Strandtudsen er lille og tætbygget og har en tydelig gul stribe ned langs ryggen. Den bliver op til 8 cm lang.
Den kendes fra hele landet, men er nu blevet sjælden mange steder.
Den yngler mest i søer uden bevoksning eller søer, der tørrer ud i løbet af sommeren.
Udbredelse
Strandtudsen er udbredt i Vesteuropa, Sydsverige, det vestlige Rusland og Schweiz.
Strandtudsen er kendt fra hele Danmark, også fra mange små øer, men dog ikke Læsø. Nu er den gået meget stærkt tilbage og er blevet sjælden i mange dele af landet. I Østdanmark kendes der p.t. kun fire lokaliteter på Sjælland. I Himmerland og Østjylland er arten ligeledes gået tilbage. Strandtudse synes helt at være forsvundet fra Sønderjyllands vestkyst. Flest strandtudser findes der formodentlig nu langs vestkysten af Jylland og omkring Limfjorden.
På trods af sit navn findes den flere steder langt inde i landet, f.eks. i Midtjylland.
Udseende
Strandtudse er en lille tætbygget tudse 4-8 cm lang. De ret korte bagben gør, at den løber mere, end den hopper. Hanner og hunner er næsten lige store
Strandtudsen kan kendes fra de andre tudser på den tydelige gule stribe ned langs midten af ryggen. Nogle strandtudser kan dog mangle striben. Ryggen er grå eller brunlig med rødbrune eller mørkegrønne pletter. Desuden kendes den på de gulgrønne øjne.
Hannen har i yngletiden en stor blålig eller lilla kvækkepose under struben. Den kvækker næsten kun om natten, og et større kor af strandtudser kan godt høres op til 2 km væk. Lyden er en rullende, langstrakt snerren, som kan minde om natravnens stemme eller om lyden fra et elektrisk bor, der presses ind i en hård mur.
Føde
Strandtudsen søger føde om natten på bar jord eller sand, hvor den især tager myrer og biller.
Levevis
Strandtudsen foretrækker vandhuller, der kun findes i en kortere periode. Det kan f.eks. være vandhuller med lavt vand, der tørrer ud i løbet af sommeren. Det kan også yngle i vandhuller, der lige er dannet eller nogle med helt nøgne kanter. Dens vigtigste ynglevandhuller er mange steder nøgne søer i grusgrave. Den kan dog også findes langs større, næringsfattige søer med spredt og tynd rørskov.
Den yngler i vandhuller, hvor haletudserne kun er udsat for få rovdyr og helst ingen konkurrenter i form af haletudser fra andre frøer og tudser. Nogle gange kan den yngle i havet, da æg og haletudser tåler en vis koncentration af salt i vandet.
Finder en han en ny lille samling af vand, kan den hurtigt lokke andre hanner og hunner til ved sin kraftige kvækken. På den måde udnytter strandtudsen hurtigt nye levesteder.
Bestande der i en længere årrække ikke har haft ynglesucces kan bestå af strandtudser, der alle har ynglet før. Strandtudsehanner, der har ynglet flere gange samme sted, er ofte trofast mod ynglestedet. Hvis ynglestedet ødelægges, kan det betyde, at end ikke nye vandhuller vil tiltrække disse hanner, og de vil derfor ikke yngle.
Da mange af dens ynglevandhuller tørrer ud i løbet af sommeren, har strandtudsen en hurtig udvikling fra æg over haletudse til voksen. Men det kræver en høj temperatur i vandet. Derfor yngler den kun, hvor vandet er helt solbeskinnet og så lavt, at det hurtigt varmes op.
Strandtudsen begynder at kvække midt i eller sidst i april. Yngletiden varierer fra begyndelsen af maj til hen i juni. Hunnen lægger typisk 3.000-4.000 æg. De små tudser kan gå på land fra lige efter midten af juni.
Strandtudser er som regel kun aktive om natten. Om dagen gemmer de sig i huller, de selv har gravet.
Kun ca. 1% af haletudserne bliver til voksne tudser. De bliver i naturen 3-7 år gamle, nogle enkelte op til 12 år.
De går i vinterdvale omkring 1. oktober og graver sig ned i en dybde af 60-120 cm.