Miljøvurdering af 'Gasledning til Lolland-Falster'

Energinet og Evida ønsker at etablere en ca. 115 km lang gasledning fra Everdrup på Sjælland til Nakskov på Lolland med det formål at koble Lolland og Falster til det sjællandske gasnet.

Energinet og Evida har anmodet Miljøstyrelsen og Energistyrelsen om at igangsætte en miljøvurderingsproces for et projekt, som omhandler etablering af en ca. 115 km lang gasledning fra Everdrup i Næstved Kommune til Nakskov i Lolland Kommune. Formålet med projektet er at forbinde Lolland og Falster med det øvrige danske gasnet. 

Da sukkerfabrikkerne i Nykøbing Falster og Nakskov ønsker at slutte sig til gasledningen, er linjeføringen naturligt placeret, så virksomhederne i disse byer kan betjenes.

På kortet herover ses undersøgelseskorridoren omkring den linjeføring, som Energinet og Evida ønsker at etablere gasledningen indenfor. Langs gasledningen skal der også bygges 7 mindre stationsanlæg (måler og regulatorstationer samt linjeventilstationer), opføres elkabel og placeres markeringspæle. 

På Energinet og Evidas hjemmeside findes et interaktivt kort over strækningen. Her er det muligt at søge på en konkret adresse og se dennes placering i forhold til undersøgelseskorridoren.

Information om den igangværende miljøvurdering af projektet vil løbende være tilgængeligt på denne side (se mere under Sagens dokumenter nedenfor).

Miljøvurdering af projektet og myndighedsroller

Projekter, der forventes at kunne påvirke miljøet væsentligt, kan kun realiseres på baggrund af en omfattende vurdering af konsekvenserne for miljøet og en efterfølgende tilladelse efter miljøvurderingsloven. Energinet og Evida har på den baggrund anmodet myndighederne om, at projektet undergår en miljøvurdering. Da både Energinet og Evida er statsejede selskaber, er Miljøstyrelsen myndighed for miljøvurderingen af alle anlæg på land.

Energistyrelsen er myndighed for miljøvurderingen af de dele af projektet, der krydser Storstrømmen og Guldborgsund. 

Miljøvurderingen bygger på en miljøkonsekvensrapport, som Energinet og Evida skal aflevere til myndighederne, i dette tilfælde både Miljøstyrelsen og Energistyrelsen. Miljøkonsekvensrapporten skal beskrive projektets påvirkninger på en lang række miljøparametre, og hvad der gøres for at undgå eller mindske eventuelle væsentlige skadelige virkninger. Inden denne miljøkonsekvensrapport bliver udarbejdet, kommer myndighederne med en udtalelse om, hvad miljøkonsekvensrapporten skal indeholde - en såkaldt afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold (se også nedenstående figur for et overblik over de forskellige procestrin og aktuel status).

Aktuel status for miljøvurderingen (13. maj 2022)

Miljøstyrelsen har den 13. maj 2022 meddelt Energinet og Evida § 25-tilladelse til projektet. Klagefrist er den 10. juni 2022.

Afgørelsen og sagens øvrige dokumenter kan findes nedenfor under Sagens dokumenter.

Sagens dokumenter  

Her findes en samlet liste over de dokumenter, som er offentliggjort i sagen.

Afgørelse (klagefrist 10. juni 2022)

2. offentlighedsfase (24. januar - 21. marts 2022)

Miljøkonsekvensrapport og udkast til § 25-tilladelse samt udkast til udledningstilladelser for Færgestrømmen, Grønsund og Guldborgsund

Afgrænsningsudtalelse (27. august 2021)

Idefase (8. marts til den 6. april 2021)

Ansøgning (af 31. marts 2020)

Annonceringer i forbindelse med miljøvurderingen

Her linkes til de annoncer på Miljøstyrelsens hjemmeside, som offentliggøres i forbindelse med miljøvurderingen.