Udbredelse
Ædelcypres stammer fra det sydligere Oregon, hvor den findes i en smal stribe langs Stillehavets kyst. Den blev indført til Europa i midten af 1800-tallet. I starten blev den kun anvendt i parker og haver, men efterhånden er den også blevet plantet i skovene. I Havrerum på Brahetrolleborg på Sydfyn ses cypresbevoksninger, der bruges til klippegrønt.
Udseende
Cypres er som andre nåletræer stedsegrøn. Det vil sige, at den altid er grøn – også om vinteren. Den taber ikke sine nåle, ligesom løvtræerne taber deres blade. Cypres når i sit hjemland højder på omkring 60 meter og diametre på ca. fire meter. I Danmark bliver den noget mindre. Barken er rødbrun til gråbrun. På unge træer er barken tynd og glat, men den bliver ret hurtigt længdefuret. På gamle træer er den tyk og filtet. I modsætning til thuja har cypres hængende topskud, der danner et C, lige-som i cypres. Skuddene er endvidere smallere og finere med grøn overside og mere eller mindre hvid til hvidgrå, uregelmæssigt spættet underside.
Bladene er små, skællede og med en rund kirtel.
Hanblomsterne er små og rødlige. De sidder som små ”kogler” for enden af grenene. Hanblomster-ne åbner sig i marts – april. Hunblomsterne er små blågrønne kogler.
Koglerne er kugleformede, ca. otte mm i diameter og med omkring otte skjoldagtige, træagtige kogleskæl.
Voksested
Cypres trives på jorde med en god vandforsyning og forholdsvis høj næringsstoftilførsel.
Anvendelse
Veddet er let, med brunlig kerne og lys splint. Det er sejt, let spalteligt, forholdsvist hårdt og svagt glinsende. Det indeholder æteriske olier, der virker frastødene på bl.a. møl. Derfor er kister og ska-be, der er lavet af ædelcypres, særligt gode at opbevare sit tøj i.
De afskårne grene anvendes som pyntegrønt.