Sommerfuglen hedepletvinge kendes på sin spraglede tegning i sort, gul og orange. Den har et vingefang på ca. 4 cm.
Den lever på fugtige heder og enge, hvor der ikke tilføres gødning. Desuden skal der være mange djævelsbid-planter, som larverne lever af.
Udbredelse
Tidligere fandtes hedepletvinge kun få steder, men i dag forekommer den på ca. 70 lokaliteter primært i Nordjylland. Arten har 2 kerneområder: ved Tranum og nord for Frederikshavn i området ved Råbjerg Mose, Tolshave Mose og Jerup Hede. Derudover findes den på de himmerlandske heder, nord for Råbjerg Mile samt længst mod vest ved Vullum sø i Thy.
Udseende
Hedepletvinge kendes på sine brogede og speglede tegninger i sort, gul og orange. På oversiden af forvingen har hedepletvinge gule småpletter i det orange bånd i sømfeltet. I bagvingen er pletterne sorte.
Hannerne er mere farvede, men mindre end hunnerne. Desuden er hannerne spidsvingede. Dens vingefang er 33-42 mm.
Føde
Langt de fleste sommerfuglearter lever af at suge nektar fra blomster. Nektarplanter som guldblomme, tidsler og håret høgeurt er nødvendige for, at et område er egnet som levested for hedepletvinge.
Levevis
Hedepletvinge lever i små kolonier på fugtige heder og på magre enge, der ikke gødes. Ofte finder man den i kanten af heder og tørvemoser og i lavninger mellem klitter og de heder, som ligger bagved. Der skal være rigelige bevoksninger af planten djævelsbid ( Succisa pratensis ). Det er hedepletvinges foretrukne plante, hvorpå den lægger æg, og som larverne lever af. Sådanne bevoksninger skal blot være på nogle få hundrede kvadratmeter, men skal være tætte.
De fleste individer i en population forekommer indenfor et begrænset areal på ca. 2-5 hektar, og der er tale om en udpræget standsommerfugl, som ikke spreder sig over store afstande. Arten er derfor afhængig af, at der ikke sker opsplitning af levestederne, som øger spredningsafstandene.
Den flyver kun rundt i godt tre uger. Et godt tidspunkt at se den på er i første halvdel af juni, men i varme forår kan den være fremme omkring 20. maj.
Hannerne klækkes nogle dage tidligere end hunnerne. Når hannerne kommer frem, stryger de i lav, zigzag flugt over terrænet på jagt efter hunner. Hunnerne er allerede ved deres klækning så tunge af æg, at de dårligt kan flyve. Parringen kommer hurtigt i stand, og derefter afsondrer hannen en skummasse på spidsen af hunnens bagkrop. Den fungerer som et kyskhedsbælte, der forhindrer andre hanner i at parre sig med hunnen.
Hunnen afsætter 200-400 æg i fine rækker i to eller tre lag på en djævelbidsplante, hun finder egnet. Derefter er hun i stand til at flyve uden problemer. Hvis hanner og hunner lever længe nok, kan der ske nye parringer, og hunnen kan derefter nå at lægge nye æg.