I Danmark findes overvejende to arter af lærk, en europæisk og en japansk. Desuden findes en krydsning mellem disse arter, der kaldes hybridlærk.
Udbredelse
Europæisk lærk findes naturligt i Alperne fra Nice til Wien, i Sudeterne, i Tatra-Karpaterne samt i et større område i det sydlige og centrale Polen. Den blev indført til Danmark i slutningen af 1700-tallet. Den japanske lærk findes oprindeligt i den centrale del af øen Honshu, men dyrkes i Nord- og Sydjapan. Den kom først til Danmark i slutningen af 1800-tallet.
I Tinghus Plantage i Gribskov står en bevoksning af europæisk lærk anlagt af J.G. von Langen i 1776. Der er stadig en del træer tilbage, og de højeste er omkring 43 meter.
Udseende
Lærken bliver normalt mellem 25 – 35 meter høj. På unge træer er barken grålig. Når træet er omkring 20 år gammelt, dannes en kraftig skorpebark. Den europæiske lærk har grågullige årsskud, hvorimod den japanske lærk har rødviolette ofte blåduggede skud. Typisk for den japanske lærk er endvidere, at dens grene er ret grove, lange og vandret udstående.
Hos den europæiske lærk er nålene 2 – 3 cm lange, friskgrønne og med fladt rudeformet tværsnit. Nålene hos den japanske lærk er 3 – 3,5 cm lange og mere blågrønne.
Kogleskællene er under blomstringen meget små og grønne til svagt rødlige.
Hos den europæiske lærk er den modne kogle 2,5 – 4 cm lang, lysebrun og 1,5 – 2 cm bred. De tyn-de kogleskæl sidder tæt sammen. Hos den japanske lærk er koglerne lidt mindre. Kogleskællene er i spidsen udadbøjede og bølgede i randen.
Lærken stiller ikke de store krav til voksested. Den europæiske lærk trives dog bedst på næringsrige dybtgrundede jorde. Den tåler dårligt frost. Den japanske lærk trives på såvel sandjorde som på fladgrundede lerjorde.
Levevis
Blomstringen finder sted allerede i slutningen af april.
I modsætning til de fleste andre nåletræarter taber lærken sine nåle hvert efterår.
Læs mere om lærk på trae.dk