Benved

Euonymus europaeus 

Udbredelse

Benved er udbredt i det meste af Europa, fra Nordspanien og Sicilien i syd til det sydlige Skandinavien, fra Irland i vest til Litauen og Kaukasus i øst.

I Danmark er arten almindeligst i den sydlige og østlige del af landet. I Danmark findes bestande op til Mariager fjord og over til Daugbjerg og ude på Djurslands østkyst. Udbredelsen i Danmark synes at være betinget af jordbundsforholdene. Benved foretrækker en kalkrig jord.

Udseende

Benved gror oftest som en mindre busk på 3-6 m, men kan undertiden vokse til et mindre træ på op til 10 m. Grenene er modsatte og vækstformen er åben. Unge grene er firkantede med lys bark. Knopperne er modsatte, smalle og grønlige.

Bladene er 3-8 cm lange, elliptiske med fint savtakket rand.

Blomsterne er små, grønlige og uanseelige. Blomstringen er i forsommeren maj-juni.

Frugterne er kødede orange kapsler med hængende frø. Frøene er omgivet af en orange, kødet aril. Frøene modnes i oktober-november.

Voksested

Benved vokser naturligt spredt i skovbryn og hegn og i lysåbne skove af eg og ask. Den vokser på god næringsrig jord, og er speciel hyppig på kalkrig moræneler og kridt. Der er pletvise registreringer i Vendsyssel og vest for israndslinien, hvor den vokser ved kridtgrave, mergelgrave og enkelte skove med god muldbund. Den tåler lidt fugt og tåler vind.

Anvendelse

Benved spredes let af fugle og forekommer som pioner-busk i det meste af landet. Benved tåler stærk beskæring, og kan formentlig formeres ved stiklinger.

Benved er en populær prydbusk både p.g.a. de farvestrålende frugter og de smukke høstfarver. Busken tiltrækker bærædende fugle, f.eks. solsort og sjagger. De nye skud er eftertragtede af hjortevildt.

Ben­veds træ er meget hårdt og blev tidligere brugt til dreje- og husflidsarbejde.

Bærrene (frø) og de andre plantedele er meget giftige og bør undgås, hvor børn færdes almindeligt, f.eks. i parker.

Selvom benved forekommer almindeligt i den danske natur, har dens anvendelse givet anledning til diskussioner. Foruden dens giftighed, så værtskifter benved med bede­bladlus (Apis fabae), og derfor har den tidligere været frarådet i læhegn. Dette anses dog ikke længere for at være noget problem.

Vidste du...?

Benved har fået sit navn efter den hårde, hvide ved.