Kabellægning af 132 kV luftledningsforbindelse mellem Orehoved-Guldborgsund-Radsted

Energinet ønsker at erstatte et dobbelt 132kV luftledningssystem med et dobbelt kabelsystem i jorden på en cirka 24 kilometer lang strækning mellem Orehoved syd for Storstrømsbroen på det nordlige Falster og Radsted ved Sakskøbing på Lolland.

Den tidligere proces

Miljøstyrelsen har den 02.01.2023 afgjort, at vedligeholdelse af 132 kV Guldborgsund Søkabel er omfattet af krav om miljøvurdering. Efterfølgende er projektet blevet udvidet med bl.a. kabellægning af luftledningerne på hver side af Guldborgsund Søkabel og etablering af højspændingsstationen Nørre Radsted.

Kort om projektet

Baggrunden for projektet er den stigende produktion af vedvarende energi i Danmark. I de kommende år forventes en væsentlig udbygning, især af solcelleanlæg. Lolland, Falster og Sydsjælland er nogle af de områder, hvor Energinet oplever stor interesse for at tilslutte vedvarende energi til transmissionsnettet. Forbruget i området forventes dog ikke at stige i samme størrelsesorden. Derfor er det nødvendigt at udbygge transmissionsnettet, så nettet kan transportere strømmen videre til andre landsdele, hvor der er brug for den.

Desuden viser tilstandsvurderinger, at både luftledningsanlægget på land og kabelforbindelsen under Guldborgsund er udtjente. Projektet indgår som en del af Energinets plan for vedligeholdelse af udtjente el-anlæg og er initieret som en kabellægning under PSO-tillægsaftalen - kabellægning af udtjente 132/150 kV luftledninger.

Det samlede anlægsprojekt består af følgende elementer:

  1. Kabellægning af 132 kV luftledningsforbindelse mellem Orehoved Station og Rasted Station, nedtagning af eksisterende luftledninger samt krydsning af Guldborgsund ved nyt kabel
  2. Fjernelse af udtjente søkabler ved krydsning af Guldborgsund
  3. Ombygning af højspændingsstationerne Orehoved (ORH) og Radsted (RAD) herunder fjernelse af de eltekniske anlæg for modtagelse af luftledningsanlæg
  4. Etablering af en ny højspændingsstation, Nørre Radsted (NRA), som kabelanlægget skal tilsluttes.

Man kan læse mere om projektet på Energinets hjemmeside ved at følge nedenstående link.

Kabellægning af 132 kV luftledninger på Falster og Lolland

Da Energinet er et statsejet selskab, er Miljøstyrelsen myndighed for miljøvurderingen af hele projektet. Miljøstyrelsen er således også miljøvurderingsmyndighed for søkablet, der forbinder Falster med Lolland (denne del lå tidligere under Energistyrelsen).

Miljøvurderingen bygger på en miljøkonsekvensrapport, som Energinet skal aflevere til Miljøstyrelsen. Miljøkonsekvensrapporten skal beskrive projektets påvirkninger på en lang række miljøparametre, og hvad der gøres for at undgå eller mindske eventuelle væsentlige skadelige virkninger. Energinet skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport, inden Miljøstyrelsen kan afgøre, om der kan gives tilladelse til projektet.

Information om den igangværende miljøvurdering af projektet vil løbende være tilgængeligt på denne side.

Kortet viser linjeføringen for luftledningsforbindelsen og for de nye kabler mellem Orehoved på Falster og Radsted på Lolland. Derudover vises placeringen af de to eksisterende højspændingsstationer Orehoved og Radsted station, samt den nye højspændingsstation Nørre Radsted station

Proces og status (opdateret den 2. maj 2023)

Sagens dokumenter

Afgrænsningsnotat

Idéfasen

Miljøstyrelsen har igangsat høringsprocessen i 1. offentlighedsfase (1. februar – 15. februar 2023).