Græsplænen - tips til at forebygge og bekæmpe ukrudt

Udarbejdet af Haveselskabet

Forebyg mos i græsplænen

Når mosset er væk, er næste skridt at forebygge at det kommer igen. Her er det en fordel at tænke på at mosser er meget primitive planter som ikke har rødder, men kun hæftetråde til at holde sig fast med.  Al vand og næringsoptagelse foregår i gennem bladene, så mosplanter skal ikke danne rødder for at vokse videre et nyt sted. Ligeledes er de afhængige af at være i et fugtigt miljø, og det er der ofte, hvor der er både læ og skygge, så lys sammen med en udtørrende ventilation vil svække mosplanterne. En plæneklipper kan sprede mosplanter meget effektivt, og er der et hul i græstæppet hvor et lille stykke mos lander og en smule fugtighed, så vil der hurtigt komme en ny mospude.

Hold græsset i god vækst

Når græstæppet er stærkt og kraftigt, kan mos ikke trives. Kun hvor græsset er svækket, hvor der er døde pletter eller hvor græsset er klippet meget kort har mos gode vækstmuligheder.

Græs er en grådig plante, som trives bedst når den gødes rigtigt. Hvis du vælger at gøde din græsplæne, er det vigtigt, at du følger brugsanvisningen.

Græs behøver også lys for at trives og græs der står i skygge vokser ofte meget langsomt. Det er derfor en god ide at skabe lys ved at beskære store træer og buske.

Stam op, i stedet for at fælde, og lad lyset komme ind under kronerne. Store træer og buske er gode for dyr og fugle og giver en have karakter, og ved at stamme dem op og fjerne de nederste grene, kan der skabes lys og ventilation til gavn for græsset, uden at man behøver at fjerne de gamle karakterplanter. Er der områder i haven hvor skyggen er dominerende, kan man så en græsfrøblanding der er beregnet til skygge. En anden mulighed er at opgive at have plæne der, og i stedet anlægge et bed med skyggetålende planter.

Alle rødder ånder, også græsrødder, og derfor er det vigtigt med et godt luftskifte i jorden. Man kan hjælpe græsplanterne ved at stikke huller med en greb. Stik ned og træk op, og gør det jævnt over hele plænen. Hullerne vil sørge for et godt luftskifte og give mulighed for at græsset kan få dybe stærke rødder, så det kan hente vand dybere nede og dermed klare sig godt i tørre perioder. En plænelufter eller en vertikalskærer, lufter ofte kun de øverste millimeter af jorden, hvor en greb når 10-20 cm. ned. Ved at feje groft grus ned i hullerne kan man også få et bedre dræn, og dermed sikre et mere tørt miljø, som gør det vanskeligt for mos at trives. Luft plænen hvert eller hvert andet år.

Dyrelivet i jorden er også gavnligt for luftskiftet i dybden. Muldvarpe og regnorme og andre smådyr i jorden er med til at sikre en god og løs jord med huler og gange, og dermed en god udluftning.

Lad græsset blive længere. Lad være med at klippe græsset så kort at mosset ender med at skygge græsset bort. Man kan også prøve at lade partier af plænen stå uklippet i perioder i løbet af sommeren. Får det lov til at vokse længere end mosset, vil græsset rødder styrkes, og græsset vil skygge mosset bort. Samtidig vil det give mulighed for en varieret flora til gavn for havens nyttige insekter. Klip stier i gennem græsset, så man kan færdes nemt. Sørg for at hele plænen klippes kort mindst en gang om året, gerne forskellige steder hen over sæsonen, så en varieret flora fremmes.

Bekæmp mos i græsplænen

Tykke puder af blødt mos i græsplænen kan gøre det vanskeligt at klippe græs. Mosset holder på fugten, så plænen føles våd, og i tørre perioder visner det og efterlader gule og brune pletter. Men mos kan også være et smukt, grønt tæppe, som skifter farve med årstiderne og changerer i gule og brune og orange farver og giver plads til andre urter. Man kan vælge om man vil nyde den smukke mosplæne, eller gå i gang med at bekæmpe mosset.

Bekæmp mos manuelt eller med maskine.

Det første trin i mosbekæmpelse er, at fjerne det mos som er i plænen. Det kan fjernes manuelt med en mosrive eller med en motoriseret mosfjerner (vertikalskærer).

Mosset rives op sammen med det lag af vissent græs der samles nede imellem græsplanterne. Kør gerne både på kryds og tværs på plænen flere gange for at få det hele med. Samtidig vil der komme lys og luft til græsplanterne som motiveres til at skyde nye skud.

De store bunker af afrevet mos, kan lægges under buske og træer, og fungere som jorddække. Det kan også lægges i surbundsbede, under rhododendron og lignende. Fjern mos 1-2 gange om året. Første gang i det tidlige forår, og anden gang midt på sommeren.

Fotografi af mos i en græsplæne
Foto: Magnus Gammelgaard

Bekæmp ukrudt i græsplænen

Ukrudt i græsplænen, såsom trådærenpris, bellis og lav ranunkel gør ingen skade, men kan give lidt liv og farve til en ellers grøn og øde plæne. Sommerfugle og svirrefluer vil søge nektar i de lave blomster og siden være med til at sikre føde til småfuglene i haven.

Ved at klippe græsset normalt kan man nemt opretholde en jævn grøn flade, som kan bruges til boldspil og ophold.

Vil man have en plæne kun med græs, skal man holde græstæppet tæt og i god vækst. Selv små huller i græstæppet skal eftersåes med det samme, så ukrudtsfrø ikke får lejlighed til at spire frem.

Bredbladet ukrudt kan bekæmpes mekanisk med plænelufter og vertikalskærer, som når der køres både på kryds og tværs, ødelægger bladene og svækker ukrudtet, samtidig med at græsvæksten fremmes. Mælkebøtter og tidsler med dybe pælerødder kan med fordel fjernes med et mælkebøttejern. Topdres og efterså i hullerne umiddelbart efter, så der ikke spirer ukrudtsfrø.