Spørgsmål og svar om vejstøj

Mange mennesker er generet af støj fra vejtrafikken. På denne side er præsenteret en række spørgsmål og svar om sundhedseffekter af vejstøj, grænseværdier og regulering af vejstøj mv.

Støjen skal beregnes som middelværdien af støjniveauet for et helt år.

Nord2000 er en ny, fælles nordisk beregningsmetode, som er langt mere præcis end de tidligere regnemetoder. Blandt andet kan Nord2000 beregne lydens udbredelse under forskellige vejrforhold, så man kan bestemme middelværdien af støjniveauet for et helt år.

Læs mere om beregning af støj og Nord2000

Det er vejmyndighederne, der har ansvaret for at prioritere en indsats mod generende vejstøj ved eksisterende boliger. Vejdirektoratet er vejmyndighed langs statsvejene (motorveje), mens de pågældende kommuner har ansvaret langs kommuneveje, hvor langt de fleste støjbelastede boliger findes.

Mange mennesker bor i områder med uacceptabelt højt støjinveau, og hvor støjen overskrider grænsen for, hvad der anses for sundhedsmæssigt tilfredsstillende.

Vejtrafikken er den væstenligtste kilde til støjbelastningen i Danmark. Knap 800.000 boliger, næsten hver tredje bolig, er belastet med støj over grænseværdien på 58 dB for vejstøj. Hovedparten af de støjbelastede boliger er i de større byer.

Vejstøj kan ifølge WHO (World Health Organisation) medføre gener som søvnproblemer, træthed, hovedpine, forøget blodtryk, stress, forøget risiko for hjertesygdomme og slagtilfælde. Det er vurderingen, at der hvert år dør flere hundrede danskere for tidligt som følge af vejstøj.

Der er også indikationer på, at børn, der udsættes for vedvarende ekstern støj, har risiko for indlæringsproblemer.

Læs mere om sundhed og støj

Et stilleområde er et offentligt tilgængeligt område, hvor støjen er forholdsvis lav, og hvor kommunen har et ønske om at bevare området som stille eller at forbedre stilheden.

Man skelner mellem to typer stilleområder.

Stilleområder i det åbne land , som er præget af naturlig stilhed, og hvor naturens egne lyde dominerer indtrykket.

Stilleområder i byer , fx parker, hvor der er forholdsvis stille, og som er let tilgængelige.

Læs mere om stilleområder

Vejstøj kan reduceres på mange måder. Der kan anvendes støjdæmpende asfalt eller hastigheden på strækningen kan sænkes. Det er også teknisk muligt at sænke støjen ved at køretøjer og dæk støjer mindre.

Hvis der er mulighed for at opstille en støjvold eller en støjskærm, kan det også være en god mulighed. Forbedring af facader og vinduer vil ofte være en effektiv løsning. Trafikplanlægning er også en mulighed, for eksempel ved at lede trafik - især tung trafik - uden om boligområder.

I din bolig kan du sørge for at dine vinduer både har gode energi- og lyddæmpende egenskaber. Hvis du kan placere dit soveværelse ud mod en stille facade, fx en baggård, kan du undgå at din nattesøvn bliver forstyrret af vejtrafikken.

Som trafikant kan du reducere støjen ved at overholde hastighedsgrænserne og ved at undgå unødige og kraftige accelerationer. Eller undlade at tage bilen på de ture, hvor du kan tage cyklen eller bruge kollektiv trafik. 

Hvis du køber en ny bil kan du efterspørge en bil med relativ lav støj fra motor og dæk, eller måske købe en elbil.

De største kommuner og andre trafikmyndigheder skal som følge af et støjdirektiv fra EU udarbejde støjhandlingsplaner hvert femte år. Første generation af handlingsplanerne kom i 2008, næste fase er i 2013. Andre kommuner kan frivilligt lave planer.

Læs mere om støjhandlingsplaner

Stilleområder i byer tilbyder borgerne en pause fra byens larm, og et åndehul hvor man kan være uforstyrret.

Ikke mindst når man bor i en støjbelastet bolig, betyder det meget at have let adgang til rolige og grønne omgivelser, hvor man kan hvile ørerne.

Udover adgangen til egentlige stilleområder, kan adgang til fx en stille baggård også være en aflastning fra den daglige støj.

Kommuner kan udpege stilleområder.

Læs mere om stilleområder

De vejledende grænseværdier for støj udtrykker en belastning, der efter Miljøstyrelsens vurdering er miljømæssigt og sundhedsmæssigt acceptabel.

Hvis støjen er lavere end den vejledende grænseværdi, vil kun en mindre del af befolkningen opleve støjen som generende, og støjen forventes ikke at have helbredseffekter.

De vejledende grænseværdier er ikke udtryk for en ret til at udsende støj. Overskrides grænseværdien for  eksisterende  boliger, findes der heller ikke en generel pligt til at nedbringe støjen, så grænseværdierne overholdes.

Kommunerne har pligt til at sikre, at støjbelastede områder, hvor støjniveauet er højere end Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi, ikke udlægges til nye boliger eller anden støjfølsom anvendelse, med mindre lokalplanen har bestemmelse om støjbeskyttelse.

De vejledende grænseværdier er især fastsat ud fra genekurver, der beskriver hvor mange procent af en befolkningsgruppe, der oplever et bestemt støjniveau som generende eller stærkt generende. Det er såkaldte dosis-respons kurver.

I et støjpartnerskab betaler den ansvarlige vejmyndighed, fx kommunen, og boligejeren udgifterne til at reducere støjen i fællesskab.

Boligejerens incitament til at være med til at betale kan være, udover øget livskvalitet ved mindre støj, at boligen kan stige i værdi, når støjen reduceres.

For kommunen vil støjpartnerskaber øge råderummet til at investere i støjreduktion i hele kommunen.

Læs mere om støjpartnerskaber

Den vejledende grænseværdi for vejstøj er 58 dB. Den gælder for boligområder, børnehaver, vuggestuer, skoler, plejehjem, hospitaler. Desuden kolonihaver, udendørs opholdsarealer og parker.

For rekreative områder i det åbne land, sommerhusområder, campingpladser og lignende er grænseværdien for vejstøj 53 dB.

For hoteller, kontorer mv. er grænseværdien 63 dB.