Spørgsmål og svar om vindmøller

Oplevelsen af støj er subjektiv og individuel, og det er velkendt at nogle mennesker er mere støjfølsomme end andre. Det er netop for at begrænse generne, at der er skrappe støjgrænser for vindmøller

Undersøgelser har vist sammenhæng mellem vindmøllestøj og selvrapporterede støjgener blandt personer, der bor i nærheden af vindmøller. Sammenhæng med søvnforstyrrelser er vist i nogle studier, men ikke i andre studier.

Graden af oplevet støjgene stiger med øgende støjniveau, og en støjpåvirkning på 44 dB, der svarer til den danske støjgrænse for enkeltliggende boliger i det åbne land, må forventes at opleves som stærkt generende af 11 % af dem, der udsættes for den.

Undersøgelser har endvidere vist, at graden af oplevet støjgene er højere, hvis man kan se vindmøllen fra sin bolig, men mindre, hvis man ikke kan se vindmøllen eller hvis man har økonomisk interesse i møllen.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at undersøgelser har vist sammenhæng mellem vindmøllestøj og selvrapporteret støjgene blandt personer, der bor i nærheden af vindmøller. Endvidere er der påvist sammenhæng mellem selvrapporterede støjgener fra vindmøller og stresssymptomer som hovedpine, træthed og anspændthed. Sammenhæng med søvnforstyrrelser er vist i nogle undersøgelser, men ikke i andre studier.

\r\nUd over disse gener er der indtil nu ikke vist sammenhæng mellem vindmøllestøj og negative helbredseffekter i den videnskabelige litteratur.

I de senere år har undersøgelser vist sammenhæng mellem støj fra vejtrafik og fly og forhøjet blodtryk samt øget risiko for blodprop i hjertet. Den øgede risiko er set ved støjniveauer, der er betydeligt højere end de gældende grænseværdier for vindmøllestøj, hvilket taler imod, at den fundne sammenhæng kan generaliseres til at omfatte vindmøllestøj.

Effekterne på hjerte-kar-systemet menes at være stressrelateret, udløst af støj og muligvis af søvnforstyrrelser. Der foreligger ikke undersøgelser af vindmøllestøj og hjerte-kar-systemet, så effekter på hjerte-kar-systemet ved langvarig udsættelse for vindmøllestøj kan derfor ikke helt udelukkes på nuværende tidspunkt.

Hvis man er generet af støj, og man ikke kan løse problemet ved at tage kontakt til den virksomhed (eller vindmølleejer), der er årsag til støjen, kan man henvende sig til kommunen. Det er også kommunen, der fører tilsyn med at vindmøller ikke støjer mere, end de må.

Det er kun vindmøller, som er anmeldt til kommunen efter 1. januar 2012, der er omfattet af grænsen for lavfrekvent støj.

Støj er lyd, som ikke skulle have været der. Støj kan indeholde både lyse lyde (med høje frekvenser) og dybe lyde (med lave frekvenser). Lavfrekvent støj kan være for eksempel brummelyd fra en kompressor, flammebulder fra et fyringsanlæg, eller den dybe lyd af en motor i tomgang.

Støj fra vindmøller kommer både fra vingernes rotation og fra de maskindele, der findes i møllens maskinhus. Vingernes støj er en karakteristisk susen, der varierer i takt med omdrejningerne, og støjen indeholder normalt ikke særlig meget lavfrekvent støj. Støjen fra maskineriet kan indeholde toner, og det kan både være hyletoner (ved høje frekvenser) og brummetoner (ved lave frekvenser).

Lavfrekvent støj er teknisk defineret som støj i frekvensintervallet 10 – 160 Hz (mellem 10 og 160 svingninger pr. sekund).

Vindmøller udsender også infralyd, som er lyd ved særligt lave frekvenser. Infralyd opfattes med ørerne på samme måde som andre former for lyd, og infralyd kan høres, hvis den er tilstrækkelig kraftig. Når infralyd kan høres, vil det opleves generende. Når infralyd ikke kan høres, påvirker den ikke helbredet.

De vindmøller, vi kender i dag, udsender så svag infralyd, at selv helt tæt ved vindmøllen er lyden svagere end høretærsklen. Derfor er infralyd ikke et problem i forbindelse med moderne vindmøller. Den tekniske definition på infralyd er lyd i frekvensområdet under 20 Hz (med færre end 20 svingninger pr. sekund).

