Blåhale

Favonius quercus

Beskrivelse

Blåhale er en lille sommerfugl med et vingefang på 25-34 mm. Vingeoversiden varierer mellem han og hun. Hannen har en ensfarvet gråblålig farve på oversiden, mens hunnen er kraftigt metallisk blå omtrent halvdelen af vingeoversiden. Undersiden er ens hos han og hun, gråbrun med lyse bånd og en orange øjeplet i kanten af bagvingerne.

Blåhale forveksles ikke nemt med andre danske arter.

Biologi

Æggene lægges enkeltvist på Eg nær bladknopperne. Når larven klækkes, borer den sig ind i knopperne og begynder at spise. Når den bliver større sidder den også på bladene og spiser. Når larven er fuldvoksen, kravler den ned på jorden for at forpuppe sig under faldne egeblade.

Blåhale har én generation henover sommeren, og efterkommere overvintrer i ægget som klækkes i maj det efterfølgende forår.

Levested

Arten findes på naturtyper med gamle egetræer, både i skove, på heder og i gamle parker og haver.

Udbredelse

Blåhale er udbredt i næsten hele landet, dog er den sjælden i Nordvestjylland, det sydlige Sjælland og manglende på flere af de mindre øer, fx Anholt.