4.2. Godkendelse af nye fyringsanlæg

De særlige regler om listevirksomheder i bekendtgørelsens kapitel 9 supplerer godkendelsesbekendtgørelsens regler (§ 2, stk. 2).

Ansøgninger om godkendelse af nye fyringsanlæg, der er omfattet af de særlige regler for listevirksomheder, skal behandles efter reglerne i både godkendelsesbekendtgørelsen og de særlige regler om listevirksomheder i bekendtgørelsens kapitel 9.

For information om godkendelsesbekendtgørelsens regler henvises til godkendelsesvejledningen.

Godkendelsesmyndighedens behandling af ansøgningen suppleres med følgende trin:

1. Godkendelsesmyndigheden indleder godkendelsesproceduren inden en måned efter ansøgeren har sendt ansøgningen (§ 80, stk. 1).

2. Senest en måned efter ansøgningen er sendt, meddeler godkendelses-myndigheden skriftligt virksomheden, at godkendelsesproceduren er indledt (§ 80, stk. 2, nr. 1).

Samtidig meddeler godkendelsesmyndigheden skriftligt, at godkendelsen sammen med de oplysninger i ansøgningen, som er nævnt i § 93, stk. 4, vil blive offentliggjort via Digital Miljøadministration (DMA) (§ 80, stk. 2, nr. 2).

3. Godkendelsesmyndigheden vurderer, om fyringsanlægget kan opfylde kravene i bekendtgørelsens kapitel 3, 4 og 6, og om der i godkendelsen evt. skal stilles vilkår om lempede, skærpede og supplerende krav (§ 81). Se uddybende tekst nedenfor.

4. Godkendelser, der indeholder vilkår om lempede, skærpede eller supplerende krav, offentliggøres via den Digitale Miljøadministration (DMA) samtidig med afsendelse af godkendelsen. Samtidig offentliggøres de oplysninger i ansøgningen, som er nævnt i § 93, stk. 4 (§ 93, stk. 2).

Hvis godkendelsen ikke indeholder vilkår om lempede, skærpede eller supplerende krav, offentliggøres de oplysninger i ansøgningen, som er nævnt i § 93, stk. 4, senest en måned efter modtagelse af ansøgningen om godkendelse (§ 93, stk. 3, nr. 1).

Bekendtgørelsens emissionsgrænseværdier, krav om egenkontrol, krav til indretning og drift og regler om kommunal anvisning af eget affald er direkte bindende, og skal derfor ikke fastsættes som vilkår i miljøgodkendelsen, dog kan godkendelsesmyndigheden fastsætte vilkår i godkendelsen, som:

1. dispenserer fra iltkrav i røggassen, (§ 81, nr. 1),

2. skærper emissionsgrænseværdierne, hvis dette er nødvendigt for at kunne opfylde kravet om bedst tilgængelig teknik, (§ 81, nr. 2),

3. skærper kravene til indretning og drift, hvis det er begrundet i hensynet til omgivelsernes sårbarhed eller kvalitet, (§ 81, nr. 3), eller

4. supplerer kravene til indretning og drift, hvis fyringsanlægget giver anledning til væsentlig forurening, som ikke er reguleret af bekendtgørelsen (§ 81,nr. 3).

Bekendtgørelsens krav om støjgrænser og B-værdier gælder ikke for fyringsanlæg omfattet af de særlige regler om listevirksomheder. I stedet stiller godkendelsesmyndigheden vilkår om B-værdier/afkasthøjder og støjgrænser i godkendelsen, som gælder for den samlede virksomhed, inkl. virksomhedens fyringsanlæg.