Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Udarbejdet af Den Økologiske Have i Odder

Forebyggelse af skadedyr

Hold drivhuset rent. Vaskes hvert forår inden det tages i brug samt efterår, når alle etårige planter er fjernet. Flerårige planter beskyttes med plast. Vask med brun sæbe og vand og skyl efter. Husk at følge brugsanvisningen. Revner og sprækker kan spules med en hård vandstråle. 

Sørg for god udluftning i hele vækstsæsonen. Lad gerne døre og vinduer stå åbne hele sommeren. Varm og fugtig luft er en direkte invitation til såvel skadedyr som skimmel og svampesygdomme.

Sørg for udskiftning af jord hvert år. Man kan genbruge jord fra haven eller fra krukker, hvor der ikke har vokset lignende planter. Jord forbedres med kompost og eventuelt lidt sand. Den helt sikre metode er at købe ny økologisk så- eller priklejord.

Plant planter, der er egnede til at vokse i drivhus og som  er egnede til dyrkning uden sprøjtemidler.

Sørg for at rotere planterne år efter år. Et sædskifte i drivhuset er nødvendigt. Der bør gå mindst 3 år mellem at samme plante vokser på samme sted med mindre al jord udskiftes.

Hold godt øje med afgrøderne og fjern straks angrebne blade.

Vær indstillet på at det er vanskeligt at opretholde en naturlig balance mellem skadedyr og nyttedyr i det særlige klima og rum et drivhus udgør. Derfor må der generelt mere opmærksomhed og mere indgriben til end i resten af den sprøjtefri have.

Så eller plant bunddække mellem tomat, agurk, peber og chili. Velegnet er tagetes og tallerkensmækker, der tiltrækker nyttedyr samt for tagetes vedkommende minimerer risiko for skadelige nematoder. Koriander og tagetes beskytter særligt agurker mod angreb fra spindemider.

Vand planterne på jorden - aldrig på selve bladene - da det vil svække plantens modstand overfor angreb.

Vær særligt opmærksom på permanente planter i drivhuset. F.eks. er fersken, abrikos og lignende meget sarte og modtagelige for angreb af skjoldlus og andre lus. Bør bekæmpes straks inden angrebet breder sig til andre planter.

Har man sit drivhus lige ud til natur/vilde arealer, kan der være særlig risiko for angreb af cikader. Nyttedyr som snyltehvepse og edderkopper, især jagtedderkop, æder dem gerne.

 

Bekæmpelse af skadedyr

Større skadevoldere som lus, larver mm. kan med fordel bekæmpes manuelt ved at indsamle og fjerne dem.

Mariehøns og især deres larver er særlig effektive mod lus. Mariehøns kan indsamles i haven helt gratis og sættes ind i drivhuset på de angrebne planter. Larver af mariehøns kan også indkøbes som nyttedyr.

Indkøb af nyttedyr som rovmider, snyltehvepse mm. er effektivt, men man skal vide, hvilke skadedyr, der angriber planterne for at indkøbe korrekt nyttedyr. Der findes meget god information på nettet herom.

Godkendt insektsæbe bruges mod større angreb af lus og spindemider. Sprøjt især på undersiden af bladene og høst ikke frugter umiddelbart efter. OBS at brug af insektsæbe også vil udrydde de eventuelle nyttedyr, som vil æde skadedyrene.

Mus kan fristes af både frø og småplanter i drivhuset og kan godt finde på at flytte ind permanent. Fælder vil være nødvendige.

Er man i tvivl om omfanget eller arten af et skadedyrsangreb, eller vil man være sikker på at konstatere angreb straks skadevoldere er til stede, kan man indkøbe gule limplader og hænge dem op nær de planter, man ønsker beskyttet. Pladerne indfanger insekter, således man nemt kan se, hvad der er til stede. Vær opmærksom på at de er beregnet til overvågning ikke effektive til bekæmpelse, - og at de også kan indfange nyttige insekter.

Trips er meget små skadedyr og kan være svære at opdage i tide uden brug af gule limplader. De bekæmpes med indkøbte rovmider.

Også i drivhuse kan insektnet eller fiberdug benyttes til delvis beskyttelse mod angreb fra insekter.

 

Alle tips til færre pesticider

Illustration der linker til siden Stauder og prydplanter - tips til at forebygge og bekæmpe skadedyr og ukrudt
Illustration der linker til siden Fliser og sten - tips til at forebygge og bekæmpe alger og ukrudt
Illustration der linker til siden Køkkenhaven - tips til at forebygge og bekæmpe skadedyr og ukrudt
Illustration der linker til siden Drivhuset - tips til at forebygge og bekæmpe skadedyr
Illustration der linker til siden Græsplænen - tips til at forebygge og bekæmpe mos og ukrudt
Illustration der linker til siden Frugttræer og buske - tips til at forebygge og bekæmpe skadedyr og ukrudt
Logo for Havekampagnen med teksten: Sammen gør vi haven grøn.