Udbredelse
Indtil 1950 ynglede Vandrefalk regelmæssigt i Danmark, med en bestand på omkring 6-10 par årligt. Ynglestederne var Bornholm, Møn og Stevns Klint samt Rold Skov. Den danske bestand af Vandrefalk forsvandt som ynglefugl i 1973 som følge af voldsom bekæmpelse, indsamling af falkeunger til falkonérvirksomhed og forgiftning med miljøgifte som DDT. Efter div. tiltag geninvandrede vandrefalken til landet i 2002 og arten har siden været i langsom fremgang.
De trækkende vandrefalke passerer Danmark i september-oktober og igen i april-maj.
Levevis
Vandrefalk yngler oftest på stejle klippesider og klinter eller i andre fugles forladte reder. I stigende omfang er den dog også begyndt at yngle i redekasser eller på høje bygninger.
Ro omkring reden er vigtigt for at sikre ynglesucces.
Vandrefalken lever af andre fugle, som den slår i luften enten ved at styrtdykke med op til 300 km/t eller ved at flyve dem op. Vandrefalke kan dog også fange deres bytte ved at hoppe og springe rundt i lavt krat for at få fat i fugleunger, der endnu ikke er helt flyvefærdige.
Falkene yngler normalt første gang, når de er 2-3 år gamle. Har de først fundet en god yngleplads, kan de vende tilbage år efter år. Falkehunnen lægger 3-4 æg, der ruges i ca. 31 dage. I normale år bliver falkeungerne flyvefærdige omkring midten af juni, når de har tilbragt 5-6 uger på redestedet.
Luftakrobat
Vandrefalken er en de hurtigste fugle i verden. Den højeste fart opnår den, når den styrtdykker fra stor højde med vingerne slået sammen. Da det er svært at måle en fugls hastighed, når den styrtdykker, har der været mange gæt på, hvor hurtigt det foregår. Sandheden er nok, at vandrefalken styrtdykker med op til omkring 300 kilometer i timen.
Vandrefalken er en eminent flyver. Den er berømt for sine uovertrufne flyveegenskaber, der navnlig udnyttes, når falken skal fange sit bytte. Hannen fanger stære, drosler, hættemåger og andre mindre fuglearter, mens hunnen, der er næsten dobbelt så stor, fanger større bytte som f.eks. kragefugle, duer og svømmeænder.