Udbredelse
Bæveren uddøde i Danmark for mere end 2.500 år siden, men i 1999 blev arten genindført. I første omgang blev 18 dyr indfanget ved Elben i Tyskland og udsat i Flynder Å-systemet ved Klosterheden. I 2009 og 2010 blev yderligere 14 dyr udsat ved Arresø i Nordsjælland.
Forskere fra Aarhus Universitet estimerer, at der i 2019 var 240-270 bævere fordelt på 30-35 yngleterritorier i Jylland. Naturstyrelsen vurderer, at der i 2019 var 50-60 individer fordelt på 14-16 territorier i Nordsjælland.
Biologi
Bæveren er Europas største gnaver. En voksen bæver har en kropslængde på mellem 95-135 centimeter og voksne bævere kan veje mellem 15 og 35 kilo, hunnerne bliver lidt større end hannerne. En bæver kan blive op til 25 år gammel, men lever normalt kun 7-8 år. De blive kønsmodne fra de er 2 år og får typisk ét kuld om året, normalt bestående af 1-3 unger.
Bævere er monogame, hvilket betyder at de samme dyr danner par flere år i træk. Parringen finder typisk sted i januar eller februar måned. Hunnen er drægtig i cirka 105 dage, og ungerne fødes derfor i maj eller juni måned.
Bæveren tilbringer en stor del af livet i vand og er derfor tilpasset dette element. Den har bl.a. svømmehud mellem tæerne på bagfødderne og gennemsigtige membraner på øjnene, der glider ned når dyret dykker. Membranerne forhindrer snavs i at genere eller gøre skade på øjnene, men samtidig gør den det muligt for bæveren at orientere sig under vandet. Bæveren har dog generelt et dårligt syn, men til gengæld har den en meget veludviklet lugte- og høresans.
Ydersiden af de store såkaldt rodåbne fortænder er dækket af en orangefarvet emalje. At tænderne er rodåbne betyder, at de vokser kontinuerligt og slides i takt med at de bruges til bl.a. at fælde træer.
Kendetegn
Bæveren er let at kende på land, på sin flade, hårløse og brede hale. Desuden er dens hoved relativt lille i forhold til kroppen, ørerne er små, og næsen er bred og uden hår. Pelsens farve kan være alt fra gråbrun til sortbrun. Ofte er den lysebrun eller rødbrun.
Føde
Bæveren lever udelukkende af planter. Mens bark fra løvtræer oftest er eneste fødekilde i det sene efterår og om vinteren, består føden om foråret og sommeren af skud, knopper, blade og småkviste af løvtræer samt vandplanter og urter.
Træer som bævreasp, birk og pil foretrækkes, men på verdensplan er mere end 80 træarter og 150 arter af urteagtige planter registreret som bæverføde. Når bæveren spiser birk, pil og bævreasp er den med til at forhindre tilgroning af bl.a. ådale.
Levevis
Bævere er nataktive, og deres mest aktive periode varer fra omkring solnedgang til tidlig morgen. I meget uforstyrrede områder kan bævere dog også være dagaktive.
Bæverboet er som regel en hytte, som dyrene bygger af grene, kviste og mudder på bredden af et vandløb eller en sø. Et bæverbo kan også være en hule, der er gravet ind i en søbred.
For at forhindre rovdyr i at komme ind i boet, sørger bævere altid for, at indgangen til boet er dækket af vand. Hvis vandstanden i søen er for lav, bygger bæverne dæmninger, så de kan regulere vandstanden. Da bævere ikke bevæger sig særligt hurtigt på land, så er den hævede vandstand også med til at sikre, at bæveren hurtigt kan flygte ved at svømme væk fra boet. Bæveres manglende hurtighed på land er grunden til, at langt størstedelen af føden findes inden for kort afstand fra vandkanten (ofte omkring 30 meter).
Den hævede vandstand ved bæverboet er også medvirkende til, at bæverens føde bliver nemmere tilgængelig nær vandkanten, og bæveren kan også nemmere svømme og transportere byggematerialer af træ til boet eller dæmningen.
