Bløddyr

Muslinger udgør klassen  Bivalvia  . Antallet af arter opgives varierende fra færre end 8.000 til mere end 20.000 arter. Muslingerne kendes blandt andet på deres sammentrykte krop og den todelte skal, som er sammenhæftet langs rygsiden.

De fleste arter er marine, men der er også mange ferskvandsarter.

Snegle udgør ca. 80 pct af alle bløddyrsarterne og er bløddyr af klassen  Gastropoda  . Traditionelt opdeles sneglene i forgællesnegle (  Prosobranchia  ), baggællesnegle ( Opistobranchia ) og lungesnegle ( Pulmonata ).

Bløddyr udgør rækken Molusca med over 100.000 beskrevne arter verden over. Kun leddyrene overgår dette artsantal. I Danmark findes omkring 500 arter af bløddyr og de fleste af disse lever i havet. De mest kendte grupper af bløddyr er snegle, muslinger og blæksprutter.

Bløddyr er hvirvelløse dyr med bløde kroppe. Hos alle bløddyr findes mere eller mindre følgende fællestræk: Kroppen er uleddet, men kan nogenlunde inddeles i tre regioner: Hoved, indvoldssæk og fod. Hovedet bærer, foruden munden, smags-, føle- og synsorganer og alle bløddyr, med undtagelse af muslinger, har raspetunge. Indvoldssækken er kroppens største masse og indeholder fordøjelseskanalen, hjertet, et par nyrer og kønsorganer. Foden er dyrets bugside og er et muskuløst bevægeredskab.

Bløddyr er ofte beskyttet af en hård og fast skal, der består af kalk og er dækket af et ydre, hornagtigt lag. Skallen beskytter til en vis grad dyret mod rovdyr og udtørring. Tilstedeværelse af kalk er nødvendigt til opbygningen af snegle- og muslingeskaller og i tørvegrave og mosehuller, hvor vandet ofte er surt og kalkfattigt, betyder det, at kun de snegle og muslinger, som har et beskedent kalkkrav, kan trives.

Mange bløddyr er hermafroditter (de har både hanlige og hunlige kønsorganer) og lægger æg.

Størstedelen af bløddyr lever i vand, mens nogle få lever på land som fx visse snegle. Nogle bløddyr, især muslinger, lever nedgravet i sand eller mudder på havbunden. De bruger et kapperør til at trække vand ned over gællerne, så de kan ånde og få næring. 
Flere snegle og muslinger har tilpasset sig livet i søer og åer. Her fordeler de sig efter krav til vandtype, underlag og ernæringsmuligheder. 
De fleste bløddyr er følsomme overfor organisk forurening og mange er følsomme over for forurening og iltsvind på havbunden. Mange steder ligger store flader af havbund hen som bløddyrløse ørkener pga. forurening.

Bløddyr spiller en stor økologisk rolle, både som føde for konsumfisk, samt ved lavvandede kyster som føde for vadefugle og ænder. De spiller endvidere en vigtig rolle som naturens skraldemænd ved at rense store mængder havvand for plankton.

Opskyllede skaller giver ikke altid et godt billede af dyrenes forekomst i havet uden for, idet bølger kan flytte skallerne langt omkring og skallernes holdbarhed er forskellig. De mange østersskaller som ligger på den jyske vestkyst er for eksempel fossile og stammer fra stenalderens østersbanker i Kattegat og Nordsøen. Et af de bedste steder at samle strandskaller i Danmark er ved Vadehavet, hvor artsrigdommen og antallet af individer er særlig stort. Der kan dog findes skaller ved alle danske kyster.

De mest kendte grupper af bløddyr er snegle, muslinger og blæksprutter.

Snegle

Snegle udgør klassen Gastropoda, der omfatter over 4/5 af alle arter af bløddyr.

Snegles bløddele beskyttes ofte af en skal. Bløddelene under skallen består af en krop med en indvoldssæk, en fod, et ofte velafgrænset hoved og en kappe (indvoldssidens glatte rygside).

Skallen eller sneglehuset er typisk rundt eller kegleformet. Spiret danner toppen og skallens overflade kan være glat eller have ribber eller netstruktur. Skallen er ofte spiralsnoet og grænsen mellem de enkelte skalvindinger benævnes skalsømmen. 

Nogle snegle bærer ikke skal eller bærer skallen indvendigt.

Snegle har raspetunge. Denne er forsynet med et bælte af små tætsiddende tværrækker af hårde, spidse tænder dannet af protein og kitin. Raspetungen bruges til at raspe føde af underlaget og transportere det ind i mundhulen.

De fleste snegle er plante- eller planktonædere, mens andre er ådselsædere eller egentlige rovdyr.

Vinbjergsneglen er en typisk snegl.

Muslinger

Muslinger udgør klassen Bivalvia og er et bløddyr med en toklappet skal, der kan lukkes med en kraftig lukkemuskel. De lever altid i vand og de fleste findes i havet. Muslinger er enten langsomme eller fastsiddende dyr. Fodens rolle som bevægeredskab er mere underordnet end hos sneglene og i nogle tilfælde overtaget af kappen. Muslinger ånder vha. store gæller, der også fungerer som filter for plankton. Da muslinger ernærer sig som filtratorer og indtager partikulær føde, er raspetungen ikke nødvendig og mangler helt hos alle muslinger. Muslinger har ingen sanseorganer og føle- og synsorganer er rykket ud på kapperanden. 

Muslinger indgår som en vigtig del i mange fødekæder og er efterstræbte fødeemner. De fleste arter lever nedgravet i sedimentet og har tynde skaller, mens de muslinger der lever frit på overfladen har tykkere skaller. 
Østers og blåmusling er typiske muslinger.

Blæksprutter

Blæksprutter omfatter ottearmede blæksprutter, tiarmede blæksprutter og sepiablæksprutter. 

De er hurtige bløddyr med et stort hoved og en ring af sugekopdækkede arme, der bruges til at fange andre dyr. Blæksprutter bevæger sig ved en sammentrækning af et væskefyldt hulrum, kappehulen. Sammentrækningen tvinger en kraftig vandstråle ud gennem kapperøret, hvilket skubber dyret i den modsatte retning. Ved at dreje kapperøret kan blæksprutten styre sin bevægelsesretning.