Reduktion i vindafdrift

Det er muligt at sprøjte nærmere bl.a. vandløb og søer end etiketeteksten på sprøjtemidlerne ellers kræver, hvis der anvendes korrekt udstyr. Det skyldes, at der efterhånden findes en del dyser og andet sprøjteudstyr, der medvirker til, at sprøjtemidlerne ikke hvirvles langt op i luften med risiko for at havne i vandløb, søer og naturområder, hvor de ville kunne udgøre en risiko for dyr og planter. Der er nu også krav om at dette udstyr anvendes ved sprøjtning med ukrudtsmidler med prosulfocarb, for at mindske afdriften til andre afgrøder.

Udbringning af sprøjtemidler med prosulfocarb

Ukrudtsmidler med prosulfocarb har tidligere givet problemer hos nogle enkelte frugtavlere, fordi rester af sprøjtemidlet er fundet på deres frugt. Årsagen hertil kan være, at der på nærliggende marker er sprøjtet med prosulfocarb, og at blæsten har ført sprøjtemidlet med sig og hen til frugtavlerne. Da både økologisk og konventionel dyrket frugt skal være fri for sprøjtemidler har resterne store konsekvenser for de berørte avlere.

Derfor er der indført regler om, at landmænd der udbringer sprøjtemidler med aktivstoffet prosulfocarb (fx Boxer) skal benytte dyser eller andet sprøjteudstyr, der sikrer minimum 75 % afdriftsreduktion. Sprøjteføreren skal dokumentere anvendelsen af udstyret, fx i sprøjtejournalen. De nye regler trådte i kraft pr. 1. august 2017 og er vedtaget som et led i den politiske aftale om Pesticidstrategi 2017-2021. Det fremgår af bilag 1 (se link til bilag 1 i højre side af skærmbilledet) hvilket sprøjteudstyr, der giver 75 % afdriftsreduktion. Miljøstyrelsen har indarbejdet et skema i vejledning (bilag 4), som tilgodeser ovennævnte rapporteringskrav (se link til vejledningen og bilag 4 i højre side af skærmbilledet).

Reduktion i afstandskrav til bl.a. vandmiljøet

Omkring en tredjedel af jordbrugets godkendte sprøjtemidler, udgør en risiko for vandmiljøet og må derfor ikke anvendes helt tæt på vandløb og søer. Der er for hvert enkelt middel fastsat et specifikt afstandskrav på fx 10 eller 20 meter til overfladevand eller §3 naturområder. Sådan et afstandskrav fremgår af sprøjtemidlets etikette. Men afstandskravet kan reduceres til en mindre afstand, hvis der anvendes anerkendt afdriftsreducerende udstyr fx i form af kompakt-injektionsdyser. Dette udstyr vil sikre en tilstrækkelig beskyttelse af dyr og planter selvom der sprøjtes nærmere vandmiljøet eller naturarealer end etiketten kræver.

Landmænd kan altså bekæmpe ukrudt, svampe og insekter i den del af afgrøden, der ligger nærmere fx vandløb og naturarealer og sikre et større udbytte på disse arealer – uden at det har miljømæssig konsekvens, hvis de har det rette udstyr.

Vejledning for at kunne sprøjte nærmere vandløb, søer og naturområder

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning om brugen af afdriftsreducerende udstyr. Denne vejledning uddyber reglerne for anvendelse af afdriftsreducerende udstyr, som giver mulighed for at sprøjte nærmere vandmiljøet og § 3 naturområder end angivet på etiketten. Vejledningen og de tilhørende bilag giver informationer om:

  • hvilket udstyr, der muliggør sprøjtning nærmere overfladevand/naturarealer
  • hvor stor en procentvis reduktion af afstandskravet sådant udstyr giver anledning til
  • hvilke krav der er til dokumentation (i fx sprøjtejournalen)

Vejledningen skal derfor benyttes af sprøjteførere for at få hjælp til at vælge den rette sprøjte-dyse eller anden sprøjteteknologi og dokumentere brugen korrekt. Vejledningen og de tilhørende bilag med anderkendte dyser findes i højre side af skærmbilledet.

Vejledningen uddyber reglerne, som fremgår af § 39 i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler, som blev indført i juni måned 2016 og som blev suppleret med nye regler vedr. prosulfocarb pr. 1. august 2017.

Afdriftsreducerende udstyr

Listen over afdriftsreducerende udstyr (dvs. dyser) er udarbejdet med henblik på at dække de typer af dyser og anden sprøjteteknologi der bliver anvendt i Danmark. SEGES og GartneriRådgivningen har bistået Miljøstyrelsen med at udarbejde en oversigt over de afdriftsreducerende dyser til anvendelse i landbrugs- og gartnerierhvervet. Der er taget udgangspunkt i den officielle tyske liste fra Julius Kühn-Instituttet, suppleret med en tilsvarende liste fra Nederlandene.

Oversigterne er lavet som separate bilag til vejledningen i form af lister for horisontale bomsprøjter (bilag 1) og tågesprøjter (bilag 2). Disse lister angiver således det udstyr, som Miljøstyrelsen anerkender, har en afdriftsreducerende effekt og angiver omfanget af denne effekt (se link til bilag 1 og 2 i højre side af skærmbilledet).

Alle anvendelser af afdriftsreducerende udstyr til at reducere afstandskrav, kræver supplerende dokumentation til sprøjtejournalen. Miljøstyrelsen har udarbejdet skemaer, som kan anvendes til notering af de krævede oplysninger. Skemaerne ses i vejledningens bilag 3 (se link til vejledning samt bilag 3 i højre side af skærmbilledet).

De krævede oplysninger skal anføres senest 7 dage efter sprøjtningen og skal opbevares i 3 år. De samme regler gælder for sprøjtejournalen generelt.