Markfirbenet er et kraftigt, kortbenet firben. Det kendes fra det almindelige firben ved at være kraftigere og med kort, højt hoved samt afstumpet snude. Den bliver op til 23 cm lang.
Den findes over hele landet - mest almindelig ved kysterne. Den lever i åbne områder med løs, gerne sandet jord, hvor den ofte træffes i små kolonier.
Markfirbenet er i tilbagegang. Det kan skyldes, at dens levesteder gror til.
Udbredelse
Markfirbenet er udbredt over det meste af Danmark, dog mangler det på Læsø, og det er sjælden i bl.a. den vestlige del af Midtjylland. Muligvis mangler det helt på Falster, Lolland og Langeland. En af de største bestande findes i Mols Bjerge, hvor der menes at være omkring 500 individer. Markfirbenet er gået betydeligt tilbage i de sidste 100 år.
Udseende
Markfirbenet kendes let fra det almindelige firben på sin kraftigere bygning og kortere ben. Hovedet er ret højt og sammentrykt. Øreåbningen er ret stor og iøjnefaldende. I Norden kan den blive op til 23 cm lang. Heraf udgør kroppen 6-9 cm, resten er hale.
Om foråret kendes hannen let fra hunnen på sine grønne kropssider med mørke pletter. Hannerne kan dog variere i farve efter levested. Hunnen er lidt større end hannen og gråbroget både på ryg og sider. Hos begge køn er der et gennemgående lysegråt bånd langs ryggens sider.
Der er størst chance for at se markfirbenet, når det solbader. Det sker oftest midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen.
Føde
Markfirbenets mest almindelige bytte er græshopper, sommerfuglelarver og biller, som det oftest finder i umiddelbar nærhed af skjulet.
Levevis
Markfirbenet træffes på steder med bar og løs, gerne sandet jord. Det kan være heder, klitter overdrev, råstofgrave og på vej- eller jernbaneskråninger. Stedet skal have stor variation og forskellige planter. Det giver mulighed for mange insekter, for at solbade og for at kunne søge tilflugt for fjender. Variationen i landskabet gør det muligt for dyret hurtigt at skifte mellem varme og kølige steder og dermed regulere sin kropstemperatur. Det solbader meget for derefter at kunne være aktiv i et kortere tidsrum for derefter igen at solbade osv. Markfirbenet lever ikke jævnt spredt i landskabet, men derimod i kolonier på mindst 4-6 dyr og op til 40 dyr.
Hannen kommer frem af vinterdvalen i midten af april. Den solbader og modner herved sine sædceller. Hunnen kommer først frem i midten af maj. Her foregår parringen, og han og hun følges ad nogle dage. Efter parringen er det hunnen, der har brug for at solbade for at modne æggene.
Markfirbenet lægger æg i modsætning til det almindelige firben, der føder sine unger. I juni finder hunnen en bar plet med sand, som solen kan skinne på og derved udruge æggene. Her lægger hun sine 6-12 æg i 5-10 cm’s dybde. De klækkes normalt i august-september, men er sommeren kold, klækkes de slet ikke.
De voksne dyr går i dvale igen i september, men ungerne kan blive fremme til helt ind i november. Vinterdvalen foregår i gange, som de ofte selv graver i skråninger, der vender mod syd.
Firbenene overnatter og skjuler sig i huller, som de har overtaget fra andre dyr, eller huller som de selv har gravet.