Bævere lever i små familiegrupper, der som regel består af et kønsmodent par (forældrene), deres et år gamle unger samt et nyt kuld unger. Når en bæver bliver kønsmoden bliver den smidt ud hjemmefra og skal finde sit eget territorium.
Bæverne er meget territoriale, og de markerer deres territorium ved at lave duftmarkeringer på små bunker af græs, mos eller mudder. Duftstofferne kommer fra to slags kirtler, der findes under bæverens hale – også kaldet bævergejl, som f.eks. bruges i parfumefremstilling.
Bevaring og trusler
Bæveren klarer sig godt i Danmark, og bestanden vokser fra år til år. Bæverne fra både Klosterheden og Arresø har formået at sprede sig via vandløb og åer til andre områder og bæveren anses i dag som en integreret del af den danske natur. Den er omfattet af habitatdirektivets beskyttelse (habitatdirektivet bilag IV), men har i 2020 endnu ikke opnået gunstig bevaringsstatus i Danmark.
Pga. jagt og ødelæggelse af dens naturlige levesteder, var den europæiske bestand af bæver i det 20´ende århundrede reduceret til ca. 700 dyr, men grundet fredning og udsætning, er bestanden i dag oppe på en million dyr. I dag er den største trussel mod den Europæiske bæver sygdomme (bl.a. harepest, rabies og salmonella), men der er ingen indikationer på, at de danske bævere skulle bære på nogle af disse sygsomme. Bæverens naturlige fjender er los, ulv, mink og ræv.
En økologisk nøgleart
Bæveren er en økologisk nøgleart. Det betyder, at dens levevis skaber levesteder for en lang række andre organismer. Bævernes tilknytning til ferskvand, og dens aktivitet i og omkring vandet, med efterfølgende oversvømmelser, tilførsel af dødt ved og vedligehold af lysåbne arealer, er med til at forbedre den økologiske tilstand i området, da der skabes en række nicher, som andre dyr og planter kan udnytte.
Dæmningerne kan tilbageholde næringsstoffer og suspenderet materiale og under særligt våde perioder, vil en opstemning af vandet opstrøms, medvirke til klimasikring af nedstrømsarealer.
Bæver er også en konfliktart
Bæverens aktiviteter kan til tider udfordre de omkringliggende lodsejere, særligt når bæverdæmninger giver oversvømmelser af landbrugsarealer eller der fældes træer i skove, frugtplantager og haver. Lystfiskere og kommuner gør et stort arbejde for at forbedre forholdene i vandløbene for bl.a. ørred og laks, og det kan skabe konflikter, hvor der opstår tvivl om gydefisk og smolt kan passere bæverens dæmninger.
Der findes relativt få danske undersøgelser af bævernes negative påvirkning af arter og naturtyper, men flere internationale undersøgelser tyder ikke på, at bæverdæmninger entydigt udgør et problem for op- og nedtrækkende migrerende fisk som f.eks. laks, ørred og stalling. Det er dog usikkert, hvorvidt konklusionerne fra disse undersøgelser kan overføres til danske forhold, hvor fiskebestandene har en anderledes biologi og ofte i forvejen er reducerede, fordi vandløbene og deres nærmeste omgivelser er væsentligt mere påvirkede af menneskelige aktiviteter. Desuden har danske vandløb generelt et ringere fald og en mere begrænset variation i vandføringen over året.
I opstuvningszonen bag bæverdæmningen, vil vandet være mere stillestående, hvilket vil kunne øge sedimentation, temperatur og pH. Ændringerne vil i visse tilfælde kunne forøge prædationen på fiskeyngel og smolt, eller medføre tilsanding af gydepladser og forringelse af levevilkårene for særligt iltkrævende arter.
Bæveren er omfattet af habitatdirektivets beskyttelse (bilag IV), og der er derfor en række kriterier, som skal være opfyldt, før man foretager afværgeforanstaltninger når der opstår konflikter i forhold til f.eks. lodsejeres afvandingsinteresser eller hensyn til andre beskyttede arter og naturtyper. Derfor er der udarbejdet en forvaltningsplan, der beskriver de muligheder, som myndigheder og lodsejere har for at håndtere de udfordringer, som bæveren afstedkommer, netop fordi den - som en økologisk nøgleart – er et væsentligt dynamisk element i naturen.