Det har hidtil været Miljøstyrelsens opfattelse, at der ikke er problemer med lavfrekvent støj, når støjgrænserne for den 'almindelige' støj overholdes. Men der har været bekymring for lavfrekvent støj de steder, hvor der planlægges vindmøller, og derfor har både industri, kommuner og borgere efterspurgt præcise regler også for den form for støj.

Ved en detaljeret analyse af en række konkrete projekter, som Miljøstyrelsen har baseret på nye oplysninger fra industrien, har styrelsen fundet, at de nye regler kan være udfordrende for enkelte typer af produktionsmøller i nogle specifikke situationer.

Der er ikke noget, der tyder på, at lavfrekvent støj er mere farlig end andre former for støj, heller ikke hvis der er tale om lavfrekvent støj fra vindmøller.

Alle møller kan lave lavfrekvent støj; det afhænger ikke af deres størrelse hverken i elektrisk effekt (MegaWatt) eller højde.

Erfaring viser, at store vindmøller udsender mere støj end små, så derfor kan de ikke stå så tæt ved naboerne. Men der er ikke en tydelig sammenhæng mellem hvor store vindmøller er, og om de udsender særlig lavfrekvent støj. Det afhænger mere af deres opbygning end af størrelsen. Der er i det hele taget ikke en entydig sammenhæng mellem størrelsen af en vindmølle og karakteren af den støj, der udsendes, bortset fra at store vindmøller roterer langsommere, så støjen fra vingerne varierer i et roligere tempo.

Med de gældende støjregler skal vindmøller, der anmeldes til kommunen efter 1. januar 2012, overholde både grænseværdierne for den ’almindelige’ støj og den nye grænseværdi for lavfrekvent støj.

Kommunen fører tilsyn med, at vindmøller ikke støjer for meget, og kommunen kan påbyde ejere af vindmøller at få målt støjen fra deres mølle, så det kan kontrolleres, at reglerne er overholdt. Det gælder også den nye grænse for lavfrekvent støj.

Den nye grænseværdi for lavfrekvent støj er 20 decibel (dB) beregnet indendørs ved vindstyrker på både 6 og 8 m/s.

Grænseværdierne for den almindelige støj fra vindmøller er 44 dB udendørs ved boliger i det åbne land og 39 dB i boligområder ved 8 m/s.

De nye regler for lavfrekvent støj får ikke betydning for møller, der er anmeldt til kommunen tidligere end 1. januar 2012. Den nye grænseværdi gælder for de vindmøller, der er anmeldt  efter, at bekendtgørelsen er trådt i kraft. Men når de nuværende møller på et tidspunkt skal skiftes ud, er de nye regler gældende.

Miljøstyrelsen forventer generelt, at vindmøller der overholder grænseværdierne for den 'almindelige' støj, ikke vil give problemer med lavfrekvent støj.

Styrelsen har imidlertid ved sin forberedelse af de nye regler konstateret, at enkelte produktionsmøller i nogle specifikke situationer kan have vanskeligt ved at overholde den nye støjgrænse.

For 14 repræsentative danske boliger er der lavet målinger af, hvor meget den lavfrekvente støj bliver dæmpet på vej ind i boligen. Det blev sammenlignet, hvor kraftig den lavfrekvente støj er udenfor og indenfor for at finde husenes såkaldte lydisolation.

I regelgrundlaget indgår tal fra disse målinger sammen med oplysninger om, hvor meget lavfrekvent støj den konkrete vindmølle udsender og afstanden til møllen i den foreslåede beregningsmetode for lavfrekvent støj fra vindmøller.

Det stort set umuligt at lave tilstrækkeligt nøjagtige målinger af støjen fra vindmøller ved de boliger der påvirkes af støjen, når det blæser tilstrækkeligt, på grund af vindens susen i træer og buske. Ud over vindstøjen kan der komme forstyrrende støj fra trafikken, fra fugle og fra andre støjkilder i eller omkring boligen.

Når der skal opføres nye vindmøller, skal man vurdere støjen, inden møllerne er bygget. Så er den eneste måde at finde ud af, hvor meget de vil komme til at støje, at beregne det. Beregningen går ud fra fabrikantens oplysninger om, hvor meget støj der kommer fra den type af vindmølle, og hvor langt der er imellem vindmøllen og boligen.

