Etablering af 400 kV-luftledning fra Endrup til Idomlund

Energinet ønsker at etablere en ny 400 kV-luftledningsforbindelse mellem Endrup ved Esbjerg og Idomlund ved Holstebro som erstatning for den nuværende 150 kV luftledning mellem Karlsgårde og Idomlund. Projektet er omfattet af krav om miljøvurdering.

Energinet har den 8. marts 2018 ansøgt om etablering af en ny 400 kV-luftledning fra Endrup ved Esbjerg til Idomlund ved Holstebro.

Udover dette projekt planlægger Energinet sammen med tyske TenneT en ny elforbindelse på tværs af grænsen.

Formålet med projektet er at bidrage til den grønne omstilling ved at sikre bedre muligheder for at transportere den grønne strøm fra vedvarende energikilder og forbedre forsyningssikkerheden. Projektet vil bestå af ny ca. 95km lang 400 kV-luftledning gennem Holstebro, Herning, Ringkøbing-Skjern, Varde og Esbjerg Kommuner og ombygning af eksisterende transformerstationer ved Endrup, Karlsgårde og Videbæk samt ombygning og udvidelse af stationerne ved Stovsstrup og Idomlund. Projektet omfatter også nedtagning af den nuværende 150 kV-luftledning mellem Karlsgårde og Idomlund.

Projektet er omfattet af bilag 1 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Energinet skal derfor udarbejde en miljøkonsekvensrapport (tidligere kaldet VVM-redegørelse) for projektet, som belyser projektets miljøpåvirkninger, og have en tilladelse fra Miljøstyrelsen på baggrund af denne rapport, før projektet kan etableres. Det nødvendige plangrundlag for projektet vil blive udarbejdet af Erhvervsministeren i form af et landsplandirektiv. 

På denne side kan man følge miljøvurderingsprocessen for projektet og finde relevant materiale. 

Første skridt i miljøvurderingsprocessen er en idéfase, også kaldet 1. offentlighedsfase, hvor man kan komme med idéer og forslag til indholdet og afgrænsningen af den miljøkonsekvensrapport, som Energinet skal udarbejde. Idéfasen løber frem til 9. maj 2018.

Aktuel status (opdateret 09. april 2018)

 

Dokumenter og kort

Idéoplæg (idéfasen har høringsfrist den 9. maj 2018)

Kort over projektområde

Ansøgning fra Energinet