Udbredelse
Det naturlige udbredelsesområde for douglas er langs Stillehavet fra Californien i USA til British Columbia i Canada. Den er plantet over hele Vesteuropa, i Norge og Sverige dog kun i det sydlig-ste. De første douglas blev indført til Danmark i Forstbotanisk have i Charlottenlund i 1851.
På Silkeborgegnen synes douglas særligt at trives. På Silkeborg Statsskovdistrikt findes således en douglas med en højde på omkring 52 meter (målt i 2007).
Udseende
I Nordamerika findes douglas almindeligvis med højder på 50 – 65 meter, men ses dog også med højder på mere end 90 meter og med stammediametre op til 4,7 meter. I Danmark opnår douglas normalt samme højde som rødgran dvs. omkring 40 meter.
Som hos granarterne sætter douglas grene i kranse. Stammeformen kan være noget bugtet. Barken er i ungdommen glat og forsynet med talrige harpiksblærer. Med alderen får douglas en karakteri-stisk skorpebark med længdefurer.
Douglas kan minde om almindelig ædelgran, men nålene mangler hvide striber på undersiden, og knopperne er mere slanke og spidse.
Nålene er friskgrønne, bløde og flade og indtil 3,5 cm lange.
Hanblomsterne sidder enkeltvis i nærheden af grenspidsen. De rødlige hunblomster sider for enden af skuddene.
Koglerne er hængende og falder af som et samlet hele. Dækskællene er meget karakteristiske med trefliget spids og rager langt frem mellem kogleskællene. Koglerne modnes samme år, som de fremkommer.
Voksested
Douglas er forholdsvis nøjsom, både hvad angår vand og næring. Den er meget frostfølsom.
Anvendelse
Veddet har tydelig markering af årringe. I tør tilstand adskiller den gulbrune kerne sig tydeligt fra den hvidlige til uldgrå splint. Veddet har stort indhold af harpiks og garvestoffer.
Douglas er en af de mest anvendte træarter i USA og Canada, bl.a. på grund af de store knastfrie dimensioner træet kan leveres i. Et meget vigtigt og stort anvendelsesområde er finér og krydsfiner. Træet er endvidere meget anvendt til planker, tømmer, ind- og udvendigt snedkeri, samt til paller, stolper og papirmasse.