Når møllerne er opført, beregner man igen støjen frem for at måle den inde i huset. Det gør man ved at gå tæt på hver enkelt mølle og måle støjudsendelsen her. Målemetoden for støjudsendelse er beskrevet i vindmøllebekendtgørelsen, og metoden er i overensstemmelse med anvisningerne i den internationale standard IEC 61400-11.

De data man får fra hver enkelt mølle bruges i den samme beregningsmetode som ved anmeldelsen til at beregne støjniveauet. Beregningsmetoden for vindmøllestøj er en forenklet udgave af den nye og meget præcise Nord2000-metode, der bl.a. benyttes til støj fra veje og jernbaner, og som er verificeret med målinger specielt for vindmøller.

Den forenklede beregningsmetode tager udgangspunkt i, at der er medvind fra vindmøllen i alle retninger, således at støjen bliver dæmpet mindst muligt under udbredelsen.

For det første er der tale om temmelig lave støjniveauer, der skal kontrolleres, så de bliver nemt overdøvet af støj fra trafikken eller støjkilder inde i huset (som fx køleskab eller fyr), eller af vindens susen i træer og buske.

Dernæst varierer støjniveauet hvert øjeblik, både fordi vindmøllens støjudsendelse ændres med vindstyrken og fordi vejret påvirker, hvordan lyden bliver dæmpet under udbredelsen.

Det er helt tilfældigt, hvilket resultat der kommer ud af en støjmåling, hvor man ikke har kontrol over både baggrundsstøjen, vindmøllens øjeblikkelige driftssituation og lydudbredelsesforholdene.

Der er målt ved at udsende lavfrekvent støj fra en stor, medbragt højttaler udenfor en bolig. Der er lavet målinger både udendørs og indendørs i boligen, og herudfra er lydisolationen beregnet. Målingerne indendørs er gennemført efter Miljøstyrelsens anbefalede metode, som foreskriver, at støjen skal måles i tre punkter i hvert rum, hvoraf to punkter skal være steder, hvor beboerne opholder sig meget. Der er i alt lavet 26 målinger i 14 forskellige, typiske boliger.

Ofte er lavfrekvent støj mest tydelig, når der er lukkede vinduer. Hvis man sammenligner med de anbefalede grænseværdier for lavfrekvent støj fra virksomheder, så gælder grænseværdierne her ved lukkede vinduer.

Reglerne for støj fra vindmøller har siden 1991 været fastlagt i en bekendtgørelse, som ikke giver mulighed for at stille krav til den lavfrekvente støj. Ved ændringen af vindmøllebekendtgørelsen i 2006 blev der lavet nogle ændringer i forhold til beregning af den almindelige støj, mens den lavfrekvente støj forblev ureguleret.

Danmark er det første land, der har indført bindende grænser for lavfrekvent støj fra vindmøller. Miljøstyrelsen er ikke bekendt med, at andre lande har bindende regler for lavfrekvent støj fra vindmøller. Der er adskillige lande, for eksempel Sverige, der har anbefalede grænser for lavfrekvent støj generelt, og de kan efter forholdene også anvendes for vindmøller.

Den afgørende forskel på anbefalede og bindende grænseværdier er, at bindende grænseværdier ikke kan fraviges, og at de kan håndhæves af kommunerne med det samme, hvis støjen er for høj. Med de nye regler skal kommunerne fremover gribe ind overfor vindmølleprojekter, hvis støjen overskrider grænsen, for så vil der være tale om en lovovertrædelse.

Støjgrænserne gælder for den samlede støj fra alle vindmøller, også havvindmøller. Reglerne er især relevante, hvis der planlægges for havvindmøller i nærheden af kysten, hvor der er boliger som i forvejen er belastet af støj fra vindmøller. Her kan støjen fra de eksisterende møller stå i vejen om projektet med havvindmøller.

Der bruges en særlig metode til at beregne støjen fra havvindmøller, fordi vandet kaster mere af lyden tilbage end jorden gør. Der skal også bruges en speciel metode, når man vil måle støjudsendelsen fra havvindmøller. Metoden er beregnet på de særlige forhold ude på vandet, og den er beskrevet i vindmøllebekendtgørelsen.