Udbredelse
Ene forekommer naturligt på hele den nordlige halvkugle og har således den største udbredelse af alle nåletræer. Ene er sammen med taks og måske skovfyr de eneste hjemmehørende nåletræarter i Danmark.
Ene forekommer over det meste af Danmark. Den er særlig udbredt i åbne hedeprægede områder. Den findes blandt andet i Enebærdalen i Tisvilde Hegn, hvor flere 4 – 5 meter høje enebær kan betragtes.
Udseende
Enen varierer stærkt i såvel størrelse som form fra flerstammede, ofte fladt krybende buske til enkeltstammede træer af op til 12 meters højde. Barken er grå til rødlig brun og ret tyk. Med alderen skaller den af i lange smalle strimler.
Almindelig ene er karakteristisk ved sine sylespidse nåle, der sidder i kranse tre og tre. Oversiden af nålene er mere eller mindre blågrøn, mens undersiden er mørkegrøn.
Ene er normalt tvebo, hvilket betyder, at han- og hunblomster ikke findes på samme individ. Han-blomsterne er gule og lette at få øje på. Hunblomsterne er derimod grønlige og svære at se.
Enen har såkaldte bærkogler. Kogleskællene er her ikke frie og forveddede, som det ses hos koglerne fra eksempelvis gran, men derimod sammenvoksede, mere saftige og kødede.
Voksested
Enebær trives på en mager jordbund.
Levevis
Både han- og hunblomster fremkommer før skudstrækning i maj – juni. Koglemodningen strækker sig over to år. Det første år er koglerne grønne eller blågrønne, andet år mørkeblå og duggede af voksbelægning.
Anvendelse
Splinten er smal og gullighvid. Kernens farve varierer fra rødbrun til næsten gråviolet. Veddet har et højt indhold af forskellige olier og giver træet dets karakteristiske lugt.
Større dimensioner af eneved kan anvendes til sløjdarbejder, men størst anvendelse har de lange stager, der især bruges til indhegning. Tyndere og mere bøjelige grene bruges til kurvefletning og de tyndeste ris anvendes til røgning af kød og fisk.
Olie af bær og nåle udvindes stadig i visse lande. Den anvendes medicinsk og til fremstilling af gin.