlige fjender
Selvom en del rovdyr kan tage rotter, har det ingen betydning for bestandene.