Udbredelse
Butsnudet frø findes over hele Danmark med undtagelse af Læsø, Endelave, Det Sydfynske Øhav, Sejerø, Lolland, Falster, Møn og Bornholm. Det er den mest almindelige af de 3 arter af brune frøer. De to andre er
spidssnudet frø
og
springfrø.
Føde
Den butsnudede frø æder stort set alt, der bevæger sig, og som den er i stand til at sluge. Det er bl.a. regnorme, snegle, sommerfuglelarver, mejere og stankelben. Den kan også æde mindre frøer af sin egen art.
Såfremt der er fisk i vandhullerne, yngler butsnudet frø kun, hvis der er en rigelig sumpvegetation, som haletudserne kan bruge som skjul.
Uden for yngletiden opholder frøerne sig i bl.a. moser, enge, dyrkede marker og langs åer. Føden består bl.a. af regnorme, snegle, mejere og sommerfuglelarver.
Udseende
Butsnudet frø er oftest brun, men kan variere i farven og godt virke grøn. Farven kan endog skifte hos den samme frø fra dag til dag. Øjnene sidder et stykke ned på siden af hovedet, og den har en sort eller mørkebrun stribe gennem øjet og videre bagud. Dens bagben er ret lange, ofte med mørke tværbånd. Snuden er ofte ret but. Ryggens farve og pletter varierer meget.
Butsnudet frø ligner meget
spidssnudet frø
. De kan kendes med sikkerhed fra hinanden på længden af fodrodsknuden på bagfoden. Se tegning side 86 i
‘Nordens padder og krybdyr. Kåre Fog m. fl. 365 sider. Gads Forlag. 1997’.
Hannen af butsnudet frø har ofte i yngletiden et mere blåligt skær end hunnen. Butsnudet frø bliver sjældent længere end 9 cm. Hunnen er den største.
Hannen har 2 kvækkeposer i yngletiden. Dens stemme lyder som en dyb snorken eller knurren. Lyden er ret svag og kan kun høres ca. 40 m væk.
Levevis
Butsnudet frø trives i et afvekslende landskab med moser, enge, græsarealer, dyrkede marker, fugtige steder i skover og i haver. Den holder gerne til langs åer og vandrer ud i landskabet langs disse. De fleste opholder sig i en afstand af 100-500 m fra de vandhuller, de yngler i.
De yngler i mange slags vandhuller. Fra helt overskyggede sumpe til helt åbne vandhuller, hvor solen kan skinne på hele overfladen. De yngler helst, hvor de kan lægge æg i et oversvømmet område med græs. Er der fisk i søen, yngler de kun, hvis der er skjulesteder i sumpbevoksningen til haletudserne.
De butsnudede frøer vandrer til vandhullerne i slutningen af marts og begyndelsen af april. Yngleperioden er kort og koncentreret omkring 10.-15. april, hvor hannerne kvækker i ca. 10 dage.
Hver hun lægger mellem 500 og 6.000 æg. Hun vil prøve at lægge sine æg tæt på, hvor en anden hun har lagt sine æg. På den måde opstår store plamager af klumper af æg, der kan dække 1m2 af vandoverfladen eller mere.
Hvis der er mange haletudser sammen, udskiller de nogle stoffer i vandet, der hæmmer udviklingen af deres søskende. Derfor vokser de største haletudser hurtigst, medens resten ikke vokser eller dør. Dermed sikres der føde til de haletudser, der overlever. De nyforvandlede, små frøer går på land omkring Sankt Hans.
Efter yngletiden vandrer frøerne hurtigt væk fra vandhullet og graver sig ned eller gemmer sig. De bliver aktive igen sent på sommeren og først på efteråret, hvor de søger føde for at kunne oplagre så stort et lag fedt som muligt inden den kommende vinter.
De kan overvintre både på land og i vand. Bliver det mildt vejr i løbet af vinteren, kan de ses fremme.
Ca. 1% af frøerne bliver 8 år. Den ældst registrerede i naturen blev 11 år.
Naturlige fjender
De mindre haletudser spises af forskellige vandinsekter og hundestejler. De større tages af larver af stor vandkalv, stor vandsalamander, fisk, snoge, ænder og hejrer.
De voksne frøer er bytte for mange forskellige dyr: gedder, snoge, hugorme, hejrer, ænder, måger, rovfugle, pindsvin, rotter, grævlinger og andre.