Pastinakken er en grov gulgrøn skærmplante, i familie med fx skvalderkål og bjørneklo. Dens blomster er gule, modsat de fleste andre vilde skærmplanter i den danske natur, som har hvide blomster. Derfor er pastinakken ret nem at kende. I sommerperioden, ser den meget gulgrøn ud, også selvom den ikke er i blomst. Den har en meget furet stængel, som adskiller den fra fx. skvalderkål.

Planten er en til to meter høj, med op til 40 cm lange blade. Stænglen er glat, kantet eller furet. Bladene er enkelt fjersnitdelt med syv til ni parvise grofttakkede småblade samt et endestillet blad.

Nyspirede planter har runde-trekantede blade, og indtil planten går i blomst, står den som en roset, med 3-8 blade i jordhøjde. Planten har en karakteristisk krydret lugt.

Pastinakken blomstrer i juni-august. De små, grøngule blomster sidder i store skærmformede blomsterstande.

Frøene er flade og ovale med tynde vingekanter på randribberne og er ca. 4 mm lange. I gennemsnit sætter en plante knap 1.000 frø. Frøene kan bevare spiringsevnen i op til 4 år.

Pastinakkens økologi

Planten er to-årig. Den udvikler under optimale forhold en blomsterstand i sit andet leveår, hvorefter den dør. Er der ikke gode vækstbetingelser, kan planten leve i mindst fem år, inden den blomstrer.  

Pastinak gror på ret tør, noget næringspræget bund. Den er hyppig langs veje i det åbne land, men kan sagtens findes i haver, parker og skove.

Pastinakken er giftig

Pastinakken indeholder en plantegift, som gør huden følsom over for sollys, og man skal undgå hudkontakt med planten. Plantens saft kan i kombination med sollys give vabler og sår på huden. Sårene minder om brandsår. Man kan også få pigmentelle misfarvninger i huden, der varer i månedsvis.

Giften findes i hele planten, både stængel, rødder og blomster.

Får man saften på sig, skal man vaske området grundigt og holde huden tildækket og skærmet mod solen i mindst 48 timer. Man bør søge læge.